DK EN

Politicenter skaber arbejde og karriere i Vestjylland

Politiets landsdækkende administrative center i Holstebro tiltrækker ansatte fra mange brancher og sektorer og giver nye jobmuligheder i landsdelen.

Af Niels Stoktoft

48-årige Mads Fjendsbo har foretaget et meget usædvanligt skifte i sin karriere. Han er universitetsuddannet i historie og idræt og har undervist på gymnasier. Han har også været rektor på Viborg Gymnasium og HF.

Men i dag er Mads Fjendsbo sektionsleder i afdelingen Registre og jura hos politiets landsdækkende administrative center i Holstebro. Han og hans medarbejdere sørger for, at sigtelser, tiltaler og domme skrives ind i det danske kriminalregister.

 

Sektionsleder, Mads Fjendsbo faldt for muligheden for at arbejde med ledelse hos politiet. 

Mads Fjendsbo blev tiltrukket af et jobopslag, som fristede med, at han kunne komme til at arbejde med personaleledelse og projektledelse.

Det tjener en værdi i samfundet

Mads Fjendsbo.

Ledelse er blevet hans speciale. Han siger, at det var hans held, at centret er kommet til at ligge i Holstebro, hvor han er glad for at bo og leve.

Nye job- og karrieremuligheder i landsdelen

Mange andre af de ikke færre end 370 ansatte i centret har også skiftet spor i arbejdslivet. De udnytter, at placeringen af arbejdspladsen i Holstebro giver nye job- og karrieremuligheder i landsdelen. Centret beskæftiger bibliotekarer, pædagoger, lærere, lægesekretærer, bankassistenter, magistre, farmakonomer, forsikringsmæglere, revisorer, rejsekonsulenter og mange andre.

38-årige Kenneth Bylov Præstekjær kommer fra dagligvarehandlen. Han har været chef og souschef i forskellige Coop-butikker, blandt andet i Kvickly i Holstebro. I dag er han sektionsleder i kontaktcentret, hvor borgere ringer ind om for eksempel bøder, straffeattester, våbentilladelser og andet.

 

Kontaktcentrets sektionsleder, Kenneth Bylov Præstekjær har taget et brancheskift fra dagligvarehandlen til ordensmagten. 

Kenneth Bylov Præstekjær er klar over, at han aldrig dybt kommer til at forstå fagligheden i de ofte komplekse juridiske problemstillinger, som er en del af centrets arbejde. Men det er der ansat jurister og andre eksperter til at klare.

Ikke langt til toppen

Mads Fjendsbo og Kenneth Bylov Præstekjær sætter pris på, at de deltager i at løse samfundsvigtige opgaver. Det er meningsfuldt arbejde.

– Det tjener en værdi i samfundet, siger Mads Fjendsbo.

Det administrative center er en del af Midt- og Vestjyllands Politi i Holstebro. Politidirektør Helle Kyndesen kommer jævnligt i centret. Selv om politiet har kommandoveje, er der ikke langt til toppen.

– Vi skal bare vænne os til, at ændringer kan tage længere tid end i for eksempel detailhandlen, hvor jeg tit selv kunne træffe en hurtig afgørelse. Men den havde heller ikke betydning for mange mennesker, sådan som det er i politiet, siger Kenneth Bylov Præstekjær.

 

Et glimt bag kulisserne hos politiets administrative center i Holstebro.

 

Skal 2023 være året, hvor du brillerer i email marketing?

Workshop 2. februar: For dig, der enten er gået i gang med emailmarketing eller overvejer at kaste dig ud i disciplinen og gerne vil klædes ordentligt på fra dag 1.

Til det får vi hjælp fra en ekspert i email marketing – Peter Kragh Lauritsen, der er CPO og partner i marketingbureauet, Texta.

@erhvervsforumholstebro