Marketingkoordinator til ErhvervsForum Holstebro
![](https://erhvervsforumholstebro.dk/wp-content/uploads/2024/05/43-Billede-i-artikel-Praesentation-2.png)
Markant markedsføring er en af grundpillerne i ErhvervsForum Holstebro. Vi vil gøre Holstebro Kommune til Danmarks bedste sted at drive virksomhed, og derfor går vi linen ud med at fortælle og kredse om erhvervslivet i det vestjyske.
På få år har vi etableret en stærk organisation med over 530 medlemmer i ryggen. Det forpligter, og vi vil – i ægte Egon Olsen-jargon – videre. Vi vil længere ud i feedet. Vi vil være relevante i indbakken. Vi vil helt ud over rampen!
Derfor er vi på udkig efter solid marketing forstærkning.
Som vores nye marketingkoordinator bliver du anfører på e-mailmarketing og paid social. Med andre ord; du får ansvaret for at udvikle og styrke synligheden på vores digitale platforme.
Dine daglige opgaver løser du i tæt samarbejde med vores Content Manager. Sammen får I scroll-stoppende content ud at leve hos relevante målgrupper.
Det giver ro på bagsmækken at vide, at jeg med god samvittighed kan flexe ud tidligt en dag eller tage en hjemmearbejdsdag. Men jeg ender stort set på kontoret hver dag – det giver mig bare mere energi at være sammen med teamet.
En af dine første opgaver bliver at få en ny e-mailmarketing strategi ud at leve. Retningen er sat. Overgang fra Mailchimp til ActiveCampaign er i gang, men det bliver med dig som lead på opgaven.
Vi er et hold af fem jordnære og dedikerede kollegaer, der ser frem til at byde dig velkommen i vores spritnye domicil i Nupark, Holstebro – lige i smørhullet af natur og erhvervsliv.
Her vil du opleve en flad organisationsstruktur fra dag ét. Hverken chef eller projektleder er for fine til at bakse med et banner i vinden. Som et lille team hjælper vi med stort og småt på tværs, og vi oplever, at det styrker sammenholdet og giver mange billige grin.
Tonen er uformel, kærlig og gerne lidt ironisk. Vi går ikke i hårdknude over fejl, men vi tager ved lære og går frimodigt videre.
Vi arbejder med en stor grad af frihed under ansvar, så kabalen går op i både privatliv og på job.
Lyder jobbet og ErhvervsForum Holstebro som noget for dig? Så send et motiveret CV os via joblinket. Vi anvender Jobindex QuickApply.
Vi holder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet det rigtige match.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at smide dem efter Content Manager, Kristina Hvas Stokholm på kristina@efho.dk / 30 45 05 71 eller Peter Kjeldbjerg på peter@efho.dk / 30 56 22 28.
Vi glæder os til at høre fra dig.