DK EN

ESG rapportering: S’et: Det svære, det enkle, det nødvendige?

Vinderup –Flere og flere virksomheder bevidste om, at de skal være med til at tage et socialt ansvar. Men de færreste er opmærksom på, at det sociale ansvar også vægter i virksomhedens ESG-rapportering.

Det sociale aspekt af ESG-rapportering handler for virksomheden om at tage konkrete tiltag, såsom ansættelse af mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Det indebærer fleksible arbejdsordninger, der er tilpasset den enkelte medarbejders behov og respekterer deres muligheder og begrænsninger, uanset baggrund eller situation.

En af de virksomheder, der aktivt integrerer socialt ansvar i deres forretningsmodel, er Indretningsfabrikken i Vinderup. Møbelsnedkeriet, der for første gang slog dørene op i 2012, ejes i dag af Laila Daasbjerg Lund og Allan Daasbjerg Drewes, som foruden at være forretningspartnere, også er søskende.

”Vi er med årene blevet en mere klassisk møbelproducent. Vi er underleverandører nu, og det passer os rigtig godt. Vi har helt klart fundet vores rette sted,” siger Laila Daasbjerg Lund.

 

Mere end bare et buzzword

For Indretningsfabrikken er socialt ansvar hverken et smart buzzword-begreb eller et rapporteringskrav.

”Vi er ikke endnu underlagt de nye ESG-rapporteringskrav, men vi rapporterer allerede på nogle miljømæssige hensyn, da det er et krav fra vores kunder,” siger Laila Daasbjerg Lund. ”Man kan sige, vi derudover har arbejdet med socialt ansvar længe før det blev et buzzword.”

Virksomheden beskæftiger i øjeblikket 15 medarbejdere, inklusive flexjobbere. For virksomheden er der ingen forskel i behandlingen af medarbejderne. Det handler om at give hver medarbejder de nødvendige ressourcer, uanset deres arbejdstimer.

”Når vi ansætter dem, der kræver lidt ekstra opmærksomhed, giver det rigtig god mening for os. Selvom det kræver en ekstra indsats at sætte dem ind i opgaverne, giver det langt mere tilbage – også i forhold til vores øvrige medarbejdere,” forklarer Laila Daasbjerg Lund.

 

Bundlinjen og banken på døren

På spørgsmålet om, hvorvidt ansættelsen af flexjobbere påvirker virksomhedens bundlinje positivt, er svaret klart fra Indretningsfabrikken: Det handler ikke om økonomisk gevinst.

”Sætter vi os ned og regner på det, tror jeg faktisk, vi taber penge på det,” indrømmer Laila Daasbjerg Lund. ”Men det vigtigste for os er at rumme hele mennesket og vise vores øvrige medarbejdere, at vi også er der for dem, når de står overfor vanskelige perioder i deres liv. Det er de færreste, der går igennem livet uden kriser. Så ja, man kan sige, socialt ansvar er et greb for at fastholde vores medarbejdere i lang tid.”

Og faktisk er det ikke Indretningsfabrikken, der har fundet medarbejderne på særlige vilkår. De har fundet Indretningsfabrikken.

”Dem, vi har, har banket på vores dør herude. Det er vi stolte af, de har gjort,” siger Laila Daasbjerg Lund. ”Vi har en flexjobber, som lige er blevet sat op i timer, og det fungerer rigtig godt. Han forstår os, og vi forstår ham. Mere forlanger vi ikke af ham.”

 

At finde mennesker, ikke ansatte

Når det kommer til fremtiden for socialt ansvar hos Indretningsfabrikken, ser virksomheden mod et muligt samarbejde med Code of Cafe i Holstebro – en café, der fokuserer på at støtte unge mennesker, der står et skridt fra arbejdsmarkedet. Men for Indretningsfabrikken er det klart, at et sådant samarbejde kræver tid og dedikation.

”Vi føler, det er vores pligt som arbejdsgiver, at støtte dem, der har brug for det. Hvis alle kun ansætter mennesker, der kan arbejde 110% af tiden, hvad slags verden lever vi så i?” Spørger Laila Daasbjerg Lund.

 

Hvad er ESG rapportering?

ESG-rapportering, der kombinerer miljømæssige, sociale og styringsmæssige hensyn, er ikke længere blot et valgfrit initiativ for virksomheder. Fra 2024 er det lovpligtigt for alle børsnoterede virksomheder med over 500 ansatte, og fra 2025 for alle virksomheder med mere end 250 ansatte, at rapportere om bæredygtighed og heri socialt ansvar. Dette markerer et væsentligt skridt i retning af en mere inkluderende og ansvarlig forretningspraksis, og kan ses som et værktøj, som virksomheder kan bruge til at give et mere nuanceret billede af deres virksomhed.

@erhvervsforumholstebro