I baglokalet hos Svane Køkkenet i Holstebro – et lokale, der tidligere fungerede som køkkenudstilling – har kokken Henrik Hedensvang skabt et madværksted, SKE by Hedensvang. Her trækker virksomheder på stribe i forklæderne for at opløse hierarkier og blive rystet bedre sammen som hold. Alt sammen under kyndig og grundig instruktion, båret af kokkens køkkenfaglige indsigt og kulinariske kunnen.
I december 2023 åbnede ’SKE by Hedensvang’ – et event- og madværksted i Holstebro.
Her er blevet indrettet med tre store køkkenøer med Quooker-armaturer, en hel væg af Miele-ovne, kombiovne og indbyggede kaffemaskiner – og plads til op til 40 spisende. Alt sammen topmoderne og med det nyeste af det nyeste udstyr.
– Det er endt med virkelig at blive nogle flotte lokaler hernede, og det er en fornøjelse at byde folk velkommen her, siger 37-årige Henrik Hedensvang.
Han bor i Mejrup med sin kone og tre børn, og har tidligere været kok på Sevel Kro, Restaurant Sandgården i Søndervig og det tidligere Restaurant Støberiet i Holstebro.
Før SKE blev en realitet, havde han en tydelig vej gennem køkkenbranchen: først Svane Køkkenet, dernæst Hanstholm Køkkener, videre til Miele og senere Hornberg. Efter Hornberg tog han springet og åbnede SKE.
– Selvom jeg har fået et indblik i køkkenbranchen som sælger, har jeg hele tiden haft et lille cateringfirma ved siden af. Dengang hed det Helm Hedensvang Food & Dining, men det var i en ret beskeden skala, siger Henrik Hedensvang.
Han fortæller videre:
– Jeg savnede stadig muligheden for undervisningsdelen og for at skabe et fællesskab omkring maden, fortæller han. Det var først i slutningen af 2023, at konceptet for alvor tog form og udviklede sig fra Helm Hedensvang Food & Dining til SKE by Hedensvang.
Idéen var at tilbyde madkurser og -events til firmaer, privatpersoner – og alle andre med en interesse i at blive klogere på madlavning – eller bruge tiden i køkkenet hos SKE by Hedensvang til at blive rystet bedre sammen som gruppe. Ved siden af eventdelen skulle virksomheden så også tilbyde catering til små og store fester og arrangementer.
To år senere vækster virksomheden stadig måned for måned. Selvom kendskabet godt kunne være bedre, indrømmer Henrik Hedensvang:
– Kendskabet er virkelig vokset – særligt det seneste år, siger han og fortæller videre:
– Men vi mangler stadig at nå bredere ud. Vi havde en gruppe på besøg her for nyligt, som alle boede nede i Særkærparken, og de vidste for eksempel ikke, hvad vores koncept gik ud på – selvom de bor lige i nærheden, så der er et stykke vej at gå stadig, siger han.
Men dem, der har været der, kommer ofte igen – eller anbefaler det videre til kolleger og netværk.
– Vi spørger tit, hvor mange der har været her før, når vi starter et event, og det er faktisk omkring en tredjedel, der rækker hånden op. Det er en helt anden situation, end da vi begyndte. I starten skulle vi forklare konceptet hver gang. Nu er der flere og flere, der allerede kender os, siger Henrik Hedensvang.
Størstedelen af aktiviteterne er i dag virksomhedsevents og teambuilding. Her bliver medarbejdere delt op i hold og tilbereder en middag sammen – typisk en 2- eller 3-retters menu med vin ad libitum.
– Det handler ikke om, at folk skal blive mesterkokke. Det handler om at arbejde sammen på en ny måde. Når folk står ved en kogeø og skal samarbejde, sker der noget andet, end når de sidder i et mødelokale eller på et kontor, siger han.
Og rollerne kan sagtens blive byttet rundt.
– Den, der plejer at bestemme alt til daglig, står måske og fumler med at piske flødeskum, mens praktikanten har totalt styr på både sauce og steg. Det vender lidt op og ned på det hele – på den gode måde.
Henrik Hedensvang har efterhånden set lidt af hvert.
– Vi havde et hold fra en lokal virksomhed, som måske fik en god portion vin. De sejlede lidt rundt i det og spurgte, om de ikke bare kunne få lov til at lave brun sovs. Jeg sagde: Nej – det ved du jo allerede, hvordan man laver. Så da aftenen var slut, sagde deres chef til mig: Du er urimelig… men du er også fair. Det grinte vi af bagefter.
Der er efterhånden en del eksempler på, at teambuilding-arrangementer har gjort en reel forskel for de besøgende.
– Vi havde en smedevirksomhed, der var her fra 15.00 til 22.30. De lavede mad, spiste sammen og begyndte først at snakke om arbejde sidst på aftenen. Det er præcis dét, vi gerne vil skabe. Et rum, hvor folk får snakket om noget andet – og på den måde lærer hinanden bedre at kende.
Og så var der besøget fra et lokalt sportshold.
– Holdet var inde i en dårlige stime, da de besøgte os. Så havde vi en aften herude, og efterfølgende gik det meget bedre. Jeg siger ikke, det var derfor – men det gør altså noget, når man får flyttet folk ud af deres faste roller, siger Henrik Hedevang.
Selvom virksomhedsarrangementerne fylder mest, er der også plads til dem, der kommer alene – bare for at lære noget nyt.
– Vi har haft kurser i pizzalavning, surdej, flødeboller og en masse andet. Der kommer alt fra skolelærere og studerende til pensionister og foodies. Mange kommer for nørderiets skyld. Og det fede er, at man møder hinanden over noget konkret.
Han husker især et kursus, hvor fire kvinder, som ikke kendte hinanden, endte med at bruge hele aftenen sammen – uden at få udvekslet navne.
– De var så optagede af teknikken, at det sociale kom helt af sig selv. Det er da meget smukt, siger han.
Catering er blevet en voksende del af forretningen. I starten udgjorde det omkring fem procent. Nu nærmer det sig 15.
– Så vi har haft travlt med at levere mad ud af huset, siger han.
Henrik er overbevist om, at der er plads til mere vækst – både i omsætning og aktivitet.
– Vi kunne nemt vokse 30-40 procent mere i vores cateringdel, hvis vi ved siden af det her, også havde adgang til et industrikøkken. Men det kræver investeringer. Og det er stadig et sats. Det hele skal hænge sammen, siger han.
Arbejdsdagene er ofte lange, og mange uger rammer 60 timer eller mere for Henrik. Men når det hele spiller, er det det hele værd.
– Det er jo ligesom, da jeg var kok på Støberiet. Når en aften bare kører, gæsterne er glade, maden sidder lige i skabet og stemningen summer – så får man et rush, siger Henrik Hedensvang.
Sådan er det også her – bare med formidling som et tilsat ekstra krydderi, da jeg her er i kontakt med vores gæster, som var det hjemme i vores eget hjem.
– Man skal jo nogle gange være lidt tålmodig med folk, når nogle begynder det forkerte sted i opskriften eller laver fejl, men det er jo omvendt noget af det, jeg elsker – at formidle madlavning til andre – at give folk noget, de kan få med hjem, siger Henrik Hedensvang.
Han kalder SKE by Hedensvang for sit hjertebarn. Et sted, der både rummer nørderi, samvær og udvikling – og som stadig har masser af potentiale.
– Det her er noget, jeg virkelig tror på. Men det skal have lov til at simre – man kan ikke tvinge smagen frem eller bare forvente stor fremgang fra ene dag til den anden. Men hvis man gør sig umage og giver det tid, så kommer smagens dybde frem – og kendskabet bliver bredere.
Gunnar B. Knudsen har været fyrværker for L.O.C. og Minds of 99. Han har sat pyroteknik op for Rammstein og Coldplay, designet fyrværkerishows til Kongehuset, Tivoli, Legoland og Parken og har vundet adskillige internationale konkurrencer og priser som fyrværker. I år har han rundet de 61 år, og han elsker stadig sit farverige arbejdsliv.
75 gram krudt. Det er grænsen for, hvor meget krudt, der må være i de fyrværkeriartikler, du køber ude i butikkerne op mod nytår. Men når man er professionel fyrværker, er der ingen grænser – så længe sikkerheden er i orden.
- De bomber, jeg bruger flest af, er der ofte tre kilo eller mere i, så man kan altså godt se forskel, griner Gunnar B. Knudsen.
Han har designet fyrværkerishows som professionel fyrværker i over 30 år og har nu efterhånden så godt styr på sine himmelvendte penselstrøg, at han kan sætte gang i et show til langt over en million kroner – uden at få pulsen op.
Sådan har det ikke altid været.
Men når man gennem 30 år har lavet alt fra fyrværkerishows til pyroteknik for alverdens musikere, forlystelsesparker og virksomheder, er der efterhånden ikke meget, der kan overraske én.
Men nu skal det ikke lyde som om, det er noget særligt nemt job at være fyrværker.
For det show, publikum ser, og som ikke varer mere end 15-20 minutter – har ofte taget flere måneder at designe.
Ved The Tall Ships Races i Aalborg i 2022 sendte Gunnar Knudsen og hans ansatte over 4.700 stykker fyrværkeri af sted fra Limfjordsbroen – et 16 minutters show, der tog halvandet år at forberede.
– Det var det fedeste, og da showet var færdigt, lå samtlige skibe i havnen og tudede i hornene i minutter efter showet. Folk, der kiggede på, stod og hoppede og hujede – og det var simpelthen så fedt, siger han.
Det er dén følelse, han jagter som fyrværker.
Men selvom reaktionen fra publikum er den store belønning, er vejen dertil langt fra glitrende. For bagsiden af medaljen – den, der ikke glimter mod nattehimlen – er fyldt med logistik, sikkerhed, teknisk præcision og bunker af papirarbejde.
– Der er så mange, der tror, jeg bare render rundt med en lighter og trykker på en knap. Men det her er millimeterpræcist. Hver eneste bombe har sin egen adresse i systemet. Alt er kodet og programmeret ned til millisekunder. Og hvis det ikke spiller – så falder det hele fra hinanden, forklarer Gunnar.
Han bruger ofte flere måneder på at designe ét show – særligt de musikstyrede, hvor hver eksplosion skal passe nøjagtigt til musikkens rytme, klang og opbygning.
– Jeg kan ikke høre visse stykker musik uden at begynde at se fyrværkeri for mit indre blik. Det kører som en slags film oppe i hovedet, siger han.
Og det er netop det filmiske, det teatralske og det følelsesmæssige, der driver værket. Når klimaks i musikken nærmer sig, skal farverne på himlen tage til, rytmen skal intensiveres, og finalen skal eksplodere i farver og former.
At det lige skulle være fyrværkeri, det meste af arbejdslivet skulle gå med, var måske ikke skrevet i stjernerne fra starten. Gunnar er oprindeligt uddannet bager og har både bagt franskbrød og flødekager, været disk jockey på Diskotek Moonlight i Holstebro og arbejdet med maskinvedligehold på Arla-mejeriet i Holstebro i over et årti. Men krudtets tiltrækningskraft har haft tag i ham hele tiden – indtil det til sidst blev karrierevejen.
– Undervejs mens jeg arbejdede andre steder, opsøgte jeg nogle fyrværkere i byen, bare fordi jeg var nysgerrig. Jeg rendte dem nærmest på dørene. Og en dag spurgte de, om jeg ville være med. Resten er historie, som man siger.
Siden dengang i midten af 90’erne er det blevet til shows for Tivoli (fast siden 2006), Legoland, kongehuset, store sportsbegivenheder – og samarbejder med navne som Coldplay, Rammstein, L.O.C. og Minds of 99.
– Jeg går nu egentlig ikke så meget op i, hvem jeg laver tingene for – bare det hele spiller, så er jeg glad, siger han.
Men at være fyrværker er ikke bare et arbejdsliv med store navne og høj himmel. Det er en livsstil, hvor arbejdsdagen starter tidligt om morgenen og ofte slutter sent – og hvor højsæsonen topper, når resten af landet holder fri.
– Jeg starter typisk mit arbejde klokken seks hver morgenen. I højsæsonen kan det være fra fem til atten – og weekender oveni. En tur til Tivoli starter lørdag formiddag og slutter søndag morgen klokken fem. Det er bare sådan, det er, siger Gunnar.
Og som selvstændig er det svært at slippe ansvaret – også når man har fri.
– Jeg tager jo telefonen, når den ringer. Og det gør den tit. Mine børn kigger nogle gange på mig og spørger: “Skal du virkelig tage den nu, far?”
De mange timer foran skærmen, i bilen og ude på festpladserne kræver sin portion vilje. For den farverige finale, publikum ser, skjuler et massivt forarbejde.
– Det er jo kun toppen af isbjerget, man ser, når man ser et fyrværkerishow. Det kan godt være svært at forklare folk, siger han.
Meget har ændret sig, siden Gunnar B. Knudsen første gang blev budt indenfor i det professionelle fyrværkeri-miljø i midten af 90’erne. Både selve bomberne og måden, de affyres på, er blevet mere præcise.
– I dag er bomberne større i udslaget, farverne er blevet markant bedre, og effekt-kompleksiteten er steget helt vildt. Det, vi kan i dag, kunne vi nok teoretisk dengang – men man gjorde det bare ikke, siger Gunnar.
Udviklingen betyder også, at nogle effekter i dag er så sofistikerede, at kun andre fagfolk forstår, hvad der egentlig foregår.
– Der er nogle effekter, der er så specielle, svære og dyre, at man skal være fyrværker for helt at forstå, hvad man ser. Det almindelige publikum fanger det ikke på samme måde. Og det er ikke fordi, jeg skal lyde ”hovskisnovski” – det er bare et faktum. Ligesom en kok smager nuancer i en ret, som almindelige gæster måske ikke opfatter, siger han.
Den tekniske side er også blevet mere avanceret. Hver bombe har sin egen eltænder – et lille elektronisk kredsløb med en pyroteknisk spids – og alle disse er kodet og adresseret i et digitalt affyringssystem.
– Det hele kører gennem et netværk, hvor hver eneste bombe har sin specifikke adresse. Alt bliver programmeret og afstemt ned til millisekunder. Det skal spille, ellers falder det hele fra hinanden, forklarer han.
Men selv med al den teknik, kræver det stadig respekt for det grundlæggende: krudtet og kraften.
– Hvis det går galt med de bomber, jeg arbejder med, så dør man. Der er ingen mellemvej. Men til dags dato har jeg ikke engang fået så meget som et brændemærke. Det handler om respekt – og om at holde sig til nogle få, helt faste regler.
Men selvom det hele i dag er millimeterprogrammeret og teknisk overlegent, er det ikke kun præcisionen og de bedre effekter, der fylder mere.
Bevidstheden om fyrværkeriets miljøaftryk er også blevet en fast del af det, man snakker med kunderne om – og ikke nødvendigvis på grund af publikum.
– Det er ikke dem, der står og kigger op, der har ændret holdning. Det er deres bagland. Altså bestyrelserne i virksomhederne eller de politiske lag bag kommunale arrangementer. Der er kommet en helt anden klimabevidsthed – og det er der jo ikke noget at sige til, siger Gunnar og tilføjer:
– Problemet er bare, at folk nogle gange gerne vil diskutere med deres følelser – i stedet for, hvad der er fakta, siger han.
I stedet for at afvise kritikken om, at fyrværkeri sviner, har han valgt at møde det med konkret klimahandling.
– Vi satte os ned og regnede på det. Hvad udleder vi – i CO₂ – på transporten, fyrværkeriet selv og hele vejen rundt. Og så sagde vi: Okay, det må vi kunne gøre noget ved.
Løsningen blev at tilføje en klimakompensation som en integreret del af tilbuddet.
– I dag står der på fakturaen, hvor meget CO₂ der er udledt – og så planter vi træer i en faktor 10. Vi overkompenserer helt vildt, for så kan jeg med ro i maven sige: Vi har taget ansvar. Og det ansvar skal ikke ligge hos kunden – det skal være vores, siger han.
I dag er det mest ham selv, der sidder bag skrivebordet og designer de store shows, mens yngre kræfter står for afskydningen. Men Gunnar B. Knudsen er stadig med – og han har ikke travlt med at stoppe.
Alligevel mærker han, at noget forandrer sig. Ikke i arbejdet – men i livet omkring det.
– Jeg er ikke blevet træt af det. Ikke et sekund. Men jeg glæder mig også til engang at kunne være lidt mere morfar og farfar. Og der er jo en del ting, jeg kommer til at gå glip af, som det er nu, siger han.
Han ser ikke nødvendigvis sig selv ved knappen de næste ti år frem. Så han håber, at nogen en dag vil tage pladsen.
– Hvis der sidder en derude og kigger på mit arbejdsliv og tænker, at det dér – det gad jeg godt… så skal de bare ringe, griner han.
Marketing i hverdagen, hypnose i fritiden – og fuld fart som julemand den 24. december. Bjørn Lund Due har flere gear end de fleste, og i rekordåret nåede han hele 61 børn på én juleaften.
Bjørn Lund Due har haft et arbejdsliv lidt ud over det sædvanlige. Først blev han uddannet ambulanceredder. Så var han et smut forbi fotografuddannelsen. Så var der noget finansøkonomi, der lød spændende. Så lugtede det hele lidt af ejendomsmægler. Det blev ikke til noget. Så tog han uddannelsen til multimediedesigner i stedet. Så en bachelor i webudvikling. Så kørte han sin egen webshop med gastrokemi. Så startede han på et bureau. Og langt om længe landede han, hvor han er nu; som marketingspecialist med speciale i tech og tracking.
Det lykkedes til sidst – at finde den helt rette hylde.
”Rette hylde” er måske så meget sagt, for Bjørn har det med at samle nye spor op, hvor andre ville stoppe. Hypnoterapeut-uddannelsen, for eksempel. Og ja – så er der også det med julemanden, men den vender vi tilbage til.
– Da jeg var færdig med bacheloren i webudvikling, kunne jeg mærke, at jeg brugte lang tid på at sidde med nogle tekniske ting, og jeg manglede noget, der havde med mennesker at gøre. For selvom det er sjovt, sidder man jo ved en skærm hele dagen, fortæller 39-årige Bjørn Lund Due.
Han manglede noget andet i sit arbejdsliv. En ekstra dimension.
– Jeg ville gerne hjælpe mennesker mere direkte. Jeg faldt tilfældigvis over en Facebook-side med en mand, som uddannede hypnoterapeuter, og så tænkte jeg, at det kunne være noget for mig, siger han og forklarer videre:
– Og da jeg kunne se, at hypnotisørens egen hjemmeside var lidt i forfald, tilbød jeg ham, at lave en ny hjemmeside – mod at jeg kunne blive uddannet hypnoterapeut hos ham. Det blev byttehandlen, siger Bjørn Lund Due.
Siden har han – egentlig mest som en sidegesjæft – hjulpet rygere af med deres afhængighed, hjulpet en klient af med sin frygt for at køre i trafikken og en anden af med en indvendig vrede.
– De bliver lagt i en slags trance, og så fortæller jeg, hvad klienten skal forestille sig for sit indre blik. Så taler jeg med rolig stemme og snakker på en måde, hvor det ubevidste sind fanger mere end det bevidste. Der er egentlig ret meget fortælleteknik i det, siger han.
Hypnoterapiklinikken driver Bjørn Lund Due i et af de værelser i hans lejlighed, der ellers ikke er i brug i hverdagen.
Men hypnoterapi er ikke den eneste sidegesjæft, Bjørn Lund Due praktiserer. For når det bliver den 24. december, trækker han i julemandskostumet og kører ud til private hjem – hele dagen – som julemand.
– For nogle år siden blev jeg skilt fra min søns mor, så det kom egentlig helt naturligt, for hver anden jul, skulle jeg ikke holde jul med min søn, fortæller 39-årige Bjørn Lund Due.
Hans bror havde tidligere givet den som julemand ved flere lejligheder og talt godt om det, så det satte tanker i gang.
– Så tænkte jeg, at i stedet for at sidde alene med mine forældre hvert andet år – hvilket selvfølgelig også er rigtig hyggeligt – ville jeg ud og sprede noget glæde den dag i stedet, siger han.
Som sagt så gjort. Han lånte det julemandskostume, som hans søster havde syet – og som nu lå hjemme hos hans storebror, og fik aftaler sat op i kalenderen frem mod den første store aften.
– I starten var jeg vildt nervøs, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var mega fedt og helt vildt sjovt at se, hvordan børn lyser op, når de åbner døren og ser julemanden, siger Bjørn Lund Due.
Typisk fungerer det sådan, at forældrene har sat børnenes gaver ud i carporten, og så lige før julemanden ringer på, putter han gaverne i sin sæk.
– Når børnene åbner, siger jeg, at jeg leder efter børn, der hedder sådan og sådan – og så læser jeg op fra den liste med børnenes navne, jeg har fået af forældrene. De små børneøjne bliver altså store, når de hører deres eget navn – ”det er jo mit navn”, griner Bjørn Lund Due.
De fleste børn er glade for at få besøg af julemanden. Men der er nu alligevel et par stykker hvert år, der lige skal se julemanden an. For kan det nu passe, at det rent faktisk også er den rigtige julemand, der er kommet på besøg.
– Typisk, hvis børnene er under 8 år, er de ikke i tvivl – for dem er det bare julemanden, punktum. Men de ældre børn kan godt begynde at stille spørgsmål, siger Bjørn Lund Due og uddyber:
– Jeg var ude ved en pige, der spurgte mig, hvorfor jeg havde falsk skæg på. Så skal man altså tænke hurtigt. Jeg sagde, at det var fordi, jeg skulle barberes i morges, og så kom jeg til at barbere det hele af, og julemanden kan jo ikke rende rundt uden skæg, griner han.
Det skulle pigen lige tænke lidt over. Men hun blev enig med sig selv om, at det vist var en okay forklaring.
Et par gange er han også blevet spurgt til, hvor hans kane er og ”om vi ikke må se dine rensdyr, julemand?”
– Men der er forældrene ofte gode til at sige, at det kan vi ikke lige nu – eller nu skal julemanden også videre – eller lignende, siger han.
Nogle børn undrer sig også, hvis de når at se, at julemanden kommer kørende i bil. Bjørn forsøger at parkere i god afstand, og forældrene sørger som regel for at holde børnene fra vinduerne.
– Men én dreng fangede mig alligevel. Jeg måtte forklare, at kanen jo ligner en bil, når man kører rundt mellem mennesker. Den er camoufleret som en bil. Man skal tænke hurtigt, griner Bjørn.
På verdensplan er der omkring to milliarder børn, og selvom Bjørn Lund Due giver den alt, hvad han kan som julemand, kommer han ikke ligefrem forbi dem alle sammen sådan en juleaftensdag. Men et enkelt år nåede han forbi 61 børn på en dag.
– Jeg ved ikke, hvor mange familier, det er. Nogle familier har jo fem børn – men det er en del, man får besøgt sådan en dag, siger han.
Fordi han har aftaler i kalenderen hele dagen igennem, er det meget forskelligt, hvilket tidspunkt på dagen – og dermed hvilken stemning eller setting, han træder ind i. Om det er til middagstid eller om det er til aftenstid, når duften af julemad fylder husene.
Det er altid specielt at træde ind i andres hjem på den måde. Men også både hyggeligt og varmt.
Og hvad så, når man er færdig efter sådan en dag? Får man som julemand så en småkage og et glas mælk?
– Jeg er faktisk blevet budt på det flere steder, og så har jeg selvfølgelig takket ja, men nej – når dagen er ovre, er jeg bare træt, og det er også ofte blevet sent på aftenen, siger han.
Så du fejrer ikke selv jul den aften?
– Nej, det gør jeg ikke. Så fejrer jeg typisk lidt jul den 23. december, hvor vi så udveksler gaver og får flæskestegssandwich, siger han.
Er det nok for dig?
– Det er jo ikke det samme, som at holde jul med min dreng – det vil det aldrig blive. Men når jeg er færdig efter sådan en dag, er jeg jo bare helt vild varm indeni, og det er en god følelse, siger Bjørn Lund Due.
Man får hurtigt fornemmelsen – når man snakker med Bjørn Lund Due – at der ikke er noget spørgsmål, der er forkert at spørge om. Så snakken bevæger sig i retningen af økonomi. For det koster vel trods alt noget at få julemanden ud?
– Ja, det gør det. Jeg tager 500 kroner for juleaften, og hvert andet år, når det er den 23. december, jeg kommer ud, tager jeg 300 kroner pr. besøg, siger han.
Er det meget eller lidt, synes du?
– Jeg synes, det er passende. Jeg gør det for at gøre nogle glade, men jeg bruger jo også min juleaften på det, siger han.
Det har også den sideeffekt, at folk ikke aflyser så nemt.
– Jeg har oplevet, at folk aflyser på dagen, og på den måde er der noget forpligtende i det, når man har betalt. For jeg har jo sagt nej til andre familier, som har spurgt til min tid, siger han.
Der er ikke mange ligheder mellem marketingsspecialist, hypnoterapeut og julemand. Men det sker alligevel, at de overlapper.
– Når vi holder juleafslutning på mit arbejde, og familierne er med, er jeg også julemand, men ellers er det ikke ofte, at de her tre interesser lapper over hinanden, siger Bjørn Lund Due.
Men der er nu alligevel noget, der går på tværs af alle fagene:
– Det er vel lysten til at hjælpe – og at gøre andre glade. Om det så er kunder, klienter eller børn juleaften, siger Bjørn Lund Due.
Men vent lidt – nu han kommer til at tænke over det – har han faktisk brugt elementer fra hypnoterapien i rollen som julemand:
– Et år havde jeg købt en masse små bjælder, som jeg tog med ud til børnene. Så gav jeg en bjælde til hvert barn og spurgte dem; kan du mærke, du bliver glad, når du ringer med den? Og ja – dét kunne de, griner Bjørn Lund Due og afslutter:
– Så på den måde handler virkeligheden også om den fortælling, vi bliver præsenteret for – og om den fortælling, vi selv er med til at lave. Man har et valg. Og man kan vælge at se positivt på livet eller huske at fodre sig selv med det, der gør én glad, siger han.
De bor i København. Men det, der startede som deres hobby og nu er blevet deres hjertebarn, ligger 379 kilometer væk – midt i klitterne ved Fjand. Her har Helle og Jesper gennem fem år forvandlet 11 nedslidte hytter til en moderne badeby og et samlingspunkt for fællesskab, natur og lokal kultur. Fjand Badeby er blevet en alternativ destination, der går i dialog med landskabet og lokalbefolkningen – i modsætning til den konventionelle masseturisme.
Gruset knaser under de sko, der på grund af efterårskulden har erstattet mine fødders sommersandaler. Men selv om vi er i midten af efteråret, er der denne dag 17 grader og sol her i Fjand Badeby. Man kunne næsten mistænke vejrguderne for at samarbejde med det par, vi i dag skal ud at besøge.
At samarbejde med lokalområdets kræfter – både naturkræfter og mennesker – er noget, parret bag Fjand Badeby går meget op i. For uden støtte fra både familie, venner og ikke mindst lokalsamfundet, kunne projektet ikke have udviklet sig, som det har.
“Vi har fået meget hjælp fra lokale, og det er jo også hele tanken med stedet. Vi skal have et godt forhold til naboerne og gøre noget ud af, at gæsterne herude bruger de gode ting, der er her i lokalsamfundet – uanset om det er at få leveret grøntsagskasser fra Preben i Sdr. Nissum eller dyrke søndagsyoga med Ane fra Bøvlingbjerg som instruktør,” siger Jesper Nykjær Jeppesen.
Helle Nykjær Jeppesen supplerer:
“At kunne bruge Badebyen til at sætte alle de gode, lokale aktører og leverandører i spil overfor vores gæster, er noget af det, vi synes er enormt givende ved hele projektet, og som vi ved, at vores gæster sætter stor pris på og efterspørger,” siger hun.
Badebyen består i dag af 11 hytter, et fælleshus og den strandfogedgård, som ligger som nabobygning, og som parret overtog i 2022 – i forbindelse med at stedet blev udvidet.
”Det gav os nye muligheder at inddrage Strandfogedgården, da det gav os 12 ekstra værelser eller 25 ekstra sovepladser, og dermed muligheden for at skalere størrelsen af vores arrangementer. Det betyder både, at vi kan tage større private selskaber ind, men også at vi bliver mere relevante for virksomheder, som typisk ønsker overnatninger på egne værelser i forbindelse med f.eks. et teambuilding-arrangement, seminar eller lignende,” forklarer Jesper.
Siden er der også bygget et stort glasatrium til fælleshuset, hvor man kan samle op til 45 spisende gæster, og hvor de store døre kan åbnes helt op, så ude og inde smelter sammen. Der bliver holdt bryllupper, workshops og fællesspisninger – og altid med tanke om aktivering af lokale aktører – hvad end der er tale om råvarer eller selve aktiviteten.
“Vi har haft mange familiefester, virksomhedsophold og workshops herude. Vi ser det lidt som Lego-klodser: Badebyen og Strandfogedgården kan kombineres på kryds og tværs alt efter sæson og behov,” siger Helle.
Og nu vi snakker om Lego-klodser:
“Vi har faktisk lige haft besøg af et hold fra Lego, som skulle herud på strategiseminar. For at have lidt afbræk til den faglige del, foreslog vi dem at krydre seminariet med pizzabagning, surf-lektioner og vandreture som teambuilding. Alt sammen elementer, hvor de samtidig kunne få en smag af det område, de befinder sig i, siger Helle og tilføjer:
”Det giver noget at kunne holde et seminar på den måde i stedet for at sidde på et kedeligt konferencecenter. Det kan vi se, at virksomhederne begynder at få mere og mere øjnene op for, siger hun.
Ved at åbne for erhvervsarrangementer skaber Fjand Badeby aktivitet hele året – også uden for turistsæsonen. Hytterne, som parrets forældre har hjulpet til med at sætte i stand, bliver flittigt brugt året rundt.
Men det er ikke kun bygninger, der er blevet udviklet over de seneste fem år. Det samme gælder det netværk og fællesskab, der er vokset frem omkring Fjand Badeby. Helle og Jesper har fra begyndelsen haft et ønske om, at stedet ikke blot skulle være en forretning – men en integreret del af det liv, der allerede findes i området.
“Det har aldrig handlet om at bygge noget op, der vendte ryggen til det lokale. Tværtimod. Vi har hele tiden forsøgt at finde måder at samarbejde med både dem, der bor her fast, og dem, der har sommerhuse og har været en del af området i årevis,” siger Jesper.
“Det føles rigtigt, at det hele hænger sammen. At man som gæst ikke bare får en seng og et sted at parkere, men også møder noget og nogen, man husker,” siger Helle.
Det handler også om at skabe noget, der er ægte for området – og de mennesker, der bor her.
Fjand Badeby er ikke et klassisk feriecenter. Der er ingen reception med uniformer, ingen all-inclusive og ingen TV i hytterne. Til gengæld er der højt til himlen, adgang til vesterhavsluft og mulighed for fællesspisning i atriet med udsigt ud over klitterne.
“Vi har sagt nej til nogle ting, som vi ikke synes passede ind i vores koncept. Det har været rart at blive bekræftet i, at det var det rigtige valg. Nogle efterspurgte for eksempel, om vi ville have tv og parabol – men det vil vi ikke,” siger Helle.
Det nære og det enkle er en stor del af tiltrækningskraften. Gæsterne kommer for at vandre, vinterbade, gå på opdagelse i lokalområdet og opleve naturen – og mange vender tilbage.
“Og det vi oplever, er også, at gæsterne værdsætter det personlige. At de kender os ved fornavn – og vi kender dem. Det betyder meget,” siger Jesper.
Til daglig bor parret i København med deres tre børn – og har ikke tænkt sig at flytte permanent til Vestjylland. Men det betyder ikke, at Fjand og hovedstaden er modsætninger. Tværtimod.
“Vi har jo altid haft et ben i hver lejr. Vi har boet i København i 25 år, men vi har begge rødder her i området. Det er ikke enten eller – det er både og,” siger Helle.
De tilbringer hele sommerferien i Fjand og skiftes til at tage herud i perioder uden for sæson. Med hjælp fra lokale kolleger og familie lader det sig gøre – og giver netop den balance, som mange søger, men få lykkes med.
“Danskere er generelt lidt afstandsforskrækkede. Det er vi ikke. Vi synes ikke, fire timer i bil er langt. Tværtimod giver det noget at kunne veksle mellem de to verdener,” siger Helle.
Jesper supplerer: “Der er noget kreativt, vi tager med os fra København – og noget stærkt fællesskab, vi får herude. Det er en gave.”
Når man ser på, hvad Fjand Badeby er i dag, kan det være svært at forstå, at det hele begyndte som et hobbyprojekt. Men det var netop friheden ved ikke at være økonomisk afhængige af stedet, der gjorde det muligt at udvikle det i det tempo og med de værdier, som stadig præger det.
“Det har aldrig været meningen, at vi skulle leve af det. Det var aldrig sådan, at vi sagde: ‘Nu skal det her være vores fuldtidsarbejde.’ Men det skal gerne være bæredygtigt og kunne bære nogle løntimer – og det er det heldigvis blevet,” siger Helle.
Jesper tilføjer: “Vi har ikke været nødt til at gå på kompromis. For gæsterne er jo heldigvis kommet fra dag et. Hvis gæsterne ikke var kommet, kunne det have set anderledes ud. Men fordi de kom fra start, har vi kunnet holde fast i vores koncept.”
Både han og Helle fremhæver, at alt istandsættelse er sket med egne hænder – og med hjælp fra venner og familie. Det er også derfor, det føles som et hjertebarn.
“Selv vores familie, som har slebet hver en bjælke, bliver lidt rørte, hvis nogen ikke behandler stedet ordentligt. Der ligger så mange kræfter i det,” siger Helle og tilføjer:
“Det er et hjertebarn.”
De fleste virksomheder med vokseværk arbejder med planer langt ud i fremtiden og vækstmål. Men sådan tænker Helle og Jesper ikke.
“Vi har aldrig brudt os om femårsplaner. Vi tager det et år ad gangen. Det føles mest rigtigt,” siger Helle.
Der er dog en voksende struktur omkring driften. Hvor de første år blev styret med et Excel-ark, er der i dag kommet flere lag ind over planlægningen – særligt når det gælder kalenderstyring, booking og kommunikation med gæsterne i det hele taget.
“Vi driver det mere som en reel forretning nu end som en hobby. Men det er stadig drevet af lyst og nysgerrighed. Og det vigtigste er stadig det samme: At skabe et sted, hvor natur, mennesker og oplevelser får lov til at mødes på en måde, der føles ægte,” siger Jesper.
Helle og Jesper har ikke behov for at gøre Fjand Badeby større. Rammerne er på plads nu. Udviklingen handler nu mere om indhold, samarbejde og kultur.
Om at forfine madkonceptet. Invitere flere lokale aktører ind.
“Det giver os lys i øjnene at se mulighederne herude. Når man står nede ved stranden og ser en flok surfere, der er kørt hele vejen til Thorsminde, fordi der er det helt rigtige surf-vejr her, eller når der afholdes morgenyoga i klitterne, eller når der er keramikkursus i fælleshuset – så giver det hele bare mening,” siger Helle.
Både Helle og Jesper er vokset op her i Vestjylland – men særligt Helle har et helt unikt forhold til Fjand:
“Mine forældre har haft sommerhus her siden jeg var teenager, så jeg er kommet herude i mange år. Det er bare et fantastisk område, som vi gerne vil være med til at bevare – og dele med andre,” siger hun.
Mens Sygehusgrunden langsomt bliver til en ny bydel, arbejder Kristine Holzendorff med at holde liv i stedet – og få alle os andre til at drømme med. For hvad sker der egentlig inde bag murene? Og hvor langt er man med projektet?
Det er ikke et helt almindeligt job, Kristine Holzendorff siden nytår har haft.
Hun har til opgave at holde liv i en ny bydel, før den står færdig – og få folk til at drømme med på fremtidsvisionerne.
Kristine Holzendorff arbejder som projektleder for tidligt byliv og kommunikation på Sygehusgrunden i Holstebro.
Her skal hun skabe liv i tomme bygninger, blæse til aktivitet i de lange gange og sætte gang i fantasien om, hvad Sygehusgrunden kan blive til.
Med andre ord: hun skal holde gang i Kedlen. Faktisk ligesom sin oldefar.
– Min oldefar arbejdede som kedelpasser her på sygehuset. Han var en af dem, der stod for varme og damp til hele komplekset. Og nu er det så mig, der fyrer op for varmen – bare på en anden måde, siger Kristine.
Det er til tider en udfordrende opgave at fortælle bredt om noget, der først for alvor bliver synligt ude i fremtiden.
– En af mine vigtigste opgaver er at få folk til at se det for sig. At kunne påvirke folks fantasi. For lige nu kan det være svært at forstå, hvad Sygehusgrunden egentlig er – og hvad den kan blive. Indimellem er folk da også skeptiske, men man skal huske, at det her er et projekt, der strækker sig over mange år. Tingene tager tid, siger hun.
Sygehusgrunden vækker følelser hos mange. Det er her, folk har sagt farvel til kære – og budt nye velkommen til verden. Det er også her, mange har arbejdet, gået til undersøgelser – og måske kæmpet for livet. Derfor er transformationen ikke bare en praktisk opgave – den handler også om at flytte folks fokus over i noget mere forestillende.
– Vi skal have folk med på at forestille sig noget nyt og måske prøve at slippe de minder, man selv har fra stedet, siger hun.
For der sker en masse nyt mellem Sygehusgrundens mure.
Et af de steder, hvor der allerede sker noget, er i den gamle kedelbygning.
I dag er kedlen fjernet, og rummet er i stedet blevet forvandlet til et eksperimenterende kulturhus, der naturligvis har fået navnet Kedlen. Her er højt til loftet – både fysisk og i overført betydning.
– Kedlen fungerer som et levende værksted for kultur – fra koncerter og dans til performance og eksperimenterende formater. Vi åbnede officielt den 29. august, men der har allerede været mellem 5 og 10 koncerter, siger hun.
Kristine peger på, at det er vigtigt med rum, hvor ting ikke behøver at være færdige – og hvor rummet kan ændre sig i forhold til dem, der bruger det.
– Det kan være, man er musiker. Måske skal man øve sig på en lille scene her, før man står på en stor. Det er det, vi gerne vil skabe plads til. Det er også derfor, vi laver ting som Songwriters in a Box, siger hun.
Konceptet, som Holstebro Musikskole står bag, kombinerer unge lokale talenter med etablerede kunstnere i intime dobbeltkoncerter.
– Så Kedlen er ikke bare en scene – det kan også være dansegulv eller noget helt tredje, siger hun.
Under interviewet sidder vi i det, der engang var hospitalets køkken. Her blev der dagligt lavet mad til over 1800 mennesker – og bygningen rummede både sin egen bager og slagter.
I dag står det som et råt, men varmt rum – og skal fremover danne ramme om fællesspisning, sociale arrangementer og madkoncepter, der endnu ikke er opfundet.
– Vi kalder det for et MADLAB, og det handler om at undersøge, hvordan mad og måltider kan samle folk – også på tværs af alder og baggrund, siger hun.
Køkkenet var tidligere et samlingspunkt – og det skal det være igen. Planen er endnu ikke fastlagt, men maden skal være omdrejningspunktet. Visionen er et eksperimenterende madlab – et laboratorium for nye måder at samles om måltider på. Et sted, hvor måltider og fællesskab kan danne ramme om fremtidens byliv.
Lige ved siden af køkkenet ligger værkstederne, hvor Kristines oldefar – ud over at være kedelpasser – også arbejdede og reparerede udstyr i metal. Her er metalværksted, træværksted og elektronikværksted blevet sat i stand og ryddet op, så de fremover kan danne rammerne for nye projekter.
Planen er, at værkstederne bliver åbnet for både erfarne kræfter og nye nysgerrige hænder, der vil arbejde med materialer, reparation og genbrug.
Maskinerne står stadig. Beskyttelsesudstyret hænger fortsat på væggen. Historien sidder i rummene – og det er en del af potentialet. Det er steder med kant og karakter.
Kristine Holzendorff fortæller om et nyt initiativ, hvor man er i gang med at invitere borgerne ind som medskabere af områdets nye boformer.
– Vi har sendt en åben invitation ud til dem, der er interesserede, hvor man kan komme med idéer og danne byggegrupper. Det handler om at skabe boliger med fokus på fællesskab – hvor man måske deler nogle funktioner eller arealer. Vi håber, det kan tiltrække folk, der gerne vil skabe noget sammen – og hvor man vil hilse på sine naboer, før man er med til at skabe, siger hun.
Bydelen skal rumme både lejligheder, bofællesskaber og måske boliger skabt af grupper af borgere, der har lyst til at bo på nye måder. Det er i sig selv en invitation til at tænke anderledes.
Det er i øvrigt planen, når hele den nye bydel engang om mange år står færdig, at der vil være 500 boliger, 500 arbejdspladser og 250 elever og studerende, der vil have sin daglige gang på sygehusgrunden.
Sygehusgrunden skal med tiden vokse sammen med resten af Holstebro. Men det kræver mere end byggeprojekter og masterplaner – det kræver oplevelser.
– Jeg håber, folk vil gå en tur hernede. Bare for at mærke stedet. For når man først har været her, så sker der noget. Så kan man bedre forestille sig, hvad det hele kan blive til.
Kristine har ikke fået en nem opgave. Hun står midt i en forandring, der ikke sker fra den ene dag til den anden. Hun arbejder med rammer, der endnu ikke er bygget færdige, og med bygninger, der stadig bærer præg af deres fortid. Men netop i det rum – mellem det, der var, og det, der kommer – ligger muligheden for at skabe noget unikt.
Men det tager tid – og tålmodighed:
– Fordelen for mig er jo så, at jeg kan se det hele udfolde sig på tæt hold – så man oplever jo, hvor meget der faktisk sker hernede. Så handler det jo bare om at få det kommunikeret godt ud, siger hun.
Sygehusgrunden skal med tiden vokse sammen med resten af Holstebro. Men det kræver mere end byggeprojekter og masterplaner – det kræver oplevelser.
– Jeg håber, folk vil gå en tur hernede. Bare for at mærke stedet. For når man først har været her, så sker der noget. Så kan man bedre forestille sig, hvad det hele kan blive til.
Kristine har ikke fået en nem opgave. Hun står midt i en forandring, der ikke sker fra den ene dag til den anden. Hun arbejder med rammer, der endnu ikke er bygget færdige, og med bygninger, der stadig bærer præg af deres fortid. Men netop i det rum – mellem det, der var, og det, der kommer – ligger muligheden for at skabe noget unikt.
Men det tager tid – og tålmodighed:
– Fordelen for mig er jo så, at jeg kan se det hele udfolde sig på tæt hold – så man oplever jo, hvor meget der faktisk sker hernede. Så handler det jo bare om at få det kommunikeret godt ud, siger hun.
Iben Pichard Hedegaard Birkebæk blev træt af først kontorjobs, så af at gå ledig. Derfor startede hun for seks år siden sin egen webshop, der sælger leggings og capris. I dag brager virksomheden, hvor hendes bror er kommet med på holdet, derudad, og må konstant udvide for at følge med.
Det var ligesom blevet for stramt det hele. Iben Pichard Hedegaard Birkebæk befandt sig i lidt af en krise – jobmæssigt. Hun skiftede mellem forskellige kontorjobs og at gå ledig – med jobcentret konstant hængende i hælene.
Hverdagen var blevet for tung og for kedelig, og entusiasmen manglede ofte i hverdagen.
Så hun besluttede sig for at prøve noget nyt. Gøre noget andet. Hun ville lave sin egen webshop.
Hun dyppede tæerne forsigtigt i det. Købte lidt t-shirts, kasketter, leggings og hvad hun ellers kunne komme i tanke om, og lavede en webshop, hvor man selv kunne designe sit tøj.
– Det var ingen stor succes. Men der var alligevel et mønster i, hvad folk købte derinde. Det var nemlig primært leggings, fortæller Iben Pichard Hedegaard Birkebæk.
Og sådan gik det til, at den 37-årige kontorudddannede startede sin webshop nummer to op – MayaFreya – opkaldt efter hendes to døtre. Oprindeligt var det tanken, at hun ville sælge leggings og capris til børn.
– Men markedet var alt for svært at komme ind på, så det endte egentlig med at være mest til voksne, selvom vi da en gang imellem også sælger lidt til børn fra vores webshop, siger hun.
I starten af webshoppens levetid tog det lang tid for den urutinerede webshop- ejer at få leverandørerne med på at levere den helt rigtige kvalitet, de rigtige designs – og vigtigst af alt; den rigtige pasform.
– Jeg har virkelig brugt lang tid på at nå frem til den helt rigtige kombination af stof, elasticitet og komfort – men til sidst lykkedes det, fortæller hun.
Det store arbejde har i dag givet gevinst. For seks år senere er webshoppen MayaFreya blevet en stor succes. Men den er startet lille.
Helt i starten af virksomhedens levetid foregik pakningen af varer hjemme på et spisebord i det 98 kvadratmeter hus, Iben Pichard Hedegaard Birkebæk og hendes mand og deres to børn boede i dengang:
– Og der var jo ikke oceaner af plads, så i starten var det med et lille lager i en Ikea-reol og så en kontorplads på et lille bord i stuen. Vi pakkede ordrer på samme bord, som vi engang imellem skiftede bleer på vores yngste, griner Iben Pichard Hedegaard Birkebæk.
Men fordi den unge iværksætter formåede at udvælge de rigtige designs, og fordi pasformen og kvaliteten på varerne var så god, vendte kunderne tilbage. Det kunne noget – det her.
Efterhånden som firmaet voksede, blev der brug for mere og mere plads og til sidst – i 2021 rykkede hun firmaet ud i Nupark.
Samtidig kom Jonas Pichard Hedegaard, hendes lillebror, med i firmaet, som han købte sig ind i.
– Og den dag i dag arbejder vi sammen på ugentlig basis – og det er jo sådan set gået meget godt, siger 35-årige Jonas Pichard Hedegaard og kigger over mod sin søster:
– Ja, vi er da i hvert fald selv overraskede over, at vi kan arbejde så godt sammen. Vi har været ret enige hele vejen igennem. Sådan var det vist ikke helt, da vi var børn og sloges, griner Iben.
Jonas Pichard Hedegaard har blandt andet været med til at skabe overblik over leverandører og fået styr på lager og markedsføring.
– Jeg er uddannet handelsøkonom – men kan også noget med hjemmesider, forklarer han.
Selvom han til dagligt bor på Amager, hjælper han til fra København og er fysisk i Holstebro, når det kræves. Og han kender efterhånden alt til leggings – på trods af at være mand:
– Jeg kender alle brands efterhånden. Det er lidt sjovt, når man aldrig rigtig selv har gået i dem. Men når man sælger noget, folk er glade for, er det jo ligegyldigt, hvad det er. Jeg går jo kun op i, at det er et fedt produkt, som folk vender tilbage til, siger han.
I dag har Jonas endda overtaget rollen som administrerende direktør i firmaet.
Der er sket meget på de snart seks år, som MayaFreya snart fylder. I dag dækker virksomheden over kontor og lager på 1600 kvadratmeter, og der overvejes på at udvide lagerpladsen yderligere.
– Og så regner vi med i år at ramme en ny rekord og omsætte for 100 millioner kroner, siger Jonas Pichard Hedegaard.
Hans søster tilføjer, at også medarbejderskaren har vokseværk:
– Efter sommerferien tror jeg, vi har det hold, vi skal være – og det er omkring de her 22. Lige nu har vi ikke plads til, at der er flere, der kan sidde på kontoret så vi er ved at lave mere plads herinde ved siden af, siger hun, mens hun viser frem i det lokale, der fremover skal være kontorpladser.
Når man som Iben har skullet starte et nyt firma op fra bunden, har krævet mange, lange arbejdsdage, og der har været mange op- og nedture gennem årene.
En af nedturene kom op mod sommeren 2023.
Virksomheden havde solgt godt hele vejen mod sommerferien, men havde fået bestilt for få varer hjem. Så da der – gudskelov – endelig kom en stor sending leggings hjem lige før feriens start, var elastikkerne forkerte:
– Det var 15.000 capri, som vi bare kunne kassere, og alt gik bare galt. Det var virkelig en skod-periode, siger Iben Pichard Hedegaard Birkebæk.
Men det blev fikset – og hurtigt derefter gik det fremad igen.
– Så havde vi omvendt en helt fantastisk Black Friday – nogle måneder senere, siger hun.
Det har kostet på familiekontoen – op gennem årene – at starte egen virksomhed – det har Iben Pichard Hedegaard Birkebæk mærket:
– Man tænker jo på virksomheden hele tiden – både weekender og nætter. Det koster noget på familiekontoen. Men jeg har forsøgt alt, hvad jeg kunne at have tid til begge dele – familie og firma, siger hun.
Indimellem kommer det dog lidt for tydeligt til udtryk, at der er travlt i arbejdslivet:
– Min datter sagde nu her: Når vi skal til Djurs Sommerland her onsdag og torsdag, vil du så LOVE, at du ikke skal arbejde, mor? Så ja – det koster noget. Men omvendt lærer jeg jo også mine børn, at hårdt arbejde betaler sig, siger hun.
Virksomheden betyder meget for Iben – og det gør det svært at give slip og at overlade ansvaret til andre.
– Virksomheden vil jo altid for mig være et hjertebarn. Man har været så meget igennem, og det har været så hårdt – men jeg prøver også at blive god til at sige, at nu er det okay at træde et skridt tilbage og se andre tage over på nogle ting, siger hun og fortæller videre:
– Det har været svært for mig – men det bliver nemmere og nemmere, tror jeg. Man skal have tillid til, at andre også kan levere noget godt, siger hun.
Iben Pichard Hedegaard Birkebæk har dog aldrig fortrudt, at hun i sin tid satte sig for at starte en webshop op. For det kan noget helt særligt at have sit eget.
Og skulle andre have lyst til at tage springet – så bør man bare gøre det, synes hun.
Har hun så ikke et godt råd til andre i lignende situation – her til sidst?
– Jo. Hvis man er flere om at starte en virksomhed – så synes jeg, man skal sørge for, at man har de rigtige med på holdet til at starte med. Og man skal være klar på, hvad det er, man gerne vil – og hvor man vil hen med det, siger hun.
Kender du det med at have det så varmt i sommersolen, at man kraftigt overvejer at flytte ind i en fryser?
Så tag med os på virksomhedsbesøg. For denne sommerdag går turen nemlig til Hjem-IS depotet i Holstebro – nok byens køligste arbejdsplads.
Her er der minus 24 grader i det enorme fryserum, hvor hundredvis af pakker med is står stablet. Her er det hele; Favoritstangen – der engang hed Kæmpe Eskimo, Amerikaneren med flødebollen i toppen, Kæmpe Læske, Dumle Vaffel, Isbjørn, Sorbella.
Og det er her – i de køligste rammer i miles omkreds, vi møder souchef Gert Lindeberg. Han er i gang med dagens arbejde. Dog ikke i fryserummet – men bag computerskærmen, hvor han kan følge med i præcist, hvor hver af Hjem-IS-bilerne befinder sig i landsdelen.
Det hænder dog, at han sniger sig væk fra skærmen et par gange om dagen og stikker hovedet ind i fryserummet – især her om sommeren:
– Det er dejligt forfriskende – nogle gange går jeg derind bare for at blive kølet ned lige fem minutter, griner han.
Normalt er det ellers kun de medarbejdere, der arbejder på lageret, som kommer her i fryserummet.
Og selvom vejret uden for er til shorts og hawaii-skjorte, så er det på med vante, hue og Harboøre-habit, før man trækker ind i kulden.
Det fortæller Johnny Korsgaard. For ham er kulden et dagligt vilkår. Og hvordan er det så? At gå fra plus 20 sommergrader udenfor til minus plus 20 grader indenfor?
– Det er ikke noget problem, siger han bare.
Manden er iskold. Han har i nu syv år arbejdet dels på lageret, dels med at køre Hjem-IS- og Premiere-is-bilerne ud. Og han har for længst vænnet sig til temperaturforskellene.
Faktisk kan man godt komme til at svede – når man arbejder i minus 24 grader, griner han:
”Hvis du fryser, laver du for lidt,” siger Johnny Korsgaard tørt. Smilet er fremme i hans øjne.
Hovedkvarteret for Hjem-IS ligger i Aarhus, men rundt i landet er der ti depoter. Depotet i Holstebro er det af dem, der dækker et større geografiske område.
Herfra kører Hjem-IS-bilerne ud til boligområder og virksomheder – helt fra Varde til Hanstholm.
Det er 12 Hjem-IS-biler og 2 Premier-biler, der dagligt stævner ud fra depotet. Premier-isbilerne kører leverancer ud til erhvervskunder – Hjem-IS kører is ud til private og til virksomheder, der har bestilt is til deres ansatte i sommervarmen.
Sådan en virksomhed skal 27-årige Oliver Sørensen ud til i dag. Det er Vestas i Ringkøbing, der har bestilt besøg af Hjem-IS-bilen for at glæde deres medarbejdere:
– Det er en af de eneste steder i vores landsdel, hvor vi faktisk kan køre ind i selve fabrikshallen med bilen, forklarer han.
Og det er altså en helt særlig stemning – sådan at komme ud på en fabrik på en sommerdag:
– For folk er jo glade, når man kommer, og så får de lige en pause og en snak over en is – det er virkelig hyggeligt, siger Oliver Sørensen.
Han har kørt for Hjem-IS i seks år og bor faktisk til dagligt i Aalborg, hvor han arbejder for depotet deroppe.
Men i sommerperioden er han på Hjem-IS-depotet i Holstebro:
– Mine forældre bor i Holstebro, så kan jeg bo der imens her om sommeren, siger han.
For Oliver Sørensen er Hjem-IS et helt ideelt job:
– Det er et rigtigt hyggejob. Jeg følger bare ruten på GPS’en og møder næsten kun glade mennesker hvor end jeg kommer, fortæller han.
Det er kun sket nogle meget få gange, at folk har været utilfredse over lyden af klokker.
– Men så har vi et GPS-system, hvor der nogle steder på ruten kan stå en lille note om, at man lige skal ringe lidt mindre højt med klokken ud for nummer 17 for eksempel – så gør vi bare det. Vi er jo ikke ude på at genere nogen, siger han.
Men om det er is til studentergilder, konfirmationer eller bare en varm mandag eftermiddag, hvor han kører ud på villavejene, så er der is, der skal deles ud – og det er næsten altid smil, der følger med.
– Stemningen er rar. Og så er der tit forældre, der joker, især over for børnene. Sådan noget med ’nu ringer klokken – så er isen udsolgt’, selvom vi jo lige er kommet, griner Oliver.
Johnny Korsgaard nikker.
– Og så kommer børnene jo løbende og vil have både den ene og den anden og den tredje pakke med is, fortæller han og tilføjer:
– Men det plejer nu ofte at være fædrene, der ender med at sige nej til, at der skal købes flere pakker end én, griner han.
For chaufførerne er arbejdet i høj grad selvstændigt. Når først bilen er læsset og ruten lagt, er man alene på farten – men aldrig helt alene.
– Jeg møder ind om morgenen og snakker med kollegerne – og så er jeg ellers afsted. Men man kommer jo ud til mennesker hele dagen. Det føles faktisk mere socialt end mange andre jobs, fortæller Oliver Sørensen.
Den sidste bil vender retur til depotet i Holstebro klokken ni om aftenen. Så det er ofte nogle skæve arbejdstider involveret:
– Derfor plejer vi også at sige, at det er meget en livsstil. Har man familie derhjemme, så skal man jo have det afklaret med dem, at man arbejder på lidt forskellige tidspunkter, siger Gert Lindeberg.
Gert Lindeberg har været her på depotet siden 2002.
Han har kunnet mærke – især én specifik forskel i faget – gennem alle de år.
– Kunderne i dag har travlere kalendere, end de havde engang. De tager på flere ferier og er mindre hjemme. Så selvom Hjem-IS netop har sat omsætningsrekord på landsplan, så kræver arbejdet faktisk mere planlægning – og at man kører tættere og mere finmaskede ruter, end da jeg startede, siger han.
Og hvad storsællerterne angår – så er billedet stort set uændret, siden han startede – selvom nogle har ændret navn:
Favoritstangen (tidligere kendt som Kæmpe Eskimo) er stadig et hit Det er også Amerikaneren med flødebollen på toppen. Og så sodavandsis, når vejret bliver varmt.
Og Hjem-IS-klokken? Den spiller stadig en melodi, der får både børn og voksne til at trække i sandalerne og gå ud til vejen – uanset hvor dovne sommersolen har gjort dem.
– Vi er jo i en fantastisk branche, fordi vi møder så mange søde mennesker, og fordi så mange mennesker bliver glade for, at vi kommer ud til dem, siger han.
280. Det er antallet af indbyggere i fiskeribyen Thorsminde. Så når byens havnecafé – Café Havglimt har haft held med at tiltrække og fastholde 24 unge medarbejdere – flere af dem fra andre byer – så er det ret unikt. Det synes Vibeke Krog Bro. Det hende, der ejer caféen, hvorfra der sælges cafémad og vaffelis.
– Jeg synes da i hvert fald, det tyder på, at vi har gjort et eller andet rigtigt, siger hun med en god portion vestjysk beskedenhed i tonelejet.
Hun kan dog ikke helt lade være med at smile stort. For hun er stolt af det miljø, det er lykkedes hendes og de 24 unge ansatte – alle mellem 13 og 21 år – at skabe.
– Vi har et unikt sammenhold herude, og så har jeg jo lært, at jeg engang imellem skal turde at overlade ansvaret, og så at trække mig og stole på, at der er styr på det, siger hun.
Hun har arbejdet med at skabe et sted, hvor det er trygt at være ung og ny i arbejdslivet – et sted, hvor man må fejle og finde sine egne ben.
– Det er det samarbejde, de har, de unge. Det er ung-til-ung-oplæring, og de er så gode til at tage imod hinanden. Alle sætter en ære i at lære godt op, siger Vibeke Krog Bro.
En af dem, der har været med længe, er Laura Ørskov Esager på 20 år. Det er hendes fjerde sæson, og hun arbejder fuldtid i caféen:
– Det er et rigtig godt arbejdsmiljø og fællesskab. Det er et hyggeligt arbejde – også med kunderne, fortæller hun.
Hun beskriver, hvordan der er en kultur for, at det er okay at begå fejl:
– Jeg tror alle, vi har prøvet at sende en burger videre uden top. Altså uden toppen af burgeren. Men man lærer at grine med hinanden og sige – det er okay, smiler hun.
Hendes kollega, 15-årige Bianca Elena Teiu beskriver miljøet som tæt og inkluderende:
– Jeg har fået de fleste venner herude. Vi er ret tætte – en lille familie. Vi hjælper hinanden meget og vi tager også hinandens vagter.
Og der er noget særligt ved at arbejde i et miljø, hvor man bliver genkendt:
– De gæster der kommer igen og siger – ej du var her også sidste gang – så bliver man mega glad. Det er bare virkelig dejligt.
Agnes Vestergaard Knak er 14 år og i gang med sin anden sæson. Hun bor i Ulfborg og arbejder en til to dage om ugen.
– Jeg hørte rigtig meget godt om det. Det er rart at være herude. Vi har et godt fællesskab, siger hun.
For Agnes handler det ikke kun om arbejdet – men om relationerne og den særlige stemning, der opstår, når det netop ikke føles som en almindelig voksen arbejdsplads:
– Det er nære venner, man arbejder sammen med. Det bliver sjovere og ikke så “voksent”. Vi tager meget gas på hinanden og bruger jo også nogle andre ord – end hvis man er med en voksen.
Det er også tydeligt, at det betyder noget at blive en del af noget større – noget, der rækker ud over arbejdet:
– En god dag er, hvor man har pjattet i løbet af dagen, siger hun.
Hos Café Havglimt handler det ikke om at køre en effektiv maskine. Det handler om at skabe et fællesskab, hvor unge mennesker kan vokse. Og det virker. Vibeke Krog Bro har skabt et miljø, hvor de unge har lyst til at være, lyst til at lære – og lyst til at tage ansvar.
Det er vel at mærke i en tid hvor mange små virksomheder kæmper for at tiltrække arbejdskraft – særligt i udkanten. Men Café Havglimt er et eksempel på, at det godt kan lade sig gøre.
– Jeg tror det handler om at skabe et miljø, hvor man gerne vil være. Når der er sport i fjernsynet tænder vi det, så alle i caféen kan følge med, og til dagligt kører playlisterne med Spotify. Og så er de unge gode til at støtte hinanden, så der bliver den her følelse af, at det er ligesom en lille familie, siger Vibeke Krog Bro.
Noget af det, der går igen hos både Vibeke Krog Bro og medarbejderne, er oplevelsen af, at der er rum for forskellighed – også når man ikke passer ind i en klassisk arbejdsprofil.
– Jeg skal passe på ikke at blive for meget mor for dem. Men jeg synes også, det virker rart, når det er et sted, hvor de unge kan læsse lidt af. Og det er også stedet, hvis du er ordblind, eller hvis du har en udfordring – så kan du sagtens være her. Og der er ingen, der ved det eller lægger mærke til det, siger Vibeke.
Laura Ørskov Esager har arbejdet i caféen i fire sæsoner og lever med en kronisk sygdom. Hun sætter stor pris på den fleksibilitet, der er i arbejdsmiljøet:
– Jeg har gigt. Så jeg skal have pauser i arbejdet. Jeg kan godt være lidt ekstra træt, have lidt ekstra ondt. Men Vibeke er god til at give mig fri, så jeg for eksempel kan komme til læge, siger hun.
Det er netop den rummelighed, der gør caféen til noget særligt – ikke bare som arbejdsplads, men som et ungdomsmiljø, hvor man kan vokse i sit eget tempo.
Og så er der de dage, hvor man tager badetøj med på arbejde for at springe i bølgen blå til fyraften eller som Bianca Elena Teiu beskriver det:
– Det kan også være at sætte sig ned på stranden efter arbejde med en is og se på bølgerne sammen med nogle af vennerne – det er bare hyggeligt, siger hun.