DK EN

Borgmestre og virksomheder i åbent brev: Brug strømmen dér, hvor den produceres

Borgmestre, energitunge virksomheder og organisationer har sendt et åbent brev til erhvervsministeren, klima-, energi- og forsyningsministeren og formanden for Energinet. De opfordrer til, at akutplanen for elnettet tager højde for, at kapacitetsproblemet ikke er det samme over hele landet.

Stoppet for nye nettilslutninger rammer Nordvestjylland hårdere end de fleste – i et område, der producerer langt mere grøn strøm, end det selv bruger. Derfor har ni underskrivere fra Holstebro, Struer og Lemvig henvendt sig direkte til regeringen og Energinet i et åbent brev. Blandt underskriverne er Holstebros borgmester Kenneth Tønning, Jysk Energi, Arla og BIRN.

Læs det åbne brev her

Birn

BIRN er en af de energitunge virksomheder, der har planer om at investere og elektrificere.Derfor er de også medunderskriver vil investere og elektrificere (Foto: BIRN)

 

1,7 procent af befolkningen – 11 procent af strømmen

I Klog Energi-samarbejdet mellem de tre kommuner, større forbrugere og netselskabet NOE Net produceres der omkring tre gange så meget strøm fra landbaseret vedvarende energi, som der forbruges lokalt. Et område med 1,7 procent af Danmarks befolkning står for 11 procent af landets land- og solcelleproduktion – og der er mere på vej: kommunerne behandler projekter svarende til 250 MW ny vedvarende energi.

“Vi har et stærkt lokalt elnet i Nordvestjylland. Set fra vores side er der ikke noget i distributionsnettet, der hindrer mere forbrug. Der produceres ingen steder i Danmark mere grøn strøm, og derfor bør Nordvestjylland være det sidste sted i landet, hvor virksomheder begrænses i at elektrificere,” siger Lars Naur, administrerende direktør i Jysk Energi og bestyrelsesformand i NOE Net.

 

Investeringerne bliver udskudt

På mejerierne i Holstebro ønsker Arla at gennemføre betydelige investeringer i elektrificering af energitunge produktionsprocesser. BIRN vil investere og elektrificere. Andre energiintensive virksomheder står i samme situation. Uden sikkerhed for nettilslutning bliver investeringer udskudt eller opgivet.

 

Nordvestjylland producererlangt mere grøn strøm, end området bruger. Alligevel må lokale industrivirksomheder sætte elektrificering og investeringer på pause, fordi de ikke kan få den nødvendige nettilslutning.(Foto: Ole Mortensen)

 

“Uden sikker adgang til den nødvendige netkapacitet risikerer investeringerne at blive forsinket eller reduceret. Det betyder ikke alene færre CO2-reduktioner, men også svækket konkurrenceevne og færre muligheder for at fastholde og udvikle arbejdspladser i Vestjylland,” siger Kenneth Kallesøe, Site Director i Arla.

Læs det åbne brev her

Nordvestjylland melder sig som forsøgsområde. Underskriverne beder ikke om særbehandling. De appellerer til regler, der skelner mellem områder, hvor kapaciteten reelt er knap, og områder, hvor mere lokalt forbrug gør elsystemet mere effektivt. Området stiller sig til rådighed med data, virksomheder og et konkret forsøgsområde.

@erhvervsforumholstebro