DK EN

Lokale fysioterapeuter opbygger kæde inspireret af andelstanken

Med udgangspunkt i Holstebro har en gruppe fysioterapeuter i det stille opbygget et nyt fællesskab, der bygger på andelsprincippet og foreløbig driver ikke færre end seks klinikker foruden et motionscenter og en webshop. De er allerede blandt landets største formet på den vis, og der kan komme yderligere vækst.

Af Niels Stoktoft

De er fysioterapiens svar på Thise Mejeri, Arla og Danish Crown.

Ud fra en andelstanke er en gruppe jyske fysioterapeuter i gang med at opbygge en større kæde af klinikker og andre forretninger. De tager imod patienter med ondt i skulderen og andre symptomer på foreløbig seks klinikker i Holstebro, Aarhus C, Ikast, Ringkøbing, Skejby og Risskov. Men de har også nogle af landets største sportsklubber som kunder, blandt andre FCM i fodbold, håndboldklubben Viborg HK og ishockeyklubben Herning Blue Fox. Når spillerne løber på banen, sidder der fysioterapeuter fra kæden klar til at ordne skader.

 

Klaus Bang Carstensen og Morten Vanggaard er 2 af stifterne af det nye fællesskab

Det nye fællesskab har udspring blandt fire fysioterapeuter i Holstebro: Klaus Bang Carstensen, Morten Vanggaard, Thomas Bay og Søren Sørensen. De er i dag medejere af kæden sammen med partnere i Ringkøbing og Ikast. Omsætningen er tocifret i både Holstebro og Aarhus.

Håndterer administration, indkøb og større kunder i fællesskab

– Vi prøver at stordrifte de opgaver, som ikke direkte vedrører patienter, for eksempel bogføring. Det har vi centraliseret og ansat en revisor til at styre, fortæller Klaus Bang Carstensen, der er direktør og næstformand i fællesskabet.

 

Fysioterapeut Dorte Rask Amby med en kunde i klinikken i Sønderlandsgade i Holstebro

De seks klinikker er en del af den frivillige kæde FysioDanmark, som blandt andet håndterer indkøb, uddannelse og kontakt til store kunder som eksempelvis forsikringsselskaber. Inden for FysioDanmark er det jyske fællesskab i dag det største opbygget på den måde.
Klaus Bang Carstensen tager stadig mod patienter inden for sit speciale med ultralydsskanning. Driften af forretningen må ikke tage overhånd. Hjertet skal være med, understreger han.

De fleste fysioterapeuter er uddannet på skolen i Holstebro

Alene i Holstebro arbejder der 21 fysioterapeuter. De fleste er uddannet på skolen i Holstebro, som er over 50 år gammel. Klaus Bang Carstensens tilknytning til byen begyndte, da han som ung var elev på Ungdomsskolen Lægården.

Fællesskabet forventer med tiden at vokse sig større ved at få flere kunder på de enkelte klinikker eller ved at fusionere med andre.
– Vi tror på, at fællesskabet gør stærk. Vi kan mere sammen end hver for sig, siger Klaus Bang Carstensen.

Fællesskabet beskæftiger samlet op mod 100 personer. Nogle af dem arbejder i den webshop, som også hører med i gruppen. Den hedder sport112.dk og sælger blandt andet skinner, bandager og andre hjælpemidler til behandling af skader.

Husk at tilmelde dig nyhedsbrev og hold dig opdateret

@erhvervsforumholstebro