DK EN

Ny bestyrelse klar til næste fase i ErhvervsForum Holstebro

To nye profiler er trådt ind, andre har givet stafetten videre – og medlemmerne har bakket op om retningen. Bestyrelsen i ErhvervsForum Holstebro er dermed på plads efter generalforsamlingen den 22. april.

Der er både nye ansigter og velkendte kræfter i den bestyrelse, der nu skal være med til at sætte retningen for ErhvervsForum Holstebro i de kommende år.

Efter generalforsamlingen i Slagteriet er Jakob Skals, ejer af Munkbro, og Jesper Henriksen, privatkundedirektør i Jyske Bank, trådt ind som nye medlemmer.

Samtidig er Lise von Seelen og Anders Nørgaard trådt ud af bestyrelsen.

Lise von Seelen har gennem de seneste to år haft en central rolle – ikke mindst i arbejdet med iværksætteri, som i dag står som en selvstændig indsats i ErhvervsForum Holstebro. Hun slipper bestyrelsesposten, men fortsætter engagementet fra sidelinjen.

Anders Nørgaard har været med siden begyndelsen som repræsentant for Holstebro Struer Landboforening – en af de stiftende moderforeninger – og giver nu stafetten videre til Jakob Skals.

 

Foto: Jens Bach

 

Valgt af medlemmerne

På generalforsamlingen blev der også valgt medlemmer direkte af medlemskredsen.

Her blev formand Jan Jacobsen genvalgt og Rune Bach valgt ind. For Rune Bach betyder det et skifte fra tidligere at være udpeget medlem til nu at være valgt af medlemmerne.

Se referatet fra generalforsamlingen 2026 her.

Foto: Jens Bach

 

Bestyrelsen er konstitueret

Den nye bestyrelse har efterfølgende konstitueret sig således:

  • Jan Jacobsen, formand (valgt)
    Direktør i OJM A/S
  • Palle Hoffmann, næstformand (valgt)
    Områdedirektør, AL Sydbank
  • Hanne Juul Jensen (udpeget)
    Direktør, STS Biler
  • Rune Bach (valgt)
    Direktør og medejer, VEM Byg, Tobaksfabrikken, East End m.fl.
  • Lisette Sønderby (valgt)
    Direktør, Thorsminde Havn
  • Jesper Henriksen (udpeget)
    Privatkundedirektør, Jyske Bank
  • Jakob Skals (udpeget)
    Ejer, Munkbro
  • Inger Toft Stranddorf (udpeget)
    FH Fagbevægelsens Hovedorganisation
  • Steinar Eggen Kristensen (udpeget)
    Direktør for Kultur, Erhverv og Arbejdsmarked, Holstebro Kommune

 

 

Her ses den nye bestyrelse sammen med direktør for ErhvervsForum Holstebro, Peter Kjeldbjerg. Inger Toft Stranddorf mangler. Foto: Jens Bach 

 

Et gearskifte i sigte

Generalforsamlingen handlede ikke kun om navne og poster.

Den pegede også fremad.

Et samlet billede tegnede sig af en organisation, der står på et solidt fundament – men som nu er klar til at tage næste skridt.

  • Holstebro Kommune ønsker at flytte flere erhvervsopgaver til ErhvervsForum Holstebro
  • Der er fokus på at styrke den lokale erhvervsservice – med blik på bl.a. data og AI
  • Medlemmerne bakker op om rejsen og har godkendt en kontingentforhøjelse for at løfte ambitionsniveauet

Læs mere her: Alle vil styrke ErhvervsForum Holstebro

Efter den formelle del tog Jens Romundstad – bedre kendt som Biker Jens – scenen.

Med sin karakteristiske energi og skæve karrierevej satte han ord på noget, mange kunne nikke genkendende til: At muligheder sjældent kommer med en invitation – men ofte kræver, at man selv griber dem.

En passende pointe at tage med fra en dag, hvor netop retning og mod var på dagsordenen.

Se billeder fra dagen herunder (foto: Jens Bach) 

@erhvervsforumholstebro