DK EN

Rekordsalg af erhvervsgrunde i Holstebro Kommune

I 2024 solgte Holstebro Kommune langt mere erhvervsjord end året før. Det blev til hele 20.000 m² mere.

I alt solgte kommunen 139.446 m² jord til erhvervsbyggeri i 2024. Året før var tallet 120.658 m². Køberne er dels virksomheder udefra, som vil etablere sig i kommunen, og dels lokale virksomheder, som vækster og har brug for at udvide.

Kommunaldirektør i Holstebro Kommune, Rasmus Byskov-Nielsen hilser den positive udvikling velkommen.

Jeg glæder mig over, at der er så stor interesse for at drive virksomhed i kommunen. Det vidner om, at vi har et godt erhvervsklima, og at erhvervslivet har en stor tro på fremtiden. Og det passer godt med det indtryk jeg får, når jeg besøger og møder virksomhedsejere og erhvervsdrivende overalt i kommunen, siger Rasmus Byskov-Nielsen.

 

Foto: Ole Mortensen

 

Godt samarbejde

Han ser de gode salgstal som en bekræftelse af, at der er gode rammevilkår for at drive virksomhed i kommunen. Han peger også på det tætte samarbejde med virksomhederne og ErhvervsForum Holstebro som væsentlige årsager til rekorden.

ErhvervsForum Holstebro gør et fantastisk stykke arbejde for at rekruttere nye medlemmer, facilitere netværk og fremme erhvervsudviklingen. Desuden er Holstebromotorvejen med til at generere vækst og konsolidere Holstebro som en motor for udvikling i hele landsdelen, siger kommunaldirektøren.

Han deler den positive vurdering med ErhvervsForum Holstebros direktør, Peter Kjeldbjerg, som også ser tegn på optimisme i erhvervslivet:

Det er et rigtig godt resultat, og det bekræfter også den oplevelse, vi har i dagligdagen. Optimismen i de lokale virksomheder spirer, og vores konjunkturanalyser fra både 2024 og 2025 fortæller også, at erhvervslivet ser lyst på fremtiden og tror på vækst, siger direktør i ErhvervsForum Holstebro, Peter Kjeldbjerg.

 

Nok til alle

Mange af erhvervsgrundene er solgt i og tæt på Holstebro og motorvejen – fx i Søndergård og Nupark. Der er også solgt erhvervsjord i Vinderup og Tvis i 2024.

Kommunen har stadig jord til rådighed for virksomheder og borgere – i alt 690.052 m² og heraf 477.709 m² til erhverv.

Se, hvor der er erhvervsgrunde til salg.

@erhvervsforumholstebro