DK EN

Vi står stærkt – takket være jer

I har fuld fart på – men alligevel tager I jer tid til fællesskabet. Det mærker vi i ErhvervsForum Holstebro. På den sidste dag i juni meldte medlem nr. 566 sig ind. En markant opbakning fra jer virksomheder.

 

Af Peter Kjeldbjerg, direktør i ErhvervsForum Holstebro

Virksomhederne i Holstebro Kommune har virkelig taget ErhvervsForum Holstebro til sig. For os er det et tydeligt tegn på, at I tror på ideen: Ideen om, at vi står sammen og koordinerer kræfterne for at skabe de bedste rammevilkår for at drive virksomhed i Holstebro Kommune. Det gælder kommunal service, branding af erhvervslivet, adgang til rådgivning, netværk og meget andet. Og det skal komme alle virksomheder til gode – hvad enten de har 500 ansatte eller ingen, om de bor i gågaden i Holstebro eller for enden af en grusvej i Staby.

Med den store opbakning følger også forventninger. Forventninger til, at ErhvervsForum Holstebro skaber værdi, der kan mærkes – i værkstederne, på kontorerne og i bestyrelseslokalerne rundt omkring i kommunen.

Og tro mig: Vi knokler for at indfri potentialet. Vi asfalterer, populært sagt, mens vi kører fremad, og vi får noget fra hånden.

 

Det er ikke alt, der lykkes – men bær over med os og tag fat i os, hvis du ser områder, hvor vi ikke lykkes. Det er den eneste måde, vi kan forbedre os på.

Peter Kjeldbjerg

 

 

Peter Kjeldbjerg og Mette-Kim Saaby på virksomhedsbesøg sammen med 50 medlemmer hos jernstøberiet BIRN. 

 

Udfordringerne holder aldrig op med at banke på

Vi er en forening, der er skabt til udvikling. Vi må aldrig stoppe op og være tilfredse. Det er en opgave, der konstant ændrer sig. Ikke kun i kraft af det stigende medlemstal, men også fordi udfordringerne for virksomhederne aldrig holder op med at banke på.

I første halvår besøgte vi knap 80 virksomheder i Holstebro Kommune for at rådgive om alt fra tilskudsordninger og ESG til kommunal sagsbehandling og sociale medier. Vi åbnede døre til nye samarbejdspartnere og formidlede kontakt til Erhvervshus Midtjylland, hvor mange har fået hjælp fra deres dygtige specialister.

Alt i alt har næsten 150 virksomheder fået hjælp – og her skal det tilføjes, at vi ikke altid får skrevet ned, når I ringer. Så det reelle tal er helt sikkert endnu højere.

 

Jan Lauridsen fra ErhvervsForum Holstebro er hyppig gæst ude hos virksomhederne. Her er det et besøg hos Eurocon CNC og Process i Holstebro.

Iværksætterne banker på – og vi åbner døren

Iværksætterne har fået en helt særlig plads i ErhvervsForum Holstebro. Det er en naturlig udvikling, efter vi har indgået en aftale med Holstebro Kommune om at levere lokal erhvervsservice. Det betyder også, at vi holder øje med, hvem der starter virksomhed – og nye virksomheder i Holstebro Kommune får en velkomsthilsen.

I foråret tog vores iværksætterkursus imod 28 nye og kommende virksomhedsejere, som investerede tid og energi i at gøre deres idéer skarpere.

 

Kæresteparret Julie og Magnus overtog familiegården – og to år senere buldrer deres fysioklinik, Sundhedsgården, derudad. På forårets sidste StartUp Café delte de deres iværksætterrejse.

 

Og vores nye StartUp Café har fået en fremragende start: Tre caféer med 30-40 deltagere hver gang viser os, at lysten til at udvikle og udvide spirer kraftigt i vores kommune.

Vi kommer til at bygge videre på iværksætterindsatsen i efteråret – både med caféer, kurser og sparring. Det handler om at gøre det nemmere og mere trygt at tage springet.

 

Arrangementer med relevans og aktualitet

Vi har i første halvår afholdt 20 arrangementer, hvor vi har spændt bredt og forsøgt at ramme rigtigt. Fra nye regler om tilgængelighed på hjemmesider til neurodiversitet, kommunale udbud og et fascinerende kig ind i den teknologiske udvikling i Kina.

Dertil kommer, at vi har holdt et hav af møder i vores mange netværk.

Vi mærker, at I gerne vil samles – og at faglighed, netværk og uformelle snakke stadig er guld værd. Det tager vi med os ind i planlægningen af efterårets program.

 

Fortællinger der flytter

Hvis vi skal tiltrække og fastholde dygtige folk, skal vi blive bedre til at fortælle, hvad Holstebro har at byde på. Derfor har vi sat gang i Altgodt.nu – et brandingprojekt, hvor vi sammen med en gruppe journalister skaber og deler historier om mennesker, virksomheder og hverdagsliv i kommunen.

 

 

De første måneder er historierne blevet vist mere end 300.000 gange – alene på vores egne platforme. Hertil kommer alle dem, der har delt og bakket op, så fortællingerne er nået endnu længere ud. Det viser, at gode fortællinger rører noget i folk – og rækker længere, når vi deler dem sammen.

Holstebro Kommune og en række virksomheder står bag som partnere. Det er et stærkt fællesskab, som vi håber, endnu flere vil være med i.

 

#7500muligheder – en digital bevægelse

Under hashtagget #7500muligheder har vi i samarbejde med knap 40 virksomhedsambassadører og en gruppe influencere sat gang i en bølge af indhold fra Holstebro Kommune – især på LinkedIn, men også på Instagram og Facebook.

Ambassadørerne har trænet i digital kommunikation og delt personlige og professionelle glimt fra deres liv i og omkring arbejdslivet. Det er blevet til en lang række opslag, som tilsammen har genereret omkring 300.000 visninger – hver måned.

Det er ganske enkelt imponerende, hvad man kan opnå, når mange løfter i flok.

 

Ambassadørprojektet er inspireret af fænomenet Employee Advocacy, som handler om at lade medarbejdere være virksomhedens mest troværdige talerør – fx gennem personlige og autentiske historier på sociale medier.

 

Vi går ikke i stå – vi holder pause

Nu banker sommeren på, og vi tager en velfortjent pause i uge 28, 29 og 30. Det betyder ikke, at vi er trætte. Tværtimod.

Vores seksmands team tager energien og erfaringerne med ud i sommerlandet – og vender stærkt tilbage med nye arrangementer, besøg og initiativer i efteråret.
Vi glæder os til at fortsætte – og udvikle ErhvervsForum Holstebro sammen med jer.

Rigtig god sommer!

 

 

ErhvervsForum Holstebro skal være en drivkraft og et fællesskab, der fremmer bæredygtig erhvervsudvikling, hvor både små og store virksomheder vokser og trives. Vi skal fremme innovation og vindermentalitet gennem samarbejde og ved at flytte grænserne for, hvad der er muligt.
Sådan vil vi skabe en attraktiv erhvervskultur, der tiltrækker investeringer og talent.

@erhvervsforumholstebro