De er langt fra største entreprenør i markedet, men Holstebro-virksomheden Kaj Bech har spillet en central rolle i bygningen af den gigantiske elmotorvej, som åbner 15. april. Fordi firmaet kan sit kram, leverer til tiden og har til huse i den grønne omstillings smørhul.
De første Thor-havvindmøller er begyndt at snurre. Trække vedvarende energi ud af vinden der fejer hen over Vesterhavet ud for Thorsminde. Forvandle luftmasse i bevægelse til strøm der lyser op, giver varme, køler ned, holder maskineriet i gang og gør transport mere miljøvenlig.
Fuldt udbygget bliver Thor Wind Farm Danmarks største havvindmøllepark, der kan forsyne op mod 1 million husstande.
Men strømmen skal i land – og for at blive god forretning, skal elektriciteten fragtes vidt omkring. Faktisk helt til den dansk-tyske grænse. 172 kilometer sydpå for at være præcis.
Hos entreprenørvirksomheden Kaj Bech i Holstebro, kan Peter Elberg Bech og hans folk ranke ryggen. For de gjorde det: Leverede topkvalitet. Til tiden. Og aftalt pris. Præcis som det sig hør og bør i det vestjyske.
Kaj Bech har stået for bygningen af to energistationer ved Idomlund og Volder Mark nær Ramme. Energistationerne er de anlæg, som tager imod strøm fra Thor ude i Vesterhavet 20 kilometer fra land.
Kaj Bech har også stået for byggeriet af 16 overgangsstationer, som er placeret på det lange stræk fra Ramme og Idomlund til grænsen mellem Danmark og Tyskland. Overgangsstationer er de steder, hvor luftledninger fra højspændingsmaster føres ned i jorden. Og omvendt: Føres fra jordkabler op til luftledninger i højspændingsmaster.
Elledningerne føres typisk ned i jorden i områder, hvor der er sårbar natur og dyreliv at beskytte. Højspændingsmaster er generelt en bedre og billigere løsning end at grave kabler ned, og derfor er master at foretrække, hvor der ikke er særlige naturhensyn at tage.
Det er Energinet, som står for byggeriet af den vestjyske elmotorvej, som den populært kaldes. Energinet er et selvstændigt statsligt selskab under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Den offentlige virksomhed ejer og driver dansk energiinfrastruktur – og er en meget kræsen kunde:
”Vi har vundet udbuddene i skarp konkurrence med selskaber langt større end os. Hvorfor? Fordi vi er dygtige,” fortæller Kaj Bechs administrerende direktør, Peter Elberg Bech.
At være dygtige og vinde udbud har styrket selvforståelsen, men har også givet sved på panden hos de ellers så stovte vestjyder:
”Energinet er en utroligt professionel bygherre. Jeg har den største respekt for deres tilgang til kvalitet. For at kunne blive underleverandør, måtte vi gennem ISO-certificering. I arbejdet med højspænding kan selv en lille fejl være livsfarlig. Så der stilles særdeles høje krav til en række forhold – sikkerhed, miljø, arbejdsforhold for blot at nævne nogle. Man kan roligt sige, det har løftet Kaj Bech ind i entreprenørvirksomhedernes superliga at arbejde for Energinet, og bygge energi- og overgangsstationer på elmotorvejen i Vestjylland. I dag bliver vi ofte prækvalificeret til bygge og anlægsprojekter i energibranchen, altså godkendt på baggrund af de referencer og kompetencer vi har opbygget inden for området. Fordi vi gang på gang har demonstreret, at vi lever op til selv de skrappeste krav og forventninger”.
Kun prækvalificerede entreprenørvirksomheder får lov at byde ind på projekter i udbud.
I andre projekter arbejder Kaj Bech primært med byggeri i det midt- og vestjyske, men samarbejdet med Energinet har været så succesfuldt, at den statslige aktør har valgt Holstebro-virksomheden til i landsdækkende projekter.
Med Energinets egne ord, er den vestjyske elmotorvej ”en milepæl”.
Moderniseringen og udbygningen af elnettet er et meget synligt tegn på den grønne omstilling. I takt med at hele samfundet drosler ned på fossile brændstoffer – og bruger el i stedet for benzin, diesel og gas – skal der udvindes enorme mængder energi fra sol og vind. Og de kolossale mængder af elektricitet skal flyttes vidt omkring.
Den vestjyske elmotorvej kan faktisk blive en del af et nyt eksporteventyr, når strøm – der kommer til verden via havvindmøller ud for Thorsminde – kan flyttes til det store marked i Tyskland og sælges der. Forudsætningen er, at tyskerne gør syd for grænsen, hvad vi har gjort nord for: Bygger videre på elmotorvejen.
Arbejdet har været en stor opgave for Kaj Bech. Ud af firmaets 230 ansatte har 30-40 mand været beskæftiget med at bygge energistationerne i Ramme og Idomlund – mens de 16 overgangsstationer har givet fast arbejde til omkring 30 mand. Arbejdet har været traditionelt anlægsarbejde med jord, beton og kloakering. Derefter rigge stationerne til. Og til slut forvandle byggepladser til pæne udendørsarealer med tilkørselsveje, græs og beplantning.
At være en dygtig underleverandør hos en kræsen bygherre åbner døre:
”Vi kan se, at samarbejdet med Energinet åbner døre ind til on- og offshore-branchen, som også stiller meget høje krav. Som entreprenørvirksomhed er vi blevet interessante for en helt ny
branche. Ligesom vi er det i forbindelse med næste store udvidelse og modernisering af energinettet i Østjylland”.
”Det er enormt spændende for os i Kaj Bech at være en del af projektet, men for alle i samfundet er det jo lyslevende Danmarkshistorie. Den grønne omstilling udspiller sig lige nu for øjnene af os. I en verden, hvor vi er ved at tage syvmileskridt i forhold til at sænke CO2-udslip og løse klimakrise. Det er også geopolitik, fordi vi gør os uafhængige af fossile brændsler fra lande, vi af mange gode grunde nødig vil handle med. Og vi sikrer vores forsyningssikkerhed i en urolig verden, hvor energi spiller en væsentlig rolle i krige og konflikter, der kan udspille sig med cyberspace som slagmark”.
De store perspektiver ligger slet ikke fjernt for Peter Elberg Bech. Han har en fortid i Udenrigsministeriet, hvor han i et kontor med 30 kolleger arbejdede med eksport af danske energi- og miljøløsninger – typisk vindmøller, fjernvarme, biogas og håndtering af spildevand. Områder, hvor Danmark har en global førerposition.
I dag sidder Peter Elberg Bech med hånden på rattet i en familieejet virksomhed. Peter er tredje generation og vendte tilbage til Kaj Bech for seks år siden. De seneste tre år som direktør.
”Holstebro og omegn har udviklet sig til et knudepunkt for grøn omstilling i Danmark. Et unikt sted som spiller en hovedrolle i omlægningen til vedvarende og bæredygtig energi. Vel nok den egn i hele Danmark, hvor den grønne revolution er mest synlig og udviklingen går hurtigst. Det mærkes i erhvervslivet. Mange virksomheder, som arbejder indenfor feltet, har for længst indset, at det giver rigtig god mening at placere sig helt tæt på infrastrukturen. Kaj Bech har altid haft base her, men vi mærker tydeligt, at Holstebro og Nordvestjylland er samlingspunkt for grønne projekter og arbejdspladser, det er spændende at være en del af”.
Og så er det måske på sin plads hen mod slutningen af hæve blikket. For livet er andet end tonstunge maskiner og stabilt grus.
”Min hustru er fra Canada. Vi ved fra vores eget liv, at det betyder meget for tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft, at Holstebro i årtier har haft en særlig status indenfor kunst og kultur. Det er en gave at bo i en by og på en egn, hvor naturen er stor og kulturlivet vildt. Jeg tror faktisk, vi har de bedste forudsætninger for at tiltrække kvalificeret – også højt specialiseret – arbejdskraft. Og det har vi givetvis brug for, efterhånden som vi manifesterer os som et smørhul for den grønne energirevolution”.
Vi slutter af med en runde ude på pladsen. Hallen med vejsalt er ved at blive fyldt op efter en sæson, hvor der blev trukket store veksler på lageret. Lidt derfra er asfaltarbejdere ved at gøre maskiner og køretøjer klar til at reparere huller i vejene efter strid frost i januar og februar.
Landeveje hvor flere og flere biler og lastbiler vil køre på el. Eller rettere: Køre på vestenvind grebet ud af det blå med en mølle ud for Thorsminde.
Og fragtet ud til alle os via den vestjyske elmotorvej. Som Kaj Bech har været med til at bygge.
Hvad gør et ungt menneske, som er stødt på grund i livet – strandet på en af tilværelsens lidt for øde øer? I Holstebro er svaret befriende konkret: Gå ned på Brotorvet. Bank på døren hos Mentorshoppen. Spørg efter Elias.
”Vi er til for unge, som balancerer usikkert på kanten. De ensomme. Unge med et spinkelt netværk. Mennesker i alderen 18-30 år som ikke kommer med lommerne fulde af social kapital hjemmefra. Vi er deres trygge voksenkontakt. En hånd i ryggen. En ven, som i kraft af medmenneskelighed og egen livserfaring kan hjælpe det unge menneske til at blive bedre i stand til at mestre sit eget liv,” fortæller Elias Ehlers (40).
Han er daglig leder af Mentorshoppen, der så dagens lys tilbage i 2016. Og har til huse i en café delt med Code of Care, og Musikteatrets Lille Live-scene.
”Vi er omkring 20 frivillige mentorer, som står klar til at omfavne unge med åbne hjerter, tillid og respekt. 20 mentorer som vil de unge det godt”.
Nogle vil måske indvende, at et rigt og moderne velfærdssamfund har professionelle fagfolk og systemer, som griber unge, der snubler i livet:
”Systemer er systemer – og systemer vurderer. Stiller krav. Forlanger. Vi er frivillige. Mentorerne får ikke løn for at hjælpe – de rækker hånden ud, fordi de har tid og lyst til at gøre en forskel i et ungt menneskes liv. Mentorerne har medmenneskeligheden med i baglommen – den er tilmed ganske gratis. Vi kommer de unge i møde med en forståelse og tålmodighed, som de unge ikke altid oplever i skole, på job eller i kontakten med sociale myndigheder og sundhedsvæsen,” forklarer Elias Ehlers.
Deri ligger ikke en kritik af professionelle fagfolk – snarere en erkendelse af, at fagfolk og frivillige udfylder vidt forskellige roller og i bedste fald supplerer hinanden, så et ungt menneske ikke oplever et tomrum:
”Vi har et tæt og godt samarbejde med Holstebro Kommune, Ungeenheden, Jobcentret, Social- og sundhedsskolen og en række private virksomheder. Som lille organisation har vi ikke mulighed for at markedsføre os vidt og bredt. De unge, som henvender sig til os, har typisk fået et tip fra undervisere, studievejledere, socialrådgivere, psykologer og familiemedlemmer, som ad omveje har hørt om Mentorshoppen”.
Alle – selv Kongen og statsministeren – taler ofte om de unge. Fordi samfund og samtid tilsyneladende gør ondt på mange.
”Vi står med en ung generation, som er blevet målt, vejet og testet hele livet. Alle personlighedstræk og evner er ned i mindste detalje kortlagt og vurderet. Nogle klarer sig – mange lider under det. I Mentorshoppen møder vi unge kvinder og mænd, som de er. Uden filter. Vores mål er at øge deres livsglæde og gåpåmod, så de langsomt, men sikkert får et bedre liv, de er i stand til at mestre”.
De frivillige mentorer er måske nok ældre, blødere og rundere end mange fagfolk og professionelle, de unge har mødt på deres relativt korte vej i livet, men det er ikke ensbetydende med total eftergivenhed. Da tilbuddet er frivilligt, sætter det nogle begrænsninger for, hvilke problematikker Mentorshoppen kan bære: Derfor tager de ikke unge ind, der har et aktivt stofmisbrug, er voldelige eller som er udfordrede af ikke-diagnosticerede og ubehandlede psykiske sygdomme:
”Det er vigtigt, at vi hjælper der, hvor vi faktisk kan hjælpe. Vi forventer også, at det unge menneske har et ønske om forandring og en vilje til at bevæge sig. Der skal være en flamme. Hele grundlaget for vores arbejde er, at det unge menneske skal have en lyst til med tiden at sejle for egen vind – så skal vi nok være der og hjælpe med at læse søkort og sætte en kurs. Være der i gode stunder såvel som svære,” fortæller Elias Ehlers.
Ved hans side sidder Benny Machon (58). I det daglige arbejder han i LEGO-koncernen. Han er også bestyrelsesformand for Mentorshoppen og har selv været en af de 20 mentorer, som griber unge, der er trillet omkuld i en af tilværelsens snubletråde:
”Det unikke ved Mentorshoppen er den personlige kontakt. At Elias tager en samtale med et ungt menneske og finder den helt rigtige mentor til hende eller ham. Det gør hele forskellen, at der er et knivskarpt og præcist match mellem det unge menneske og mentor. Når vi mødes første gang, mærker vi, om kemien passer. Gør den det, er vi klar til at gå ombord i det problem, som det unge menneske står midt i. I et passende langsomt tempo. Vi mødes som udgangspunkt én gang om ugen og mødet varer en times tid, men i princippet er vi medmenneskelighed indenfor rækkevidde døgnet rundt. Hvis noget vælter, kan vi træde til udenfor andres normale åbningstider,” fortæller Benny Machon.
Og resultaterne taler for sig selv:
”I Mentorshoppens regi flytter de unge sig et godt sted hen. I vores afrapportering er det tydeligt at se, at vores unge kommer videre til uddannelse eller job – måske efter et par år med stilstand i deres liv”.
Og så er der de små solstrålehistorier. Som da mentorerne mødes til juleafslutning med vinsmagning. Blandt VildMedVins personale er en ung mand, der pludselig rømmer sig og tager ordet: ”Undskyld, jeg vil bare sige, at min kæreste har været i forløb hos jer – og I skal vide, at det gjorde en verden til forskel for hende. Tak!”
Benny Machon smiler med varme:
”Jeg kan love dig for, der var fugtige øjne. Det giver så meget mening at bruge en del af sin fritid på et ungt menneske. Vi er kræsne i vores match med de unge – derfor satser vi på diversitet i korpset af mentorer. Der er flest kvinder – vi kunne godt bruge flere mænd og er nu aktivt opsøgende. Det gælder også i samarbejdet med lokale politikere og virksomheder,” fortæller Benny Machon, og nævner, at Mentorshoppen arbejder på at skabe et korps af trofaste ambassadører.
”Og desværre tyder nye tal på, at der bliver endnu mere brug for os. Undersøgelser viser, at en ud af seks unge forventes ikke at gennemføre sin ungdomsuddannelse efter folkeskolen. Der er i Holstebro Kommune 4-500 unge mennesker, som hverken er i uddannelse eller job. Det er ulykkeligt. Både for det unge menneske og for en by og en egn, som har svært ved at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft”.
Bestyrelsesformand og daglig leder slutter af et lille kig i Mentorshoppes egen krystalkugle:
”Vi drømmer om at bygge om. Vi drømmer om at etablere os mere blivende i disse lokaler. Derfor sidder vi lige nu med ansøgninger til fonde og krydser fingre for, at en eller flere vil støtte os i de bestræbelser. Vi drømmer også om at kunne holde åbent hus-arrangementer, hvor vi kan række ud til alle nysgerrige unge – også dem som ikke er i mentorforløb hos os. Behovet er stort – vi vil løfte, så godt vi kan”.
Klik indenfor hos Mentorshoppen.
Holstebro-virksomheden Y-MatTec tager et gigantisk spring over Nordsøen. Om få måneder skyder de deres første udenlandske fabrik op i Montrose i Skotland – midt i briternes kommende offshore-eventyr. Og hvis du tror, det lyder som noget fra en vikingefilm, så vent, til du hører deres egen lancering…
”Today, descendants of those Vikings make their return. But this time their intention is to build rather than destroy. This time, the Vikings have left their longboats and axes at home – bringing instead their technology and a multi-million-pound investment”.
Nogle videoer er flere gensyn værd. Det gælder i høj grad videoen, Y-MatTec sendte i omløb, da virksomheden offentliggjorde, at den i nær fremtid bygger en fabrik i havnebyen Montrose, der ligger ved den skotske østkyst omtrent midtvejs mellem Edinburgh og Aberdeen.
”Akkurat som her på Nybovej i Holstebro skal fabrikken i Skotland producere UHPC (Ultra High Performance Cement) til on- og offshore markedet. UHPC er et ekstremt tæt og stærkt materiale. Styrkemæssigt er vi et sted mellem den beton, der blev brugt til at bygge Storebæltsbroen, og stål. Langt størstedelen af vores produktion bruges til at støbe fundamenter til vindmøller. På land såvel som offshore,” fortæller Elo Yde, der er administrerende direktør i Y-MatTec og har været det siden virksomheden så dagens lys i 2021.
Elo Yde er netop vendt hjem fra Skotland. Sammen med øverste chef for havnen i Montrose satte han sin underskrift på en aftale, der baner vejen for byggeriet af Y-MatTecs nye fabrik. Den første Y-MatTec-fabrik udenfor Danmarks grænser, men næppe den sidste.
Hvilket vi vender tilbage til, men først skal det handle om fabrikken ved den skotske kyst ud mod Nordsøen.
”Vi har længe drømt om dette: Montrose har en perfekt placering i forhold til nogle meget store britiske vindmølleprojekter, som er i støbeskeen. Storbritannien er meget ambitiøse i forhold til fremtidens grønne og vedvarende energi. Havvindmølleparker kommer til at spille en kolossal stor rolle i transformationen af energisektoren”.
Elo Yde får en pludselig indskydelse: Hvorfor ikke ringe til Richard Elins, Y-MatTecs salgsdirektør. Han er skotte og har sin daglige gang i Glasgow. Det er i øvrigt også Richard, som med vidunderlig skotsk accent lægger stemme til Y-MatTecs videofilm. Og så kan han med sit lokale kendskab bringe os tættere på, hvorfor det er interessant for en lille virksomhed i Holstebro at investere millioner af britiske pund i Montrose på den modsatte side af Nordsøen:
”Storbritannien har for flere år siden truffet nogle afgørende strategiske beslutninger indenfor den grønne omstilling. Nu er vi meget tæt på realiseringen af dem. De kommende år vil vi se nogle overordentligt store vindmølleprojekter skyde op ude i Nordsøen. De første byggerier går i gang i 2027. Der vil være en stor efterspørgsel efter UHPC-materialer. Med en ny fabrik i Montrose byder vi os til i markedet. Med en geografisk placering som mindsker transportudgifter, reducerer udledning af kuldioxid og indebærer lavere risiko i forsyningskæden”.
Richard Elins føjer til, at fabrikken i Montrose foruden produktion også vil få et laboratorium. Forskning og udvikling forbliver, hvor den foregår i dag: I Holstebro.
Y-MatTecs administrerende direktør og salgsdirektør har mange og detaljerede planer, men de ligger gemt i en lukket skuffe i dag – der er ingen grund til at stopfodre de store konkurrenter i branchen med detaljeret viden om Y-MatTecs kommende træk. Elo Yde og Richard Elins vil dog gerne fortælle, at Y-MatTec regner med, at fabrikken i Montrose med tiden vil give job til 10-20 medarbejdere.
Den slags nyheder har vakt glæde i Montrose: Som havnedirektør Tom Hutchinson udtalte i en pressemeddelelse for nylig:
”Montrose har en lang og stolt tradition for at spille en væsentlig rolle i den britiske energisektor. At blive valgt af danske Y-MatTec som foretrukne sted at bygge en ny fabrik understreger vores voksende styrke i offshore-vindsektoren, og bidrager betydeligt til vores ambition om at være en væsentlig del af den grønne omstilling i Storbritannien”.
Og som om eventyret på den skotske østkyst ikke er vildt nok, så er den lille Holstebro-virksomhed på Nybovej også i fuld sving med at lægge planer for en lignende fabrik i den stik modsatte ende af verden, nemlig Malaysia.
Et land, Elo Yde kender som sin egen baglomme. Han arbejdede i Malaysia indtil 2020, da han drog tilbage til Danmark og var med til at starte Y-MatTec sammen med søstervirksomheden Østermark Grouting, der har hovedsæde i samme bygning på Nybovej.
Det er torsdag. Solen skinner. Efteråret er mildt. Samlede man hele Y-MatTec kunne staben akkurat stille som fodboldhold eller være i et mødelokale med plads til 11. Ikke desto mindre er det lykkedes den lille organisation at blive verdens førende virksomhed indenfor sit felt. Lige nu er myndighederne ved at lægge sidste hånd på patentgodkendelsen af den første UHPC, der kan binde CO2 og dermed gøre vindmøllefundamenter grønnere og mere bæredygtige. Opfundet og udviklet af de gode folk i laboratoriet på Nybovej i Holstebro.
Der er lidt mere end en kort afstikker fra international modeindustris stiliserede virkelighed til fællesspisning på en campingplads i Holstebro. Mahmoud har taget hele rejsen og lever i dag et liv, som er fundamentalt anderledes end det, han og hustruen Trine kom fra.
Ved den sydlige bred af Vandkraftsøen i Holstebro-bydelen Mejdal har en lille oase af et åndehul klemt sig ind. Engang planteskole – siden 1956 campingplads.
De seneste fem år har campingpladsen været drevet af Mahmoud Hamad og hans hustru, Trine. De ligner ikke just prototyperne på campingfatter og -mutter. Og godt det samme. For Mahmoud og Trines drøm var at skabe et sted, som kan mere end campingpladsernes ABC. Her er nærvær, fællesskab og god stemning i højsædet. Hjemlig hygge. I ny og næ også madoplevelser fra allerøverste mellemøstlige hylde.
”Jeg er vild med Holstebro! I bund og grund er vi jo nogle bonderøve – på den gode måde. Her er en særlig ånd. Mange ildsjæle. Drivkræfter som lader sig rive med. Drevet af nysgerrighed og gode ideer. Mennesker, som i virkeligheden er store nok til at være andre steder, men har valgt at slå sig ned i og omkring Holstebro”.
”Vi bor også på en egn med flot natur og en by med masser af kultur. Blandt folk hvor dårlig opførsel ikke bliver tolereret. Så her er trygt og godt at være. Hvis naboens knægt står i en vejside med punkteret cykel, kunne vi ikke drømme om at se den anden vej. Vi holder ind til siden, giver staklen et lift hjem og ringer lige til forældrene og fortæller, at alt er OK. Sådan er vi bare heromkring,” starter Mahmoud med energi sin fortælling om, hvordan han blev campingfatter.
Han som egentlig er grafisk designer, arbejdede med at redigere og forfine fotografier i modebranchen og havde drømmejobbet i et internationalt bureau med dansk afdeling:
”Der var fuld fart på. Høj løn, højt tempo, masser af udlandsrejser. Jeg var ikke i nærheden af at tænke, jeg skulle noget andet”.
På en ferie rømmer Trine sig på den ganske særlige måde, som betyder noget i retning af: Hej søde, her er en håndgranat. Uden split. Grib!
”Trine sagde, at hendes mor og far – mine svigerforældre – overvejede at gå på pension efter 25 år som ejere af campingpladsen her. Så kom den lange pause, inden Trine meget forsigtigt spurgte, om det mon kunne være noget for os at gå ind i? Engang. Langt ude i fremtiden…”
Mahmoud griner højt:
”Hvad jeg svarede? Aldrig i livet, skat! Det kommer bare ikke til at ske”.
Kvindelist er som bekendt magisk trylleri. Da først Trines sætning var sagt, sad ordene i dem begge. Et frø, som slog rod og spirede, voksede, satte knopper, der blev til blade. Og en skønne dag i 2020 sprang blomsterne ud: Stillingerne som grafisk designer og chefsekretær var sagt op, huset solgt og campingpladsen ejerskiftet.
14 dage senere lukkede statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde størstedelen af Danmark ned.
”Det var en katastrofe. Eller rettere: Det troede vi. Ret hurtigt viste det sig dog at være stik modsat. Når folk ikke længere måtte gå på arbejde og passe deres job, ville de i det mindste have det hyggeligt, når de skulle arbejde hjemmefra. Mange tog i sommerhus – og dem der ikke ejede et, tog på camping. Campingvognene blev så efterspurgte, at de steg helt vanvittigt i pris. Til sidst var det nærmest umuligt at opdrive et sup board, så desperate var vi for at komme ud i natur og frisk luft som medicin mod skøre tider, frygt og ensomhed. Det, der lignede en katastrofe for os, blev i stedet en formidabel start”.
Godt begyndt er halvt fuldendt, men også kun halvt. For Trine og Mahmoud var fra begyndelsen opsatte på, at deres campingplads skulle skille sig ud. Tilbyde mere. Være et samlingspunkt. Et frirum. En hyldest til diversitet, livsglæde, sammenhold.
Derfor er campingpladsen Holstebro Søpark pudsigt nok ved at få sig et navn i byen som et af de bedste steder at drikke kaffe af ypperlig kvalitet. Og derfor kan campinggæster og folk fra gaden én gang om måneden deltage i fællesspisning. Og her er det ikke den traditionelle og lidt trætte spaghetti med kødsovs, som står på menuen. Nej, i stedet er det sublime og sofistikerede mellemøstlige køkken i spil – et køkken akkurat som det italienske anerkendt for at være blandt de sundeste, der findes. Med flittig brug af kikærter, bønner og linser: Hummus, mhamara, kafta, mezze (mellemøstens svar på tapas), baba ganoush, tabouleh, fladbrød og libanesiske pizzaer for blot at nævne nogle af lækkerierne.
Fællesspisningerne er et hit med 110 gæster, når der har været flest. Typisk er omkring halvdelen af deltagerne campister – den anden halvdel lokale beboere i Mejdal og omegn.
”Når jeg laver mad til fællesspisning, er det fra tidlig morgen til sent. Lokale råvarer af allerhøjeste kvalitet for eksempel grøntsager fra Fabricius, en gård få kilometer væk. Når jeg går til ro, er jeg fuldstændig smadret – og ja, så sætter jeg lige en madvideo på til at falde i søvn ved. Min store kærlighed til madlavning har jeg helt sikkert fra min mor, som var fantastisk dygtig i et køkken”.
Måltidet og at spise sammen er for Mahmoud meget mere end at stille sin sult:
”Vi er alle lige, når vi spiser. Vi spiser sammen, når vi sørger. Når vi fejrer. Mad er upolitisk. Den er ærlig, kropslig og emotionel. Og så er den jo for mit vedkommende et dejligt og ufarligt bindeled til mit hjemland, som på så mange andre planer er martret af megen uro”.
Der er uro i dag. Det var der også, da Mahmouds forældre kom fra Libanon til Danmark – og bosatte sig i Holstebro med en dreng, som dengang var syv år og i dag har rundet de 43.
De fleste gæster er danske, men Mahmoud og Trine oplever en betydelig vækst i udenlandske besøgende. Med lidt hjælp fra internettet har turisterne fundet den lille campingplads lidt væk fra Vestkystens stærkt befærdede alfarvej. De udenlandske gæster er pudsigt nok ikke fra Tyskland, Norge og Sverige – hvorfra Danmark henter hovedparten af sine turister – men derimod Frankrig, Schweiz, Tjekkiet, Ungarn, Belgien og Italien:
”Når jeg spørger, hvorfor de har valgt Danmark og Nordvestjylland, er svarene typisk: Køligere vejr, stilhed, ren natur, gode forhold for cyklister og – tankevækkende nok – politisk ro og stabilitet. Tænk sig, at det er blevet et parameter for vores rejsevaner. Og når jeg spørger, hvorfor de har valgt os, handler det i reglen om nærværet, hjemlig atmosfære, en meget personlig og oprigtig service, som folk er duperede over”.
Og den slags gør Trine og Mahmoud uendeligt glade, for de sætter en ære i at være gode værter. Løber gerne spidsrod tværs over campingpladsen for at finde to tøjklemmer, hvis der er en gæst, som spørger om hjælp til det. En iver og ihærdighed, som bliver påskønnet af de besøgende.
”Som forretning går campingpladsen rigtig godt. Vi er herrer i eget hus – uafhængige af store organisationer. Der er fuldt booket i alle miniferier i sæsonen og en pæn stigning af overnatninger i vores seks hytter”.
På græsskråningen ned mod Vandkraftsøen er der 110 pladser til telte, campere og campingvogne. I caféen med økologisk Hansen Is og god kaffe fra Coffee Collective slår Madmouds passion for mad også igennem. På den ene væg hænger et udvalg af især japanske køkken- og kokkeknive til salg.
”Vi elsker at være værter og slapper helt vildt af, selv om vi har travlt. På de indre linjer i vores familie, betyder det enormt meget for os, at vi er synlige som voksne. Vi er ikke længere gemt væk på fjerne kontorer. Vi er lige her. Kan godt være, at vi er i gang med at klippe en hæk eller brygge to kopper kaffe, men vi er fysisk til stede – børnene kan få vores fulde opmærksomhed, hvis og når de har brug for den,” fortæller Mahmoud.
Han og Trine har tre børn på 9, 12 og 15 år. Familien bor på førstesalen af campingpladsens reception. Hjem og arbejdsplads er smeltet sammen. I skarp kontrast til dengang Trine sad på kontor og Mahmoud ofte var på forretningsrejse i udlandet.
Familien nyder også godt af, at campingpladsen er et populært tilflugtssted for klassekammerater. Det er trygt for børnene. Faktisk også forældrene som ved, at når de unge samles hos Trine og Mahmoud, er der voksne til stede. I samme øjeblik ringer Mahmouds mobiltelefon. En stemme spørger, om det er OK at tage en skolekammerat med hjem – hvilket det selvfølgelig er.
For Trine og Mahmoud er det også en væsentlig værdi at være en rummelig arbejdsplads. Række hånden ud til folk, som ville have det svært på mange andre arbejdspladser, men som trives godt med den afslappede stemning, masser af udendørs opgaver og fleksibilitet. Foruden Trine og Mahmoud står fem andre for daglig drift og vedligehold: Tre i flexjob, to i jobtræning.
Det er tid at sige Trine og Mahmoud farvel. Et ældre ægtepar træder ind ad døren. Spørger, om der er middagslukket? Det er der ikke. Det var dejligt, for så kan de købe den kaffe, de er kørt herhen for at drikke i ro og mag. Nyde et øjeblik af det gode liv hos Trine og Mahmoud.
Lisbeth Barnbæk Nielsen er administrerende direktør i BM Silo ved Tvis. Hun er også en af de erhvervsfolk, regeringen spørger til råds og lytter til i bestræbelserne på at gøre det enklere at drive virksomhed i Danmark.
Det slår gnister i produktionshallen hos BM Silo ved Tvis. De har travlt. Med Lisbeth Barnbæk Nielsen (45) ved roret som administrerende direktør navigerer virksomheden sikkert gennem stormfuldt farvand. I hendes fire år som øverste chef har virksomheden haft 46 ansatte, men også været helt nede på 21. Nu er de 39 og leverer om kort tid et regnskab med solidt overskud.
Eller sammenfattet med direktørens ord: ”Det går rigtig godt”.
BM Silo er kommet styrket gennem uhørte krisetider som krige på hovedmarkeder, udfordringer i forsyningskæden og priser på stål og energi, der i perioder har været på vild himmelflugt. Verdensøkonomien er stadig rystende urolig, men BM Silo står støt. Konkurrencedygtig.
Og her slår det gnister i direktøren: Netop det at skabe bedre rammer for små og mellemstore virksomheders konkurrenceevne ligger Lisbeth Barnbæk Nielsen meget på sinde.
”En dag for to år siden blev jeg ringet op af departementschefen i Erhvervsministeriet. Han spurgte, om jeg ville træde ind i et forum af erhvervsledere, som rådgiver erhvervsminister Morten Bødskov (S) og hans ministerium om færre og enklere regler”.
”Ud af det blå” er nok en nordvestjysk underdrivelse, for Lisbeth Barnbæk Nielsen kommer med stor faglighed: Dels en baggrund indenfor teknisk salg, senest med en Master of Business Administration (MBA) ved Aalborg Universitet lagt oveni – og dertil en funklende karriere fra virksomheder som Kramp, Sanistål og NeuroSearch.
En række bestyrelsesposter og rådgivende organer har hun også på sit cv.
”Og så er jeg ikke bange for at bringe mig selv i spil og sige min mening,” lyder det med et smil fra Lisbeth Barnbæk Nielsen, som takkede ja til departementschefens tilbud om at træde ind i Erhvervslivets EU- og Regelforum.
”Mit hjerte banker især for SMV-segmentet i erhvervslivet. Store virksomheder får megen opmærksomhed i medier og offentlighed, men det er jo de små og mellemstore virksomheder, som er fundamentet under de store koncerner. Uden SMV’erne er de store virksomheder prisgivet”.
Færre og enklere regler for erhvervslivet kan for en udenforstående lyde som en af verdens ældste nyheder – noget der er blevet talt om i årtier.
”De seneste to år er der dog opstået bred politisk enighed. Alle kan i dag se, at det er pinedød nødvendigt, vi tager skeen i den anden hånd, hvis vi vil klare os på lidt længere sigt. Så langt – så godt! Næste skridt er handling”.
Lisbeth Barnbæk Nielsen er ikke fan af den nuværende amerikanske præsident og hans politik, men konstaterer alligevel:
”De seneste års globale udvikling har tydeligt vist, at vi i Europa skal være mere bevidste om at styrke vores egen konkurrenceevne. Vi kan ikke tage vores position for givet – vi skal hele tiden arbejde aktivt for at bevare den”.
På et kontinent, som er ved at ryste tornerosesøvnen af sig, har et lille land højt mod nord en særlig udfordring:
”Jeg mener oprigtigt, at erhvervslivet i Danmark er særligt hårdt ramt, når det kommer til regler og regulering. Vi implementerer EU-regler hurtigere og mere vidtgående end mange andre lande. Intentionen er god, men det kan betyde, at vi uforvarende svækker vores egen konkurrenceevne. Det er vigtigt at finde balancen mellem at gå forrest – og at sikre, vi ikke stiller vores virksomheder dårligere end konkurrenter i nabolande”.
På Lisbeth Barnbæk Nielsens kontor er svaret soleklart: Det er nødvendigt at stoppe med at svække vores egne konkurrencefordele gennem overdreven implementering af regler.
”At gå foran er kun en fordel, hvis vi samtidig sikrer lige vilkår. Ellers risikerer produktionsvirksomheder i Danmark at få det sværere end konkurrenterne i andre lande. Og det kan i sidste ende være med til at skævvride vores land, fordi arbejdspladser flytter ind til byerne og affolker landområder”.
Hun sidder i regelforum i et års tid endnu. Der er afleveret bunker af anbefalinger og et par rapporter i hendes tid. Har det virket? Både ja og nej:
”Mange regler er blevet forenklet, men nye popper hele tiden op. Overordnet ser jeg ikke nogen lettelse af administrative byrder på små og mellemstore virksomheder, måske snarere tværtimod. Vi mangler at se en reel realisering af de mange gode intentioner om at gøre erhvervslivet lettere at leve”.
”I Danmark har vi alle forudsætninger for at være gode og vinde. Vi har dygtige, veluddannede og meget engagerede folk. Vi er meget nysgerrige og opfindsomme, hvis vi vel at mærke får tid og lov. Men vi risikerer at bruge uforholdsmæssigt meget tid på administration og bureaukrati. Vores buffer til innovation er skræmmende lille. ESG-rapportering er et eksempel: intentionen er rigtig, men mange virksomheder – store som små – oplever fortsat usikkerhed om, hvordan det bedst skal gøres i praksis”.
Som administrerende direktør i en produktionsvirksomhed kender Lisbeth Barnbæk Nielsen alt for godt problemet, at gode intentioner munder ud i benspænd:
”I min egen branche er et kommende CO₂-kvotesystem for stål et andet eksempel. Vi ved, at systemet træder i kraft lige om lidt. Meget mere ved vi ikke. Det kan blive en lille ting – eller rigtig dyrt, koste arbejdspladser og flytte produktion ud af landet. Den uvished er dræbende for virksomheder og især for de små og mellemstore. Derfor er det afgørende med gennemsigtighed og forudsigelighed i reguleringen”.
Lisbeth Barnbæk Nielsen har et direktørjob at passe i en sund virksomhed – og en indædt vilje til at kæmpe videre for de små og mellemstore virksomheders muligheder for at drive en sund og bæredygtig forretning med de regler, der skal til for at sikre, det sker. Så let og ligetil som muligt.
Aktuelt ligger der 267 forskellige anbefalinger til regeringen. Forummet blev etableret i 2019.
Erhvervslivets EU- og Regelforum har 18 medlemmer, som på møder og i arbejdsgrupper arbejder for regelforenkling ud fra et virksomhedsperspektiv.
Forummet peger på regler – nationale og fra EU – der gør det unødigt besværligt at drive virksomhed.
Medlemmerne rådgiver også regeringen om, hvordan den bedst skaber lovgivning, som tager hensyn til virksomhedernes muligheder for at anvende nye teknologier og forretningsmodeller.
Forummet rådgiver også om, hvordan det bliver lettere for virksomheder at bevæge sig rundt i offentlig digital selvbetjening.
Arbejder med disse fire områder:
Regeringen har forpligtet sig til enten af følge anbefalinger eller offentligt forklare, hvorfor den ikke følger anbefalinger.
Medlemmer repræsenterer virksomheder, forbrugerorganisationer og fagbevægelse. Desuden har forummet to sagkyndige. Formand er Paul Mollerup.
Forummet har blandt andet arbejdet med temaer som iværksætteri, tidlig interessevaretagelse, data, GDPR, kontrol og tilsyn samt digitaliseringsklar lovgivning.
37 anbefalinger til tidlig interessevaretagelse blev alle adopteret af regeringen.
Der bliver i disse år sagt og skrevet meget om behovet for et mere rummeligt arbejdsmarked. Et lille hjørne af det rummeligste arbejdsmarked ligger på Munkbrovej få kilometer sydøst for Holstebro.
Constienta de calitate. Credibilitate. Rigurozitatea. Randuiala. Satisfactia angajatilor.
Ordene er rumænske og betyder: Kvalitetsbevidsthed. Troværdighed. Seriøsitet. Ordentlighed. Medarbejdertrivsel.
Fem værdier, som gør sig gældende på Munkbro Svineavl. Skiltet på væggen i personalestuen stammer fra dengang alle udenlandske medarbejdere på gården var rumænere. Sådan er det ikke længere: I dag arbejder her også folk fra Uganda, Filippinerne, Kenya – og på en anden gård i nærheden af Herning – vietnamesere og tanzaniere.
Men det er ikke kun den store verden, Munkbro favner. Der er også plads til forskellige måder at være menneske på. I 10 år har Munkbro Svineavl arbejdet tæt sammen med jobcentret i Holstebro: Aktivering, skånejob, arbejdsprøvning, praktik og andre forløb, hvor kommunekassen betaler løn og Munkbro stiller med arbejdsopgaver, kolleger og en ny chance i rummelige rammer.
”Målet er at række en hjælpende hånd til folk, som brænder for at komme videre, men som af den ene eller anden grund er udenfor arbejdsmarkedet lige nu. Det fortjener de – og vi synes som virksomhed, at det er rigtigt af os at vise lokalt samfundssind. Det er svært at rekruttere medarbejdere til landbruget i disse år. Til at begynde med troede vi, at samarbejdet med jobcentret ville være en lige vej til senere fastansættelser. Der er vi så blevet klogere med tiden,” fortæller Jacob Søndergaard Skals, som er 43 år og den ene af fire medejere.
Ved hans side sidder hustruen, Anne Marie. Det var hendes far, som tilbage i 1983 købte gården og i årene efter lagde grundstenen til Munkbro Svineavl. Anne Marie har en uddannelse som pædagog. I dag er hun HR-ansvarlig i virksomheden, som tæller 20 ansatte på gården ved Holstebro og 15 på en gård nær Herning.
”De seneste 10 år har vi vel haft 15 mennesker i forskellige forløb i samarbejde med kommunens jobcenter. Tre af dem er blevet fastansat. Det har ikke været en snorlige eller nem opgave for os, men vi er blevet meget dygtigere med tiden. Det tager tid og koster kræfter at arbejde med sårbare mennesker. Der har også været nederlag undervejs. Men, alt i alt er det faktisk vildt spændende at samarbejde med jobcenter og udsatte mennesker og forsøge at skabe en hverdag, som hænger bedre sammen,” siger Anne Marie Søndergaard Skals (41).
Lige nu er gården på Munkbrovej arbejdsplads for en kvinde i 50-års alderen. Hun forsøger med små forsigtige skridt at finde fodfæste på jobmarkedet. Kvinden blev syg af stress i et tidligere job. Nu arbejder hun for Munkbro Svineavl nogle få timer om ugen. Sørger for rengøring og lidt madlavning, mens hun langsomt vænner sig til at have et arbejde, hun ikke bliver syg af at passe.
Jacob og Anne Marie er fulde af lovord om samarbejdet med konsulenterne i jobcentret:
”Ligesom landbruget er jobcentre jo en udskældt branche, men jobkonsulenterne gør det godt og er langt bedre end deres ry. Vi har stor tillid til hinanden. Og respekt. At være en rummelig arbejdsplads med en høj grad af succes er også at dosere sine kræfter rigtigt. I perioder har vi og vores fastansatte overskuddet – til andre tider har vi ikke. Så holder vi en pause. Ellers går vi og de ansatte død i det. Så hellere have en åben og ærlig dialog med jobkonsulent og sige nej-tak,” lyder det fra Anne Marie.
En ondsindet tunge kunne nok slynge ud, at Munkbro Svineavl i bytte for sit samfundssind får billig arbejdskraft:
”Jo, den har vi hørt. Og arbejdskraften er rigtignok billig – faktisk gratis. Altså indtil det øjeblik hvor vi med i regnskabet tæller de timer, vi investerer i samarbejdet. Så er det ikke længere nogen videre god forretning. Særligt i begyndelsen af et nyt forløb bruger vi enormt meget energi og tid på at få det hele til at fungere. Vi gør det, fordi vi mener, vi bør. Vi kan ikke redde hele verden, men vi kan vise ansvar og hjælpe nogle få. Gøre en forskel her hvor vi bor og driver virksomhed,” siger Jacob.
Anne Marie supplerer:
”På det praktiske plan får vi nu løst nogle opgaver, som vi nok ellers ville udskyde eller lade ligge. På det menneskelige plan føjer det noget godt til vores arbejdsplads at rumme typer, som er anderledes, end folk er flest. Hverdagen bliver lidt mere kulørt. Som HR-ansvarlig her på gården har jeg en del spændende samtaler. Ind i mellem også svære samtaler”.
I kølvandet dukker der også nye og lidt kulørte jobtitler op. Oprindeligt var det nok ment som en spøg, men i dag har Munkbro sin helt egen chef for vognvask: En ung mand for hvem livet ikke altid er en ubekymret dans på roser – og arbejde derfor gerne må være praktisk og overskueligt.
”Når vi taler med andre virksomheder på egnen, er det faktisk én af vejene til succes: At skabe nogle jobfunktioner med en begrænset mængde specialiserede og gerne ensartede rutiner. En type af arbejde som ofte passer godt til mennesker, som har en diagnose eller har været ramt af sygdom og skal finde deres fodfæste på arbejdsmarkedet,” fortæller Jacob.
Hvor Jacob med egne ord er ”relativt kontant,” har Anne Marie et mere tålmodigt hjerte. Tilsammen er de et godt team. Ansigterne på en arbejdsplads, hvor der er rum til at være sårbar i et fællesskab, som forpligter.
”Og ja, det er vigtigt som arbejdsplads at stille krav. Også til sårbare mennesker. Krav og forventninger får os mennesker til at føle, vi er noget værd. At vi gør en forskel. Er uundværlige på lige fod med andre. At vi er OK,” siger Anne Marie.
Når Jacob tager imod en sygemelding om morgen skelner han ret skarpt:
”Er folk syge, så er de syge og skal blive i sengen. Hvis jeg derimod hører et ”chef-jeg-har-det-ikke-så-godt-i-dag,” skubber jeg nogle gange lidt på: Kan du mon komme ud af sengen – og hvis du kan, så kunne du jo kigge forbi. Så kan vi tage en snak om, hvad der er svært i dag. Kunsten er at vide, hvornår og hvor meget, der skal hjælpes på vej”.
Begge er enige om, at arbejdet med mennesker er spændende. Det gælder også for de fastansatte, som bliver inddraget i arbejdet med at være en rummelig arbejdsplads, men ”også skal have lov til at sige nej-tak til at være den, som tager imod sygemeldinger om morgenen,” som Jacob formulerer det med et smil.
Munkbro Svineavl har hjulpet folk indenfor tre kategorier: Stressramte, fysiske sygdomme efter arbejdsulykker og folk på særlige vilkår som typisk vil være mennesker med diagnoser.
”Vi vil helst have forløb på 6-12 måneder, for det er en stor arbejdsindsats at få meget sårbare mennesker på skinner i en hverdag. Og så skal man som arbejdsplads kunne leve med, at der i en stilling på 20 timer om ugen måske kun er 10-12 timers effektivt arbejde. Til gengæld er belønningen, at et menneske som kommer ind ad døren første gang forvirret og rystende nervøs i løbet af kort tid vokser, ranker ryggen og stolt fortæller andre om sit arbejde. Det er det hele værd,” lyder det samstemmende fra Jacob og Anne Marie Søndergaard Skals.
Han kunne have vendt ryggen til, da han smagte en stout, der ikke just faldt i hans smag. Men sådan fungerer Niklas Rønnow Nygaard ikke. I stedet noterede han systematisk, hvad han ikke kunne lide – og havde dermed begyndelsen til sin egen opskrift. I dag kan han sælge alt det øl, mikrobryggeriet i Vemb har kapacitet til at producere.
Klokken er otte. Niklas Rønnow Nygaard (31) stod op for et par timer siden og er i gang med dagens arbejde i sit bryghus. Her til morgen sætter han en produktion af 450 liter Vemb Bryghus Sour i verden. Kande for kande drysser han bygmalt ned i mæskekarrets åbne luge. Her bliver malt blandet med vand og varmet op til 64 grader. Første trin i processen er i gang.
”Uanset om det gælder musik, madlavning – eller som nu at brygge øl – er det sådan, jeg er: Lad være – eller lær det! Da jeg mødte min kone i 2012, kunne jeg intet i et køkken, men skulle jo prøve på vores første date. Det endte med en pizzadej, der smeltede, gled gennem risten og lagde sig i bunden af ovnen. Det skal være løgn, tænkte jeg. Så lærte jeg mig kunsten at lave mad. De næste 10-12 år havde jeg det som hobby at lave god mad og hjalp til familiefester”.
Niklas har sat stopuret i gang. Krydset hovedgaden i Vemb for at købe fire halve rundstykker med ost. Sidder i bryghusets butik og bar med kaffe foran sig. Engang var her bageri, men i dag bryghus i lokaler som Niklas har lejet sig ind i.
”Jeg har tidligere arbejdet på kontor, men det var ikke lige mig. Jeg har ADHD og for meget krudt i røven til bogholderi”.
I stedet kom Niklas på den idé, at han ville lære at brygge øl, hvilket egentlig er pudsigt al den stund, han ikke brød sig synderligt om øl, men en idé havde slået rod i ham:
”Jeg kan brygge øl bedre end det, jeg havde smagt. For at lære håndværket besøgte jeg flere etablerede brygmestre – blandt andre Rene fra Rockabilly Brew i Tjele – og sugede viden til mig. Rene viste sig at blive en rigtig god sparringspartner for mig. Ret hurtigt forstod jeg de små, men vigtige detaljer. For eksempel at hvis smagen er lidt for ”brændt,” skal der mindre af den sorte malt i bryggen”.
Det skulle snart vise sig, at Niklas havde god smag og tæft for håndværket. Både de oplagte førstehåndsindtryk som smag, farve og mundfølelse. Men også finere detaljer som nok kræver en ølentusiast for helt at begribe. Niklas gør også en dyd ud af fra gæringen at beholde mest mulig kuldioxid i det øl, han brygger. Hans lille bidrag til det store klimaregnskab.
”Jeg lærte meget gennem årene med madlavning. Der er bare én væsentlig forskel til ølbrygning: Hvis du laver en kødsovs, kan du smage den til undervejs. Øl brygger man i blinde. Når du kan prøvesmage dit øl, er det for sent at justere på noget. Du må begynde helt forfra”.
Resultatet var, at Niklas’ indledende karriere som brygmester hjemme i privaten trak en hale af øl efter sig, mens den unge mand langsomt, men sikkert i sine eksperimenter nærmede sig øl, der faldt i hans kræsne smag.
”Til sidst sagde min far: Stop Niklas. Der er ikke plads til mere øl i min garage. Og din egen er allerede fyldt op. Slå koldt vand i blodet eller find en vej til at få solgt det øl, du brygger”.
Første skridt i den retning kom, da ejeren af Restaurant Noli i Ikast prøvesmagte Niklas’ øl. Kokkens begejstring var til at tage og føle på: ”Hvis du får fødevaregodkendelserne på plads, vil vi gerne have dine øl på menukortet,” var budskabet.
”Jeg tog hjem og nørdede i 4-5 måneder alle love og regler igennem. Min kone lod sig overtale til at bruge en kvart million kroner på tilbygning til vores hus. I al min iver havde jeg bare lige overset den detalje, at tilbygningen ikke må bruges til anden fødevarevirksomhed end ølbrygning. Jeg kunne med andre ord ikke koge fond eller partere en halv gris, hvilket jeg vist var kommet til at love min kone, da jeg solgte ideen om tilbygningen til hende”.
Efter et år lejede Niklas sig ind i et nedlagt bageri på Nørregade 9, og efter yderligere et års ombygning og renovering kunne han i november 2024 slå dørene op til Vemb Bryghus med bryggeri, butik og fredagsbar.
”Min ADHD hjælper mig som selvstændig. Jeg er fokuseret og får meget fra hånden. Har svært ved at finde ro. Trives bedst, når jeg er i gang med at lave noget. Er vi ude at rejse og min kone har fundet sig til rette i en liggestol for at slikke sol, går der 40 sekunder, så tripper jeg ved hendes side og spørger, om vi skal på udflugt? Hvis hun svarer nej, går der 30 sekunder mere, så foreslår jeg et spil Yatzy”.
”Jeg er blevet bedre til at slappe af. Jeg kan godt se en film i fjernsynet, men jeg har computeren med i sofaen og laver regnskab imens. Eller lægger de næste seks ølbrygninger ind i kalenderen på mobiltelefonen”.
Mæsken har nu været under omrøring i halvanden time, som den skal. Med smidige bevægelser smyger Niklas sig ind mellem mæskekar og kogekar. Åbner hanerne, så mæsken cirkulerer og malten bundfælder. Trin to i processen er i gang.
Niklas er perfektionist, når det kommer til opskrifter på de ni varianter af øl, som er en fast del af sortimentet. Han er kompromisløs i forhold til kvaliteten af sine råvarer. Køber så vidt muligt sine råvarer i Danmark. Jo mere lokalt, desto bedre. For at støtte andre erhvervsdrivende og minimere bryggeriets klimabelastning.
Niklas eksperimenterer uophørligt med at forbedre alle sine øl. Både det faste sortiment og nye varianter.
”Jeg stopper ikke. Gør det så godt som muligt, men kan jeg forfine en lille detalje, så skal den forfines, så mit øl kan blive endnu bedre”.
Af samme grund drømmer han ikke om en guldrandet forretning.
”Kvalitet koster. I den øl jeg brygger i dag – sour – bruger jeg 40 liter ren hindbærsaft. Ikke ekstrakt eller kunstigt frembragte smagsstoffer med E-numre. 100 procent ren hindbærsaft. Det koster kassen, men jeg kan akkurat holde prisen på de 50 kroner per flaske, som markedet har dikteret, specialøl højst må koste”.
Niklas lever en drøm og et talent ud, men prøver ikke at bilde andre eller sig selv ind, at det altid har været en dans på roser:
”Det har været sindssygt hårdt arbejde at få bryghuset op at stå. Det har også taget på os som familie. Nu kan vi klappe os selv på skuldrene: Vi klarede det sgu. Endda i en tid, hvor markedet for specialøl er overmættet og en del mikrobryggerier går nedenom og hjem”.
”Mit primære mål er ærlighed: At brygge øl af lokale råvarer og i topkvalitet efter mine opskrifter. Hvor der er kælet for alle detaljer: Øllet, flasken, etiketten. Jeg har ikke en lykkelig 5-årsplan. Økonomisk set er ambitionen, at bryghuset kan indfri gæld og skaffe mig en stabil god løn”.
Og det allervigtigste:
”At arbejde med det jeg brænder for. I mit tempo. At være fri. Jeg er vild med den fleksibilitet, jeg har som selvstændig. Ja, jeg går glip af fredagshygge med familien, fordi bryghusets bar er åben fredag eftermiddag og aften – til gengæld kan jeg andre dage i ugen tage mig god tid om morgenen, så børnene kommer glade ud ad døren. Jeg kan følge dem til læge og tandlæge uden at spørge en chef om lov. Jeg kan hente mine børn i skole klokken to om eftermiddagen eller være med til forældrekaffe. Det betyder meget mere for mig end en bankkonto med millioner”.
Niklas rengør et af sine seks gæringskar, så det er klar til 450 liter Vemb Bryghus Sour. Tredje trin i processen. Bagefter skal han gøre baren klar til fredag. Resten af dagen har den frie mand fri – og kan gøre, som han vil.
Det glæder to børn sig til.
Nogle tager den lige motorvej. Den korteste distance fra A til B. Som menneske og arkitekt bevæger Thorbjørn Golles sig i anderledes snørklede mønstre. Der er mange veje. De fører alle til Rom. Nogle sågar til Nordvestjylland.
”Vi skal aldrig tilbage til Holstebro”.
Sådan sagde det nyforelskede par til hinanden. Hun født og opvokset i byen, han som arkitekt havde opgivet at føle sig hjemme i. I dag bor parret og deres to børn i et af Holstebros villakvarterer. I en tryg lomme med hinanden og det gode liv.
Det, som er endt godt, begyndte skidt for Thorbjørn Golles (40): Efter fem års uddannelse på Aarhus Arkitektskole gik han imod strømmen med sit dugfriske eksamensbevis i hånden.
”Det var i 2012. Jobmarkedet var svært i efterdønningerne af finanskrisen. De fleste af mine studiekammerater så i retning mod storbyerne. Jeg havde hørt rygter om, at der var muligheder i Holstebro. Solgte alt, jeg ejede i bofællesskabet, pakkede en rygsæk og drog mod vest”.
Da Thorbjørn ankom til banegården i Holstebro, trådte han ud i noget, han senere skulle komme til at arbejde professionelt med.
”Det var mildest talt forvirrende. Jeg kunne ikke se bymidten fra perronen. Vidste ikke, i hvilken retning jeg skulle gå. Så jeg måtte tage mit bykort frem for at finde vej”
De første to måneder boede Thorbjørn på vandrehjem i Mejdal – derefter fandt han en lejlighed i centrum af Holstebro. Havde sit nye job at passe, men faldt ikke til. Efter et års tid gav han op. Fik job hos det verdensberømte arkitektfirma Henning Larsen på et gigantisk projekt lidt udenfor Oslo, hvor der skulle bygges et nyt veterinærinstitut på 60.000 kvadratmeter. Det var som at komme fra asken til ilden:
”Pulsen var høj. Projektet stort og spændende. Der var også meget lidt rum for den kreative ånd. Alt skulle systematiseres og formaliseres i næsten maskinelle strukturer. Holde møder om at planlægge nye møder”.
Og så sker det forunderlige, at Thorbjørn på en weekendtur i Østjylland møder kærligheden. Hun bor og arbejder i Aarhus, men er oprindeligt fra Holstebro. Arkitekten og designeren falder for hinanden. Og hvis der er noget, de to kan blive enige om – foruden at forelske sig og drømme om en fremtid sammen – så er det, at de aldrig skal tilbage til Holstebro.
”Nu trak Aarhus af gode grunde i mig. Jeg forlod jobbet i Oslo. Min kæreste og jeg boede i en lille lejlighed på under 50 kvadratmeter. Som designer og arkitekt havde vi meget habengut og begyndte at se os om efter noget større at bo i. Men vi var imellem job. Økonomien rakte ikke til noget større i Aarhus. Kæresten havde relationer til Holstebro og så endte det med, at vi i 2017 købte et lille hus og flyttede hertil”.
Fra en bænk ved Café Perlen ser Thorbjørn Golles i dag med helt andre øjne på den by, han engang forlod i ensomhed og frustration:
”Indrømmet! Det havde jeg aldrig forestillet mig. Jeg er kommet til at holde af byen. Her er nærvær. Holstebro er en lille metropol i det vestjyske. Byen er med på mange ting og ikke så provinsiel, at det gør noget. Samtidig er Holstebro fri for storbyens alt for mange fristelser og indtryk. Her er en fin balance mellem det urbane og jordnære. Måske overså jeg det første gang? Måske skulle jeg modnes i det? I hvert fald lever vi som familie et rigtig godt liv nu”.
”Det er som en lille lomme. Når jeg går på arbejde, er det en spadseretur på fem minutter. Nogle gange tager jeg mig den frihed at gå en lille omvej. Stille mig under de høje bøgetræer ved Enghaven. Stå der lidt for mig selv. Trække vejret. Uden at blive løbet over ende af 30 kondiløbere. Der er mere plads og luft her end i Aarhus”.
Arbejdsmæssigt var dans nummer to i Holstebro også bedre end første:
”Da vi flyttede hertil, bankede jeg på mange døre for at få en fod indenfor. Det lykkedes hos ATRA arkitekter, der har taget imod mig, som den jeg er. Her oplever jeg, at det menneskelige aspekt er i højsædet på lige fod med det faglige, hvilket bringer det bedste frem i os. Jeg arbejder primært med den tidlige fase af projekter for private og boligselskaber, som skal omsætte penge i mursten. Sætte mig i kundernes sted. Forstå deres ønsker og behov. Det er meget givende for mig at hjælpe folk videre med deres drømme og ideer. Skabe et hjem for nogle og samtidig arbejde med, hvordan byen tager sig ud for alle andre”.
Her kommer Thorbjørns personlighed og medfødte natur i spil:
”For mig handler arkitektur i høj grad om at mærke et sted. Se bevægelserne. Forstå sammenhænge. Hos ATRA er jeg på et hold, hvor der er plads til sådan en som mig, der gerne tænker en ekstra gang over tingene og til tider tager en omvej. Som har en flygtig hjerne, hvor der popper mange ideer op undervejs”.
Jobbet som arkitekt er en nysgerrig leg, men ikke fri leg. Langt fra:
”Som arkitekt skal kreativiteten finde en balance. Vilde ideer skal forholde sig til mødet med virkeligheden. Myndigheder der stiller en mængde formelle krav – håndværkere der vil have noget mellem hænderne, de kan håndtere ude på byggepladsen”.
Og så er der Thorbjørns egne krav og forventninger til de løsninger, han som professionel arkitekt udtænker:
”For mig er det vigtigt at holde fast i historien. Skabe koncepter, rammer og fortællinger, som taler til folk og giver mening. Tænk tilbage på dengang jeg først ankom til Holstebro. Jeg kunne ikke fornemme, hvor bymidten var. Jeg manglede en forbindelse mellem perronen, hvor jeg stod og resten af byen. Det har vi sidenhen arbejdet med. Hele området ved Nørreport er under forvandling. Nye bygninger er kommet til. Bygget med røde tegl og sadeltage for at skabe sammenhæng med eksisterende byggeri og danne pejlemærker, der naturligt leder øjet og dermed mennesker ned mod gågaden. Skabe et hængsel imellem to centrale steder – gågade og banegård”.
Thorbjørn peger mod syd fra sin plads på bænken ved Café Perlen:
”Holstebro er en by i udvikling. Jeg kan som arkitekt godt lide, at byen har mod på at bygge i højden. Området her omkring Nørreport kan bære huse i højden. Nede ved den store bunke sand bliver der snart bygget nyt med Rema 1000-supermarked i stueplan. I etagerne ovenover kommer der almene boliger”.
For Thorbjørn Golles har Holstebro nogle ret unikke kvaliteter. For det første at byen slanger sig langs Storåen med dens smukke natur og dyreliv. For det andet gågaden med dens smalle passager, åbne torvepladser og sidegader på kryds og tværs med et levende butiksliv. For det tredje at stranden og Limfjorden kun er et kvarters kørsel væk. Sammen med kæreste og børn har Thorbjørn Golles for få dage siden været på stranden i Bremdal.
”Første møde med Holstebro var ensomhed. Anden gang var lykkens gang. Jeg er tryg og tilfreds. Kan slappe af. Der er liv omkring mig – og har jeg brug for lidt alenetid, er der masser af rum for det”.
Engang var hun sygeplejerske på hospitalers akutmodtagelse. I dag er Sofie Toelberg Madsen i sit eget tempo blomsterbonde på deltid. Hendes vision er at lære os at købe danske blomster, som dufter af mere, holder længere og dyrket uden giftig kemi.
Det svirrer og summer. I rækker af honningurt arbejder bierne utrætteligt for at samle nektar, de kan bringe med sig hjem til staderne, hvor de bor.
På toppen af bakken står Sofie Toelberg Madsen (34). Med favnen fuld af blomster hun har plukket i blomstermark og væksthuse. Sofie er uddannet sygeplejerske, og arbejder i dag på deltid som konsulent i en virksomhed, der tilbyder helbredsundersøgelser. Hun er også blomsterbonde her på Blakskjærgaard, hvor hun bor sammen med sin mand og deres tre døtre.
”Passionen for blomster har jeg haft med mig hele livet. Jeg er født og opvokset i Lemvig. Som barn gik jeg langs grøftekanter og plukkede buketter af de vilde blomster, jeg mødte på min vej”.
Barndommens uskyldige leg er i dag blevet til en iværksætterdrøm og – til dels – en levevej. Når Sofie ikke er på opgaver som konsulent, er hun selvstændigt erhvervsdrivende. Sår frø, dyrker planter og sælger blomster, når de er modne til det.
”Det er ikke en god forretning og levevej endnu. Langt fra. 2024 var tæt på, men det kostede blod, sved og tårer. I år har jeg valgt bryllupper fra. Så jeg kan holde fri i weekender og være sammen med min mand og børn. Jeg er lidt i proces. I det tidlige forår solgte jeg blomster på min webshop og sendte med post, men systemerne i webshoppens kulisse er meget tidskrævende, så jeg har sat min webshop på pause. Logistikken trak tænder ud. Jeg eksperimenterer for at finde det rette leje”.
Sofie er overbevist. Hun vil finde sin vej:
”Jeg elsker arbejdet med blomsterne. Det er livsbekræftende at så frø i jorden om vinteren. Se alt det skønne spire og gro. Høste blomsterne, når de er klar. Skabe noget, som glæder andre. Bærer en smuk fortælling i sig. For nylig bandt jeg en bårebuket. Afdøde var en mand, som hele sit liv elskede at vandre i naturen. Jeg flettede margueritter og lupiner i buketten. To blomstersorter han har strejfet på sine vandreture. Blomsterne til hans begravelse blev en del af fortællingen om hans liv. En bårebuket med en ganske særlig betydning”.
Livet som blomsterbonde har også mindre skønne fortællinger. At der kan gå lus i en rosenbusk, er næsten det mindste. Dem kan insekter på helt naturlig vis æde sig mætte i. Værre er de digitale benspænd, som store tech-giganter over en nat hitter på:
”For en blomsterbonde som mig er Instagram den helt store salgskanal. Jeg har et had-kærligheds-forhold til det sociale medie, for algoritmen er med tiden ændret og passer ikke længere særligt godt til en lille nicheforretning som min”.
Instagrams krav til klipning og hastighed i videoer gør det meget tidskrævende at lægge indhold op, som får succes og stor rækkevidde. Tid, som Sofie og hendes praktikant på deltid hellere vil bruge på at dyrke smukke blomster til os, som ikke er begavet med lige så grønne fingre og 12 hektar sandet jord.
”Da jeg sprang ud som blomsterbonde, var det med ild i øjnene og ambitionen at kunne leve af blomsterne og forretningen i løbet af 10 år. Jeg har undervejs justeret drømmene: Nu bygger jeg stille og roligt op med udgangspunkt i et lokalt marked,” fortæller Sofie. I runde tal er otte ud af 10 kunder i hendes butik private.
”Min drøm er, at vi lige som med grøntsager begynder at tænke i sæson. At ikke alle blomster findes hele året. At vi værdsætter de danske blomster, som dufter af mere og holder længere. I dag kommer mange blomster fra Afrika. Dyrket på store farme i en industri med dårlige arbejdsforhold for de ansatte. Transporten fra et kontinent til et andet forurener klimaet. Og blomsterne langvejs fra er ofte sprøjtet med kemi så kraftig, at Sundhedsstyrelsen faktisk anbefaler, at vi vasker hænder, når vi har rørt ved den type blomster”.
Det kan virke nærmest bizart, at vi frivilligt stiller buketter af kemi i vores hjem. Derfor vokser støt og roligt en bevægelse frem – blomsterbønder som vil en anden og mere bæredygtig vej.
”Det danske klima er meget velegnet til blomsterdyrkning. I Sverige er blomsterbønderne velorganiserede – i Danmark halter vi lidt bagefter, men det skal nok komme. Energien er god. Vi er nok bare lidt fortravlede mennesker, som drømmer om en stærk bevægelse, men også har blomster og forretninger, vi skal passe og pleje”.
Sofie og hendes mand er tilbageflyttere. De stammer begge oprindeligt fra Lemvig, men drog til København i syv år. Som nyuddannet sygeplejerske fór Sofie i banken og tog et lån, så hun kunne stikke fingrene i jorden i en kolonihave udenfor København. Langsomt, men ufravigeligt, begyndte længslen tilbage til det vestjyske at trænge sig på.
”I 2018 købte vi Blakskjærgaard af mine svigerforældre. Stuehuset stod ikke til at redde, så vi rev det gamle ned og byggede nyt,” fortæller Sofie på terrassen rundt om det toetagers træhus, som familien flyttede ind i for fem år siden. Fra terrassen kan øjne finde hvile i den smukkeste udsigt over Stubbergård Sø omkranset af bakkede landskaber mellem Skave og Haderup.
Sofie er glad for sit konsulentarbejde som sygeplejerske. Det betyder, at hun i økonomisk forstand kan sænke skuldrene en smule. Sit tidligere arbejde i akutmodtagelsen savner hun ikke:
”Jeg var meget glad for at være på Holstebro Sygehus. Et forholdsvis lille hospital med nogle ældre sygeplejersker, som tog mig under deres kærlige og erfarne vinger. Ved udflytningen til Regionshospital Gødstrup blev akutmodtagelsen en travl banegård af mennesker. En arbejdsplads med vagter på tidspunkter, som ikke harmonerer særligt godt med at være mor til tre små piger, som i dag er 2, 6 og 8 år”.
I stedet blev Sofie konsulent. Typisk har hun to arbejdsdage som konsulent om ugen – et arbejde hun fagligt hviler meget i og er glad for. Resten af sin arbejdsuge er hun blomsterbonde på en mission:
”Jeg holder meget af at arbejde nænsomt med jorden. Give plads til insekter og fugle. Dyrke blomster på en måde, som er i tråd med mine værdier som menneske. Hvor der er plads til danske blomster af højere kvalitet end dem, der kommer langvejs fra. Hvor sortimentet er større, fordi blomsterne er lokale og der er plads til sorter, som ikke tåler fragt over lange afstande”.
”Det taktile er helt sikkert sundt for os mennesker. Jeg drømmer om at holde flere workshops for virksomheder og private, hvor mennesker kan komme ud af hovedet og ned i kroppen. Arbejde med sanserne og slippe kreativiteten løs med blomster og buketter. Mærke velvære. Stof til eftertanke i en digital tidsalder. Det er ret enkelt: Vi mennesker er i bund og grund dyr – og vi får det godt, når vi har hænderne i jorden og arbejder med den. Det er jo det, vores kroppe er skabt til”.
Det er tid at vinke Blakskjærgaard farvel. I det der engang var staldens malkemaskinerum med fliser på væggene, stiller Sofie sig ved sit arbejdsbord. Sorterer de blomster, hun har plukket, så de ligger i små bunker. Højre hånd vælger – venstre holder blomsterstilke, som hurtigt vokser sig til en farverig buket.
”Tak for besøget. Værsågod,” slutter Sofie med et stort smil.
I bilen på vej hjem strejfer den tanke, at næppe nogensinde har en Hyundai Tucson haft så delikat et indeklima. Ingen dunst af brugt bil eller industriel Wunderbaum-kemi.
Nej!
Den liflige duft af en tidlig juni-sommerdag på Blakskjærgaard, hvor bier summede og sommerfugle flaksede forbi. Et par dråber regn faldt og solen blidt tørrede dem op. Mens blomsterbonden passede sit og levede en dag af sin drøm.
Maskinmesteren fra Skave skal stå i spidsen for daglig drift af danmarkshistoriens største offshore vindmøllepark. Lige nu er Mikkel Stjerne Møller travlt optaget af at hyre kvinder og mænd af den rette støbning.
Solen slår gnister i Vesterhavet. Øjnene kniber sig sammen. Blikket søger mod vest. Fæstner sig på en prik. Som er et stort skib, der i det fjerne er ved at forankre fundamentet til en af de 72 offshore vindmøller, der snart vil rejse sig i horisonten ud for Thorsminde. Engang et lille forblæst fiskersamfund på den jyske vestkyst. Om to år en central del af Danmarks grønne omstilling og fremtidens forsyningssikkerhed.
Mikkel Stjerne Møller (43) er landet et godt sted:
”Jeg elsker at arbejde med mennesker. Lade mig inspirere af andre og tage ved lære af dem, som er klogere, end jeg er. Jeg vil til gengæld lægge hånden på kogepladen for trivsel og arbejdsglæde: Folk skal have en god mavefornemmelse, når de står op om morgenen for at gå på job. Og de skal komme hjem til deres familie som hele mennesker. Kunne se deres kære og børn i øjnene. Det vil jeg sørge for sker. Jeg vil være en leder, der bakker op om folk, som kan deres kram og tør tage beslutninger. Frihed under ansvar”.
Samme frihed under ansvar gælder for Mikkel selv. Han har fået forholdsvis frie tøjler af sin arbejdsgiver – tyske RWE, Rheinisch-Westfälisches Elektrizitätswerk AG. Fra den internationale energi- og forsyningsgigant har budskabet fra hovedkvarteret i Essen været klart: Vi er et globalt firma med globale værdier, men vil værne om den lokale kultur og identitet.
”Det tændte en gnist i mig, da RWE rakte ud og jeg kunne mærke, at her er en global spiller med vilje til lokal forankring. Ingen konservatisme her. Selvfølgelig skal jeg stå på mål for resultaterne, men så længe jeg kan det, har jeg relativt frie tøjler til at søge lokal arbejdskraft og skrue arbejdspladsen sammen på den måde, jeg tror mest på: En flad struktur, en uformel omgangstone, dygtige og idérige folk som vil tage fat, tænke i løsninger og træffe beslutninger på stedet”.
Målt i hele træskolængder tror Mikkel, han kan hente 40 pct. af sin kommende arbejdsstyrke lokalt, forstået som Holstebro Kommune. De resterende 60 pct. vil komme rejsende fra andre dele af landet. Hele arbejdsstyrken vil være bosiddende i Danmark.
En stor del af Mikkels arbejdsdag er i disse uger og måneder at hyre folk. Tale med mennesker, der kandiderer til at blive en del af holdet, som skal løbe driften af Danmarks største offshore vindmøllepark i gang.
Når møllerne snurrer i 2027 og sender enorme mængder grøn strøm i land, vil medarbejderstaben tælle omkring 50 personer. Ansættelserne falder i tre faser. I første fase er Mikkel på udkig efter 10 spitzenklasse-eksperter i turbiner, fem højspændings-ninjaer, to verdensmestre i vedligehold og en lagerhøvding fra øverste hylde. Med lidt andre titler, forstås. Mikkels egen titel Production & Site Manager RWE Thor Windfarm kan vi i dagens anledning fordanske til driftschef.
”Til at begynde med søger jeg specialister med 10-15 års erfaring fra branchen. Vi fisker i samme sø som Vestas, Ørsted, Siemens Gamesa og Vattenfall. I fase to og tre gør vi søgefeltet bredere. Dér handler det for mig mere om personligheden end cv’et”.
Mikkels eget cv beskriver en rejse fra olie- og gasindustrien via fjernvarme og biogas til grøn vindenergi:
”Som ung maskinmester rejste jeg ud i verden med min rygsæk. Da jeg havde brugt alle mine penge, fik jeg job i Esbjerg og senere hos Maersk Olie og Gas i Qatar, hvor jeg stiftede bekendtskab med alt fra at feje gulvet til at styre hele operationer”.
Øst, vest – hjemme bedst. På hjemmefronten kaldte familien – hustruen Dea og børnene Noah, Liv og Merle. Der blev bygget rede og nyt hus i Skave, landsbyen Mikkel er født og opvokset i. Et lille samfund af nærvær og tryghed. Hvor folk kerer sig om hinanden, og børn naturligt spadserer ind og ud af hinandens hjem.
”Det var spændende at arbejde i Qatar, men dejligt at vende tilbage til hjemlige breddegrader. Efter Mellemøsten var jeg på produktionsplatforme i Nordsøen og bl.a. med til at lukke olieproduktionen på Tyr Vest ned. Efter 11-12 år offshore gik jeg i land som maskinmester på kraftvarmeværket i Holstebro og senere driftschef for Måbjerg Biogas. De seneste seks måneder har jeg været her,” siger Mikkel, mens han viser sin kommende arbejdsplads udefra. Håndværkere fra Holstebro-virksomheden Østermark svirrer rundt som flittige arbejdsbier, så hovedkvarteret for Thor Havvindmøllepark kan slå dørene op i slutningen af året.
I offshore-branchen er rotationsarbejde en velkendt sag. En stor del af holdet bag daglig drift og vedligehold af Thor havvindmøllepark vil være på arbejde syv dage i træk med syv fridage derefter. Det giver god kontinuitet og vil givetvis gøre det lettere at rekruttere langvejs fra. Nogle af funktionerne på kontoret vil dog være friholdt fra rotation og følge en almindelig 5-dages arbejdsuge med efterfølgende weekend.
”Jeg elskede rotationsarbejdet. Måske fordi jeg var så heldig at få det bedste råd af en kollega: Som udearbejdende at glide ind, respektere og indordne sig de rutiner, familien har fundet sig til rette med. De derhjemme ved en hel del bedre end vi udearbejdende, hvordan hverdagen bedst hænger sammen”.
RWE og Mikkel vil gøre livet så let som muligt for de kolleger, der skal indgå i rotationsarbejdet og være væk fra familien hver anden uge:
”Lige nu taler vi med Holstebro Kommune om muligheden for at opføre 18 tiny houses oppe ved campingpladsen en kilometer herfra. 34 kvadratmeter bolig med tekøkken, dobbeltseng og eget bad. Vi prioriterer velfærden højt – derfor også et fælleshus med lounge, køkken og udendørs grill”.
Som om opstarten af danmarkshistoriens største offshore vindmøllepark ikke er fuldtidsjob nok, er Mikkel i gang med at tage en lederuddannelse på Aarhus Universitet.
”Som at lære at svømme ude på det dybe hav,” lyder det med et smil. Rundvisningen er ved at være slut. Det er hjertevarmen i Thorsminde ikke. Lokalbefolkningen har budt RWE og Mikkel varmt velkommen.
”Torsdag var jeg til møde i København. Så ringer en af de lokale fiskere. Han ville blot varsko os om, at der var optræk til blæsevejr. Han havde set de åbne vinduespartier i vores bygning og tænkt, det måske ville være en god idé at blænde dem af. Det siger alt om den hjertevarme, mennesker her på egnen besidder. Den gæstfrihed og gavmildhed vil jeg gerne gengælde og betale tilbage med tiden. Når vi er klar til fase to og tre i vores rekruttering, håber jeg, vi kan finde flere gode folk fra lokalområdet. Der vil også opstå småjob med græsslåning, rengøring og lager, som måske vil egne sig til mennesker, der arbejder på nedsat tid”.
”Det må jeg sige: Vi føler os meget velkomne. Det gode samarbejde mellem RWE, Holstebro Kommune og Thorsminde by har været en grundsten, som blev lagt helt fra begyndelsen af projektet for flere år siden. Et solidt fundament, som har været medvirkende til, at jeg har fået en god opstart i mit nye job. Det gør mig glad. Vi vil gøre vores bedste for at blive en god ambassadør for Thorsminde på længere sigt,” slutter Mikkel Stjerne Møller.
I formiddag havde han samtale med kandidaten til én af de ledige stillinger. Og nu står en kandidat til et andet job klar henne ved trappen op til det midlertidige kontor. Holdet bag drift og vedligehold af en milepæl i Danmarks grønne omstilling er ved at blive sat.
Anlægsarbejdet er i fuld gang. I april 2026 er første mølle fuldt funktionsdygtig – i 2027 er alle 72 rejst og Danmark har dermed fået sin største havvindmøllepark.
Møllerne er 14 megawatt-turbiner fra Siemens Gamesa og blandt de mest miljøvenlige på markedet: Vingerne er bygget af genanvendelige materialer og tårnene produceret af metalplader med et 63 procent lavere CO2-aftryk end konventionelt stål.
Vingespidserne når i deres rotation op i svimlende 266 meter – 12 meter højere end pylonerne på Storebæltsbroen.
Vindmølleparken har en maksimal kapacitet på 1.000 megawatt. Det siger næppe de fleste af os så meget, men én rotation på én mølle leverer strøm nok til 2.300 opladninger af mobiltelefon eller 120 kilometer landevejskørsel i elbil.
Thor Havvindmøllepark vil levere strøm svarende til én million husstandes forbrug, og er dermed ikke kun et skridt i en grøn omstilling, men også et stærkt bidrag til forsyningssikkerheden.