DK EN

Upcycling af 12.000 tons affaldstræ: Det er ikke nemt eller billigt, men det er fremtiden

Hvad er det grønne modsvar på 12.000 tons resttræ med direkte kurs mod forbrændingen? I Vinderup hedder svaret NORTO – et innovativt eventyr der forvandler knaster og andenrangsstumper til nordisk æstetik.

En bæredygtig tilgang har egentlig været en del af VTI’s DNA før, den for alvor indtog den offentlige dagsorden. Siden 2000 har træfabrikken i Vinderup arbejdet med FSC-certificeret træ, og i 2018 tog de den bæredygtige filosofi til nye højder. Det skete med etableringen af et nyt firma under navnet NORTO – en interiørlinje af bæredygtigt resttræ.

 

Et bæredygtigt svar på fremtidens trends

Ifølge trendforsker og designer, Rikke Skytte, der har fungeret som sparringspartner i designudviklingen, har NORTO fat i et vigtigt aspekt for tidsånden og fremtiden.

– I en tid hvor vi leder efter produkter, der kan vække tillid og medfølelse i os, og hvor det velkendte møder nye løsninger, er NORTO en unik designløsning. Træ vil fortsætte med at være en af vores stærkeste designmaterialer i fremtiden, særligt resttræ og genanvendt træ, fortæller Rikke Skytte.

 

Rikke Skytte har rådgivet NORTO i designfasen, hvor hun har givet inspiration til alt fra tekstur og farvevalg til formsprog og tidsånd. 

Ikke den nemme eller billige løsning

Selvom designet taler ind i tidens trends, og den bæredygtige filosofi ligeså, er NORTO oppe imod myten om, at genbrug og upcycling også er billigere. At forvandle 12.000 tons resttræ er hverken billigt eller nemt, forklarer Sara Moth, PA & salgskoordinator hos og NORTO.

Alt vores resttræ skal igennem hele processen på fabrikken én gang til, og den kræver en større manuel bearbejdning. Det ville være nemmere at bestille nyt træ. Det er jo skørt. Men vi vil gerne vise respekt for naturen ved at udnytte det træ, vi har, siger Sara Moth.

Der parkerer i gennemsnit otte lastbiler med træ i VTI-korridoren hver dag, svarende til 120.000 m3 træ. NORTO kan langt fra omsætte alt resttræ, og derfor er virksomheden begyndt at samarbejde med andre om at aftage noget af resttræet.

 

Sara Moth bor tæt ved Limfjorden og holder meget af naturen. Derfor giver det god mening for hende at arbejde ud fra tankegangen i NORTO om at give noget tilbage til naturen. 

Det er svært at udnytte alt træet. Kvalitetskravene er høje. Især når det kommer til produktion af vinduer. Hvis der er revner eller for mange knaster, bliver det kasseret. Derfor har vi meget spild i VTI, men det giver super god mening at genbruge i NORTO, for kvaliteten af træet er ikke til at tage fejl af, siger Sara Moth.

 

Knaster i maskineriet

Det er ikke kun i udnyttelsen af spild, at den bæredygtige filosofi lever. VTI arbejder kontinuerligt med energioptimering på fabrikken og med at udnytte træet ved flere ”kvaliteter”.

Vi forsøger at tale knaster mere ind hos vores kunder, for eksempel ved en bagplade, hvor det ikke kan ses med det blotte øje. På den måde kan vi udnytte mere af træet, siger Sara Moth.

 

NORTO har leveret det bæredygtige klodsegulv til Arkitektskolen i Aarhus. Det gik ikke ubemærket hen til Danish Design Award 2022, hvor Vinderup-virksomheden var en af finalisterne i kategorien “Save Resources” med det ikoniske klodsegulv.

På træfabrikken er idekataloget over, hvordan resttræet kan udnyttes lang. Men en typisk stopklods er forældede bygningsreglementer, der ikke altid giver mening.

Vi kunne for eksempel sagtens lave nogle mere bærende spær, men de kan ikke godkendes, når de er limet sammen, selvom limningerne gør dem stærkere, siger Sara Moth.

 

NORTO KitchenUP er et bæredygtigt og komplet køkken fremstillet af resttræ fra møbel- og vinduesindustrien. 

Mere end æstetik og bæredygtighed

Det holder dog ikke NORTO fra at blive i overhalingsbanen på den bæredygtige motorvej. Løsningen på ulogiske bygningsreglementer og uønskede knaster er i stedet at udvikle endnu mere på mulige produktområder.

Derfor går NORTO benhårdt efter at skabe funktionelle produkter, som munder ud i et hav af anvendelsesmuligheder, hvor produkter kan sammensættes og monteres på forskellige måder, så det passer ind i rummet og indretningen.

 

Sara Moth (tv) sammen med sin kollega, Peter Nielsen (tv), Digital Marketing Koordinator. De har begge en finger med i markedsføringen hos VTI og NORTO. 

Det er ikke nok for os, at vi laver et flot bæredygtigt produkt. Det skal også have en funktion, som kan dokumenteres. For eksempel et akustikforbedrende produkt, forklarer Sara Moth.

Nogle af NORTO’s akustikløsninger bygger på en kombination af træ og filt, og det er helt bevidst, at virksomheden leger med andre materialer end træ. Der er bare ét vigtigt kriterie – det skal være bæredygtigt. Derfor er den filt, som NORTO bruger, lavet af genbrugsplast fra verdenshavene.

Det er vigtigt, at vi ikke går på kompromis med vores egen historie, siger Sara Moth.

 

NORTO’s træpaneler kan bruges på mere end væggene. Det er Thomas Blachmans husbåd et godt eksempel på. Se og hør X-factor-dommerens valg af Norto-paneler til loftet ombord på husbåden. 

Hos VTI og NORTO arbejder man kun med træ fra bæredygtigt skovbrug Det vil sige langsomt voksende træer, der er mellem 80 og 100 år gamle fra certificerede nåleskove i Nordeuropa. Samtidig bruger man ikke mere af skoven, end der bliver plantet igen.

Nyttig viden hvis du vil starte virksomhed eller flytte dit CVR-nummer til Holstebro Kommune

@erhvervsforumholstebro