DK EN

Det starter typisk, når kunden spørger: Hvad kan du fortælle om Jeres CO2 aftryk

Flere og flere virksomheder oplever, at deres sælger sidder ude ved en kunde og bliver udfordret på produktets klimaaftryk i scope 1, 2 og 3. Det bliver hverdagssituationen for alle, der har noget at sælge. En ny kursuspakke gør dig klar til den nye virkelighed.

Lotte Høst Vestergaard fra rådgivningsvirksomheden CO2 Solutions oplever det oftere og oftere. Hun bliver kontaktet af en kunde, der står over for flere kunder, der spørger om, hvad virksomheden kan fortælle om sit CO2-aftryk.

”Det er kommet lynhurtigt, og det breder sig som ringe i vandet, fordi de store virksomheder er begyndt at aflægge CO2-regnskab. De skal kende klimaaftrykket hos dem, der leverer til dem – og hos dem, der leverer til dem, der leverer,” fortæller Lotte Høst Vestergaard, som har fået rigtig travlt med rådgivningsvirksomheden, som hun har etableret sammen med Michael Haarup Hansen. Han er, ligesom Lotte,  en erfaren rådgiver inden for CO2-dokumentation og grønne regnskaber.

 

Lotte Høst Vestergaard og hendes partner i CO2 Solutions har sat en kursuspakke sammen i samarbejde med ErhvervsForum Holstebro.

 

Udfordringen ligger i at dokumentere leverandørernes udledning

”Vi kan også se, at det særligt er dokumentationen af udledningen i det såkaldte scope 3, der er udfordringen. Altså den udledning, som sker hos leverandørerne og i forsyningskæden uden for virksomhedens matrikel, men samtidig udgør en rigtig stor andel af den samlede udledning,” forklarer Lotte Høst Vestergaard.

Det har fået ErhvervsForum Holstebro til at lave et samarbejde med Lotte Høst Vestergaard og Michael Haarup Hansen fra rådgivningsfirmaet CO2 Solutions. Det er blevet til en kursuspakke, der over fire formiddage skal give deltagerne et brugbart startkit til at arbejde med at indsamle og bearbejde CO2-data hjemme i virksomheden.

 

Det nye kursus i rapportering af virksomhedens CO2-udledning holdes på skønne Nørre Vosborg

 

– Vi hører direkte fra flere af vore medlemmer, at de er i gang med at indsamle egne data, men kæmper med at indsamle data fra egne leverandører. Lotte er certificeret auditor inden for en lang række ISO-standarder, og sammen med hendes erfarne partner Michael Haarup Hansen, som er akkrediteret CO2-verifikator, kan hun hjælpe deltagerne godt videre med denne udfordring,  fortæller Sara Brunsgaard Poulsen, koordinator i ErhvervsForum Holstebro.

Deltagerne får brugbare værktøjer med fra dag 1

Første runde af kursusrækken kører allerede fra 20. april på Nørre Vosborg, og tilmeldingen er i fuld gang. Der er tale om formiddagskurser og indholdet er tilrettelagt sådan, at deltagerne får værktøjer med hjem i virksomheden fra dag 1, så læringen fra kurset omsættes til handling med det samme.

 

– Den første dag dykker vi for eksempel ned i Green House Gas-protokollen, som er den førende standard for, hvordan man opgør og rapporterer udledning af drivhusgasser. Vi kigger på forskellen mellem EPD og LCA og arbejder med et praktisk one-pager værktøj, som deltageren kan tage med hjem og begynde at arbejde i, fortæller Lotte Høst Vestergaard.

Kurserne er rettet mod både salg, indkøb og ledelse, og virksomhederne kan med fordel deltage med repræsentanter fra hele organisationen for at få projektet forankret bedst muligt.

– Det handler ikke kun om at dokumentere det, man gør, men vigtig er det også at kunne tage den erhvervede viden om virksomhedens CO2 aftryk med ind i bestyrelsen og ledelsen, så denne påvirkning kendes i klimaaftrykket, når der skal udvikles nye produkter og services, siger Lotte.

Fristen for at tilmelde sig den første kursusrække er 11. april.

@erhvervsforumholstebro