Af Peter Kjeldbjerg
Der er ikke andet at sige til den sag end: WOW! Holstebrovirksomheden Hydract har spurgt investorerne, om de var interesseret og svaret var et gjaldende JA.
Resultatet af Hydracts aktieudbud er overvældende. Virksomheden bad om 35 millioner, men resultatet af udbuddet blev en overtegning på 861 %. Det svarer til 336.392.695 kr. Altså næsten 10 gange så meget, som Hydract havde bedt om.
Nu er det sådan i den slags udbud, at man ikke kan tage imod alle pengene, men i stedet må i gang med at sortere og vælge fra. En svær opgave, men i bund og grund er det jo en fantastisk flot historie, der vidner om, at Holstebros nye grønne komet har fået et kæmpe rygstød fra investorerne.
Nu skal virksomheden fra sit domicil på Nybovej i gang med en stor og svær vækstrejse. Det er jeg overbevist om, at de kan, for de har allerede kæmpet i 12 år med noget, der først var en opfindelse, så et langvarigt udviklingsprojekt i et svært hav, fyldt med hajer.
Det har de klaret, og nu er vi her.
Læs hele virksomhedsbeskrivelsen om Hydract her.
Stifter og CEO Peter Espersen kan glæde sig over at interessen for at investere i Hydract, har været overvældende.
Det er i virkeligheden forsvindende få virksomheder her på egnen, der lader sig børsnotere. Det kan man godt undre sig over. Ja, faktisk så kan jeg kun komme i tanke om TCM i Tvis – og så naturligvis Bang & Olufsen.
Nu har vi så også Hydract.
Når man får så mange penge, så skal man også levere. Og det er jeg overbevist om, at Hydract vil gøre. I investorprospektet lover virksomheden en omsætning i 2024 på mellem 100 og 135 millioner kroner.
Det er ikke et tal, der er grebet ud af luften, for ejerne har undersøgt markedet og er allerede i gang med at installere det banebrydende ventilsystem hos Carlsberg – et af verdens største bryggerikoncerner.
CEO og stifter Peter Espersen og CFO og medejer Morten Lindberg skal nu udbrede Hydract til hele verden med udgangspunkt i domicilet på Nybovej i Holstebro.
“Hvis man siger, at man vil skabe en ny teknologi, der kan gøre en forskel for verden, trækker de fleste helt forståeligt lidt på smilebåndet. Hvis man dertil siger, at det vil tage 12 år, og at man skal bruge et større 2-cifret million beløb undervejs, efterfølges smilet af en overbærende hovedrysten,” skriver stifteren Peter Espersen i børsprojektet.
Mon ikke den hovedrysten nu bør afløses af et dybt buk og højlydte klapsalver.
Hvis vi skal nå tinderne med vores erhvervskultur i Holstebro Kommune, så skal vi huske at fejre hinandens sejre undervejs.
En sådan sejr er Hydracts entré på Nasdaq First North.
Vi kan ovenikøbet glæde os over at stifter og fortsat hovedaktionær Peter Espersen har en nagelfast holdning om at virksomheden er forankret og skal udvikle sig med udgangspunkt i Holstebro.
Første handelsdag på Børsen var 21. april, og her fik aktien ligeledes en flyvende start. Efter en times handel er aktien oppe med ca. 154 pct. i forhold til udbudskursen ved noteringen.