Den vellidte underviser fra Holstebro Gymnasium og HF Finn Lyngholm Christensen nærmer sig sit første år som pensionist. Og han nyder det.
Vi begynder med slutningen.
Jeg kan nemlig konkludere efter et par timers interview med lærerlegenden fra Holstebro Gymnasium og HF Finn Lyngholm Christensen, at han efter et år på pension kun har slækket på ét enkelt punkt.
Hvor mange dage er der til jul?
– Uh. Jamen. Der må være syv, nej otte måneder og 14 dage.
Svaret er korrekt, 258 for at være helt præcis, men kommer knap så prompte som de utallige gange, han har indledt en undervisning i latin, historie eller oldtidskundskab med en opdatering på antallet af dage til juleaften.
Og det har blot været et af den elskede undervisers karakteristika, der blev opbygget efter 42 år inden for gymnasiets røde mure.
– Nedtællingen begyndte ved et tilfælde, men fortsatte, fordi det var et godt anslag til undervisningen. Så var vi ligesom i gang. Og så har jeg jo også fødselsdag juleaftensdag, ler Finn Lyngholm Christensen i samme tonefald som julemanden ham selv.
Ellers er han stadig alt det, tusindvis af elever på gymnasiet husker og elsker ham for. Nærværende, lun, livsglad og med en helt ekstrem stor kærlighed for antikken.
Vi bevæger os tilbage til den mailkorrespondance, der fik interviewet i stand.
Her skrev jeg, at min mor var så heldig at blive undervist af ham på HF i begyndelsen af 80’erne. Finn Lyngholm Christensen husker det tydeligt og kvitterer med både årstal, navn og gode historier.
Sådan er han. En nærværende hukommelse. Det har altid været vigtigt for ham at få alle eleverne med i undervisningen, og det kræver en relation, som begynder med navnet.
Relationerne møder han stadig i dag, hvor han ikke kan handle i Kvickly uden at sige ”hej” til et par gode håndfulde tidligere elever.
Men hvordan gør du det?
– Lavpraktisk printede jeg altid klassebillederne ud, og så kunne jeg navnene efter en måneds tid. Mine fagområder kræver, at jeg har en stor viden og kan huske på rigtig mange ting, siger han.
– Min kone og jeg talte med en, som hævdede, han kunne huske opstillingen på det tyske VM-hold fra 1974. Det, syntes hun, var lidt vildt, indtil jeg fortalte, at jeg kunne Englands fra 1966, fortæller han grinende.
Du er i godt selskab, når du er sammen med Finn Lyngholm Christensen. Gode fortællinger, skarpt, opdateret verdenssyn og dybfølte grin.
Der ligger en let dyne af positivitet. Det har fulgt med, siden han begyndte som underviser på gymnasiet i begyndelsen af 80’erne til i dag, hvor vi sidder og taler på Holstebro Bibliotek omgivet af viden.
Er det et valg, du har taget i livet at være så åben og positiv?
– Det er sådan, jeg er, for det er den samme person, jeg er privat. Jeg var også underviser, når jeg kom hjem for at holde fri – og sådan ser jeg stadig mig selv. Man er den rolle, man spiller. Det bliver utroværdigt at spille en rolle, man ikke kan leve op til, siger han.
Roller har Finn Lyngholm Christensen haft nok af. Da jeg spørger ham til, hvad der står klarest fra de 42 år på gymnasiet, nævner han blandt andet de mange skolekomedier, han var med til at instruere og spille med i.
– Det førte faktisk til, at jeg et år blev vikar i drama, hvor jeg skulle føre en hel HF-klasse til eksamen. Jeg lærte dem at slås. Det havde vi det alle sammen meget morsomt med, griner han.
Rollen som underviser blev i sommeren 2024 skiftet ud med tilværelsen som pensionist. Det kunne føre til både identitetskrise og kedsomhed, men det eneste, der har ramt den 70-årige, er frihedens muligheder.
– Det har ikke været et identitetstab. Jeg er stadig Finn og stadig underviser. Jeg er på præcis samme måde, som jeg altid har været. Jeg har virkelig nydt pensionen, hvor jeg laver lige det, jeg har lyst til.
Det er ret tydeligt, at Finn Lyngholm Christensen er glad for livet. At han sætter pris på den måde, livet har udfoldet sig på.
Han er glad for sin studenterhue, som ellers var i hård konkurrence med overtagelsen af faderens vognmandsforretning i Hobro.
Han har været glad hver eneste gang, han smilende er trådt ind ad døren til et klasseværelse på 100- eller 200-fløjen. Primært lokale 101, som var helliget Finn Lyngholm Christensens undervisning.
Og så er han glad, når han plejer sine ven- og naboskaber, er til generalforsamling i Tipsklubben, holder foredrag om antikken eller hænger ud med både aktive og pensionerede lærere i 60’er-klubben.
Faktisk er Finn Lyngholm Christensen ret overbevist om, at han tilhører den lykkeligste generation i hele verdenshistorien. Han har levet i et fredeligt og rigt samfund med muligheder for alle, som han selv formulerer det. Et samfund, der skal værnes om.
Det forklarer måske også den nærværende og lune personlighed, han stadig møder sine omgivelser med.
– Jeg har mange kontaktflader. Det er vigtigt for mig, at jeg holder mig i gang. Dannelsesmæssigt bliver man aldrig færdig med at udvikle sig. Det er ligesom en skoleopgave. Selvom dit niveau er højt, skal du blive ved med at udvikle dig, siger han.
– Opgaven kan altid blive bedre.
Bedre kan resultaterne i Tipsklubben, som består af nuværende og tidligere undervisere på Holstebro Gymnasium og HF, i den grad også blive. Det er Finn Lyngholm Christensen selv, der siger det med resultaterne, for der er altid problemer i den 15 år gamle tipsklub.
Problemer, et slogan på et tidspunkt skulle afhjælpe. MTGA. Make Tipsklubben Great Again. Sammenholdet, drillerierne på tværs af klubmæssige tilhørsforhold og de gode generalforsamlinger har dog altid været great. Pengeregnen not so much.
Fodboldinteressen har for Finn Lyngholm Christensen også haft hjemme i det nærmest mytiske og nu nedlagte historiedepot på gymnasiet. Her var gode historier ikke kun henvist til depotets mange bøger, der især før internettets indtog var alfa og omega for underviserne.
– Jeg har holdt med AGF i 50 år, og da ’De Hviie’ vandt mesterskabet i 1986, holdt vi reception i det røgfyldte depot. Alle lærere var inviteret indenfor undtagen én, der holdt med Vejle, men han kom selvfølgelig alligevel. Der findes mange gode historier fra det depot, husker han med et smil.
De andre historier fra depotet, dem fra antikken skrevet sort på hvidt i tunge bøger, holder Finn Lyngholm Christensen i live, når han holder foredrag. Det elsker han. Lige så højt som de mange timer i lokale 101. Og langt mere end det nuværende verdensbillede.
Nuvel, antikken har også sine mørke perioder, men Finn Lyngholm Christensen holder nervøst øje med den verdenshistorie, der bliver skrevet lige nu.
– Som historiker er det en tough periode lige nu. Det er sandheden, der er problemet. Rettere sagt manglen på samme. Fake news, kontrol med medier og de forskellige ekkokamre er problematiske.
– Det er total mangel på dannelse og det at udvise respekt. Demokratiet lever af, at vi deler vores holdninger. Derfor gør det faktaresistente ekstra ondt på mig, siger han.
Så fik vi også en bid af Finn Lyngholm Christensens alvorlige mine. Her var noget, der bekymrede den ellers urokkelige pensionist. Noget, der går stik imod hans mantra, han har brugt både privat og som underviser.
– Vi vil hinanden det godt. Således kommer man længst.
Det fører os tilbage til begyndelsen. Mailkorrespondancen, hukommelsen og nærværet. Finn Lyngholm Christensen sendte nemlig en anekdote med i mailen om min mor, hvis spørgsmål og opfordring meget godt rammer ind, hvordan det var at være til undervisning ved Finn.
– Skal vi ikke trives i dag, Finn?
Det er lige netop det, han gør, Finn Lyngholm Christensen. Han trives i sin pensionisttilværelse som en del af den lykkeligste generation i verdenshistorien.
Oberst Søren Damgaard Møller har i 35 år haft Holstebro og JDR som sit omdrejningspunkt og besidder i dag rollen som regimentschef.
Det har aldrig været en drøm, at Søren Damgaard Møller skulle have sit nuværende drømmejob som oberst og regimentschef ved Jydske Dragonregiment, JDR.
Måske også en anelse hovskisnovski at møde op som værnepligtig ved Fynske Livregiment i 1989 med lige netop den drøm.
Nej, drømmen er kommet snigende i takt med udnævnelser, udmærkelser og udsendelser fra de spæde skridt som sergent i begyndelsen af 90’erne til officersuddannelsens stjerner på skuldrene i det nuværende årtusinde og drømmejobbet i 2023.
Altid med udvikling for øje. Aldrig bange for den usikre grund.
JDR og det midt- og vestjyske har – med få undtagelser – i alle årene været basen for familien, der foruden Søren består af brigadegeneral (graden over oberst må forstås) Dorthe og parrets to knejter, som begge har fuldt i farens støvleformede fodspor.
På samme måde som Søren trådte i sin egen fars fodspor.
Jeg møder obersten i sit køkken i den vestlige del af Holstebro og begynder med det spørgsmål, jeg er sikker på, mange er interesseret i at få svar på:
Hvad laver en regimentschef på en helt almindelig, altid ualmindelig arbejdsdag?
Svaret på spørgsmålet er delt i tre, og lige netop det faktum har fået Søren til at elske sit vekslende arbejde.
– Det er en blanding af interne og eksterne møder, kontorarbejde, og så gør jeg en dyd ud af at komme rundt til de forskellige enheder på kasernen for at høre, hvad der rører sig hos officerer og befalingsmænd. Jeg er glad, hver eneste dag jeg går på arbejde, siger han.
Det var egentlig ikke en del af planen, at snakken skulle falde på Sørens professionelle virke og verdenssituationen, men når sidstnævnte er lige så ustabil som det aktuelle aktiemarked, er vi nødt til at få et par ting på plads.
For selvom Søren igennem sine mange år som leder har lært at lade sit arbejde ligge på kasernen, så kan den højspændte, globale situation ikke ignoreres, når kaffen indtages i weekenden.
– Jeg kan i min militærkarriere ikke huske et lignende tidspunkt som nu. Det er med bævrende læber, jeg åbner avisen hver morgen, for det er svært at vide, hvilken idé der nu er ført ud i livet. Det er utilregneligt og en smule utrygt, siger han.
– Jeg tror, disse år kommer til at fylde meget i verdenshistorien. For kan vi holde fast på NATO? Og hvis ikke, hvad så med Europa?
Obersten deler sine betragtninger om verdenssituationen med en rolig, lettere alvorlig mine, som dog hurtigt bliver løsnet, da jeg spørger ind til kærligheden til Aarhus Gymnastikforening, AGF. Og så alligevel, for det er ikke altid lige nemt at være fan af ’De Hviie’.
– Det har hængt ved, siden jeg som ung på Djursland ofte var til fodbold i Aarhus. Det er det sure med det søde. En gang fan. Altid fan. Vi er ’De Hviie’.
Fodbolden bliver indledningen til en snak om det at koble af og lade hjernen få luft, når man som regimentschef mere end mange andre er nødt til konstant at forholde sig til nyhedsbilledet.
– Jeg lærte hurtigt at kunne slappe af. Dorthe og jeg træner på det samme hold i fitness 2-3 gange i ugen, så vi midt i travlheden husker hinanden. En god lokal vennekreds, Rotary-medlemskab, et sommerhus i Vedersø og min motorcykel får mig i den grad også til at slappe af. Her får min hjerne frisk luft, siger han.
At han nævner den lokale vennekreds, får mig til at tænke på, om der egentlig er forskel på den civile Søren, som vennerne ser, og så chef-Søren?
– Jeg ville gerne kunne svare nej, men det er ikke realistisk. Jeg er chef på kasernen, hvorimod Dorthe er chef herhjemme.
Søren beskriver rollefordelingen med et kærligt smil, mens han møder et andet smil bag mig, hvor Dorthe sidder i lænestolen og følger med i samtalen. Om det er sandhed eller billige point, skal jeg ikke gøre mig til dommer over.
– Jeg gør meget ud af ikke at påtage mig en rolle. Det ville folk gennemskue meget hurtigt. Der er rigtig mange, der kigger på mig og kræver et svar i løbet af en arbejdsdag, så der vil være forskel på de to Søren’er. Men jeg er ret sikker på, at mine venner ville kunne genkende mig, hvis de så mig på mit arbejde.
Chef-Sørens ordentlighed, disciplin og professionalisme – og det entydige fokus på at løse opgaven – er forholdsmæssigt de samme dyder, han efterlever civilt. Det er tydeligt. Lige på nær ét område, hvor der måske bliver slækket en anelse på det entydige fokus.
– Jeg skal grave dybt i motivationskassen for at gå i haven. Det ville gøre ondt, hvis haven ikke spillede, men her er det altså Dorthe, der skal have æren, siger han med et anerkendende nik over mod lænestolen.
Motivationen er derimod anderledes høj, når Bager Max har kræset om en hindbærsnitte eller en onsdagssnegl. Ja, den der snegl, der vel vejer på den gode side af et kilo. Kagetrangen er hullet i osten, som Søren selv formulerer det. Og noget, der er gået i arv til sønnerne på samme måde som interessen for det danske forsvar.
Sønnen Mads, som er kommet hjem på dette tidspunkt af interviewet, refererer fx til en episode, hvor han var nødsaget til i raskt tempo at spise sin onsdagssnegl færdig, inden Søren kom hjem fra arbejde. Klog af skade, om man vil.
Når Søren fortæller om de kerneværdier, han og Dorthe har givet videre til sønnerne, er det ikke kærlighed til kage, der fylder, men derimod at være glad for det, man foretager sig. De vil derfor kun blive mødt med forståelse, hvis uniformen en dag ikke længere matcher ambitionerne.
Søren bilder sig ind, at han ikke har påvirket de to sønner til en militærkarriere, hvor de begge i dag er sergenter i Hæren. Men som søn af en officer er det en naturlig del af livet og ens barndom at forholde sig til Forsvaret. Din far har uniform på, og nogle gange er han ude at rejse.
De har måske også fået Sørens mentalitet med sig. En mentalitet, der lægger sig tæt op ad JDR’s motto Fortes Fortuna Juvat. Lidt frit oversat: Lykken står den kække bi.
– Jeg kan godt se mig selv i biens risikovillighed og tapperhed, når jeg intuitivt skal løse en udfordring og tage en beslutning. Jeg trives bedst, hvis isen knitrer lidt under mig. Når det bliver for hverdagsagtigt, skal jeg kastes ud et sted, hvor jeg er utryg, og hvor min faglighed testes.
– Derfor har jeg også sjældent været i en stilling mere end 3-4 år. Det har kendetegnet mig og mine 35 år i Forsvaret, at jeg altid har udfordret mig selv og aldrig været bange for at kaste mig ud i noget. Lidt Pippi Langstrømpe er der vel over mig, siger han.
Derfor ser han bestemt heller ikke, at han bliver siddende på sit hjørnekontor ved JDR, indtil pensionen banker på døren om otte år. Det næste step kan i virkeligheden være i hele verden med ét stort forbehold:
– Det er min klare forventning, at vi aldrig skal flytte fra Holstebro.
Den må være god, den onsdagssnegl.
Jeg træder ind i House of Powermoms. I ny og næ kan jeg godt svinge mig op til noget power, men som 30-årig far til to er jeg ikke just fast inventar i JordemoderZonen på Sct. Jørgens Bakke i Holstebro.
Her handler det nemlig om at stille mødre og de kommende af slagsen stærkest muligt både før, under og efter fødslen.
En varm velkomst kan jeg dog uden problemer få af de fem kvinder, jeg skal mødes med til en snak om deres fælles erhvervsnetværk for selvstændige. To har meldt afbud, for sådan er det med kalendergymnastikken, når man er selvstændig.
Dagens fem selvstændige er i gang med en times fællestræning ført an af netværksmedlem og power-husets mor, Nanna Morgen.
Min afbrydelse sker mere eller mindre belejligt inden den statiske øvelse Wall Sit. Du ved, den der, hvor du sidder i halvfems grader op ad væggen på en imaginær stol. Her står tiden stille. Alt for stille for dem, hvor syren i stigende grad leger kispus med musklerne.
Lige netop tiden viser sig at blive et tilbagevendende tema i de svar, netværket giver mig. For hvad er det lige, de har søgt i en tilværelse, hvor skat, moms og salg er nødvendige onder i jagten på det gode (arbejds)liv?
Men lad os lige få de i alt syv kvinder i netværket præsenteret. Alle med en eller anden form for tilknytning til Holstebro. Alle fra forskellige faglige baggrunde. Fælles er det selvstændige arbejdsliv. Ingen andre end dem selv har ansvaret for virksomhedernes velbefindende.
Det kræver mod. Men ønsket om et fleksibelt, balanceret liv er definerende for dem alle.
Nanna Morgen er ejer af den ovenstående private jordmodervirksomhed, JordemoderZonen. Frederikke Bjerre Flyvholm skaber som fotograf visuelle historier om mennesker, steder og objekter. Tine Stallkneckt Ottesen har arbejdet med employer branding, før begrebet blev moderne, og hjælper nu virksomheder med tiltrækning og tilknytning af medarbejdere.
Helle Heiselberg skaber rum for ro, hjælper med balance og karriererådgivning for folk i deres arbejdsliv gennem sin virksomhed Ro Studio. Line Maria Kühlwein Skov, også kendt som Aktiemor, formidler investering og økonomi i øjenhøjde via sociale medier og foredrag.
Kirstine Salling Juhl rådgiver små- og mellemstore virksomheder inden for særligt kommunikation og indholdsproduktion. Caroline Schack er en af Danmarks største friluftsinfluencers ved siden af sit fuldtidsarbejde som ambulanceredder.
Efter hvilepulsen har fundet sig godt til rette i Powerhusets loungeområde efter den statiske øvelse fra helvede, bliver selvsamme puls igen testet af iveren for at rose, sparre og ja, bare tale selvstændige imellem.
– Hey! Dit LinkedIn-opslag var sgu da for fedt.
– Hvordan bruger I andre ChatGPT?
– Gik det godt med det projekt der?
Deres samtaler er konkrete og løsningsorienterede; Alt lige fra at være kølig i sin aflivning af con amore-projekter til det gode, sælgende pitch over for potentielle kunder. Sparringen foregår, som i dag, til et af netværkets møder, men bliver holdt konstant i hånden af en fælles Messenger-tråd, som altid er åben for deling af sejre, nederlag og gode råd.
Dagens netværksmøde, hvor jeg har fået lov til at være en flue på væggen, foregår lige midt i juletiden, hvor blandt andet den klassiske virksomhedsjulefrokost troner. Det gør den ikke for netværket, og julefrokosten er et af de steder, hvor de mærker det selvstændige liv mest.
De har ikke ondt af sig selv, skal understreges. Men det er et billede på de små øer, som de ser sig selv som. Derfor er netværket og det fællesskab, som følger med i sidevognen, yderst vigtigt. Man kan nærmest sige, at alene af den grund har kvindernes møder en berettigelse.
– Det giver så meget. Vi har forskellige faglige baggrunde, så det er virkelig værdifuldt med det her rum. Her er der plads til det hele og de forskelligheder, vi hver især rummer, siger de.
Virksomhederne, som kvinderne driver, er forskellige, men hyldevarerne har samme formål. De gør livet nemmere og mere inspirerende for kunder og samarbejdspartnere, om det er i billeder, ord, strategi eller rådgivning.
Selvom netværkets julefrokost for 2025 er så godt som kalendersat, lever netværkets kvinder stadig ikke et arbejdsliv som de fleste. Ganske glædeligt er antallet af kvindelige iværksættere stigende på landsplan, men Danmark er – kan vi ikke komme uden om – et lønmodtagerland med færre selvstændige end for 20 år siden.
Så hvorfor er det lige, at det selvstændige liv har tiltrukket dem?
For Frederikke Bjerre Flyvholm, der skaber varige minder gennem sin linse, var det ikke svært at tilvælge det selvstændige liv som fotograf, efter hun ellers havde uddannet sig som sygeplejerske.
– Det handlede 100 procent om friheden. Jeg trives ikke med, at andre skal styre min tid. Det handler om frihed, især når man har børn. Jeg kunne simpelthen ikke se, hvordan vi skulle finde tid til det hele og til vores hobbyer, siger hun.
Det var også et ønske om mere frihed, der fik Nanna Morgen til at kvitte sit lønmodtagerjob som jordemoder på sygehuset tilbage i 2019 til fordel for livet som privat jordemoder. Og fordi hun ville stille kvinderne stærkest muligt både før, under og efter fødslen.
– Jeg begyndte som selvstændig, fordi jeg havde en masse idéer. Det var utilfredsstillende for mig, at jeg på sygehuset ikke havde tid til at klæde kvinderne godt nok på til fødslen. Nu flytter jeg virkelig mennesker, fordi de får den styrketræning og fødselsforberedelse, de har brug for, siger hun.
– Men det var hårdt i begyndelsen at være soloselvstændig, for med hold hver dag og alt det andet, der følger med driften af en virksomhed, levede jeg under et ganske stort pres. Der er ingen tvivl om, at den bedste kur mod sygdom er et cvr-nummer.
I dag er holdene bedre fordelt, for Nanna Morgen har fået tilknyttet ansatte i JordemoderZonen. Hun bruger i høj grad netværket for fællesskabets skyld og for at dele nogle af de ting, der gemmer sig på bagsiden af medaljen.
Fælles for netværkets kvinder er, at de alle har dyppet tæerne i lønmodtagerlivet. Du ved 8-16, faste retningslinjer og fleksibilitet der nogle gange bliver stående på papiret. Ingen af netværkets medlemmer dømmer 8-16-jobbet, men de søgte selvstændigheden for at sikre friheden og et liv i balance.
Helle Heiselberg har en baggrund inden for corporate communication og HR og bruger i dag den viden og erfaring til at hjælpe kvinder med eksempelvis samme baggrund som hende selv til at skabe bedre balance i livet.
– Jeg hjælper kvinder, der har brug for hjælp til at få skabt mere ro og balance mellem familie og karriere, for det hører sammen, også som lønmodtager. Jeg hjælper både med forebyggelse, men også hvis kvinderne er brændt ud.
– Det har stor betydning for mig, at jeg kan være med til at skabe psykologisk tryghed, så karriereskiftet, jobjagten eller den personlige udvikling forløber godt og trygt, siger hun.
Det med karriererådgivningen er en anden af netværkets medlemmer i den grad også hjemme i. Tine Stallkneckt Ottesen, der både har en baggrund inden for marketing- og rekrutteringsbranchen, skrev om employer branding i sit første semesterprojekt for 15 år siden – og hun har elsket disciplinens muligheder lige siden.
– Jeg arbejder på begge sider af rekrutteringen, hvor jeg både hjælper virksomhederne med deres employer brand, men også kandidaterne med karriererådgivning. Det gør, at jeg kan holde mig bundaktuel hele tiden, hvilket kommer begge sider til gode.
– Det er den fine balance ved at vide, hvad kandidaterne gerne vil have, og hvad virksomhederne søger, siger hun.
Flere gange undervejs i netværksmedlemmernes samtale med hinanden bliver der henvist til baglandet. Naturligvis i form af den fleksible tid, der kan bruges med familien, men i høj grad også de mænd, som har købt ind på det selvstændige liv.
For den vigtigste økonomiske og psykologiske støtte er den derhjemme, ifølge de fem kvinder.
– Det kræver utrolig meget, for det er hele familien, der er selvstændig. Der kan være erhvervsnetværk om aftenen, jeg skal deltage i, så det handler om balance. Og så er der naturligvis den økonomiske usikkerhed, siger Tine Stallkneckt Ottesen.
– Er du cool med ikke at tage i biografen de næste tre år? Min kæreste er også selvstændig, så det er ret fedt, vi begge har hånden på kogepladen. Det er lækkert, men hårdt, siger Line Maria Kühlwein Skov.
– Det kan være tough, så det er dem derhjemme, der trækker en op, når det bliver hårdt. Det har man brug for, siger Frederikke Bjerre Flyvholm.
– Hvis jeg mødte en, der gerne vil det her selvstændige liv, ville jeg sige: ’Få nu lige talt om det derhjemme’. Basen og aftalerne skal være helt på plads, siger Nanna Morgen.
Men de er glade, de fem stærke selvstændige. De er glade for den fleksibilitet og selvbestemmelse, det selvstændige arbejdsliv giver dem. For de skaber på hver sin måde deres helt eget arbejdsliv, hvor de vigtigst af alt selv bestemmer over tiden.
Netop tiden er omdrejningspunktet for det sidste emne, jeg som flue på væggen får mulighed for at overhøre. Det var nemlig ikke helt uden grund, at Nanna Morgen havde valgt en fire minutters lang statisk styrkeøvelse som Wall Sit, da træningen skulle rundes af en times tid tidligere.
– Om du er arbejdsløs, selvstændig eller lønmodtager handler det nogle gange om at holde dig statisk i livet. Stoppe op og kigge dig rundt. Er jeg det rigtige sted? fortæller Nanna Morgen om øvelsens overførte betydning.
– Du behøver ikke flytte dig fysisk for at skabe et bedre arbejdsliv, tilføjer Tine Stallkneckt Ottesen.
– Stop op, hvis du sukker efter noget i din hverdag, og ta’ et objektivt kig på dit liv. Lykken er i sig selv ikke det at være selvstændig, men det liv, vi skaber. 8-16-jobbet kan være helt fint, men det kan være din oplevelse af det arbejdsliv, som skal have et eftersyn, siger hun.
Overvej det, næste gang du fyrer en Wall Sit af i frokostpausen, for måske er det ikke så slemt at sidde stille et kort øjeblik?
Nicolai Berthelsen er fotograf hos Creativ Company og tager som freelancer billeder til virksomheder og sine egne kunstserier. Det her er hans historie fortalt i billeder.
27-årige Nicolai Berthelsen har allerede fejret 10-årsjubilæum som fotograf hos Creativ Company i Holstebro. Det i sig selv er unikt, men der gemmer sig langt mere bag den store linse end godt håndværk og fantastiske billeder.
Det fik jeg et lille indblik i, da jeg gik og kørte en tur med Nicolai rundt til nogle af de steder i Holstebro, der har haft størst betydning for den unge fotografs liv. For det er en by, han elsker. Både professionelt og som borger og ambassadør.
Det her er en fortælling om Nicolai fortalt igennem hans egne billeder.
Vi begynder her. Nicolais limegrønne Kia Picanto er kørt ind til siden ikke langt fra barndomshjemmet i Mejrup. Ikke langt fra Vandkraftsøen. Men sådan har det ikke altid været, det med at køre rundt i bil. For da han begyndte sin uddannelse som reklamefotograf og fik læreplads hos Creativ Company som blot 15-årig, var han af gode grunde nødt til at tage cyklen.
– Jeg var så sulten efter at lære. Jeg havde købt mit eget kamera for surt optjente lommepenge, og det blev sammen med min cykel trofaste følgesvende i de år, hvor jeg piskede rundt til alle de opgaver, jeg kunne komme i nærheden af, siger Nicolai Berthelsen.
Nicolai blev som 20-årig uddannet som den yngste reklamefotograf i Danmark nogensinde og er i dag allerede i gang med sølvbryllupsplanlægningen, efter han for et par år siden kunne fejre 10-års jubilæum hos Creativ. Det blev en vigtig milepæl for Nicolai, der ikke blev levnet mange chancer inden for faget.
– Et naturligt talent vil jeg ikke ligefrem sige, jeg havde, men jeg tror, min stædighed og nysgerrighed har skabt min karriere. Jeg fik som ung at vide, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg ville med mit liv. Så jeg er stolt af, at mit jubilæum hos Creativ har modbevist det, for jeg var slet ikke i tvivl, siger han.
Tiden er spolet frem igen til den limegrønne Picanto. Vi går ned i det, der vel sagtens kan kaldes forældrenes gamle baghave, naturområdet med får og knæhøjt græs mellem Mejrup og Tvis Mølle. Nicolai havde i sin barndom svært ved at sidde stille, men her var ro. Her kunne han gå og jonglere med sine egne tanker og udforske det der med fotografier.
– Jeg har brugt rigtig mange timer her. Det var her, jeg ventilerede, og det var her, jeg lærte at fotografere. Lige pludselig kunne jeg bruge min passion for billeder i andre sammenhænge. Matematikken blev fx nemmere, fordi jeg også brugte det i det fototekniske, siger han.
Naturområdet var den perfekte legeplads for Nicolai. Her blev der nemlig leget med både makrofotografering og lukketider. Nærbilleder og halvtotal. Han tog naturen for givet dengang. Det var nødvendigt i jagten på at blive bedre. I dag er det anderledes.
– Det var et gigantisk frirum, men jeg tog øjeblikkene for givet. Det at fange de øjeblikke i dag – at fastfryse momentet – er noget af det, jeg sætter allermest pris på ved mine billeder. Det handler om at fastholde minder og få nuet til at leve for evigt, siger han.
Nicolai har i en årrække skabt kunstfotografier. Alt fra Vesthavet til Ringvejen (den vender vi tilbage til) er kommet under kærlig behandling. Det taler vi om, mens vi går forbi Elkjærstiens hængebro. Meget passende lige dér.
– Min næste kunstserie indeholder broer. Jeg synes arkitektur og linjer er spændende, og der ligger en masse betydning i broens forbindelser mellem mennesker.
Og så er der noget med broens stabile søjler. For dem har Nicolai haft nogle stykker af i sit liv. Mor og far. Lotte og Peter, der gav ham chancen hos Creativ Company. OCD og ADD. Sidstnævnte ofte kaldet den stille ADHD.
Der har i mange år, hver morgen, ligget den samme lille portion af piller og ventet på Nicolai. Han har siden sin barn- og ungdom først levet med og dernæst udnyttet sin OCD og ADD. For styrkerne er ikke til at tage fejl af. OCD giver ham praktik og planlægning, mens ADD’en giver ham mulighed for at lade idéerne flyve. Det er stærke, men kontrollerbare modpoler.
– Jeg har med årene lært at udnytte potentialerne. Jeg kan godt miste fokus, men det er ok, for det, jeg vinder på at have det bedste fra to verdener, er en gave. Det er den samme tilgang, jeg giver videre som mentor for unge mennesker, siger han.
Vi sætter os i Picantoen og kører den beskedne tur hen til Tvis Mølle og shelterne på bakken. Toppen af Holstebro. Eller i hvert fald et udkig til Holstebro med Vandkraftsøens krusninger i forgrunden. Her har Nicolai taget billeder for Bang og Olufsen, opbygget sin første brandert og sneget sig til sit første kys.
– Det var her, jeg var ung. Jeg havde det meste i Mejrup og kunne få resten i Holstebro. På toppen af Tvis Mølle med udsigt over søen mærkede jeg kulden og blæsten med en øl i hånden. Det var et afbræk fra det normale, siger han.
Vi starter det limegrønne lyn op igen. Ved hjælp af den skiftevis et- og tosporede ringvej drejer vi ind mod byen. Billedet oven for er et fugleperspektiv af Ringvejen, som Nicolai har brugt til en kunstserie. Byen, som vejen slår ring om, har ifølge Nicolai den perfekte størrelse. Det har aldrig været et tema for ham at flytte væk. Faktisk ville de helt store drømme have ganske svært ved at konkurrere med Holstebro.
– Det tiltaler mig, at der er alt, hvad jeg skal bruge. Der er kort vej til et stærkt netværk. Opvæksten i den her størrelse og i et trygt lokalsamfund har givet mig evnerne til at kunne skabe tillid. Og det er en vigtig evne som fotograf.
Endestationen er Slagteriet. Skulle Nicolai og alt det, han har proppet i sit livs rygsæk, være et område i byen, ville det her være et fint bud. Kreativiteten, iværksætteriet og mødet med mangfoldigheden er værdier, der går igen. Hvor Tvis Mølle var kravlegården, blev Slagteriet et laboratorium.
– Her har jeg godt nok skudt mange billeder til forskellige formål. Jeg har fotograferet modeller fra Unique Models og modeller til en smykkeserie. Jeg er jo en nørd, så jeg kan godt ærgre mig over, at miljøet herude ikke var etableret, da jeg var ung.
Inden vi skilles, bliver det også til en afsluttende snak om drømme. For hvad drømmer en talentfuld fotograf, der ikke vil væk fra Holstebro, om? Naturligvis noget, der er forankret i byen.
– Jeg drømmer om, at mine kunstbilleder bliver en ting i Holstebro, siger han.
Håbet er limegrønt som Picantoen… ville personen, der ikke troede på Nicolai, have sagt. Vi, der har et indblik i Nicolais evner, ved, at det nok skal ske en dag.
Han bombede for Brøndby og Bolton på grønsværen i 90’erne. Nu er han kontorfuldmægtig hos Midt- og Vestjyllands Politi, mens han jagter den næste store musik- eller kunstoplevelse.
Det er egentlig ganske ironisk, at den historie, du nu skal læse, er udkommet digitalt.
Ikke at hovedpersonen som sådan har noget imod udvikling og ting på nettet. Han er bare langt mere til det håndgribelige. Det fysiske. Det på print.
For ’Bomber’ Bo med det mere borgerlige navn, Bo Hansen, er til aviser, vinyler, kunst, bøger og gammeldags fodbold.
Han er født i Holstebro og brugte især 90’erne på at banke bolde i rusen. Først for Holstebro Boldklub, så Brøndby og dernæst engelske Bolton med stor succes, inden karrieren blev rundet af i det dengang nystartede FC Midtjylland i 2004.
Herefter begyndte Bo Hansens liv 2.0.
For sådan er cyklussen for professionelle fodboldspillere. De opererer ud fra et før og et efter. Der er skrevet mange referater og analyser om det, der ligger før Bo Hansens karrierestop:
Og det er ganske imponerende med tre danske mesterskaber, en pokaltitel, Premier League- og Champions League-kampe på CV’et samt en enkelt landskamp, der var med til at sikre Danmark King Fahd-cup-trofæet i 1995 (helt fair, hvis lige præcis den titel er smuttet fra hukommelsen).
Men nu skal du altså primært høre om det, der fylder i Bo Hansens liv anno 2024, 20 år efter den 52-åriges officielle karrierestop.
Jeg møder Bo Hansen på kunstmuseet i Holstebro. Det er hans egen idé, det med mødestedet. På forhånd vidste jeg godt, at kunsten betyder noget. Det har en nær ven, en kollega til Bo Hansen ved Midt- og Vestjyllands politi, fortalt.
Det kræver da heller ikke mange minutter på kunstmuseet at mærke passionen. De vilde og kaotiske malerier af tyske Jonathan Meese bliver lynanalyseret, mens Henri Matisse’ papirklip fra bogen Jazz bliver betragtet og rost til skyerne.
Et af sidstnævntes værker hænger endda hjemme ved den tidligere fodboldspiller side om side med historiske aftryk fra andre inden- og udenlandske kunstnere som Jens Søndergaard, Pablo Picasso, Françoise Gilot, William Skotte Olsen og Eske Touborg. Bo Hansen har en bred smag.
Mens hans passion for kunst atter bliver cementeret af den store kunstviden på vores vej gennem museet, sniger jeg et spørgsmål ind omhandlende kunstinteressen. Stille naturligvis, for vores hævede stemmer, der er steget i takt med den tiltagende kunstsnak, har allerede kostet et gult kort fra en museumsvagt. Bevares, det var også på sin plads.
Men hvorfor kaster en Torjäger, som de syd for grænsen ville have kaldt Bo i 90’erne, sin kærlighed på kunst og kunstmuseer?
– Om det er vores værker derhjemme, på museerne eller i de mange kunstbøger, jeg elsker at læse i (han købte engang en hel flyttekasse med forskellige brugte kunstbøger), så er det perioderne, kunsten er skabt i, der især interesserer mig. Kunsten kan på sin helt egen måde fortælle om krigstid, arbejdsløshed og meningen med livet i lige præcis den tid, værket er skabt, fortæller Bo Hansen foran museets to kæmpemalerier af den halvdanske og halvtjekkiske kunstner Tal R, der er født i Israel.
– Det er lige præcis dét fysiske aftryk, som jeg synes, er fantastisk at have hængende derhjemme. Jeg købte et ganske lille træsnit af et selvportræt af Edvard Weie fra 1912, som jeg aldrig vil af med. Tænk sig, at jeg har noget af hans DNA i form af værket og signaturen hjemme hos mig. Det er fedt! Det samme gør sig gældende for signaturen på vores Picasso-radering.
Selvom Statens Museum for Kunst, HEART i Herning og forskellige gallerier i varierende størrelser flittigt bliver besøgt, så er det alligevel på hjemmebanen i Holstebro, Bo Hansen har sine faste kunstrutiner.
– Jeg besøger Holstebro Kunstmuseum en håndfuld gange om året, hvor jeg altid ser frem til den næste spændende udstilling. Men det er generelt en fantastisk kunstby at bo i, for vi har så meget af det. Det er fuldstændig sindssygt, at vi helt casual har en Alberto Giacometti statue, Kvinde på Kærre, stående i midtbyen. Den kan byen godt glemme bare at overveje at komme af med, siger han med en imaginær, men meget bestemt løftet pegefinger.
Det var ikke svært for Bo Hansen og familien at vælge Holstebro til, da eventyret på de britiske øer blev skiftet ud med fodboldkampe på dansk jord. Lige netop det store engelske eventyr var grunden til, at han ofte besøgte Holstebro i sine ferier, hvor tiden blev brugt jordnært med venner og familie.
Byen kendte han godt, for her blev han, indtil han var færdig med sin uddannelse som grafisk trykker og kunne drage til Brøndby i 1994. Rounborgs Grafiske Hus var den faste arbejdsplads i de ti år, der fulgte efter hans karrierestop.
Oplært i den sorte kunst, som han kalder det. Det er roden i den kærlighed, han stadig nærer for den trykte avis.
– Det at sidde med en avis i hånden er fantastisk. Jeg er stor tilhænger af det på print, men jeg ved ikke helt, om medierne forstår vigtigheden af det trykte og fysiske. Det ville være en katastrofe, hvis Dagbladet lukkede, fordi folk ikke støtter op om indholdet, siger han.
Den sorte kunst blev i 2014 skiftet ud med en stilling som kontorfuldmægtig hos Midt- og Vestjyllands Politi, hvor han blandt andet sidder med borgernes anmeldelser. Uden nogensinde at overveje at flytte fra den by, han elsker så højt.
– Holstebro har altid været en fed by med en god størrelse, masser af kulturelle tilbud og noget for alle. Jeg synes, Slagteriet er verdensklasse for de unges kultur- og ungdomsliv, og så glæder jeg mig personligt meget til at se Sygehusgrundens udvikling. Erhvervslivet, infrastrukturen og midtbyen er bare i rivende udvikling, siger Bo Hansen.
Okay, jeg overgiver mig. Det skal handle lidt om fodbold alligevel. Men kun det fodbold, der fylder i Bo Hansens liv i dag. Vi har for resten på det her tidspunkt rykket os ud i museernes indgangshal til en kop kaffe for ikke at trække det røde kort hos museumsvagten.
Når snakken falder på fodbold, er det minderne om en oplevelses- og udbytterig professionel fodboldkarriere, der fylder hos Bo Hansen. Meritterne taler sit tydelige sprog, og det er især succesårene i Brøndby og Bolton, der står klarest.
– Jeg er stolt af at have været en del af noget, der har betydet noget for så mange. Jeg er taknemmelig for de store oplevelser som FA Cup-kampene på Wembley, oprykningskampen til Premier League i 2001 og de efterfølgende Premier League-kampe, siger han.
– Min ene landskamp og selve turneringen ved de uofficielle verdensmesterskaber, King Fahd-cup, i Saudi Arabien i 1995 var også en kæmpe oplevelse. Bare det at se Michael Laudrup på tætteste hold var en fornøjelse – og så var der jo alle de andre stjerner hos blandt andet Nigeria og Argentina.
Og når vi nu er ved Saudi Arabien og landets charmeoffensiv over for profilerede fodboldstjerner og deres trang til luksuriøse levevilkår, så er det vist ikke til læserens store overraskelse, at Bo Hansen ikke engang åbner op for en snak. Forståeligt, tænker den fodboldinteresserede journalist for sig selv.
Han vil til gengæld gerne åbne op for nummer to på Hvad-Bo-Hansen-ikke-bryder-sig-om-ved-moderne-fodbold-listen: VAR, Video Assistant Referee, videohjælp til dommerne på banen.
– Retfærdighedsmæssigt giver det god mening, men vi skal altså kunne acceptere, at dommere kan lave fejl. Det er forkert med et system, der kigger efter fejl ned på enkelte millimeter. Hvis du vil finde fejlene, kan alt dømmes. Det er virkelig ærgerligt.
Videoovervågningen giver samtidig gode, holdningstunge samtaler med Bo Hansens kollega, HR-chef ved Midt- og Vestjyllands Politi og Superliga-dommer Michael Tykgaard, der efter Bo Hansens udsagn er en af Danmarks bedste dommere.
– Han får da lige en besked, hvis en kendelse i en fodboldkamp har givet anledning til frustration. Lige med ham ville jeg være tryg i, at han dømte uden videohjælp. Han er superdygtig.
Med god grund er de fodboldmæssige tilbageblik fyldt med glæde. Stoltheden er kolossal, som Brøndbyfansene plejer at synge på den københavnske Vestegn. Med samme lungers kraft, som da de sang om ’Bomber’ Bo i 90’erne – for det var lige netop på grund af en fanskabt sang, at vestjyden fik sit bombastiske navn.
Han er bestemt heller ikke glemt i den blågule idrætsforening. Hvert år bliver han lykønsket til sin fødselsdag på Brøndby IF’s officielle kanaler, ligesom han jævnligt modtager beskeder fra Brøndbyfans.
Støtten er gensidig. Havde Bo Hansen mod sine egne principper og ønsker boet i Københavnsområdet, ville han have haft fast plads på de selvsamme lægter, der indrammede hans mange mål for Brøndby.
Nu er der andre ting, der skaber rammerne for Bo Hansens liv. Når tiden ikke bliver brugt sammen med parrets tre børn og på kunst, er det koncerter, der fylder kalenderen ud. Otte af slagsen bare i foråret, er hvad Bo Hansen og venneparrene kan se frem til. Og når det kommer til musikken derhjemme?
– Musikstreaming… Jeg vil ti gange hellere sætte en vinyl på og læse på omslaget imens. Det er så fedt, at de unge kunstnere som Minds of 99 udgiver deres musik på vinyl. Jeg har alle deres vinyler, siger han.
Og det er ikke just overraskende. For det går igen. Det håndgribelige. Det fysiske. Det på print. ‘
Første gang jeg mødte Morten Bohl Damgaard, var han omkring seks år. Det var til en fødselsdag i barndomshjemmet i Tvis.
Udover de formelle ritualer, der nu engang følger med sådan et arrangement, brugte han skiftevis tiden med en bold i haven og som CEO i sin egen hjemmelavede købmandsforretning på sit værelse. Det var hardcore business, det siger jeg dig.
Jeg har fulgt med fra sidelinjen lige siden. Imponeret over iværksætteriet, da han som 13-årig stiftede sit eget tøjfirma, Midtwest, med sin far som direktør, og imponeret over hans lære-fra-sig-mentalitet.
Både når han har holdt oplæg om sin virksomhed, men også når han har givet unge håndboldspillere tro på egne evner.
I virkeligheden tror jeg hele byen har fuldt med. Naturligvis den mindre af slagsen, Tvis, men også den store, Holstebro. For der blev lagt mærke til ham der, der startede eget firma som 13-årig.
Den nu 22-årige er efter et oplevelsesrigt år i norske Trondheim og Byåsen Håndball igen hjemme i Holstebro, hvor han er ansat som kommunikations- og marketingsansvarlig i håndboldklubben TTH Holstebro ved siden af sit talentarbejde i klubben. Det skulle han ikke bruge lang tid på at overveje.
– Jeg tog sammen med min kæreste Rebecca til Norge, hvor jeg for første gang var rigtig på udebane i en nyoprettet stilling som sportskoordinator i en klub med mere end 100 trænere og 900 ungdomsspillere. Det var lærerigt, sundt og en kæmpe oplevelse, som jeg aldrig ville være foruden. Men jeg savnede TTH, siger han.
– Derfor var det nemt at sige ja, da jeg blev spurgt om kommunikations- og marketingsrollen. Da jeg kom væk fra Holstebro og så klubben og byen udefra, begyndte jeg at savne den og satte pris på det unikke på en helt anden måde. Der er stadig noget uforløst i opbakningen og stoltheden hos den enkelte borger, og det er jeg kommet for at rykke på.
Han er dermed tilbage i sin barndomsklub – eller i hvert fald barndomsklubsamarbejde. For han startede med håndbolden i Tvis KFUM, inden han senere både spillede og var træner i TTH Ungdom.
Født i 2002, to år efter Team Tvis Holstebro blev stiftet, har Morten kun oplevet et samlet håndboldfællesskab i byen. Det fællesskab og kærligheden til det lokale håndboldfyrtårn er han på en mission for at få hr. og fru Holstebro og omegn til igen at forelske sig i.
Baggrunden for sin egen håndboldkærlighed kommer fra familien. Det behøver man ikke være født tæt på barndomshjemmet på Klostervej for at fornemme. For det løber med harpiks fra Damgaard-familiens stamtræ.
Faderen Bent Damgaard spillede et hav af førsteholdskampe i Tvis KFUM i 80’-90’erne og har efterfølgende sat et massivt aftryk på talentarbejdet i både Tvis KFUM og TTH, hvor han blandt andet var med til at stifte TTH Ungdom.
Af andre store præstationer kan nævnes, at han med sit virke som matematiklærer har været stærkt medvirkende til, at skribenten på denne historie snildt kunne have valgt en karrievej inden for tal, formler og grafer.
Morten er den yngste i brødreflokken på tre, der har haft kærligheden til håndbolden som den stærke fællesnævner. Desværre for Morten og flokkens ældste Andreas, som dog nåede at spille ligahåndbold i Lemvig-Thyborøn Håndbold, har den samme hofteskade sat en stopper for en håndboldkarriere.
Midtermanden, Thomas, er gået fri – og han er nu styrmand på ligaholdet i netop TTH.
– Han har altid brokket sig over at være midterbarn, men her har han trods alt været heldig, siger Morten Bohl Damgaard med et glimt i øjet.
Nå ja. Så er der også Mortens onkel, Arne Damgaard, der efter sin egen aktive karriere i Tvis KFUM allerede som 28-årig satte sig på trænerbænken for selvsamme hold. Herefter har han været træner i blandt andet TTH, Lemvig-Thyborøn og Skive, hvor han har givet dessiner til Mortens brødre samt sin egen søn og Mortens fætter, Mathias, der i dag spiller i HC Midtjylland.
Forsvundet et sted i stamtræet? Beklager! Vi sætter fokus på Morten igen, der tæt på bogstaveligt talt er født med en håndbold i hånden. Det begyndte i Tvis Hallen og fortsætter nu i Gråkjær Arena.
– Jeg er vokset op med foreningsidræt. Jeg var altid i hallen. Med tiden og alderen har jeg fundet ud af, hvorfor foreningsidrætten er så essentiel for fællesskabet. Ikke mindst hvor stort et flagskib TTH er for de lokale håndboldklubber og morgendagens stjerner.
– Det er et kæmpe brand for byen og et samlingspunkt på tværs af alder, køn og baggrund. Det kan så meget mere end det, der foregår på banen. Det kan få børn og unge til at dyrke idræt, fordi de har idoler at se op til.
Han var som fankoordinator i forrige sæson med til at genstifte fanklubben TTH Dragons, som – efter fanklubbens egen formulering – samler fansene om noget, der er større end dem selv. Han har desuden en klar mission om at gøre det muligt for byens og områdets børn og unge at drømme stort for til sidst at ende på gulvet i arenaen.
Hvad Morten tog til Norge med af forventninger og oplevelseslyst, kom han hjem med af erfaringer og inspiration. Særligt var det at opleve byens opbakning til Norges mest vindende fodboldklub, Rosenborg BK, som har givet mange gode idéer. Et samlingspunkt, hvor byens forretninger på kampdage flagede for byens hold.
Byens hold? Det får en klokke til at ringe.
Bevares. I tre sæsoner i streg har TTH leveret under både evner og budget. Intet slutspil. Ingen pokalsucces. Men hvem husker ikke kampene i Europa, pokalguldet i ’08 og ’18 og ikke mindst det hold anført af Klavs Bruun Jørgensen, der satte ild til en dengang ny Gråkjær Arena. TTH er byens hold, og historien er proppet med stolte øjeblikke.
I 2024-udgaven af TTH Holstebro ser man ikke tilbage på de tre seneste sæsoner, hvor nedrykningen har truet. Alle folk i og omkring klubben ser kun fremad. Blandt andet den nytilkomne karismatiske, svenske højre back Edwin Aspenbäck.
– Vi har en spillertrup, der ikke ser tilbage. Edwin er en af de spillere, der ikke vil bruge tid på fortiden, for han var der ikke. Han er kommet til for at udvikle klubben, sig selv og med et ønske om, at TTH skal være endnu tydeligere i bybilledet. Han vil vinde, siger Morten.
Morten er enig. Hans ambition er klar. Holstebroerne skal genforelske sig i TTH Holstebro.
På den måde er der ikke så stor forskel på seksårige Morten på drengeværelset og den Morten, der igen er blevet en vigtig del af TTH. Det er lige dele håndbold og hardcore business. Det er kærlighed til håndbolden, klubben og byen.
Simon Bech Shimizu, der bor med sin familie i Holstebro, har været projektleder for byggeriet af verdens første dynamiske Power-to-Ammonia-anlæg i den nordvestjyske by Ramme.
– Det er ikke verdens største anlæg, men det er nok verdens bedste idé, der bliver til virkelighed.
Klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard, er bare én ud af mange, der har givet verdens første dynamiske Power-to-X-anlæg i den nordvestjyske by Ramme positive ord med på vejen.
Ordene var en del af den tale, ministeren holdt ved verdensnyhedens åbningsreception foran små 200 inviterede gæster.
Dagen efter var det alle andre interesserede, der kunne opleve fremtiden. Den chance greb omkring 1.800 borgere. ”Det her er jo en verdenssensation. Det er fantastisk,” fortalte en af deltagerne Arne Larsen til TV MIDTVEST.
Bag anlægget står Skovgaard Energy, kloge hoveder, klimavenlige visioner, globale giganter i Vestas og Topsoe samt den 31-årige bygningskonstruktør Simon Bech Shimizu.
’Det er så kæmpestort’
Han er opvokset kun 10 kilometer fra anlægget i Ramme, har kørt på crosser på de selv samme marker og bor nu i Holstebro med sin kone og to, snart tre, børn. Som projektudvikler i Skovgaard Energy er han stolt af virksomhedens Power-to-X-milepæl.
– Det er så kæmpestort, at det kan være svært at sætte ord på. Det handler både om at gøre noget ved klimakrisen, samtidig med at vi udvikler videre på vores energinet og fremtid for at være førende inden for vedvarende energi. Det handler om omstilling og udvikling, siger han.
Han er især stolt af åbent hus-arrangementet, fordi mødet med borgerne er så uhyre vigtigt, når man som energivirksomhed opsætter vindmøller, solcelleparker og nu også Power-to-X-anlæg i borgernes nabolag.
– Det, der er mest imponerende, er den positivitet og nysgerrighed, som borgerne mødte op med. Der kan godt være en lidt negativ snak om vedvarende energi og omstilling i lokalområdet, men borgerne, der mødte op, prøvede virkelig at forstå det. Det er vigtigt for os.
Verdens første af sin slags
Det, borgerne har prøvet (og måske stadig prøver) at forstå, er Power-to-X-teknologien. Altså strøm, der bliver lavet om til en anden form, X’et, som fx kan være brint eller i Ramme-tilfældet, grøn ammoniak.
Så vidt, så godt.
I Ramme kommer strømmen fra områdets 87.000 solcellepaneler og seks vindmøller, og da anlægget er dynamisk – som det første i verden – følger produktionen af ammoniak energiproduktionen fra solcellerne og vindmøllerne.
Det betyder, at når det blæser meget, eller solen skinner kraftigt, så kan overskudsstrømmen, vi ikke har behov for i elnettet, bruges til at producere grøn ammoniak. Det er en fordel, fordi det er nemt både at lagre og flytte, og så kan det bruges til blandt andet grønt gødning og i større skala også grønt brændstof til skibe.
Bygger vindmøller og ikke læhegn
Selvom det er en verdensnyhed, er anlægget i Ramme blot Skovgaard Energys kravlegård. Her lærer Lemvig-virksomheden, hvordan omkostningerne kan sænkes og størrelsen skaleres, så det for alvor kan gå løs i industriel skala, når brintrøret til Energy Hub Holstebro ved Idomlund kommer på plads.
Og det er sådan, de gør i Skovgaard Energy. De ser muligheder, hvor andre ser tomme marker. De bygger vindmøller – bogstaveligt talt – og ikke læhegn, når forandringens vinde blæser. Det mærker Simon Bech Shimizu hver eneste gang, han møder ind på kontoret på havnen i Lemvig.
– Det skinner virkelig igennem, at vi er en fantastisk og kompetent flok, der alle har en form for drivkraft. Vi vil noget med det, vi laver, og vi gør det, vi siger. Vi kigger på muligheder i stedet for puklerne på vejen. Dem kan vi tage os af bagefter, siger han.
Den mentalitet er heller ikke gået ubemærket hen. For Kim Hedegaard, der er CEO for Power-to-X i Topsoe, en af Skovgaard Energys gode samarbejdspartnere på Ramme-anlægget, har bestemt øje for, at det er i Nordvestjylland og hos Skovgaard Energy, det sker.
– I København taler de meget om Power-to-X, men vi skal åbenbart helt til Nordvestjylland, hvis vi skal derhen, hvor de faktisk gør noget ved det, sagde han ved åbningsreceptionen.
Bor midt i et energiknudepunkt
Simon Bech Shimizu og hans kollegaer hos Skovgaard Energy gør noget ved det. Hans rolle ved Ramme-anlægget har som projektleder været at opføre byggeriet omkring teknikken og have dialogen med de tekniske folk om behov, plads og strukturer.
Den erfaring har han fra byggebranchen, hvor han har kørt rundt i hele Jylland og på Sjælland. Men at kunne være en del af den unikke energirejse tæt på sit hjem i Holstebro og midt i knudepunktet af fremtidens energiløsninger, giver ham så meget. Både arbejdsmæssigt og privat.
– Jeg har svært ved at se, at jeg kunne bo et meget bedre sted i forhold til at spille en rolle i løsningerne på fremtidens energiudfordringer. Det er et sindssygt spændende område at være en del af nu og i fremtiden, siger han.
– Holstebro har betydet meget for mig i både min barndom og ungdom. Nu har den alt, hvad jeg har behov for som familiefar. Der er en balance i, at der er alt det, vi skal bruge, og så er der en tydelig udvikling. Vi har så store drivkræfter herude.
Én af drivkræfterne er Skovgaard Energy og verdens bedste idé, Power-to-Ammonia-anlægget i Ramme. Men i bedste Skovgaard Energy-stil stopper udviklingen ikke her. Virksomheden arbejder videre for at udfolde potentialet i den grønne omstilling, hvor næste stop er Energy Hub Holstebro og virksomhedens klimaparker.