Code of Care fra Holstebro modtager fornem pris af Kongeparret


Code of Care, som blev stiftet af en gruppe erhvervsfolk i Holstebro, toner frem på TV-skærmen sammen med kongeparret den 27. oktober om aftenen og igen i et kæmpe tv-show lørdag den 1. november.
Prisen uddeles hvert år til dem, der samler og bevæger, hvor Code of Care anerkendes for indsatsen med organisationens sociale arbejde.
“Det er en stor ære at modtage denne pris. Og det er med ydmyghed og stolthed på samme tid – for denne pris tilhører ikke kun os, men alle dem, der hver dag arbejder for at skabe et mere inkluderende arbejdsmarked,” udtaler direktør i Code of Care, Rolf Eg Klint Sørensen.

I år overrækker Kongeparret priserne ved et TV-show lørdag d. 1. november kl. 21 på DR. Der sendes også et DR-program om de tre prismodtagere mandag d. 27. oktober. Foto: Agnete Schlichtkrull
Kongeparrets Socialpris – som før tronskiftet i 2024 gik under navnet Kronprinseparrets Socialpris – gives til en prismodtager, der arbejder på tværs af fagligheder, organisationer eller sektorer og har potentiale til at inspirere til nye samtaler og handlinger, der gør en positiv forskel. Code of Care følger dermed i fodsporet på tidligere prismodtagere af Kronprinseparrets Socialpris og tæller navne som Ungdommens Røde Kors, Natteravnene og Mødrehjælpen.
“I Code of Care tror vi på, at socialt ansvar er et fælles ansvar. Og netop derfor betyder denne pris så meget – fordi den anerkender det, vi har opbygget med vores samarbejdspartnere siden 2011. Derfor skal der lyde en stor tak til kommuner og de mange virksomheder, som gennem en fælles indsats hjælper mennesker med særlige arbejdsbehov og forskellige arbejdskapaciteter i job,” siger Rolf Eg Klint Sørensen

Direktør i Code of Care, Rolf Eg Klint Sørensen, foran Code of Care huset på Brotorvet midt i Holstebro. Det er herfra de mange aktiviteter i kommuner i hele landet koordineres.
Kongeparrets Priser består af tre priser: Kongeparrets Kulturpris, Kongeparrets Socialpris og Kongeparrets Fællesskabspris. Hendes Majestæt, Dronning Mary og Hans Kongelige Højhed, Kong Frederik udvælger prismodtagerne efter indstilling fra tre rådgivende komitéer og Bikubenfonden.
Alle prismodtagere tildeles 500.000 kr., der skal bruges til det arbejde, prismodtageren er blevet hædret for. Desuden får modtageren et skræddersyet forløb med Bikubenfonden til en værdi af 300.000 kr., der er målrettet udbredelsen af prismodtagerens arbejde.
I år overrækker Kongeparret priserne ved et TV-show lørdag d. 1. november kl. 21 på DR. Der sendes også en TV-udsendelse af de tre prismodtagere mandag d. 27. oktober. Ligeledes på DR.
