”Jeg skal øve mig i at gå på pension”


Steen Steensgaard Andersen kunne spadsere rundt som folkepensionist. I stedet går han på arbejde. I Holstebro Kommune vokser arbejdsstyrken – og seniorerne giver den gas.
De er grå i toppen. De vokser i styrke. Seniorerne på job.
I Holstebro Kommune er der 23.680 fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere. Bag det tal gemmer sig to gode nyheder:
I Region Midtjylland er det tilsvarende tal 39 pct., og for hele landet 40 pct. Ergo: I Holstebro og omegn er seniorerne gået i udbrud. Træder tungt i pedalerne. Øger afstanden ned til feltet. Der er sølvglimt i det grå guld. Seniorerne står en kende skarpere i Nordvestjylland end andre steder i Danmark.
Og hvem bedre at tale med om dette end Steen Steensgaard Andersen. Han er 67 år. Kunne hæve folkepension, men møder ind på sit job hos vikar- og rekrutteringsbureauet JKS alle hverdage.
”Jeg er en heldig mand. Har et meget spændende job. Møder mange interessante mennesker og bidrager med min livserfaring,” fortæller Steen med øjne, der ser mildt og venligt på en.
Der er egentlig ikke meget udsigt fra hans sydvendte kontor på førstesalen i Vestergade, men Steen kan se langt. Meget langt. Han er ekspert i at finde de rette mennesker til et ledigt job.
På visitkortet står der Senior Recruitment Specialist. Der kunne i virkeligheden nok have stået: Menneskekender. Han kan sit kram. Finde dygtige folk til en virksomhed, som mangler kvalificeret arbejdskraft, hvilket mange gør.

Seniorerne på +60 år i Holstebro Kommune løfter fremgangen i beskæftigelsen med 58 pct. En af dem er Steen Steensgaard Andersen, som selv arbejder med at rekruttere folk. Foto: Henrik Kastoft
JKS er med 200 ansatte Danmarks største vikar- og rekrutteringsbureau. 40 lokalafdelinger i Danmark – kontorer i Sverige og Norge.
JKS kom til verden i Ringkøbing i 1995, da et skibsværft lukkede og en del mennesker mistede deres arbejde. Værftet blev til vikarbureau. Hovedkvarteret ligger den dag i dag i Ringkøbing. JKS sender dagligt 4.000 vikarer på job – og rekrutterer årligt omkring 1.000 kandidater til ledige stillinger.
Blandt JKS-kunderne er Salling Group, Danfoss, DSV, Lantmännen og Søstrene Grene.
”Mine rekrutteringer varer typisk fire til tolv uger. Det er meget givende at matche en virksomhed med den helt rette til jobbet. Det kræver noget forretningsforståelse og menneskekundskab. Her kommer min erfaring mig til gode”.
Steen Steensgaard Andersen er født og opvokset i Holstebro med en afstikker til Aarhus. Han og hustruen er flyttet til midtbyen tæt på livlige gader og et væld af kulturarrangementer.
Oprindeligt blev Steen uddannet i tekstilbranchen. Med papir på at være herreekviperingshandler, som det hed, dengang det danske sprog havde en stil, som er lidt slidt i dag.
I sin lange karriere har Steen også siddet i mellemlederstillinger svarende til dem, han typisk rekrutterer til i dag. Han ved, hvad der er på spil. Både for virksomhed og kandidat.
”I 35-40 procent af rekrutteringerne er vi ude at prikke til folk, som sidder i et andet job. Det kræver ordentlighed og diskretion. Jeg har gode og fagligt tunge opgaver. Det er et privilegium. Jeg er ikke sat af eller bænket bagerst i bussen. Jeg har et langt livs erfaring. Har haft min gang i forskellige brancher. Kender en del til mennesker og det at drive en forretning. Jeg ved, hvad der skal til”.
Steen blev en del af JKS, da hans tidligere arbejdsplads, et lokalt rekrutteringsbureau med base i Holstebro, for tre år siden blev opkøbt af ”den irriterende dygtige konkurrent nede fra Ringkøbing”.

Foto: Henrik Kastoft
”Jeg har været på en del arbejdspladser i min karriere. JKS er god arbejdsplads med frie forhold, hvor jeg kan tilrettelægge min arbejdsdag. Frie rammer betyder meget for min arbejdsglæde”.
I JKS arbejder de med to farver: Hvid og blå. Hvide er kontorfolket – de blå er teknikerne. Steen rekrutterer til administrative job.
”Det er faktisk rørende, når den kandidat, som endte med at blive nummer to, roser processen og siger, det har været et godt forløb at være en del af. Så har jeg gjort mit arbejde fint. Og ved, hvem jeg derfor kan række ud til, når det helt rigtige match kommer på et senere tidspunkt”.
Karrierens svanesang er et åbent spørgsmål:
”Der er ikke som sådan udløbsdato på mig. Har lovet min hustru og mig selv flere ting: Jeg stopper, hvis jeg ikke længere giver værdi for kunder og kandidater. Jeg har fundet ro i, at jeg ikke er teknologisk frontløber længere, men jeg vil være med og ikke hægtes af. Jeg vil være sund og rask. Ikke nedslidt fysisk eller psykisk”.
”Min hustru og jeg har en løbende dialog. Hun er stoppet på arbejdsmarkedet. Hun kender mig ret godt. Ved, at det giver mig utroligt meget energi og glæde at gå på arbejde. Hun ved jo godt, at jeg nok vil blive helt tom i hovedet, hvis det eneste der lander i indbakken, er et nyhedsbrev hver 14. dag”.
”Måske næste år? Jeg ved det faktisk ikke. Min hustru har vænnet sig til min arbejdsiver. Hun ved, det er sådan, jeg er. Inden hun gik på pension, arbejdede hun i en årrække 28-30 timer. Så fik vi det til at hænge sammen, at jeg for år tilbage havde op til 120 rejsedage om året. Forretningsrejserne savner jeg ikke, men ja, jeg skal øve mig i at gå på pension. Det bliver ikke nemt. Måske det kunne blive noget gradvist. En kortere arbejdsuge med en fri fredag”.
Steen kigger på de kommunale tal fra Kultur, Erhverv og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Det kommer bag på ham, at seniorerne trækker 58 pct. af læsset i den voksende arbejdsstyrke:
”Det er et overraskende højt tal. Ifølge reglerne må en arbejdsgiver ikke diskriminere på alder, men det er jo en offentlig hemmelighed, at alder kan spille en rolle. Eller sagt på en anden måde: Det er sjældent, jeg hører en kunde sige: Vi skal bruge en kandidat på +60 år”.
Men udviklingen giver mening for en, som selv er mere end duelig på arbejdsmarkedet i en alder af 67 år:
”Oplever i mit arbejde flere og flere seniorer, som både kan og vil blive længere på arbejdsmarkedet. Erfarne og dygtige mennesker, der ofte har haft stort ansvar. Som ikke længere føler trang til at bevise sine evner, og gerne frivilligt træder et trin eller to ned af karrierestigen. De er typisk stabile, har meget lavt fravær, er fagligt dygtige, besidder stor viden, er mentalt stærke, brænder for deres arbejde og hviler i sig selv med en ro, som ikke mindst i disse kaotiske tider kan komme mange virksomheder til gavn”.
Steen husker selv en rekruttering til en økonomichefstilling i en virksomhed med omsætning på 400 mio. kroner. Valget stod til sidst mellem en kandidat på 45 år og en på 62. Udslagsgivende blev, at den yngre kandidat med stor energi ville have lyst til at forandre, men i det konkrete tilfælde var der faktisk behov for stabilitet og ro. I den mest hektiske periode af et arbejdsliv er den gennemsnitlige ansættelsestid omkring tre år – med den ældste af de to kandidater til stillingen som økonomichef var der udsigt til, at vedkommende ville blive til pensionsalderen. Altså fem år.

Deltid, efterløn, seniorpension, tidlig pension og folkepension. Der er mange individuelle muligheder for at drosle ned eller trække sig tilbage i den tredje alder. Flere vælger som Steen Steensgaard Andersen at blive på arbejdsmarkedet. Foto: Henrik Kastoft
På Steens egen arbejdsplads er der et par unge kolleger, nogle på 50-60 år og ”ja, så er der mig, der stikker af med mine 67 år”.
Lad os runde af med Steens vigtigste gode råd til alle os, der gerne vil have lang holdbarhed på arbejdsmarkedet:
”Byg på. Hvis du bliver tilbudt efteruddannelse: Sig ja! Hvis ikke: Kræv den! Hold dig opdateret. Du behøver ikke vide alt om det sidste nye, men du skal sørge for din efteruddannelse. Stil dig foran i køen – ikke bagerst”.