De er langt fra største entreprenør i markedet, men Holstebro-virksomheden Kaj Bech har spillet en central rolle i bygningen af den gigantiske elmotorvej, som åbner 15. april. Fordi firmaet kan sit kram, leverer til tiden og har til huse i den grønne omstillings smørhul.
De første Thor-havvindmøller er begyndt at snurre. Trække vedvarende energi ud af vinden der fejer hen over Vesterhavet ud for Thorsminde. Forvandle luftmasse i bevægelse til strøm der lyser op, giver varme, køler ned, holder maskineriet i gang og gør transport mere miljøvenlig.
Fuldt udbygget bliver Thor Wind Farm Danmarks største havvindmøllepark, der kan forsyne op mod 1 million husstande.
Men strømmen skal i land – og for at blive god forretning, skal elektriciteten fragtes vidt omkring. Faktisk helt til den dansk-tyske grænse. 172 kilometer sydpå for at være præcis.
Hos entreprenørvirksomheden Kaj Bech i Holstebro, kan Peter Elberg Bech og hans folk ranke ryggen. For de gjorde det: Leverede topkvalitet. Til tiden. Og aftalt pris. Præcis som det sig hør og bør i det vestjyske.
Kaj Bech har stået for bygningen af to energistationer ved Idomlund og Volder Mark nær Ramme. Energistationerne er de anlæg, som tager imod strøm fra Thor ude i Vesterhavet 20 kilometer fra land.
Kaj Bech har også stået for byggeriet af 16 overgangsstationer, som er placeret på det lange stræk fra Ramme og Idomlund til grænsen mellem Danmark og Tyskland. Overgangsstationer er de steder, hvor luftledninger fra højspændingsmaster føres ned i jorden. Og omvendt: Føres fra jordkabler op til luftledninger i højspændingsmaster.
Elledningerne føres typisk ned i jorden i områder, hvor der er sårbar natur og dyreliv at beskytte. Højspændingsmaster er generelt en bedre og billigere løsning end at grave kabler ned, og derfor er master at foretrække, hvor der ikke er særlige naturhensyn at tage.
Det er Energinet, som står for byggeriet af den vestjyske elmotorvej, som den populært kaldes. Energinet er et selvstændigt statsligt selskab under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Den offentlige virksomhed ejer og driver dansk energiinfrastruktur – og er en meget kræsen kunde:
”Vi har vundet udbuddene i skarp konkurrence med selskaber langt større end os. Hvorfor? Fordi vi er dygtige,” fortæller Kaj Bechs administrerende direktør, Peter Elberg Bech.
At være dygtige og vinde udbud har styrket selvforståelsen, men har også givet sved på panden hos de ellers så stovte vestjyder:
”Energinet er en utroligt professionel bygherre. Jeg har den største respekt for deres tilgang til kvalitet. For at kunne blive underleverandør, måtte vi gennem ISO-certificering. I arbejdet med højspænding kan selv en lille fejl være livsfarlig. Så der stilles særdeles høje krav til en række forhold – sikkerhed, miljø, arbejdsforhold for blot at nævne nogle. Man kan roligt sige, det har løftet Kaj Bech ind i entreprenørvirksomhedernes superliga at arbejde for Energinet, og bygge energi- og overgangsstationer på elmotorvejen i Vestjylland. I dag bliver vi ofte prækvalificeret til bygge og anlægsprojekter i energibranchen, altså godkendt på baggrund af de referencer og kompetencer vi har opbygget inden for området. Fordi vi gang på gang har demonstreret, at vi lever op til selv de skrappeste krav og forventninger”.
Kun prækvalificerede entreprenørvirksomheder får lov at byde ind på projekter i udbud.
I andre projekter arbejder Kaj Bech primært med byggeri i det midt- og vestjyske, men samarbejdet med Energinet har været så succesfuldt, at den statslige aktør har valgt Holstebro-virksomheden til i landsdækkende projekter.
Med Energinets egne ord, er den vestjyske elmotorvej ”en milepæl”.
Moderniseringen og udbygningen af elnettet er et meget synligt tegn på den grønne omstilling. I takt med at hele samfundet drosler ned på fossile brændstoffer – og bruger el i stedet for benzin, diesel og gas – skal der udvindes enorme mængder energi fra sol og vind. Og de kolossale mængder af elektricitet skal flyttes vidt omkring.
Den vestjyske elmotorvej kan faktisk blive en del af et nyt eksporteventyr, når strøm – der kommer til verden via havvindmøller ud for Thorsminde – kan flyttes til det store marked i Tyskland og sælges der. Forudsætningen er, at tyskerne gør syd for grænsen, hvad vi har gjort nord for: Bygger videre på elmotorvejen.
Arbejdet har været en stor opgave for Kaj Bech. Ud af firmaets 230 ansatte har 30-40 mand været beskæftiget med at bygge energistationerne i Ramme og Idomlund – mens de 16 overgangsstationer har givet fast arbejde til omkring 30 mand. Arbejdet har været traditionelt anlægsarbejde med jord, beton og kloakering. Derefter rigge stationerne til. Og til slut forvandle byggepladser til pæne udendørsarealer med tilkørselsveje, græs og beplantning.
At være en dygtig underleverandør hos en kræsen bygherre åbner døre:
”Vi kan se, at samarbejdet med Energinet åbner døre ind til on- og offshore-branchen, som også stiller meget høje krav. Som entreprenørvirksomhed er vi blevet interessante for en helt ny
branche. Ligesom vi er det i forbindelse med næste store udvidelse og modernisering af energinettet i Østjylland”.
”Det er enormt spændende for os i Kaj Bech at være en del af projektet, men for alle i samfundet er det jo lyslevende Danmarkshistorie. Den grønne omstilling udspiller sig lige nu for øjnene af os. I en verden, hvor vi er ved at tage syvmileskridt i forhold til at sænke CO2-udslip og løse klimakrise. Det er også geopolitik, fordi vi gør os uafhængige af fossile brændsler fra lande, vi af mange gode grunde nødig vil handle med. Og vi sikrer vores forsyningssikkerhed i en urolig verden, hvor energi spiller en væsentlig rolle i krige og konflikter, der kan udspille sig med cyberspace som slagmark”.
De store perspektiver ligger slet ikke fjernt for Peter Elberg Bech. Han har en fortid i Udenrigsministeriet, hvor han i et kontor med 30 kolleger arbejdede med eksport af danske energi- og miljøløsninger – typisk vindmøller, fjernvarme, biogas og håndtering af spildevand. Områder, hvor Danmark har en global førerposition.
I dag sidder Peter Elberg Bech med hånden på rattet i en familieejet virksomhed. Peter er tredje generation og vendte tilbage til Kaj Bech for seks år siden. De seneste tre år som direktør.
”Holstebro og omegn har udviklet sig til et knudepunkt for grøn omstilling i Danmark. Et unikt sted som spiller en hovedrolle i omlægningen til vedvarende og bæredygtig energi. Vel nok den egn i hele Danmark, hvor den grønne revolution er mest synlig og udviklingen går hurtigst. Det mærkes i erhvervslivet. Mange virksomheder, som arbejder indenfor feltet, har for længst indset, at det giver rigtig god mening at placere sig helt tæt på infrastrukturen. Kaj Bech har altid haft base her, men vi mærker tydeligt, at Holstebro og Nordvestjylland er samlingspunkt for grønne projekter og arbejdspladser, det er spændende at være en del af”.
Og så er det måske på sin plads hen mod slutningen af hæve blikket. For livet er andet end tonstunge maskiner og stabilt grus.
”Min hustru er fra Canada. Vi ved fra vores eget liv, at det betyder meget for tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft, at Holstebro i årtier har haft en særlig status indenfor kunst og kultur. Det er en gave at bo i en by og på en egn, hvor naturen er stor og kulturlivet vildt. Jeg tror faktisk, vi har de bedste forudsætninger for at tiltrække kvalificeret – også højt specialiseret – arbejdskraft. Og det har vi givetvis brug for, efterhånden som vi manifesterer os som et smørhul for den grønne energirevolution”.
Vi slutter af med en runde ude på pladsen. Hallen med vejsalt er ved at blive fyldt op efter en sæson, hvor der blev trukket store veksler på lageret. Lidt derfra er asfaltarbejdere ved at gøre maskiner og køretøjer klar til at reparere huller i vejene efter strid frost i januar og februar.
Landeveje hvor flere og flere biler og lastbiler vil køre på el. Eller rettere: Køre på vestenvind grebet ud af det blå med en mølle ud for Thorsminde.
Og fragtet ud til alle os via den vestjyske elmotorvej. Som Kaj Bech har været med til at bygge.
At klimavenlighed også er god forretning og sund fornuft, har byens stolte støberivirksomhed længe vidst. Med grønnere profil står koncernen tilmed knivskarp i konkurrencen med udlandet
Hvis gråspurvene i Holstebro ligner småfugle, som har fået kolde fødder, er der nok noget om snakken: For byens store støberivirksomhed BIRN har på tre år skruet gevaldigt ned på sit forbrug af naturgas.
”På fabrikken i Holstebro har vi satset stort på at genanvende varme og bruge energi mere effektivt end førhen. Resultatet er ret slående: På tre år er forbruget af naturgas sænket med 50 procent,” fortæller Emil Husted Brodersen.
Hans titel er Group Sustainability Manager, hvilket på mundret vestjysk betyder, at han er ansvarlig for at gøre BIRNs produktion og daglige drift så grøn og bæredygtig som muligt.
At halvere sit naturgasforbrug kunne nok få de fleste virksomheder til at snuppe en velfortjent slapper på sofaen, men sådan fungerer Emil Husted Brodersen og BIRN ikke:
”Vores ambition er, at fossile brændsler skal udfases i egne processer inden 2030. Vi arbejder mod net zero i 2040 – altså et stort rundt nul i hele forsyningskæden. Det er ret uhørt i vores branche at sigte så højt – og netop derfor gør vi det: Hvis det umulige er muligt, vil vi være de første, som kommer i mål”.
På støberifabrikken er det overskudsvarme fra blandt andet BIRNs rensekammer – hvor støbejern bliver slebet og beskudt med stålkugler for at fjerne sand og afgrater – som har gjort det muligt at halvere forbruget af naturgas. Processen i rensekammeret udvikler tilpas meget varme til at filtrere og veksle til indblæsning igen. I stedet for at lade varme forsvinde op gennem skorstene sørger to varmegenvindingsanlæg ligeledes for at lede overskudsvarmen tilbage til produktionslokaler, kontorer og badefaciliteter for medarbejdere. BIRN har desuden varmegenvindingsanlæg, der udnytter varmen fra det afkast, som stammer fra nogle af deres smelteovne. Her bliver luften også filtreret og genanvendt
At genanvende varme er til gavn for klimaet og virksomhedens driftsøkonomi. I 2021 var forbruget på 18.700 MWh, og i 2024 var naturgasforbruget reduceret helt ned til blot 8.580 MWh, altså en reduktion på over 50 procent over tre år. Ja, selv bybilledet har ændret sig markant, for med genanvendelse af varme, er der ikke længere brug for de op til 40 meter høje skorstene, som tidligere strakte sig mod himlen. To skorstene er allerede nedlagt og flere vil blive det i fremtiden.
At dreje sin produktion i en grønnere og mere klimavenlig retning kan sammenlignes med et langdistanceløb uden fast mållinje:
”Vi er løbende på udkig efter metoder og teknologier, som effektiviserer vores processer og mindsker ressourceforbruget. Genanvendelse af varme viste sig tidligt i processen at have et enormt potentiale for BIRN – og derfor begyndte vi klimaindsatsen der. Allerede de første to måneder sparede os omkring 55.000 kubikmeter naturgas, så genanvendelse af overskudsvarme er en særdeles interessant case for os – både i et bæredygtigt og økonomisk perspektiv”.
Når mulighederne for varmegenvinding er udnyttet fuldt ud, vil næste fase blive at omstille den eksisterende varmecentral fra naturgas til elektricitet.
”Grøn omstilling havde nogle her-og-nu-gevinster for os. Der var mange frugter, som hang lavt og havde stor værdi. Men grøn omstilling har også et langsigtet perspektiv, hvor ikke alle løsninger er tilgængelige fra dag ét. Nogle teknologier kræver fortsat modning og videreudvikling, inden de for alvor bliver interessante. I andre tilfælde forudsætter nye teknologiske løsninger et tæt samarbejde med både leverandører og kunder. Alligevel fastholder vi kursen og arbejder med konkrete tiltag år for år for gradvist at gøre os uafhængige af naturgas”.
BIRN er én af Holstebros gamle hæderkronede virksomheder. Historien går helt tilbage til 1896, hvor formsvend og jernstøber Heinrich Peter Christian Birn grundlagde et jernstøberi i midtbyen. I dag er BIRN ét af Nordeuropas største jernstøberier – og BIRN Group har udviklet sig til en jernstøberikoncern med datterselskaber i Danmark, Sverige, Tyskland og Italien.
De syv virksomheder i BIRN Group har hver især specialiseret i forskellige områder inden for støbning og forarbejdning af støbejern. På den måde kan koncernen samlet set tilbyde sine kunder i ind- og udland en bred vifte af branchens bedste og mest klimavenlige løsninger. BIRN Group består af:
· Vald. Birn A/S, Holstebro i Danmark
· Tasso A/S, Odense i Danmark
· Uldalls Jernstøberi A/S, Vejen i Danmark
· Velamp A/S, Vejen i Danmark
· Kockums Maskin AB, Kallinge i Sverige
· Birn GmbH, Müllheim i Tyskland
· Bernareggi, Milano i Italien
”Du kan godt sige, at Holstebro er blevet en slags prøvesten for grøn omstilling: De erfaringer vi gør os her i Holstebro, vil koncernen i et vist omfang kopiere og implementere i andre dele af koncernen. Arbejdet er allerede i gang hos datterselskabet Uldalls Jernstøberi i Vejen, hvor en ny og mere effektiv luftcentral forvandler varme fra produktionen til komfortvarme. For en virksomhed med meget høje ambitioner i den grønne omstilling er det lukrativt at være fysisk placeret i Nordvestjylland – her er virkelig mange dygtige folk og underleverandører, vi har kunnet trække på. Når vi går forrest i støberibranchen, er det et solidt ståsted at høre hjemme på en egn, hvor ekspertisen er til stede og mentaliteten er, at vi finder løsninger på alt, selv det som ser svært ud,” slutter Emil Husted Brodersen.
Han begynder sin dag med havregryn og rosiner. Går ture i midtbyen. Har været udsendt i Bosnien. Og så sidder han med ansvaret for 4,8 milliarder kroner og retningen for Holstebro.
Men hvad får egentlig et menneske med den baggrund til at gå efter borgmesterposten?
I denne episode af Alt Godt går Christian Bro en tur med Holstebros nye borgmester Kenneth Tønning – og får et kig bag borgmesterkæden.
Vi kommer forbi:
– hvorfor han sagde ja til politik som 17-årig
– hvad syv måneder i en krigzone gør ved ens perspektiv
– hvordan man balancerer ansvar, ambitioner og en kalender fra 8 til 20
– drømmen om caféer langs åen – og den lidt mere usexede sandhed: kommunen kan ikke gøre det alene
Og midt i det hele står en borgmester, der ikke prøver at være som den forrige, men insisterer på at være sin egen.
God lyttelyst!
De fleste af os ser bare indkøbsvognen, når vi går i Bilka.
Men bag hylderne gemmer der sig en arbejdsplads med omkring 400 medarbejdere, natleverancer, teknikere til køl og frost – og en ledelsesopgave for, hvad der svarer til en lille landsby.
I denne episode af Alt Godt går Christian Bro en tur gennem Bilka Holstebro med varehuschef Sigmund Rubeksen, der selv startede her som 15-årig ungarbejder i frugt og grønt.
Undervejs åbner han døren til detailhandelens maskinrum og fortæller om:
God lyttelyst!
I baglokalet hos Svane Køkkenet i Holstebro – et lokale, der tidligere fungerede som køkkenudstilling – har kokken Henrik Hedensvang skabt et madværksted, SKE by Hedensvang. Her trækker virksomheder på stribe i forklæderne for at opløse hierarkier og blive rystet bedre sammen som hold. Alt sammen under kyndig og grundig instruktion, båret af kokkens køkkenfaglige indsigt og kulinariske kunnen.
I december 2023 åbnede ’SKE by Hedensvang’ – et event- og madværksted i Holstebro.
Her er blevet indrettet med tre store køkkenøer med Quooker-armaturer, en hel væg af Miele-ovne, kombiovne og indbyggede kaffemaskiner – og plads til op til 40 spisende. Alt sammen topmoderne og med det nyeste af det nyeste udstyr.
– Det er endt med virkelig at blive nogle flotte lokaler hernede, og det er en fornøjelse at byde folk velkommen her, siger 37-årige Henrik Hedensvang.
Han bor i Mejrup med sin kone og tre børn, og har tidligere været kok på Sevel Kro, Restaurant Sandgården i Søndervig og det tidligere Restaurant Støberiet i Holstebro.
Før SKE blev en realitet, havde han en tydelig vej gennem køkkenbranchen: først Svane Køkkenet, dernæst Hanstholm Køkkener, videre til Miele og senere Hornberg. Efter Hornberg tog han springet og åbnede SKE.
– Selvom jeg har fået et indblik i køkkenbranchen som sælger, har jeg hele tiden haft et lille cateringfirma ved siden af. Dengang hed det Helm Hedensvang Food & Dining, men det var i en ret beskeden skala, siger Henrik Hedensvang.
Han fortæller videre:
– Jeg savnede stadig muligheden for undervisningsdelen og for at skabe et fællesskab omkring maden, fortæller han. Det var først i slutningen af 2023, at konceptet for alvor tog form og udviklede sig fra Helm Hedensvang Food & Dining til SKE by Hedensvang.
Idéen var at tilbyde madkurser og -events til firmaer, privatpersoner – og alle andre med en interesse i at blive klogere på madlavning – eller bruge tiden i køkkenet hos SKE by Hedensvang til at blive rystet bedre sammen som gruppe. Ved siden af eventdelen skulle virksomheden så også tilbyde catering til små og store fester og arrangementer.
To år senere vækster virksomheden stadig måned for måned. Selvom kendskabet godt kunne være bedre, indrømmer Henrik Hedensvang:
– Kendskabet er virkelig vokset – særligt det seneste år, siger han og fortæller videre:
– Men vi mangler stadig at nå bredere ud. Vi havde en gruppe på besøg her for nyligt, som alle boede nede i Særkærparken, og de vidste for eksempel ikke, hvad vores koncept gik ud på – selvom de bor lige i nærheden, så der er et stykke vej at gå stadig, siger han.
Men dem, der har været der, kommer ofte igen – eller anbefaler det videre til kolleger og netværk.
– Vi spørger tit, hvor mange der har været her før, når vi starter et event, og det er faktisk omkring en tredjedel, der rækker hånden op. Det er en helt anden situation, end da vi begyndte. I starten skulle vi forklare konceptet hver gang. Nu er der flere og flere, der allerede kender os, siger Henrik Hedensvang.
Størstedelen af aktiviteterne er i dag virksomhedsevents og teambuilding. Her bliver medarbejdere delt op i hold og tilbereder en middag sammen – typisk en 2- eller 3-retters menu med vin ad libitum.
– Det handler ikke om, at folk skal blive mesterkokke. Det handler om at arbejde sammen på en ny måde. Når folk står ved en kogeø og skal samarbejde, sker der noget andet, end når de sidder i et mødelokale eller på et kontor, siger han.
Og rollerne kan sagtens blive byttet rundt.
– Den, der plejer at bestemme alt til daglig, står måske og fumler med at piske flødeskum, mens praktikanten har totalt styr på både sauce og steg. Det vender lidt op og ned på det hele – på den gode måde.
Henrik Hedensvang har efterhånden set lidt af hvert.
– Vi havde et hold fra en lokal virksomhed, som måske fik en god portion vin. De sejlede lidt rundt i det og spurgte, om de ikke bare kunne få lov til at lave brun sovs. Jeg sagde: Nej – det ved du jo allerede, hvordan man laver. Så da aftenen var slut, sagde deres chef til mig: Du er urimelig… men du er også fair. Det grinte vi af bagefter.
Der er efterhånden en del eksempler på, at teambuilding-arrangementer har gjort en reel forskel for de besøgende.
– Vi havde en smedevirksomhed, der var her fra 15.00 til 22.30. De lavede mad, spiste sammen og begyndte først at snakke om arbejde sidst på aftenen. Det er præcis dét, vi gerne vil skabe. Et rum, hvor folk får snakket om noget andet – og på den måde lærer hinanden bedre at kende.
Og så var der besøget fra et lokalt sportshold.
– Holdet var inde i en dårlige stime, da de besøgte os. Så havde vi en aften herude, og efterfølgende gik det meget bedre. Jeg siger ikke, det var derfor – men det gør altså noget, når man får flyttet folk ud af deres faste roller, siger Henrik Hedevang.
Selvom virksomhedsarrangementerne fylder mest, er der også plads til dem, der kommer alene – bare for at lære noget nyt.
– Vi har haft kurser i pizzalavning, surdej, flødeboller og en masse andet. Der kommer alt fra skolelærere og studerende til pensionister og foodies. Mange kommer for nørderiets skyld. Og det fede er, at man møder hinanden over noget konkret.
Han husker især et kursus, hvor fire kvinder, som ikke kendte hinanden, endte med at bruge hele aftenen sammen – uden at få udvekslet navne.
– De var så optagede af teknikken, at det sociale kom helt af sig selv. Det er da meget smukt, siger han.
Catering er blevet en voksende del af forretningen. I starten udgjorde det omkring fem procent. Nu nærmer det sig 15.
– Så vi har haft travlt med at levere mad ud af huset, siger han.
Henrik er overbevist om, at der er plads til mere vækst – både i omsætning og aktivitet.
– Vi kunne nemt vokse 30-40 procent mere i vores cateringdel, hvis vi ved siden af det her, også havde adgang til et industrikøkken. Men det kræver investeringer. Og det er stadig et sats. Det hele skal hænge sammen, siger han.
Arbejdsdagene er ofte lange, og mange uger rammer 60 timer eller mere for Henrik. Men når det hele spiller, er det det hele værd.
– Det er jo ligesom, da jeg var kok på Støberiet. Når en aften bare kører, gæsterne er glade, maden sidder lige i skabet og stemningen summer – så får man et rush, siger Henrik Hedensvang.
Sådan er det også her – bare med formidling som et tilsat ekstra krydderi, da jeg her er i kontakt med vores gæster, som var det hjemme i vores eget hjem.
– Man skal jo nogle gange være lidt tålmodig med folk, når nogle begynder det forkerte sted i opskriften eller laver fejl, men det er jo omvendt noget af det, jeg elsker – at formidle madlavning til andre – at give folk noget, de kan få med hjem, siger Henrik Hedensvang.
Han kalder SKE by Hedensvang for sit hjertebarn. Et sted, der både rummer nørderi, samvær og udvikling – og som stadig har masser af potentiale.
– Det her er noget, jeg virkelig tror på. Men det skal have lov til at simre – man kan ikke tvinge smagen frem eller bare forvente stor fremgang fra ene dag til den anden. Men hvis man gør sig umage og giver det tid, så kommer smagens dybde frem – og kendskabet bliver bredere.
Hvad gør et ungt menneske, som er stødt på grund i livet – strandet på en af tilværelsens lidt for øde øer? I Holstebro er svaret befriende konkret: Gå ned på Brotorvet. Bank på døren hos Mentorshoppen. Spørg efter Elias.
”Vi er til for unge, som balancerer usikkert på kanten. De ensomme. Unge med et spinkelt netværk. Mennesker i alderen 18-30 år som ikke kommer med lommerne fulde af social kapital hjemmefra. Vi er deres trygge voksenkontakt. En hånd i ryggen. En ven, som i kraft af medmenneskelighed og egen livserfaring kan hjælpe det unge menneske til at blive bedre i stand til at mestre sit eget liv,” fortæller Elias Ehlers (40).
Han er daglig leder af Mentorshoppen, der så dagens lys tilbage i 2016. Og har til huse i en café delt med Code of Care, og Musikteatrets Lille Live-scene.
”Vi er omkring 20 frivillige mentorer, som står klar til at omfavne unge med åbne hjerter, tillid og respekt. 20 mentorer som vil de unge det godt”.
Nogle vil måske indvende, at et rigt og moderne velfærdssamfund har professionelle fagfolk og systemer, som griber unge, der snubler i livet:
”Systemer er systemer – og systemer vurderer. Stiller krav. Forlanger. Vi er frivillige. Mentorerne får ikke løn for at hjælpe – de rækker hånden ud, fordi de har tid og lyst til at gøre en forskel i et ungt menneskes liv. Mentorerne har medmenneskeligheden med i baglommen – den er tilmed ganske gratis. Vi kommer de unge i møde med en forståelse og tålmodighed, som de unge ikke altid oplever i skole, på job eller i kontakten med sociale myndigheder og sundhedsvæsen,” forklarer Elias Ehlers.
Deri ligger ikke en kritik af professionelle fagfolk – snarere en erkendelse af, at fagfolk og frivillige udfylder vidt forskellige roller og i bedste fald supplerer hinanden, så et ungt menneske ikke oplever et tomrum:
”Vi har et tæt og godt samarbejde med Holstebro Kommune, Ungeenheden, Jobcentret, Social- og sundhedsskolen og en række private virksomheder. Som lille organisation har vi ikke mulighed for at markedsføre os vidt og bredt. De unge, som henvender sig til os, har typisk fået et tip fra undervisere, studievejledere, socialrådgivere, psykologer og familiemedlemmer, som ad omveje har hørt om Mentorshoppen”.
Alle – selv Kongen og statsministeren – taler ofte om de unge. Fordi samfund og samtid tilsyneladende gør ondt på mange.
”Vi står med en ung generation, som er blevet målt, vejet og testet hele livet. Alle personlighedstræk og evner er ned i mindste detalje kortlagt og vurderet. Nogle klarer sig – mange lider under det. I Mentorshoppen møder vi unge kvinder og mænd, som de er. Uden filter. Vores mål er at øge deres livsglæde og gåpåmod, så de langsomt, men sikkert får et bedre liv, de er i stand til at mestre”.
De frivillige mentorer er måske nok ældre, blødere og rundere end mange fagfolk og professionelle, de unge har mødt på deres relativt korte vej i livet, men det er ikke ensbetydende med total eftergivenhed. Da tilbuddet er frivilligt, sætter det nogle begrænsninger for, hvilke problematikker Mentorshoppen kan bære: Derfor tager de ikke unge ind, der har et aktivt stofmisbrug, er voldelige eller som er udfordrede af ikke-diagnosticerede og ubehandlede psykiske sygdomme:
”Det er vigtigt, at vi hjælper der, hvor vi faktisk kan hjælpe. Vi forventer også, at det unge menneske har et ønske om forandring og en vilje til at bevæge sig. Der skal være en flamme. Hele grundlaget for vores arbejde er, at det unge menneske skal have en lyst til med tiden at sejle for egen vind – så skal vi nok være der og hjælpe med at læse søkort og sætte en kurs. Være der i gode stunder såvel som svære,” fortæller Elias Ehlers.
Ved hans side sidder Benny Machon (58). I det daglige arbejder han i LEGO-koncernen. Han er også bestyrelsesformand for Mentorshoppen og har selv været en af de 20 mentorer, som griber unge, der er trillet omkuld i en af tilværelsens snubletråde:
”Det unikke ved Mentorshoppen er den personlige kontakt. At Elias tager en samtale med et ungt menneske og finder den helt rigtige mentor til hende eller ham. Det gør hele forskellen, at der er et knivskarpt og præcist match mellem det unge menneske og mentor. Når vi mødes første gang, mærker vi, om kemien passer. Gør den det, er vi klar til at gå ombord i det problem, som det unge menneske står midt i. I et passende langsomt tempo. Vi mødes som udgangspunkt én gang om ugen og mødet varer en times tid, men i princippet er vi medmenneskelighed indenfor rækkevidde døgnet rundt. Hvis noget vælter, kan vi træde til udenfor andres normale åbningstider,” fortæller Benny Machon.
Og resultaterne taler for sig selv:
”I Mentorshoppens regi flytter de unge sig et godt sted hen. I vores afrapportering er det tydeligt at se, at vores unge kommer videre til uddannelse eller job – måske efter et par år med stilstand i deres liv”.
Og så er der de små solstrålehistorier. Som da mentorerne mødes til juleafslutning med vinsmagning. Blandt VildMedVins personale er en ung mand, der pludselig rømmer sig og tager ordet: ”Undskyld, jeg vil bare sige, at min kæreste har været i forløb hos jer – og I skal vide, at det gjorde en verden til forskel for hende. Tak!”
Benny Machon smiler med varme:
”Jeg kan love dig for, der var fugtige øjne. Det giver så meget mening at bruge en del af sin fritid på et ungt menneske. Vi er kræsne i vores match med de unge – derfor satser vi på diversitet i korpset af mentorer. Der er flest kvinder – vi kunne godt bruge flere mænd og er nu aktivt opsøgende. Det gælder også i samarbejdet med lokale politikere og virksomheder,” fortæller Benny Machon, og nævner, at Mentorshoppen arbejder på at skabe et korps af trofaste ambassadører.
”Og desværre tyder nye tal på, at der bliver endnu mere brug for os. Undersøgelser viser, at en ud af seks unge forventes ikke at gennemføre sin ungdomsuddannelse efter folkeskolen. Der er i Holstebro Kommune 4-500 unge mennesker, som hverken er i uddannelse eller job. Det er ulykkeligt. Både for det unge menneske og for en by og en egn, som har svært ved at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft”.
Bestyrelsesformand og daglig leder slutter af et lille kig i Mentorshoppes egen krystalkugle:
”Vi drømmer om at bygge om. Vi drømmer om at etablere os mere blivende i disse lokaler. Derfor sidder vi lige nu med ansøgninger til fonde og krydser fingre for, at en eller flere vil støtte os i de bestræbelser. Vi drømmer også om at kunne holde åbent hus-arrangementer, hvor vi kan række ud til alle nysgerrige unge – også dem som ikke er i mentorforløb hos os. Behovet er stort – vi vil løfte, så godt vi kan”.
Klik indenfor hos Mentorshoppen.
Der bliver drukket en kubikmeter kaffe. Spist 9.000 stykker frugt. Og løbet ind gennem røg, lys og høj musik af omkring 3.000 fodboldspillere – drevet af Kåre Madsen og et stærkt fællesskab omkring Holstebro Indoor.
For seks-syv år siden sad Kåre Madsen – indehaver af Madsen Byg – i bilen med sin søn og kørte tværs gennem landet for at finde de fede indendørsstævner. Vejle. Aarhus. Randers. Horsens.
Vestjylland? Tja.
– Vi manglede noget her. Noget med lir. Noget, børnene kunne mærke i maven, siger Kåre Madsen i et nyt afsnit af podcasten Alt godt, som du kan høre herunder, eller der hvor du lytter podcast.
Så Kåre og makkerne gjorde det, mange taler om – men færre gør: De byggede det selv. Tog det bedste fra de største stævner og skruede konsekvent op for oplevelsen. Resultatet blev Holstebro Indoor – et trækplaster så stærkt, at det fik DGI’s tilmeldingssystem til at knække sammen, da tilmeldingen åbnede.
Indløb med røg – og pokaler til alle
For Kåre og den trofaste skare af frivillige bag Holstebro Indoor handler turneringen ikke kun om mål og point. Det handler om at give børn og unge en oplevelse for livet. Der er indløb med røgkanoner og lys. Navnene runger ud af de store højtalere. Og når der er podieplads, får alle spillere deres egen pokal.
– Hvorfor skulle fem-seks børn stå og dele én pokal? Selvfølgelig skal de have én hver, siger Kåre om en af deres største budgetposter i turneringen.
Det virker. Børnene ranker ryggen. Forældrene tager billeder. Og nogle gange står en treårig lillesøster og overrækker pokalen til sin storebror.
– Det er dér, jeg mærker, at det hele giver mening. Det er ikke bare en kamp. Det er et øjeblik, fortæller Kåre Madsen.
Frivillighed – uden løn, men med mening
Holstebro Indoor er 100 % frivilligt drevet. Kåre møder ind kl. 6.30. Går hjem ved midnat. Tre weekender i træk. Til gengæld er der omkring 15 frivillige pr. dag, heraf en solid kerne, der har været med siden begyndelsen. Forældre. Unge. Lokale kræfter.
Nogle sidder ved dommerbordet. Andre styrer stævnekontoret. Og helt unge knægte og piger får mikrofonen i hånden og kalder holdene op foran 100 mennesker.
– Det giver dem noget. At tage ordet og finde ud af, at det ikke er farligt, siger Kåre Madsen.
Sidste år valgte Holstebro Indoor at bruge en del af overskuddet på noget, der rækker længere end de tre weekender i januar: dommerkurser for unge. I dag er omkring seks af de unge aktive dommere i udendørsfodbolden. Ikke bare til stævnet, men i helt almindelige turneringskampe rundt omkring.
– Det er vi faktisk lidt stolte af, siger Kåre Madsen.
For det er ikke bare ekstra hænder i weekenderne. Det er fødekæde til foreningslivet.
– De første år havde vi nogle dommere, der var så unge, at det var lige før, vi måtte skille banderne ad, for at de kunne komme ind på banen, griner Kåre Madsen.
Grønne tal – og kærlighed til byen
Hvorfor bruger en travl erhvervsmand så tre weekender på et frivilligt stævne? For ham er svaret er enkelt:
– Jeg elsker den her by. Det har jeg altid gjort, og den vil jeg gerne give noget tilbage, siger Kåre Madsen fortsætter.
– Holstebro har grønne tal. Den vokser i indbyggertal. Og i vores del af landet er det ikke nogen selvfølge. Det er sindssygt vigtigt at værne om.
Hans virksomhed er forankret i byen. Hans arbejdspladser er det. Og Holstebro Indoor er hans måde at bidrage til, at flere får øjnene op for byen – og lyst til at blive en del af den.
Med hold fra Esbjerg til Aalborg bliver navnet Holstebro råbt op igen og igen. På storskærme, i kampprogrammer og på sociale medier.
500 er nok
Holstebro Indoor har omkring 510–530 hold med hvert år. Det svarer til cirka 1.000 spillere pr. weekend. Og ja – der er ventelister. Men der kommer ikke en fjerde weekend.
– Det kan jeg simpelthen ikke. Tre weekender er rigeligt, siger Kåre Madsen med et grin.
Ambitionen er ikke evig vækst. Ambitionen er kvalitet. Stemning. Samling ét sted. Med alle finaler i samme hal.
En drøm i græs – og beton
Men alligevel drømmer de. Kåre og kompagni. Holstebro Indoor er organiseret som en forening, og selve overskuddet har et mål: En goalbox med kunstgræs ved Idrætscenter Vest. Prisen på sådan en drøm lyder lige nu på omkring 1–1,5 mio. kr.
– Vi har omkring 400.000 kr. i kassen. Kan vi selv lægge en halv million på sigt, er det nemmere at få fonde med, siger Kåre Madsen.
Drømmen lever. Ligesom stævnet.
Årets leder
Kun få dage efter, at røgen havde lagt sig i hallen efter endnu en udgave af Holstebro Indoor, stod Kåre Madsen selv på en scene. Uden fodboldstøvler og stævneprogram – men for at modtage hæderen som Årets Leder ved Sportsgalla 2025 i Holstebro. En anerkendelse af et engagement, der rækker langt ud over én turnering.
For det, han bygger, handler ikke om titler. Det handler om børn, der løber gennem røg. Om frivillige, der bliver hængende år efter år. Og om en by, der vokser – fordi nogen engagerer sig i den.
Gunnar B. Knudsen har været fyrværker for L.O.C. og Minds of 99. Han har sat pyroteknik op for Rammstein og Coldplay, designet fyrværkerishows til Kongehuset, Tivoli, Legoland og Parken og har vundet adskillige internationale konkurrencer og priser som fyrværker. I år har han rundet de 61 år, og han elsker stadig sit farverige arbejdsliv.
75 gram krudt. Det er grænsen for, hvor meget krudt, der må være i de fyrværkeriartikler, du køber ude i butikkerne op mod nytår. Men når man er professionel fyrværker, er der ingen grænser – så længe sikkerheden er i orden.
- De bomber, jeg bruger flest af, er der ofte tre kilo eller mere i, så man kan altså godt se forskel, griner Gunnar B. Knudsen.
Han har designet fyrværkerishows som professionel fyrværker i over 30 år og har nu efterhånden så godt styr på sine himmelvendte penselstrøg, at han kan sætte gang i et show til langt over en million kroner – uden at få pulsen op.
Sådan har det ikke altid været.
Men når man gennem 30 år har lavet alt fra fyrværkerishows til pyroteknik for alverdens musikere, forlystelsesparker og virksomheder, er der efterhånden ikke meget, der kan overraske én.
Men nu skal det ikke lyde som om, det er noget særligt nemt job at være fyrværker.
For det show, publikum ser, og som ikke varer mere end 15-20 minutter – har ofte taget flere måneder at designe.
Ved The Tall Ships Races i Aalborg i 2022 sendte Gunnar Knudsen og hans ansatte over 4.700 stykker fyrværkeri af sted fra Limfjordsbroen – et 16 minutters show, der tog halvandet år at forberede.
– Det var det fedeste, og da showet var færdigt, lå samtlige skibe i havnen og tudede i hornene i minutter efter showet. Folk, der kiggede på, stod og hoppede og hujede – og det var simpelthen så fedt, siger han.
Det er dén følelse, han jagter som fyrværker.
Men selvom reaktionen fra publikum er den store belønning, er vejen dertil langt fra glitrende. For bagsiden af medaljen – den, der ikke glimter mod nattehimlen – er fyldt med logistik, sikkerhed, teknisk præcision og bunker af papirarbejde.
– Der er så mange, der tror, jeg bare render rundt med en lighter og trykker på en knap. Men det her er millimeterpræcist. Hver eneste bombe har sin egen adresse i systemet. Alt er kodet og programmeret ned til millisekunder. Og hvis det ikke spiller – så falder det hele fra hinanden, forklarer Gunnar.
Han bruger ofte flere måneder på at designe ét show – særligt de musikstyrede, hvor hver eksplosion skal passe nøjagtigt til musikkens rytme, klang og opbygning.
– Jeg kan ikke høre visse stykker musik uden at begynde at se fyrværkeri for mit indre blik. Det kører som en slags film oppe i hovedet, siger han.
Og det er netop det filmiske, det teatralske og det følelsesmæssige, der driver værket. Når klimaks i musikken nærmer sig, skal farverne på himlen tage til, rytmen skal intensiveres, og finalen skal eksplodere i farver og former.
At det lige skulle være fyrværkeri, det meste af arbejdslivet skulle gå med, var måske ikke skrevet i stjernerne fra starten. Gunnar er oprindeligt uddannet bager og har både bagt franskbrød og flødekager, været disk jockey på Diskotek Moonlight i Holstebro og arbejdet med maskinvedligehold på Arla-mejeriet i Holstebro i over et årti. Men krudtets tiltrækningskraft har haft tag i ham hele tiden – indtil det til sidst blev karrierevejen.
– Undervejs mens jeg arbejdede andre steder, opsøgte jeg nogle fyrværkere i byen, bare fordi jeg var nysgerrig. Jeg rendte dem nærmest på dørene. Og en dag spurgte de, om jeg ville være med. Resten er historie, som man siger.
Siden dengang i midten af 90’erne er det blevet til shows for Tivoli (fast siden 2006), Legoland, kongehuset, store sportsbegivenheder – og samarbejder med navne som Coldplay, Rammstein, L.O.C. og Minds of 99.
– Jeg går nu egentlig ikke så meget op i, hvem jeg laver tingene for – bare det hele spiller, så er jeg glad, siger han.
Men at være fyrværker er ikke bare et arbejdsliv med store navne og høj himmel. Det er en livsstil, hvor arbejdsdagen starter tidligt om morgenen og ofte slutter sent – og hvor højsæsonen topper, når resten af landet holder fri.
– Jeg starter typisk mit arbejde klokken seks hver morgenen. I højsæsonen kan det være fra fem til atten – og weekender oveni. En tur til Tivoli starter lørdag formiddag og slutter søndag morgen klokken fem. Det er bare sådan, det er, siger Gunnar.
Og som selvstændig er det svært at slippe ansvaret – også når man har fri.
– Jeg tager jo telefonen, når den ringer. Og det gør den tit. Mine børn kigger nogle gange på mig og spørger: “Skal du virkelig tage den nu, far?”
De mange timer foran skærmen, i bilen og ude på festpladserne kræver sin portion vilje. For den farverige finale, publikum ser, skjuler et massivt forarbejde.
– Det er jo kun toppen af isbjerget, man ser, når man ser et fyrværkerishow. Det kan godt være svært at forklare folk, siger han.
Meget har ændret sig, siden Gunnar B. Knudsen første gang blev budt indenfor i det professionelle fyrværkeri-miljø i midten af 90’erne. Både selve bomberne og måden, de affyres på, er blevet mere præcise.
– I dag er bomberne større i udslaget, farverne er blevet markant bedre, og effekt-kompleksiteten er steget helt vildt. Det, vi kan i dag, kunne vi nok teoretisk dengang – men man gjorde det bare ikke, siger Gunnar.
Udviklingen betyder også, at nogle effekter i dag er så sofistikerede, at kun andre fagfolk forstår, hvad der egentlig foregår.
– Der er nogle effekter, der er så specielle, svære og dyre, at man skal være fyrværker for helt at forstå, hvad man ser. Det almindelige publikum fanger det ikke på samme måde. Og det er ikke fordi, jeg skal lyde ”hovskisnovski” – det er bare et faktum. Ligesom en kok smager nuancer i en ret, som almindelige gæster måske ikke opfatter, siger han.
Den tekniske side er også blevet mere avanceret. Hver bombe har sin egen eltænder – et lille elektronisk kredsløb med en pyroteknisk spids – og alle disse er kodet og adresseret i et digitalt affyringssystem.
– Det hele kører gennem et netværk, hvor hver eneste bombe har sin specifikke adresse. Alt bliver programmeret og afstemt ned til millisekunder. Det skal spille, ellers falder det hele fra hinanden, forklarer han.
Men selv med al den teknik, kræver det stadig respekt for det grundlæggende: krudtet og kraften.
– Hvis det går galt med de bomber, jeg arbejder med, så dør man. Der er ingen mellemvej. Men til dags dato har jeg ikke engang fået så meget som et brændemærke. Det handler om respekt – og om at holde sig til nogle få, helt faste regler.
Men selvom det hele i dag er millimeterprogrammeret og teknisk overlegent, er det ikke kun præcisionen og de bedre effekter, der fylder mere.
Bevidstheden om fyrværkeriets miljøaftryk er også blevet en fast del af det, man snakker med kunderne om – og ikke nødvendigvis på grund af publikum.
– Det er ikke dem, der står og kigger op, der har ændret holdning. Det er deres bagland. Altså bestyrelserne i virksomhederne eller de politiske lag bag kommunale arrangementer. Der er kommet en helt anden klimabevidsthed – og det er der jo ikke noget at sige til, siger Gunnar og tilføjer:
– Problemet er bare, at folk nogle gange gerne vil diskutere med deres følelser – i stedet for, hvad der er fakta, siger han.
I stedet for at afvise kritikken om, at fyrværkeri sviner, har han valgt at møde det med konkret klimahandling.
– Vi satte os ned og regnede på det. Hvad udleder vi – i CO₂ – på transporten, fyrværkeriet selv og hele vejen rundt. Og så sagde vi: Okay, det må vi kunne gøre noget ved.
Løsningen blev at tilføje en klimakompensation som en integreret del af tilbuddet.
– I dag står der på fakturaen, hvor meget CO₂ der er udledt – og så planter vi træer i en faktor 10. Vi overkompenserer helt vildt, for så kan jeg med ro i maven sige: Vi har taget ansvar. Og det ansvar skal ikke ligge hos kunden – det skal være vores, siger han.
I dag er det mest ham selv, der sidder bag skrivebordet og designer de store shows, mens yngre kræfter står for afskydningen. Men Gunnar B. Knudsen er stadig med – og han har ikke travlt med at stoppe.
Alligevel mærker han, at noget forandrer sig. Ikke i arbejdet – men i livet omkring det.
– Jeg er ikke blevet træt af det. Ikke et sekund. Men jeg glæder mig også til engang at kunne være lidt mere morfar og farfar. Og der er jo en del ting, jeg kommer til at gå glip af, som det er nu, siger han.
Han ser ikke nødvendigvis sig selv ved knappen de næste ti år frem. Så han håber, at nogen en dag vil tage pladsen.
– Hvis der sidder en derude og kigger på mit arbejdsliv og tænker, at det dér – det gad jeg godt… så skal de bare ringe, griner han.
Hun hader at gå tur.
Men hun elsker samtaler.
I dette afsnit af Alt godt går Christian Toft Bro en tur i Holstebro med Vibeke Nipper – journalist, vært og et velkendt ansigt fra TVMIDTVEST gennem årtier.
Det er en samtale om pionerånd og fællesskab.
Om at starte noget, før der fandtes manualer.
Og om hvorfor Vibeke aldrig har været drevet af rampelyset – men af mødet med mennesker.
Undervejs fortæller hun om:
Samtalen kredser også om noget større: Journalistik som tillid, små historier med stor betydning – og hvorfor helt almindelige mennesker altid har været Vibekes vigtigste omdrejningspunkt.
Lyt med på Spotify, Apple Podcasts – eller dér, hvor du plejer at høre podcast.
Marketing i hverdagen, hypnose i fritiden – og fuld fart som julemand den 24. december. Bjørn Lund Due har flere gear end de fleste, og i rekordåret nåede han hele 61 børn på én juleaften.
Bjørn Lund Due har haft et arbejdsliv lidt ud over det sædvanlige. Først blev han uddannet ambulanceredder. Så var han et smut forbi fotografuddannelsen. Så var der noget finansøkonomi, der lød spændende. Så lugtede det hele lidt af ejendomsmægler. Det blev ikke til noget. Så tog han uddannelsen til multimediedesigner i stedet. Så en bachelor i webudvikling. Så kørte han sin egen webshop med gastrokemi. Så startede han på et bureau. Og langt om længe landede han, hvor han er nu; som marketingspecialist med speciale i tech og tracking.
Det lykkedes til sidst – at finde den helt rette hylde.
”Rette hylde” er måske så meget sagt, for Bjørn har det med at samle nye spor op, hvor andre ville stoppe. Hypnoterapeut-uddannelsen, for eksempel. Og ja – så er der også det med julemanden, men den vender vi tilbage til.
– Da jeg var færdig med bacheloren i webudvikling, kunne jeg mærke, at jeg brugte lang tid på at sidde med nogle tekniske ting, og jeg manglede noget, der havde med mennesker at gøre. For selvom det er sjovt, sidder man jo ved en skærm hele dagen, fortæller 39-årige Bjørn Lund Due.
Han manglede noget andet i sit arbejdsliv. En ekstra dimension.
– Jeg ville gerne hjælpe mennesker mere direkte. Jeg faldt tilfældigvis over en Facebook-side med en mand, som uddannede hypnoterapeuter, og så tænkte jeg, at det kunne være noget for mig, siger han og forklarer videre:
– Og da jeg kunne se, at hypnotisørens egen hjemmeside var lidt i forfald, tilbød jeg ham, at lave en ny hjemmeside – mod at jeg kunne blive uddannet hypnoterapeut hos ham. Det blev byttehandlen, siger Bjørn Lund Due.
Siden har han – egentlig mest som en sidegesjæft – hjulpet rygere af med deres afhængighed, hjulpet en klient af med sin frygt for at køre i trafikken og en anden af med en indvendig vrede.
– De bliver lagt i en slags trance, og så fortæller jeg, hvad klienten skal forestille sig for sit indre blik. Så taler jeg med rolig stemme og snakker på en måde, hvor det ubevidste sind fanger mere end det bevidste. Der er egentlig ret meget fortælleteknik i det, siger han.
Hypnoterapiklinikken driver Bjørn Lund Due i et af de værelser i hans lejlighed, der ellers ikke er i brug i hverdagen.
Men hypnoterapi er ikke den eneste sidegesjæft, Bjørn Lund Due praktiserer. For når det bliver den 24. december, trækker han i julemandskostumet og kører ud til private hjem – hele dagen – som julemand.
– For nogle år siden blev jeg skilt fra min søns mor, så det kom egentlig helt naturligt, for hver anden jul, skulle jeg ikke holde jul med min søn, fortæller 39-årige Bjørn Lund Due.
Hans bror havde tidligere givet den som julemand ved flere lejligheder og talt godt om det, så det satte tanker i gang.
– Så tænkte jeg, at i stedet for at sidde alene med mine forældre hvert andet år – hvilket selvfølgelig også er rigtig hyggeligt – ville jeg ud og sprede noget glæde den dag i stedet, siger han.
Som sagt så gjort. Han lånte det julemandskostume, som hans søster havde syet – og som nu lå hjemme hos hans storebror, og fik aftaler sat op i kalenderen frem mod den første store aften.
– I starten var jeg vildt nervøs, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var mega fedt og helt vildt sjovt at se, hvordan børn lyser op, når de åbner døren og ser julemanden, siger Bjørn Lund Due.
Typisk fungerer det sådan, at forældrene har sat børnenes gaver ud i carporten, og så lige før julemanden ringer på, putter han gaverne i sin sæk.
– Når børnene åbner, siger jeg, at jeg leder efter børn, der hedder sådan og sådan – og så læser jeg op fra den liste med børnenes navne, jeg har fået af forældrene. De små børneøjne bliver altså store, når de hører deres eget navn – ”det er jo mit navn”, griner Bjørn Lund Due.
De fleste børn er glade for at få besøg af julemanden. Men der er nu alligevel et par stykker hvert år, der lige skal se julemanden an. For kan det nu passe, at det rent faktisk også er den rigtige julemand, der er kommet på besøg.
– Typisk, hvis børnene er under 8 år, er de ikke i tvivl – for dem er det bare julemanden, punktum. Men de ældre børn kan godt begynde at stille spørgsmål, siger Bjørn Lund Due og uddyber:
– Jeg var ude ved en pige, der spurgte mig, hvorfor jeg havde falsk skæg på. Så skal man altså tænke hurtigt. Jeg sagde, at det var fordi, jeg skulle barberes i morges, og så kom jeg til at barbere det hele af, og julemanden kan jo ikke rende rundt uden skæg, griner han.
Det skulle pigen lige tænke lidt over. Men hun blev enig med sig selv om, at det vist var en okay forklaring.
Et par gange er han også blevet spurgt til, hvor hans kane er og ”om vi ikke må se dine rensdyr, julemand?”
– Men der er forældrene ofte gode til at sige, at det kan vi ikke lige nu – eller nu skal julemanden også videre – eller lignende, siger han.
Nogle børn undrer sig også, hvis de når at se, at julemanden kommer kørende i bil. Bjørn forsøger at parkere i god afstand, og forældrene sørger som regel for at holde børnene fra vinduerne.
– Men én dreng fangede mig alligevel. Jeg måtte forklare, at kanen jo ligner en bil, når man kører rundt mellem mennesker. Den er camoufleret som en bil. Man skal tænke hurtigt, griner Bjørn.
På verdensplan er der omkring to milliarder børn, og selvom Bjørn Lund Due giver den alt, hvad han kan som julemand, kommer han ikke ligefrem forbi dem alle sammen sådan en juleaftensdag. Men et enkelt år nåede han forbi 61 børn på en dag.
– Jeg ved ikke, hvor mange familier, det er. Nogle familier har jo fem børn – men det er en del, man får besøgt sådan en dag, siger han.
Fordi han har aftaler i kalenderen hele dagen igennem, er det meget forskelligt, hvilket tidspunkt på dagen – og dermed hvilken stemning eller setting, han træder ind i. Om det er til middagstid eller om det er til aftenstid, når duften af julemad fylder husene.
Det er altid specielt at træde ind i andres hjem på den måde. Men også både hyggeligt og varmt.
Og hvad så, når man er færdig efter sådan en dag? Får man som julemand så en småkage og et glas mælk?
– Jeg er faktisk blevet budt på det flere steder, og så har jeg selvfølgelig takket ja, men nej – når dagen er ovre, er jeg bare træt, og det er også ofte blevet sent på aftenen, siger han.
Så du fejrer ikke selv jul den aften?
– Nej, det gør jeg ikke. Så fejrer jeg typisk lidt jul den 23. december, hvor vi så udveksler gaver og får flæskestegssandwich, siger han.
Er det nok for dig?
– Det er jo ikke det samme, som at holde jul med min dreng – det vil det aldrig blive. Men når jeg er færdig efter sådan en dag, er jeg jo bare helt vild varm indeni, og det er en god følelse, siger Bjørn Lund Due.
Man får hurtigt fornemmelsen – når man snakker med Bjørn Lund Due – at der ikke er noget spørgsmål, der er forkert at spørge om. Så snakken bevæger sig i retningen af økonomi. For det koster vel trods alt noget at få julemanden ud?
– Ja, det gør det. Jeg tager 500 kroner for juleaften, og hvert andet år, når det er den 23. december, jeg kommer ud, tager jeg 300 kroner pr. besøg, siger han.
Er det meget eller lidt, synes du?
– Jeg synes, det er passende. Jeg gør det for at gøre nogle glade, men jeg bruger jo også min juleaften på det, siger han.
Det har også den sideeffekt, at folk ikke aflyser så nemt.
– Jeg har oplevet, at folk aflyser på dagen, og på den måde er der noget forpligtende i det, når man har betalt. For jeg har jo sagt nej til andre familier, som har spurgt til min tid, siger han.
Der er ikke mange ligheder mellem marketingsspecialist, hypnoterapeut og julemand. Men det sker alligevel, at de overlapper.
– Når vi holder juleafslutning på mit arbejde, og familierne er med, er jeg også julemand, men ellers er det ikke ofte, at de her tre interesser lapper over hinanden, siger Bjørn Lund Due.
Men der er nu alligevel noget, der går på tværs af alle fagene:
– Det er vel lysten til at hjælpe – og at gøre andre glade. Om det så er kunder, klienter eller børn juleaften, siger Bjørn Lund Due.
Men vent lidt – nu han kommer til at tænke over det – har han faktisk brugt elementer fra hypnoterapien i rollen som julemand:
– Et år havde jeg købt en masse små bjælder, som jeg tog med ud til børnene. Så gav jeg en bjælde til hvert barn og spurgte dem; kan du mærke, du bliver glad, når du ringer med den? Og ja – dét kunne de, griner Bjørn Lund Due og afslutter:
– Så på den måde handler virkeligheden også om den fortælling, vi bliver præsenteret for – og om den fortælling, vi selv er med til at lave. Man har et valg. Og man kan vælge at se positivt på livet eller huske at fodre sig selv med det, der gør én glad, siger han.