DK EN

Mød Rasmus: Han skal hjælpe dig med at få øje på mulighederne

Ny forretningsudvikler i ErhvervsForum Holstebro. Han har selv bygget virksomhed og er nørdet med data og AI.

Der er kommet en ny mand på holdet. Rasmus Christian Fejer Nielsen er ny forretningsudvikler i ErhvervsForum Holstebro – og det betyder én ekstra, der har tid til at hjælpe virksomhederne i Holstebro Kommune videre.

Men hvem er han, og hvad kan han hjælpe med?

 

Han har selv siddet i stolen

Rasmus har startet egen virksomhed, været direktør, siddet i bestyrelser og arbejdet med patenter. Han kender både de sjove muligheder og de knap så sjove regnestykker fra sin egen hverdag som iværksætter. Han har tidligere arbejdet i medlemsdrevne organisationer og kender arbejdsformen, hvor virksomhederne er omdrejningspunktet.

“Jeg kan godt lide at arbejde med at bygge forretning. At møde mennesker, sparre med dem om deres idéer og være med til at facilitere den proces, de er i gang med. Det, jeg håber på, er, at jeg kan gøre en forskel for nogle af de mennesker, der driver virksomhed – i både det store og det små.”

 

Ramus kommer fra en stilling som konsulent hos SAGRO – ligeledes en medlemsdreven organisation – og han har tidligere drevet egen virksomhed.

 

Fra idé til produkt – og fra data til værdi

Han er uddannet inden for både økonomi og naturforvaltning, men er undervejs “kommet til at rode med systemer og data”, som han selv formulerer det. Han har udviklet software fra idé til produkt og skaleret det fra en håndfuld brugere til flere tusinde. Selv kalder han sig “lidt nørdet omkring matematik og data”.

Det er bl.a. den erfaring, han tager med, når han kigger på en virksomhed:

“Jeg kan måske få øje på nogle muligheder, der ligger og venter – områder, hvor man måske har været lidt tilbageholdende. Det kan være at gøre nogle processer hurtigere og bedre, så man ikke skal sidde og håndholde det hele selv.”

 

AI fylder – og Rasmus vil være brobygger

Særligt teknologien optager ham. Rasmus har fulgt udviklingen inden for AI tæt og ser det som noget, der kommer til at ændre både arbejdsliv og hverdag markant.

“AI kommer til at gøre en forskel i vores dagligdag – jeg tror faktisk, det får en større betydning, end internettet i sin tid fik. Det betyder omstilling, men det betyder i høj grad også muligheder. Jeg håber, jeg kan være med til at skabe en forståelse for det hos vores medlemmer og være den øjenåbner og brobygger, der nogle gange skal til.”

 

Naturmenneske med bagagen pakket

Til daglig bor Rasmus i Holstebro med sin familie. Interessen for naturen følger ham også i fritiden: han løber, ror, fisker og vandrer. Han er netop kommet hjem fra 19 dage i Kirgisistan med familien – en tur, der meget godt indfanger, hvem han er: naturelsker, verdensrejsende og familiemenneske.

 

Sådan får du fat i ham

Har du en idé, du vil vende, eller er du bare nysgerrig på, hvad ErhvervsForum Holstebro kan hjælpe din virksomhed med, er du velkommen til at kontakte Rasmus på mobil +45 30 73 70 69 eller mail rasmus@efho.dk

Blå bog: Rasmus Christian Fejer Nielsen

Bopæl: Holstebro

Uddannelse: Cand. inden for økonomi og naturforvaltning, Københavns Universitet (Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi)

Erfaring:

  • 2026– : Forretningsudvikler, ErhvervsForum Holstebro
  • 2019–2026: Konsulent, SAGRO
  • 2015–2019: Medstifter, Proviido
  • Tidligere: direktør, bestyrelsesmedlem, arbejde med patenter samt internationale udviklings- og skovbrugsprojekter i bl.a. Mozambique, Tanzania og Uganda

Spidskompetencer: Forretningsudvikling, digital udvikling, data og AI, softwareskalering

Privat: Naturmenneske og familiefar. Bruger fritiden på løb, roning, lystfiskeri og vandreture – og rejser gerne ud og oplever verden.

@erhvervsforumholstebro