DK EN

Vestjylland bobler af grøn energi

Havvind, solceller, power-to-X og brintrør i Holstebro Kommune. Det grønne energieventyr var på plakaten, da 200 erhvervsfolk indtog de bløde biografsæder til årets nytårskur for erhvervslivet. 

Den grønne gejst lever i det vestjyske – ikke mindst når det kommer til vedvarende energi. Det bekræftede de 200 erhvervsfolk, der var mødt op til en udsolgt nytårskur for erhvervslivet i Big Bio i Holstebro, arrangeret af Holstebro Kommune og ErhvervsForum Holstebro.

En god håndfuld af de absolutte nøgleaktører i branchen greb mikrofonen og zoomede ind på det grønne energieventyr i Holstebro og Nordvestjylland.

Du kan se glimt fra nytårskuren og oplægsholderne herunder.

 

 

 

Billeder fra dagen

Inden de mange gæster hoppede i biografsæderne, var der tid at netværke og nyde et glas bobler samt en lækker morgenanretning fra Café Aaes.

 

Den tidligere toppolitiker og nuværende direktør for Green Power Denmark, Kristian Jensen, åbnede energiballet med at sætte Holstebro på landkortet, når det kommer til udbygningen af vedvarende energi. Her indtager kommunen en andenplads med rekordmeget landbaseret vedvarende energi – kun overgået af Ringkøbing Skjern Kommune.

Hvis man stiller sig op på den højeste bygning her i Holstebro, så kan man dreje sig 360 grader rundt – og overalt, hvor du ser hen, så vil du kunne se den grønne energi med egne øjne.

Kristian Jensen – om de mange vindmøller, solcelleparker og biogasanlæg, som præger landskabet.

De vestjyske energi-ambitioner blev foldet ud af Niels Erik Madsen fra Skovgaard Energy og Lars Hansen fra Ørsted, der blandt andet fortalte om deres samarbejde om et brintanlæg i Idomlund ved Holstebro. 

 

Pia Lanken fra RWE gav et fascinerende indblik i, hvordan man griber et projekt med 260 meter høje havvindmøller an. Hun kom med stor ros til Thorsminde Havn og Holstebro Kommune for at være særdeles velforberedte til energiprojektet. 

Måden som samarbejdet omkring Thorsminde har fungeret på, er uden sammenligning det bedste, jeg har oplevet i mine 20 år i branchen.

Pia Lanken

Og netop kunsten at planlægge gjorde Anders Debel, direktør for Teknik og Miljø, Holstebro Kommune efterfølgende konkret.

 

En af Danmarks helt store pionerer på området for Power-to-X og brint er lokale Jacob Krogsgaard fra Everfuel. Han rundede dagen af med sit bud på fremtidens muligheder.

 

@erhvervsforumholstebro