DK EN

Vær med til at løfte de gode historier fra Holstebro-området

Nu kan din virksomhed blive partner bag Alt godt – stedet hvor vi fortæller og deler de gode historier om Holstebro og omegn.

Video: Christian Bro
Tekst: Kristina Stokholm

Arbejdet med at fortælle de bedste historier fra Holstebro Kommune er i fuld gang. Med hjælp fra dygtige journalister vender vi fortællingen om vores egn. Vi tror på, at vi langsomt, men sikkert, kan ændre opfattelsen af Holstebro-området ved at levere kvalitetsindhold i både tekst og video og distribuere det klogt, så historierne når langt ud.

Målet er at finde opbakning i erhvervslivet til at udvikle og drifte indsatsen. Derfor arbejder ErhvervsForum Holstebro på at sikre økonomisk opbakning fra områdets virksomheder, der kan blive Alt godt-partner for 500 kr. pr. måned.

”Vi hører tit, at lokale erhvervsfolk efterlyser flere positive historier, som kan være med til at sælge vores egn. Nu kommer de så i en lind strøm, og vi håber meget på, at virksomhederne vil være med til at give tiltaget vinger,” siger Peter Kjeldbjerg, direktør i ErhvervsForum Holstebro.

Flere virksomheder har allerede meldt sig på banen som partner. Blandt andet VEM Byg, Birn, Tobaksfabrikken, SummerSounds Holstebro, Vestjysk Bank og Bilka Holstebro.

”Det er vigtigt for erhvervslivet, at vi bakker op og skaber en platform, hvor vi får personer, personligheder og virksomheder i og omkring kommunen ud at leve. At vi får fortalt den gode historie – og det er det, vi får med Alt godt”, siger Sigmund Ottosen Rubeksen, varehuschef i Bilka Holstebro.

 

Fordele som partner – synlighed og mening i ét

Som partner er du først og fremmest med til at sikre, at de gode historier fra vores egn bliver fortalt og når ud til endnu flere – også ud over kommunegrænsen. Med andre ord, er du med til at styrke Holstebro-området som et attraktivt sted at bo og arbejde – både nu og i fremtiden.

Derudover bliver din virksomheds logo promoveret på tværs af platforme. Både i opslag på ErhvervsForum Holstebro og Alt godts SoMe-kanaler samt på altgodt.nu og i artikler på erhvervsforumholstebro.dk.

Alt godt udspringer af en ny erhvervs- og uddannelsesstrategi i Holstebro Kommune. Det betyder også, at kommunens udvalg for Erhverv og Turisme har afsat penge til projektet, som netop er blevet lanceret. Alt godt er navnet og titlen på den hjemmeside, www.altgodt.nu, hvor produktionen af de mange artikler og videoer bliver samlet og delt via sociale medier, nyhedsbreve og som input til de etablerede medier.

@erhvervsforumholstebro