DK EN

Afstemning 2026 ErhvervsKulturpriserne

Her på siden kan du læse om de nominerede i de syv kategorier og afgive din stemme – med undtagelse af prisen som Årets Virksomhed, som afgøres af medlemsvirksomhederne og juryen i fællesskab. Afstemningen lukker d. 25. oktober.

Du kan afgive din stemme i én eller flere kategorier – men kun på én nomineret i hver kategori.

 

Har du booket pladser til årets show?

 

 

Årets Medarbejderkultur

hylder en virksomhed i Holstebro, der har løftet fællesskabet på jobbet og inspirerer andre til at gøre det samme.

• Work-life-balance, flextid og frihed under ansvar i en branche kendt for det modsatte
• Alle medarbejdere kan arrangere sociale aktiviteter for virksomhedens regning
• Kulturen starter hos en synlig ledelse – og bliver båret af alle

I en branche, hvor lange dage og interessetimer nærmest er en tradition, har MCB valgt en anden vej. Her bliver trivsel ikke bare talt om til personalemødet – det bliver prioriteret hver eneste dag med work-life-balance, flextid og en tillid til medarbejderne, der kan mærkes. Det sociale fylder også: fælles pizzakurser og en årlig tur til udlandet, hvor faglighed og gode oplevelser går hånd i hånd. Og så er der reglen, alle nye lægger mærke til. Enhver medarbejder kan arrangere en social aktivitet for virksomhedens regning – blot alle inviteres, og mindst otte deltager. Den slags kultur opstår ikke tilfældigt. Den bliver skabt.

• Høj anciennitet og mange jubilarer, samt et godt ry
• Fysisk og psykisk trivsel bliver taget lige så alvorligt som fællesskabet
• Aktiviteterne kommer lige så meget fra kollegerne selv som fra huset

Hos ID® kan man aflæse kulturen på kalenderen. Personaleforeningen står for lasergame i lagerhallen, LEGO-events, keramikkursus, brætspil og pizzaaftener. Huset byder på is, yoga og TRX, lokal håndbold og ishockey, sommerfest, julefrokost og VIP-telt til Active in the City. Og så er der alt det, kollegerne selv finder på: løbeklub, strikkeklub, padel og tipsklub. Det skaber relationer på tværs – og omkring 90% møder op, når der er fest. Trivslen bliver taget lige så alvorligt som fællesskabet, blandt andet med besøg af ergoterapeut. Resultatet er høj anciennitet, mange jubilarer og en aldersspredning, hvor erfaring og nye perspektiver trækker samme vej.

• Et stærkt frivilligmiljø i sund balance med de ansatte
• Kort afstand fra idé til handling – og let adgang til ledelsen
• Høj ejerskabsfølelse skaber motivation, ansvarlighed og engagement

I Holstebro Golfklub er der højt til loftet. Mange medlemmer bidrager aktivt til både drift og aktiviteter, og der er fundet en sund balance mellem frivillige kræfter og ansatte, hvor de to grupper løfter i flok. Kulturen er åben og uformel. Der er kort vej til ledelsen og beslutningstagerne, fokus ligger på løsninger frem for hierarki, og afstanden fra en god idé til noget konkret er bemærkelsesværdigt kort. Medarbejderne har medindflydelse, bliver udviklet og har en tydelig ejerskabsfølelse, som smitter af på motivationen. Bag det hele ligger et fælles formål og en klar retning for kvalitet, service og helhedsoplevelse – for både medlemmer og de mange gæster.

Årets Talent

går til en ung ildsjæl i Holstebro Kommune, der med nye idéer og energi har sat aftryk – og inspireret andre.

• Vinder af Lærlingeprisen 2026 i Holstebro
• Bronzemedalje for sit svendestykke – udvalgt til udstilling på Trapholt
• Rollemodel for unge kvinder i de tekniske fag, med over 2.000 følgere på IG og medlem af Boss Ladies

Kathrine Tarbensen Ravnholt er uddannet maskinsnedker og nu teamleder hos TCM Group i Tvis, og hun har haft et år, de fleste kun kan drømme om. Hun vandt Lærlingeprisen 2026 i Holstebro og fik bronzemedalje for sit svendestykke – et stykke arbejde, der efterfølgende blev udvalgt til udstilling på kunstmuseet Trapholt. Dermed løfter præstationen sig ud over det rent faglige og viser en designsans, der rækker langt. Ved siden af arbejdet renoverer hun sit eget hus og deler processen på profilen huset_paa_bakken_, hvor over 2.000 følgere kigger med. Sådan bruger hun helt bevidst sit eget fagvalg til at inspirere andre unge til at vælge et teknisk fag.

• Vinder af DM i Skills 2024 som landbrugsmaskinmekaniker
• Sølvvinder og fanebærer ved EuroSkills 2025 i Herning
• Gik selvstændig med GKJ Maskinservice 1. april 2026

Gustav Klinkby Jensen fra Ulfborg har på få år vist, hvor langt målrettet træning og en høj faglig standard kan bringe en ung faglært. I sin lærlingetid hos Stadil Smede- & Maskinforretning vandt han DM i Skills i 2024, og i 2025 var han fanebærer for det danske hold ved EuroSkills i Herning – og kom hjem med sølv efter en dyst mod Europas allerbedste unge håndværkere. Det kræver mere end talent. Det kræver vedholdenhed, tusindvis af træningstimer og en ambition om at ville være blandt de bedste. Siden 1. april 2026 har han taget skridtet videre og er gået selvstændig fuldtid med GKJ Maskinservice.

• 4. årselev på filmlinjen på Dansk Talentakademi og teknisk assistent
• Driver sin egen virksomhed, Fujia FILM, PHOTO & ANIMATION, i Holstebro
• Får hele filmhold til at præstere bedre omkring sig

Mathilde Fujia Astrup Aldershvile er ung filmskaber med begge ben plantet i Holstebro. Hun er 4. årselev på filmlinjen på Dansk Talentakademi og samtidig ansat som teknisk assistent. Særligt som klipper skiller hun sig ud med teknisk kunnen, idérigdom og en sikker sans for rytme og historiefortælling. Talentet bliver omsat i praksis. Hun har bidraget til flere professionelle filmproduktioner og driver sin egen virksomhed, hvor hun producerer kortfilm, reportager og visuelt indhold for danske musikere og virksomheder. Det, samarbejdspartnerne fremhæver, er dog evnen til at løfte andre: hendes skarpe blik og empatiske form skaber tryghed, så hele holdet præsterer bedre.

Årets Leder

går til en frontfigur i en organisation i Holstebro Kommune, der har løftet både medarbejdere og organisation – og inspirerer andre.

• Afdelingen ligger konsekvent i toppen af virksomhedens trivselsmålinger
• Har fået to afdelinger, der før stod hver for sig, til at fungere som én
• Hilser på alle med fornavn – også dem, der ikke er hans egne

Kenneth Dalsgaard er svær ikke at lægge mærke til. Han hilser på alle med fornavn, også uden for sin egen afdeling, og han har en indbygget radar for kolleger, der har en svær dag. To afdelinger, som tidligere ikke havde meget med hinanden at gøre, laver i dag pausegymnastik sammen to gange om ugen – med Kenneth som deltager, ikke som instruktør. Han giver frihed under ansvar, inddrager medarbejderne, når noget skal ændres, og prioriterer arbejdsmiljøet højt, også når produktionen presser på. Tavlemøderne bliver gentaget på engelsk, så alle kan være med. Og en gang om året holder han privat fest for sine medarbejdere.

• Fra teamleder til Director for Group Affairs på under seks år
• Smittende drive, tilgængelig og mærkbart nærværende
• Intet falder ned mellem to stole – der er altid handling bag ordene

Siden Rikke Evers begyndte som teamleder i salgsafdelingen hos Creativ Company i 2020, er det gået stærkt: Customer Care Manager, ansvar for compliance og fra januar 2026 chef for den nye Group Affairs-afdeling med ansvar for strategisk HR, ledelsesudvikling og kompetenceudvikling. Hun er ikke bare leder af titel. Hun sætter sig ind i tingene, tager uddannelse ved siden af jobbet og bliver dygtigere på præcis de områder, hun har ansvaret for. Kollegerne fremhæver et drive, der smitter, og en tilgængelighed, der holder: man kan komme med stort og småt og får altid svar. Forretningsforståelse og nærvær i samme person.

• Driver fire enheder på én gang – tre apoteker og et dosispakkeri
• Visionær og forrest med den teknologiske udvikling i hele forretningen
• Uddelegerer ansvar og stoler på, at folk løser opgaven

Der er mange bolde i luften, når man står i spidsen for Koala Apotek, Vinderup Apotek, Holstebro Løveapotek og Holstebro Dosispakkeri på samme tid. Birgitte Nørskov holder dem oppe – og finder samtidig overskud til at kigge fremad. Hun følger med den teknologiske udvikling på både apoteksenhederne og i dosispakkeriet og tør investere i den. I det daglige uddelegerer hun ansvar og stoler på, at opgaven bliver løst. Hun er en god sparringspartner, hvor sparringen går begge veje, giver ros og konstruktiv feedback – men tager også de svære samtaler, når de er nødvendige. Og så skaber hun rammerne for det gode arbejdsliv, hvor det sociale vægtes højt.

Innovationsprisen

hylder en virksomhed i Holstebro Kommune, der tør tænke nyt – og måske allerede høster frugterne.

• Har digitaliseret og automatiseret en af mode- og detailbranchens mest indviklede arbejdsgange: vejen fra vareprøve til færdigt produktbillede
• Styrer fotostudie, AI-assisteret og AI-genereret produktion i ét system, med de samme regler for hvert billede
• Globale brands som Calvin Klein, Columbia og Tommy Hilfiger bruger platformen i deres daglige produktion

Creative Force har hovedkontor i Holstebro og laver software, som Calvin Klein, Columbia og Tommy Hilfiger og andre store modebrands bruger hver dag. Virksomheden har taget en af mode- og detailbranchens mest indviklede arbejdsgange, fra vareprøve over fotostudie til færdigt produktbillede i webshoppen, og gjort den digital, hurtig og til at styre. En enkelt vare kan gå gennem mere end ti fagfolk, og store brands har tusindvis af varer hver sæson. Nu kører AI-billeder og video også gennem platformen, blandt andet fra virksomhedens eget værktøj, Dreem. Om et billede er fotograferet, lavet med hjælp fra AI eller genereret af AI, følger det de samme regler og går gennem den samme godkendelse. Creative Force viser, at software til nogle af verdens største modebrands sagtens kan have adresse i Holstebro.

• Julie og Martin opfinder, designer og 3D-printer selv
• Over 7.000 kunder har købt løsninger på hverdagens små irritationsmomenter
• Fra garagen derhjemme til nye, større lokaler på ganske kort tid

Nogle gange er de bedste idéer dem, der løser et lille problem, alle kender. Det har Julie og Martin fra JM Dimensions bygget en hel virksomhed på. De finder selv på produkterne, tegner og printer dem på deres egne 3D-printere i Holstebro – smarte hjælpemidler til bilen, hjemmet og haven, hvor der tydeligvis er tænkt over hver eneste detalje. På kort tid er de gået fra at producere hjemme i privaten til god plads til printerne og separate faciliteter til kontor og forsendelse. Over 7.000 kunder har allerede fundet vej. JM Dimensions viser, hvad der sker, når kreativitet, ny teknologi og et solidt gåpåmod mødes.

• Brød ud af Dansk Camping Union for at stå på egne ben og bygge sin egen campingplads op fra bunden
• Har med forskellige arrangementer forvandlet pladsen til et sted for hele byen – ikke kun for gæsterne
• Investeret i nye hytter og modernisering af pladsen

Camping behøver ikke bare være camping. Holstebro Søpark har de seneste år vendt op og ned på, hvad en campingplads kan være. De brød ud af kæden for selv at kunne sætte retningen, og siden er der investeret i nye hytter, moderniseret og tænkt i oplevelser frem for overnatninger alene. Pladsen er åbnet op mod byen: cykelklubben kan slutte træningen af her, der har været saunagus, fællesspisning og arrangementer, hvor alle er velkomne – gæst eller ej. Og de har lukket mikrobageriet Ælt ind. På de sociale medier fortæller de historien med et glimt i øjet og en ærlighed, der får folk til at stoppe op. Her bliver der ikke innoveret med ny teknologi, men med nye øjne på en gammel branche.

Ansvarlighedsprisen

går til en virksomhed i Holstebro Kommune, der tager ansvar – for klima og/eller mennesker og fællesskab.

• Tre lokale erhvervsfolk købte virksomheden tilbage, da den stod til at lukke
• Giver udfordrede unge en reel indgang til arbejdsmarkedet og et fællesskab
• Nye produkter, nye forretningsområder og nye arbejdspladser i Bur

Historien om Jyden Bur kunne være endt med en lukket port. I stedet valgte tre lokale erhvervsfolk at tage chancen, købe virksomheden tilbage på lokale hænder og skrive en ny fremtid for den. Siden er der skabt arbejdspladser, udviklet nye produkter og åbnet nye forretningsområder. Men det, der for alvor gør indtryk, er menneskene. Jyden Bur tager et helt konkret socialt ansvar ved at give unge med udfordringer en rigtig chance – et job, kolleger at spise frokost med og et arbejdsfællesskab at høre til i. Kombinationen af lokalt mod, iværksætterånd, vækst og stort menneskeligt engagement gør indtryk.

• Lærlingene udgør 38 % af den samlede faglige medarbejdergruppe
• Uddanner ikke kun til sig selv, men til hele branchen og lokalområdet
• Seniorer er også en del af den brede medarbejderstab

Manglen på faglært arbejdskraft bliver drøftet i mange mødelokaler. Hos Søndergaard El bliver der gjort noget ved den. Virksomheden har 18 lærlinge og 29 elektrikere og teknikere – lærlingene udgør altså hele 38% af den faglige medarbejdergruppe. Det er en markant andel, og den kommer ikke af sig selv. Den kræver tid, tålmodighed og erfarne kolleger, der gider at lære fra sig. Til gengæld får en stor gruppe unge praktisk erfaring, faglig oplæring og en uddannelse med sig – og de gode jobmuligheder, der følger med. Søndergaard El uddanner ikke kun medarbejdere til sig selv. De sikrer, at hele lokalområdet også om ti år kan få fat i en dygtig elektriker.

• Skaber plads til mennesker, der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet
• Møder medarbejderne som ligeværdige og tilpasser arbejdet til den enkelte
• Ambition om at drive en sund forretning og gøre en forskel samtidig

Hos Smedebakken kigger man fremad frem for bagud. Virksomheden ansætter mennesker, som andre steder let bliver sorteret fra – nogle med en svær opvækst bag sig, andre med fysiske udfordringer eller et behov for at komme væk fra dårlige miljøer. Her bliver de mødt som ligeværdige, og arbejdet bliver tilpasset den enkelte, så det er evner og muligheder, der fylder, ikke fortid og begrænsninger. Tilgangen er ikke tilfældig. Ejeren, Jens Jørgen, har 25 år bag sig som efterskolelærer med ansvar for skolens motor- og metalværksted, hvor han hjalp mange unge med at opdage, hvad de var gode til. Den samme grundholdning præger værkstedet i dag – at hjælpe dem der har brug for en ekstra hånd til at lykkedes.

Årets Iværksætter

hylder en person eller virksomhed, der har udmærket sig ud over det forventelige – og vist vejen frem.

• Startede som 16-årig – i dag 10 biler, 20 vinduespudsere og 3.300 kunder
• Er godt i gang med at fordoble forretningen fra 2.000 til 4.000 kunder
• Har hjulpet over 30 unge med at få deres egen forretning til at vokse

Nogle bliver skoletrætte og finder på noget andet. Rasmus Beckmann fandt på en forretning. Han startede som 16-årig med vinduespudsning, fik siden en voksen partner ind ved siden af sig, og i dag tæller Vinduespudser Beckmann 10 biler, 20 vinduespudsere og omkring 3.300 kunder i Holstebro, Viborg og Aalborg. I 2026 er forretningen udvidet med myrebekæmpelse – med stor succes. Og han er ikke færdig: en fordobling af kundegrundlaget er i gang. Mindst lige så imponerende er det, at han samtidig løfter andre. Gennem Beckmann Vejledning har han hjulpet over 30 unge iværksættere godt på vej. Det signal er stort.

• Tre venner startede virksomheden i 2025 – i dag er de 20 ansatte
• 5,6 mio. kr. på bundlinjen allerede det første regnskabsår
• Har skabt en stribe nye lokale arbejdspladser i Tvis

Nogle gange er det bedste udgangspunkt tre venner, der tror på den samme idé. KNG Group blev sat i verden i 2025, og siden er det gået stærkt. Allerede det første år leverede virksomheden et resultat på 5,6 mio. kr. på bundlinjen, og væksten er fortsat siden. I dag er de 20 ansatte. Det er en vild iværksætterhistorie, men den handler om mere end tal. Om god ledelse, at gå forrest og om et sammenhold, der er til at mærke, når man træder ind ad døren. Passionen er drivkraften, og den er blevet omsat til noget meget konkret: nye arbejdspladser i Tvis og en virksomhed, der på rekordtid har gjort sig bemærket.

• Tre år gammel butik med usædvanligt flotte tal på bundlinjen
• Har fundet en niche i Holstebro og taget markedet med storm
• Bakker op om byen gennem sponsorater og synlighed

Det kræver mod at åbne butik i detailbranchen i dag. Peter Gudmundsson gjorde det alligevel – og han gjorde det rigtigt. På tre år er Vestergade Fisk gået fra ny butik til et sted, rigtig mange i Holstebro kender. Nichen var der, og den er blevet grebet med begge hænder: friske varer, en tydelig profil og en butik, folk har lyst til at komme i. Tallene på bundlinjen følger med og er usædvanligt flotte for en så ung forretning. Samtidig er Peter ikke kun optaget af sin egen butik. Han viser allerede nu et stort engagement i byen gennem sponsorater og synlighed, hvor det giver mening. Frisk, fokuseret og folkelig.

Årets Virksomhed

går til en virksomhed i Holstebro Kommune, som med stærke resultater og høj standard er til inspiration for hele området.

• Fra iværksætterdrøm til landskendt e-handelssucces med over 30 ansatte
• Nr. 2 ved Dansk Erhvervs E-handelspris 2026 i kategorien bedste B2C
• 4,8 stjerner på Trustpilot baseret på over 5.700 anmeldelser

Søskendeparret Iben Birkebæk og Jonas Hedegaard har på rekordtid bygget Maya Freya op fra en lille iværksætterdrøm til et landskendt brand med over 30 ansatte og base i Holstebro. Kernen er farverigt, inkluderende tøj til alle kropstyper – og et værdisæt om komfort, selvtillid og trivsel, som kunderne kan mærke. Ambitionerne er omsat til dokumenterede resultater: en andenplads ved Dansk Erhvervs E-handelspris 2026 og 4,8 stjerner på Trustpilot efter mere end 5.700 anmeldelser. Væksten fortsætter, både internationalt og teknologisk. Indadtil favner de bredt i ansættelserne, alle bliver hørt, og gode vilkår er en selvfølge. Kunder og kolleger vejer lige tungt.

• Familieejet med stærke rødder i Holstebro – i mere end én forstand
• Stort havecenter og en webshop, der vokser år for år
• Kvalitet, faglig rådgivning og god service er kernen i forretningen

Jespers Planteskole er familieejet og har rødderne dybt plantet i Holstebro. Det er blevet til et stort havecenter, en webshop i vækst og en virksomhed, der i dag er både en markant lokal arbejdsplads og en stærk aktør i sin branche. Styrken ligger i kombinationen. Man kan stadig komme forbi, mærke på planterne og få kvalificeret rådgivning af folk, der ved, hvad der trives i vestjysk jord – og man kan handle online, når det passer. Traditionel planteskoledrift og moderne e-handel går hånd i hånd, uden at kvaliteten eller den gode service bliver sat over styr. Det er ikke nogen selvfølge i en branche under forandring.

• Solid vækst og et højt fagligt niveau år efter år
• En stabil nøglespiller i den lokale byggebranche
• Forener klassisk håndværk med moderne løsninger

Med Bjarne Korsdal i spidsen har Vestjysk Kloak & Anlæg fra Staby gennem årene vokset sig til en af de virksomheder, man ringer til, når arbejdet skal være i orden. Væksten har været solid og støt, og det faglige niveau er højt – to ting, der ikke kommer af sig selv i en branche med travlhed og korte deadlines. Virksomheden forener klassisk håndværk med moderne løsninger og har opbygget et ry som en stabil og professionel samarbejdspartner. Forankringen i Holstebro Kommune er stærk, og det mærkes både hos kunderne og hos de folk, der har deres daglige gang i virksomheden. Ikke den mest larmende virksomhed – men en, tingene ikke fungerer uden.

Vinderen af Årets Virksomhed findes af juryen og medlemmerne i ErhvervsForum Holstebro. Der udsendes afstemningslink direkte til medlemmerne.

Sådan findes vinderne

Vi har nedsat en fagjury i hver kategori. Fagjuryerne vurderer de indstillede og præsenterer deres indstilling for storjuryen. Herefter voterer hele storjuryen i alle kategorier. Jurymedlemmer, der har tilknytning til de nominerede, har ikke lov til at stemme i den pågældende kategori.

Juryens afgørelse vægter 60 procent af det samlede resultat. De sidste 40 procent er op til dig og alle de andre, der stemmer her på siden.

Den 1. oktober offentliggøres alle nomineringer, og samtidig åbnes der for en offentlig afstemning. Her får alle mulighed for at være med til at bestemme, hvem der skal løbe med priserne.

Kandidater til Æresprisen 2026 og vinderen findes i storjuryen og afsløres på aftenen 30. oktober.

Se medlemmerne af juryen

Janis Pilgaard – BIRN
Steen Brokær – Holstebro Kommune
Vibeke Krog Bro – Café Havglimt

Rune Bach – VEM Group
Ulla Armose – Armose
Anne-Kathrine Bech Rønn – BECH

Troels Rehl – Lederne MidtVest
Michael Randrup – Jyske Bank
Oberst Søren Møller – Jydske Dragonregiment

Sigmund Rubeksen – Bilka Holstebro
Sidsel Nordestgaard – Superego
Kenneth Krog – Mejrup Kultur & Fritidscenter

Jacob Skals – Holstebro Struer Landboforening
Lise von Seelen – LVS Invest
Jane Antonsen – ID Identity

Andreas Lauridsen – Sparekassen Thy
Allan Qvist
Rehné Bank – Bank’s Mikrobageri & Café

Viggo Haubjerg Sørensen – AL Sydbank
Jan Jacobsen – ErhvervsForum Holstebro / OJM
Hans Christian Lynge – Byskov Blik

@erhvervsforumholstebro