DK EN

Holstebro falder 25 pladser. Det er vigtigt at forstå, hvorfor

Holstebro Kommune rykker pludseligt fra en 21. til en 46. plads i Dansk Industris analyse af den lokale erhvervsvenlighed. Det er et stort fald. Det skal ikke pakkes ind.

 

Af Peter Kjeldbjerg, direktør i ErhvervsForum Holstebro

DI’s årlige analyse af det lokale erhvervsklima er altid ventet med spænding. For den fortæller noget om rigets tilstand lokalt. Og denne gang bliver den læst ekstra grundigt, for faldet er til at mærke efter fire år i fremgang, senest med en 21. plads sidste år.

 

 

Tabel over Holstebro Kommunes placeringer 2016-2026, hvor kommunen falder fra nr. 21 i 2025 til nr. 46 i 2026.

 

Dette års analyse afslører et paradoks. Holstebro Kommune klarer sig faktisk rigtig godt på flere områder. F.eks. når det gælder om hurtig byggesagsbehandling og udbud. Men sådan opleves det ikke ude ved ”kunderne”.

 

 

Grafik over Holstebros placering i analysens fire kategorier: overordnet erhvervsvenlighed 54, infrastruktur og energi 70, uddannelse og arbejdskraft 31, kommunal administration 17.

 

Undersøgelsen bygger på to slags data: hårde statistiske indikatorer – og 15 spørgsmål, hvor virksomhederne selv giver karakter.

De statistiske facts er overvejende uændrede eller bedre. Her ligger Holstebro Kommune faktisk i den pæne ende på flere punkter. Men virksomhedernes karakterer er faldet markant.

Virksomhedernes egne besvarelser giver en hård dom, og den overordnede tilfredshed med kommunens erhvervsvenlighed falder fra en 15. plads til en 50. plads.

Med andre ord er der meget, som kommunen gør godt, men det opleves ikke sådan af virksomhederne. De føler sig hverken godt informeret eller serviceret.

Det er et kommunikationsproblem, som vi skal have set på.

Læs DI’s analyse her. 

 

Kommunen leverer. Men serviceoplevelsen halter.

Byggesagerne er det tydeligste eksempel. Forvaltningen har faktisk forbedret sig på sagsbehandlingerne. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er faldet fra 31,3 til 28,7 dage, og kommunen rykker frem til en 21. plads blandt landets kommuner på den måling. Men den forbedring opleves ikke af virksomhederne. Deres tilfredshed med den samme sagsbehandling går den modsatte vej og får den laveste karakter i hele undersøgelsen.

 

Sagsbehandlingen er blevet hurtigere. Tilfredsheden med den er den laveste karakter i hele undersøgelsen.

 

Samme mønster på udbud: Holstebro er tredjebedst i Danmark på at bruge private leverandører. Alligevel falder virksomhedernes vurdering af selve udbudsprocessen markant.

 

Det handler om kommunikation

Vi i ErhvervsForum Holstebro taler dagligt med mange virksomhedsledere. Og analysens resultat kommer ikke helt bag på mig. Det er ikke leverancen, der mangler. Men vi skal have set på, hvad det er i kommunikationen mellem forvaltningen og virksomhederne, der går galt.

 

Kommune og erhvervsliv om samme bord til nytårskuren. Spørgsmålet dengang: Hvordan skaber vi et stærkere erhvervsklima i Holstebro Kommune – i praksis?

 

Det største enkeltfald på hele arket er kommunens formidling af væsentlig information: fra en 28. til en 68. plads.

Virksomhederne efterlyser forudsigelighed. Tilgængelighed og dialog undervejs. Fornemmelsen af at sidde over for en sagsbehandler, der forstår, hvad der står på spil i den anden ende.

 

Arbejdskraft er stadig den største dagsorden

Virksomhederne peger selv på arbejdskraft som deres højeste prioritet. Og det er desværre der, tilbagegangen er tydeligst: Kommunens indsats for kvalificeret arbejdskraft falder fra en 36. til en 55. plads.

Ét tal fortjener særlig opmærksomhed. Andelen af unge uden uddannelse eller job 27 måneder efter studentereksamen er steget fra 44 til 55 procent. Tænk lige en ekstra gang over det. Her ligger der med andre ord en skjult ressource og gemmer sig.

 

Løsningerne koster ikke en formue

Politikerne sidder lige nu med et heftigt sparekatalog. Der skal spares, og det bliver ikke sjovt.

Det gør det ikke mindre vigtigt at se på erhvervskulturen i kommunen. Vejen til flere indtægter i kommunekassen starter nødvendigvis ved virksomhederne. Det er dem, der skal skabe job og ansætte mennesker, som bliver til skatteborgere.

Heldigvis leverer DI-analysen en prioriteret liste, og løsningerne er ikke nogle, der nødvendigvis fylder meget i det hårdt prøvede kommunale budget. Det hele starter med, at vi i fællesskab for kigget dybere ind i, hvad der ligger bag ved utilfredsheden og hvordan vi løser det. Det kræver samarbejde.

 

Virksomhedernes egen prioritering: arbejdskraft og sagsbehandling først.

 

Det handler om at blive bedre på de områder, som betyder mest for erhvervslivet: sagsbehandling og arbejdskraft. Ikke nødvendigvis på alt det, der ikke fylder, så meget.

Man kan sige, at dette års DI-analyse giver det perfekte startskud til at få givet samarbejdet mellem kommune og erhvervsliv et ekstra skud dopamin.

Her bliver ErhvervsForum Holstebro en meget vigtig medspiller. Vi kan tolke og formidle virksomhedernes bevæggrunde. Sammen med virksomhederne kan vi give værdifulde input til, hvordan man udvikler en stærk servicekultur.

Klik her for at dykke ned i resultaterne fra analysen. 

I samarbejde med kommunen vil vi de kommende måneder dykke mere ned i, hvordan vi får løst nogle af de udfordringer, som fylder mest hos virksomhederne.

Vi har en fælles interesse i at vores erhvervsklima er sundt og godt.

Det er en fælles opgave.

@erhvervsforumholstebro