Det tyske energiselskab RWE, der skal opføre og drive Danmarks største havvindmøllepark “Thor”, etablerer sig i Thorsminde og skaber hundredvis af arbejdspladser. Thorsminde er langt fra den største havneby på Vestkysten. Alligevel er det lykkes at være med i kapløbet om udvikling og få del i lokale grønne job under og efter etableringen af Havvindmølleparken Thor.
Etableringen af et nyt center til drift og vedligehold i Thorsminde i 2023 betyder 200-400 midlertidige arbejdspladser frem til 2026. På sigt 50 – 60 permanente arbejdspladser. Det betyder, at den lille havneby ved vestkysten vil undergå en kæmpe forandring i de kommende år.
“Konkret betyder det, at al drift og vedligehold af havvindmølleparken Thor kommer til at foregå fra Thorsminde. Derudover er forventningen at al mandskab og mindre konstruktionsdele der skal sejles ud til Thor i byggefasen, også vil gå ud af Thorsminde. Det gælder både for RWE og for RWE’s underleverandører. Det vil få en essentiel betydning for os og vi cementerer med denne aftale transformationen af Thorsminde Havn fra udelukkende at være en fiskerihavn til nu også at være en service- og energihavn, siger Poul Willadsen, bestyrelsesformand for Thorsminde Havn.
Det, der var udslagsgivende for valget, var den velvilje vi oplevede fra Thorsminde Havn og Holstebro Kommune, siger Pia Lanken, som er projekt- og udviklingsdirektør i Tyske RWE.
Thorsminde Havn har den korteste distance til vindmølleparken Thor. Med 22 km fra Thorsminde Havn til havvindmølleparken er det både den korteste søvej og den hurtigste luftvej.
” Rent objektivt er Thorsminde Havn et oplagt valg. Kort distance er lig med brændstof-besparelse, så det er naturligvis et væsentligt parameter, når vi skal sejle eller flyve ud til møllerne. Men det, der var udslagsgivende for valget, var den velvilje vi oplevede fra Thorsminde Havn og Holstebro Kommune. Jeg glæder mig meget til opstarten i Thorsminde og til partnerskabet med havnen og lokalsamfundet. Det har været et rigtig godt forløb, hvor havnen har spillet stærkt ind, fortæller Pia Lanken, der er Projekt- og udviklingsdirektør på Thor-projektet for RWE.
Det bliver ikke kun Thorsminde, der kommer til at lægge havn til etableringen af Thor og blive en del af de mange energiinvesteringer i Nordsøen.
“Nogle af de komponenter, der skal sejles ud til Thor, er ganske enkelt for store til at de kan udgå fra havnen i Thorsminde. Vores nabohavne vil derfor også blive helt naturlige valg ved etableringen af Thor, siger Lisette Sønderby, havnechef i Thorsminde.
Borgermøde i Thorsminde, hvor borgere og samarbejdspartnere blev orienteret om planerne for servicehavnen i Thorsminde.
RWE etablerer sig i Thorsminde i løbet af foråret 2023. Havvindmølleparken skal stå klar senest i 2027. Forundersøgelser, indkøb af møller, kabler m.m. starter langsomt op og så eskalerer aktiviteterne i løbet af 2023-2025. I løbet af 2026-2027 overgår RWE til drift af vindmølleparken og servicecentret etableres.
“Den velvilje, vi har mødt i Thorsminde og Holstebro Kommune er uden sidestykke. Modet til at tro på, at dette erhvervseventyr kunne blive en realitet i Thorsminde og viljen til at gå konstruktivt ind i processen, da mange troede, det blot var ønsketænkning og tankespind, det er uvurderligt,” siger Pia Lanken.
Læs RWE’s meddelelse om, at selskabet har valgt Thorsminde som servicehavn.