Hun kunne have stukket saksen i modebranchens klassiske vej: København, tempo og kollektioner på samlebånd. I stedet valgte Anne-Kathrine Bech Rønn at slå søm i Holstebro. Herfra bygger hun sit brand BECH op – langsomt, bevidst og med lokal forankring som en del af designet.
Anne-Kathrine blev landskendt, da hun vandt DR-programmet Danmarks næste tøjdesigner. Men livet efter kameraerne er slukket, handler mere om håndværk og hjerteblod end glimmer og spotlight. Det var aldrig storbyens catwalk, der trak. Anne-Kathrine ville hellere bygge noget bæredygtigt – et liv og et brand, der kunne hænge sammen under samme tag.
– Det giver rigtig god mening at være her. Jeg er tæt på alt det, jeg har brug for – både i mit arbejdsliv og i mit privatliv, fortæller hun fra sin lejlighed i Holstebro, hvor stoffer og skitser kæmper om pladsen med køleskabskunst og børnesko.
Her bor hun sammen med sin mand Morten og deres to børn på 6 og 4 år.
Anne-Kathrines design bliver til i tæt kontakt med Holstebro – ikke bare som base, men som medskaber. Lokale trykkerier, små virksomheder og undervisning på VIA er vævet ind i hendes hverdag og brand.
– Jeg får meget igen ved at være i Holstebro – og jeg kan godt lide det langsigtede samarbejde. Det giver mere mening for mig end at sende noget langt væk,” siger den 29-årige tøjdesigner.
Og indimellem opstår der projekter, hvor æstetik og lokal forankring smelter sammen: Som da hun for nyligt skabte et outfit til sangerinden Ann Christine Sunesen, inspireret af tekst og lyd, og fik det foreviget af fotograf Sebastian Vistisentoft – begge med rødder i Holstebro. Et møde mellem tre lokale, hvor stof, stemme og blik blev vævet sammen til én fortælling.
Anne-Kathrine voksede op med kreativitet i blodet: En morfar, der snittede i træ. En mor, der syede alt fra fastelavnskostumer til kjoler. Og en far, der tegnede lamper og hylder ved køkkenbordet.
– Jeg har egentlig altid været kreativ, siden jeg var helt lille. Men jeg tror aldrig, at jeg har set det som en levevej.
Efter gymnasiet arbejdede hun i tøjbutikken Munk Store i Holstebro – og her begyndte interessen for design for alvor at tage form.
– Jeg stod for pigeafdelingen og indkøb – og jeg kunne mærke, at jeg blev virkelig draget af det, hver gang sælgerne kom ind med nye kollektioner. Jeg gik tingene efter i sømmene – nok på sådan en lidt nørdet måde, smiler Anne-Kathrine.
Siden har hendes tilgang til design fundet sin egen stemme – med rødder i både håndværk og historie. I sin bacheloropgave skabte hun en kollektion til ære for sin farmor og farfar med en kjole i rå silke, trykt med et gammelt bykort over Lomborg, hvor familien byggede hus og værksted. De flossede sømme blev en stille hyldest til det slidte og uperfekte – og til de historier, vi bærer videre.
Ét skridt ind i Anne-Kathrines syværelse – og det står bøjet i neonlys, at skabertrangen lever side om side med skitser, sytråd og stofrester. Værelset fungerer som både arbejdsplads og idélaboratorium. Her eksperimenterer hun med draperinger på trædukker, udklip fra Pinterest og inspiration fra det virkelige liv.
– Jeg kan godt lide det, der ikke er perfekt. Det må gerne være lidt skævt og uventet.
Tidligere på året blev flere af hendes designs vist frem på catwalken i forbindelse med Prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag – men selv når tøjet rammer det royale rampelys, er det skabt med hverdagens mennesker i tankerne.
– Det er vigtigt for mig, at tøjet har en historie og et udtryk, der holder. Jeg designer ikke ud fra trends, men ud fra, hvad der føles rigtigt, siger Anne-Kathrine og fortsætter:
– Min mission er at designe tøj til en bredere del af befolkningen ved at undgå de standardiserede og idealiserede kropsmål – og i stedet skabe noget, der bliver brugt, værdsat og passet godt på.
Den samme tilgang gælder materialer og produktion. Anne-Kathrine arbejder med naturligt nedbrydelige fibre og deadstock – overskudsmaterialer fra andre virksomheders produktion – og producerer i små oplag.
– Jeg prøver hele tiden at være ansvarlig i alt, hvad jeg foretager mig. Det skal give mening – også for kloden, siger hun og tilføjer:
– Hvis jeg skulle leve af det, skulle jeg masseproducere, men det har jeg ikke lyst til. Jeg vil hellere lave limiterede ting eller små samarbejder, hvor der er hjerte med hele vejen.
Den filosofi gennemsyrer også hverdagen, hvor hun selv syr, pakker webshopordrer, deltager i messer og holder kontakten til leverandører og samarbejdspartnere.
Og det ser ud til at virke.
Siden programmet har hun lanceret én kollektion i samarbejde med Boozt – og til september lander den næste.
En milepæl, ja. Men ikke et mål i sig selv.
For i systuen i Holstebro er tempoet stadig hendes eget – og drømmen stadig den samme: At skabe tøj med sjæl, holdbarhed og historier, der bliver båret videre.
Danmarks første Solsikkelinje fra en landsdækkende myndighed er nu en realitet – og idéen blev født i Holstebro. Her har afdelingschef Mads Jacob Holm og kollegerne lagt både hjerte og handling bag. Og det rammer ekstra hos én i teamet, som kender til følelsen af at stamme sig igennem sætningerne, mens tålmodigheden forsvinder i den anden ende. Bip, bip, bip…
En telefonlinje lyder ikke som noget, der kan rykke ved kulturer eller skabe ny stolthed på en arbejdsplads. Men det er lige præcis, hvad ATP’s nye Solsikkelinje har gjort i Holstebro.
Jeg glemmer aldrig den følelse, jeg fik, når røret i den anden ende blev lagt på, fordi jeg ikke kunne få et ord frem
Kristian Jakobsgaard, sektionschef i ATP
ATP har som den første landsdækkende myndighed åbnet en telefonlinje, hvor borgere med usynlige handicap – fra den 2. april – bliver mødt med ekstra tålmodighed og forståelse. Hvad få ved, er, at ideen og drivkraften bag initiativet kommer fra Holstebro – nærmere bestemt Mejrup-drengen Mads Jacob Holm.
– Det har stået på min ønskeseddel i flere år, fortæller Mads, der er afdelingschef hos ATP i Holstebro.
– Jeg har fulgt Solsikkeprogrammet tæt og lært meget af de virksomheder, der gik først. Men det her skulle også virke i en myndighedskontekst. Derfor er det så stort, at vi nu gør det.
Det er et initiativ, der ikke kun er båret af strategi, men også af erfaring. En af Mads’ kolleger, sektionschef Kristian Jakobsgaard, har selv mærket, hvordan det føles, når systemet ikke har tid til at vente:
– Igennem hele min opvækst havde jeg et skjult handicap. Jeg stammede. Især når jeg skulle ringe til nogen, jeg ikke kendte. Jeg glemmer aldrig den følelse, jeg fik, når røret i den anden ende blev lagt på, fordi jeg ikke kunne få et ord frem.
Det anslås, at hver femte dansker lever med et usynligt handicap. Derfor er behovet for mere menneskelige kontaktflader i det offentlige ikke bare relevant – men nødvendigt, ifølge Mads Jacob Holm.
Solsikkelinjen er i første omgang rullet ud på pensionsområdet, hvor mange borgere i forvejen kæmper med fysiske eller kognitive udfordringer. Men det kræver mere end struktur og system – det kræver nysgerrighed og forståelse.
– Det handler ikke så meget om at vide, hvem der har hvad,‟ siger Mads og tilføjer:
– Det handler om at være nysgerrig på, hvad der skal til for at møde mennesker bedst muligt.
For at gøre oplevelsen så tryg som muligt bliver borgere, der ringer til Solsikkelinjen, mødt af rådgivere, der er særligt uddannede i at håndtere situationer, hvor der er brug for lidt ekstra hjælp. Og i stedet for tastevalg og automatiske beskeder, lander man direkte i en samtale – uden for mange forstyrrende indtryk.
Men Solsikkelinjen er ikke kun en linje ud til borgerne. Den er også en bevægelse ind i huset.
Internt i ATP Holstebro har medarbejderne nu mulighed for at bære den velkendte solsikkesnor – og dermed signalere, at de har brug for særlige hensyn. Det kan være en kollega, der springer frokostpausen over i kantinen. Ikke fordi vedkommende ikke vil fællesskabet, men fordi det kræver for meget den dag. En anden har måske brug for en lidt mere tålmodig ledelse, forklarer Mads Jacob Holm.
Netop den tilgang – at lede med blik for forskellighed – ligger allerede dybt forankret i centerledelsen.
– Vi har et stort fokus på, hvordan vi leder forskelligheder. Vi har klædt lederne på til at forstå neurodivergens, og vi oplever, at folk begynder at dele mere åbent – både om sig selv og deres børn,‟ siger centerdirektør Lene Hougaard-Enevoldsen.
Derfor tøvede hun ikke, da Mads præsenterede solsikke-idéen.
For initiativtageren Mads Jacob Holm handler det ikke kun om service – men også om ansvar.
– Som myndighed har vi ikke noget alternativ. Man kan ikke vælge en anden leverandør. Derfor skal vi gøre os ekstra umage for at møde borgerne på den bedst mulige måde – og det kræver, at vi kan noget forskelligt.
Netop det gør Solsikkelinjen: Den skaber plads til forskellighed. Og målet er klart: ATP vil gøre sig erfaringer og derefter brede det ud til alle områder i Udbetaling Danmark.
Solsikkelinjen er ikke kun skabt for syns skyld. Den er skabt for dem, der ikke altid bliver set og hørt. For dem, der har brug for, at nogen bliver lidt længere i den anden ende.
Og måske, som Mads siger, kan initiativet også noget mere:
– Vi stiller os gerne forrest, men vi gør det ydmygt. Jeg ved, at flere virksomheder i Holstebro arbejder med det her. Tænk hvis vi kunne finde sammen og gøre byen kendt for at tage rummelighed alvorligt. Så kunne vi spille hinanden bedre – og skabe noget, der rækker ud over vores egne matrikler.
Solsikker vokser trods alt bedst i flok.
Solsikkeprogrammet er et internationalt anerkendt initiativ, som anvendes til at gøre opmærksom på usynlige handicap. Solsikkesymbolet er et diskret signal om, at en person kan have brug for ekstra tålmodighed, hjælp eller forståelse. Ifølge ’Videnscenter om handicap’ har op mod 20 % af den danske befolkning et usynligt handicap.
Solsikkelinjen er en telefonlinje for borgere med usynlige handicap som fx:
• Angst og PTSD
• Nedsat hørelse eller syn
• Autisme, ADHD eller ordblindhed
• Overfølsomhed over for lyd eller lys
I årevis var det Janni Follesen, der jagtede resultater i LEGO, mens hendes mand stod for hverdagen derhjemme. Nu er rollerne byttet om, og Janni har brugt sit første år på Slagteriet i Holstebro på at skabe den struktur, der lader kreativiteten blomstre – frit, vildt og med retning.
Da Janni søgte stillingen på Slagteriet i Holstebro, var den egentlig ikke skabt til hende. På papiret var hun en anelse overkvalificeret til den profil, som de søgte. Men hun så et potentiale – og i stedet for at droppe idéen eller forsøge at passe ind, skabte hun sin egen plads. Hun gjorde sig umage. Janni Follesen i en nøddeskal. Det vender vi tilbage til.
For hvad får en kvinde med syv år i LEGO, flotte meritter og en stærk international profil til at søge en stilling i Holstebro, som ikke helt matcher hendes erfaring.
“Det handlede om flere ting. Én af dem var at arbejde tættere på børnene og vores hverdag i Holstebro,” fortæller Janni Follesen.
Mens hun pendlede til sit job i Billund, var det hendes mand, Michael, der tog sig af hverdagen derhjemme – fra sygedage til tandlægebesøg. Men da han for godt et år siden fik mulighed for et karrierehop, stod de pludselig begge med jobs, der krævede tid væk fra familien.
Så måtte jeg spørge mig selv: Skal jeg fortsat holde fast i, at jeg partout skal være langt væk? Måske er det Michaels tur til at forfølge en ægte drengedrøm,” siger Janni Follesen.
Samtidig begyndte en anden tanke at tage form i Jannis hoved: Hvorfor ikke bruge den erfaring, hun havde fået fra LEGO, til at skabe noget stærkt lokalt i den by, hun holder så meget af?
”Holstebro er jo bare en fed by med al dens musik, teater og subkultur”, siger Janni.
Forinden Jannis 7 års afstikker til Billund, havde hun i 11 år været ansigtet udadtil på Musikteatret i Holstebro, og med et hjerte, der banker for kultur, var jobopslaget fra Slagteriet en oplagt mulighed. Jobbeskrivelsen måtte blot tvistes lidt.
”Det, de søgte, var noget anderledes, end det, jeg kom fra, men jeg fik lov til at fortælle, hvordan, jeg gerne ville præge det. Vi fandt en retning, og jeg tænkte: Nu gør vi det,” smiler Janni Follesen.
I dag er Janni Follesens officielle titel erhvervskoordinator med ansvar for al erhvervsudleje og erhvervsarrangementer. På mange måder minder jobbet om hendes tid hos LEGO – at sørge for den ultimative oplevelse for dem, der sætter en fod på matriklen, men uden KPI’er bøjet i neonlys.
”LEGO var en fantastisk arbejdsplads, men også ekstremt performance-drevet. Når man, som jeg, har stræbt efter at levere over target i syv år, mærkede jeg, at det også er okay, at arbejdslivet ikke fylder alt,” forklarer Janni.
Det betyder ikke, at hun har sluppet sit drive – tværtimod. Måske snarere fordelt den ud.
”Jeg vil også have familielivet til at lykkes. Have tid og overskud til at støtte børnenes interesser”, siger Janni.
Og ligesom hun sætter retning i arbejdslivet, skaber hun også struktur på hjemmefronten.
Hos familien Follesen har de ugeskemaer, hvor de hver søndag gennemgår, hvordan de når deres mål frem til næste søndag. Og der er ikke plads til mange kompromisser – i hvert fald ikke på Janni Follesens egen banehalvdel.
”Jeg har et mantra: Hvis jeg laver en aftale med mig selv, så overholder jeg den.”
Det gælder også hendes ugentlige løbeture.
”Jeg løber mellem 30 og 35 km om ugen. Og kræver det, at jeg står op klokken fem og løber, så gør jeg det – for ellers skal jeg løbe længere dagen efter,” siger Janni, mens vi begge kaster et blik ud ad vinduet, hvor det fortsat rusker i bygningerne.
Flere veje i Holstebro er oversvømmede efter nattens storm. Jeg antager, at hun så må ud på en længere tur i morgen – selvom jeg efterhånden burde have lært, at Janni altid er et skridt foran.
“Nej, nej – jeg er blevet leveret her uden cykel i dag, og jeg har taget mit løbetøj med og løber hjem efter arbejde,” forklarer Janni.
Janni Follesens systematiske tilgang til livet smitter også af på familien. Da hendes søn Carl var bagud med læsning i 2. klasse, satte hun månedlige læsemål. Hvis han nåede dem, fik han en bonus. Hvis ikke, måtte han læse mere næste måned.
”Som barn var jeg selv en virkelig dårlig læser og lærte det først i 6. klasse. Hvis mine børn kommer hjem og klager over, at de skal læse tre sider i deres læsebog, siger jeg: Du læser bare. Der er børn, der sidder lige nu og tuder over, at de ikke kan læse,” forklarer Janni Follesen.
”Det ved jeg alt om.”
I dag er både Carl og hans søster Signe dygtige læsere.
”Vi er efterhånden stamgæster på biblioteket og låner vel omkring 25 bøger til børnene om ugen,” siger Janni Follesen.
Hun har altid haft en forkærlighed for steder som biblioteket, hvor hun møder mennesker, der går all in på en interesse eller evne.
”Uanset om det er Anders And, romaner eller musikhistorie, synes jeg, det er fantastisk at møde folk, der virkelig dedikerer sig til deres passion eller gør sig umage. Det er så fedt,” lyder det fra Janni.
Og netop dét – at gøre sig umage – er noget, hun selv forsøger at udleve hver dag på Slagteriet.
“Jeg vil gerne have en vis kvalitet, fordi det er mig, der lægger ansigt til det. Det kræver struktur. Man kan jo ikke byde gæster indenfor, hvis ikke der er ryddet op, stillet op, eller hvis tingene ikke er klar,” forklarer Janni Follesen.
“Da jeg startede i marts sidste år, kunne vi ikke bare fra dag ét lave et stort arrangement. Der var nogle systemer, men de var ikke stærke nok til at håndtere alle de elementer, jeg ønskede, der skulle være med. Nu har vi et fundament, der gør, at vi kan åbne endnu mere op i 2025, og der er allerede fede ting på programmet”, lover Janni Follesen.
Da de var færdige i 9. klasse, tog kammeraterne på efterskole. Alexander flyttede alene til en fremmed by. Når kammeraterne tog i byen, tog Alexander toget hjem efter endnu en vagt. Han lod mange fade gå forbi sig for at holde fast i den drøm, der blot to år senere har ført ham til titlen som ”Årets talent” – og en oplevelse som kok for kongeparret.
Mens snakken går lystigt ude i restauranten, er Alexander Skærlund i gang med sit livs sprøjtearbejde i køkkenet ved siden af. Kong Frederik og Dronning Mary sidder kun få meter væk, og om få minutter sætter de tænderne i den havtornssorbet og vaniljeparfait, som Alexander Skærlund er ved at indhylle i italiensk marengs. Sirligt og ensartet. En konge værdig. Der er ikke plads til fejl nu.
Bag de sikre hænder og præcise bevægelser ligger en fortælling om en målrettet ung mand, der valgte en ganske anderledes livsrute, end de fleste på hans alder.
Da Alexander Skærlund var 16 år, tog kammeraterne på efterskole eller begyndte på en ungdomsuddannelse. Selv flyttede han hjemmefra. Væk fra venneflokken og barndomshjemmet i Ikast til en 60 kvm kælderlejlighed på Enghavevej i Holstebro.
”Om jeg kendte nogen? Nej, ikke et øje”, lyder det fra Alexander Skærlund.
Men den 16-årige dreng fra Heden havde allerede fået så meget smag på en levevej som kok, at han var villig til at gå mod strømmen for at forfølge sin drøm.
Vejen mod Holstebro blev brolagt allerede i 9. klasse, hvor han var i praktik hos Restaurant JA. Efter blot en uge i det Holstebro-franske køkken, havde Alexander Skærlund gjort sig så bemærket, at han blev tilbudt en plads som kokkeelev, når han fået 9. klasses afgangspapirer i hånden.
Alexander Skærlund var ikke i tvivl:
”Det blev et kæmpe ja tak”.
Men det krævede lidt overtalelse på hjemmefronten at høre samme beslutsomme ja.
”Det var den klassiske historie med, at mine forældre mente, det var bedst, at jeg fik en gymnasial uddannelse, som jeg kunne bygge videre på”, siger Alexander Skærlund.
Forældrene skulle dog kun have et enkelt blik bag køkkenets svingdør, og så var de ikke længere i tvivl. Der stod deres blot 16-årige dreng i sit rette element og kreerede friskrørt tatar fra bunden: Alexander skal være kok.
Med den målrettede drøm i Holstebro fulgte også en række afsavn. Allerede i 9. klasse begyndte Alexander Skærlund at bruge weekenderne i Restaurant JA’s køkken.
”Det har været hårdt at sige fra til så mange ting. Mine Ikast-venner brugte jo weekenderne i 9. klasse på fest og ballade, hvor jeg tog på arbejde. Men det har nok også gjort mig mere moden lidt hurtigere at passe et fuldtidsarbejde frem for at drikke hver weekend”, siger Alexander Skærlund og tilføjer:
”Når de står op morgen og tænker ”fuck, jeg skal i skole”, tænker jeg ”fedt, jeg skal på arbejde. Det har jeg prøvet at minde mig selv om, når det hele blev lidt ensomt.
Ensom føler Alexander Skærlund sig ikke længere. Restaurant JA kollegaerne er nærmest blevet familie – og byen egen bukselomme.
”Det er bare noget andet at bo i Holstebro frem for Ikast og Herning. Naturen er skøn, byen er virkelig hyggelig, og så har den bare en charme over sig, som man ikke finder mange andre steder”, siger Alexander Skærlund.
I takt med, at Ikast-drengen fik øjnene op for byen, fik Holstebro ligeledes øjnene op for det lysende talent i køkkenet på Toftegade.
Hvis man endnu ikke var stødt på Skærlund-navnet, efter han vandt skolemesterskaberne ved UCH’s kokkelinje eller opnåede en 3. plads ved Danmarksmesterskabet for kokkeeleverne i 2024, slog han sit navn fast ved ErhvervsKulturpriserne 2024 i Holstebro.
Her modtog han i et stærkt felt prisen som Årets talent for sine tekniske færdigheder og lederevner, som normalt ses hos mere erfarne kokke.
”Havde det ikke været for Jakob og Emil (Restaurant JA’s ejere, red.), som gav mig chancen to år tilbage og har støttet og udfordret mig lige siden, havde jeg aldrig været i betragtning til sådan en fornem pris. Jeg prøver virkelig at gøre mit bedste hver dag på et plan, hvor middelmådighed bare ikke er godt nok, så det betyder ufatteligt meget at blive anerkendt for noget, jeg har lagt og lægger så mange timer i”, siger Alexander Skærlund.
Et par uger forinden titlen som Årets talent, var han allerede godt i gang med at sætte kronen på værket, da kongeparret spiste på restauranten i forbindelse med et besøg ved byens 750-års jubilæum.
”Der var virkelig meget pres på, fordi det var så intenst. Vi havde god tid til at forberede os op til, men selve besøget var jo ret kortvarigt, og der skulle alt så bare klappe og stå snorlige”, lyder det fra kokkeeleven.
Fiskeben blev sirligt renset og koncentrationen omkring sprøjtearbejdet var til at føle på.
”Normalt, når vi kører service, er der ofte kontinuerlig pres på, hvor vi er to-tre skridt bagud. Det er sjovt og lærerigt, men jeg blev også bidt af det pres, der opstår, når man har bedre tid og skal nørde og levere til absolut perfektion. Det er noget, jeg drømmer om at arbejde endnu mere med en dag”, siger Alexander Skærlund.
Alexanders hang til perfektionisme er tydeligt inspireret af en af hans største rollemodeller, Gordon Ramsay. Som Alexander beskriver det:
“Der er ikke plads til fejl. Han ved præcis, hvordan tingene skal være, og det kan altid blive bedre.”
Samme kompromisløse tilgang forsøger Alexander at tage med ind i køkkenet, hvor intet overlades til tilfældigheder. Men hjemme på Enghavevej i Holstebro er tonen en anden.
“Når jeg har fri, skal det bare være nemt,” smiler Alexander, der ikke lægger skjul på, at frysepizzaer ofte finder vej til ovnen. Og når vagtplanen endelig matcher en kampdag, sætter han med det samme kursen mod MCH Arena for at heppe på FC Midtjylland med en stadionplatte i hånden.
For Alexander handler det om balance: Uden for køkkenet nyder han de små, jordnære glæder, men han ved, der ikke er plads til mange overspringshandlinger over kogeblusset, hvis han skal gøre sig forhåbninger om sin helt store drøm.
”Jeg drømmer om en dag at kunne kalde mig køkkenchef på en anerkendt restaurant – måske endda eje mit eget sted, men lige nu er konkurrencer og landsholdet mit store mål. Jeg har allerede været til prøverne til Juniorkokkelandsholdet, men blev ikke udtaget. De syntes, jeg var for ung, og der var nogle fodfejl”, fortæller Alexander Skærlund.
Den unge kok erkender, at det gjorde et bittert indhug i ambitionen, men samtidigt har det gjort ham mere sulten.
”Jeg er klar til en revanche. Jeg skal ud til nogle konkurrencer og forhåbentligt slå nogle af de dygtige kokke på landsholdet, så jeg kan vise, jeg kan være med”, siger Alexander med et beslutsomt smil.
Huxie baksede med bogstaverne. Det udviklede sig til en daglig kamp for at følge med det faglige tog i skolen. Et legat hos Holstebro-virksomheden WiseMe blev et livsforandrende stop, der ikke blot rykkede ham fagligt, men gav ham troen på sig selv tilbage. Nu skal en ny støttemulighed hjælpe børn som Huxie videre fra den perron, hvor stadig flere børn står af.
Han kæmpede med at komme op om morgenen. Han følte sig uden for i skolen og havde mistet troen på, at han kunne følge med.
– Det var svært, fortæller Huxie Røn, der går i 5. klasse på Rolf Krake Skolen i Holstebro.
Til at begynde med var det ordene, der drillede. Men pludselig blev matematikken også en udfordring.
– Jeg var ellers så god til matematik, siger Huxie Røn.
I takt med at ord og lange sætninger sneg sig ind i faget, blev regneopgaverne sværere. Skolen blev sværere.
Det gjorde ham usikker, og glæden ved at være en del af fællesskabet svandt ind, fortæller Huxies mor, Lone Røn.
– Den glade dreng, vi ellers kendte, ville ikke afsted om morgenen. Han var vred og ked af det, siger Lone Røn.
Men en dag dumpede der et legat ind hos familien Røn til et forløb hos WiseMe, som tilbyder professionel én-til-én undervisning i Holstebro. Det skulle vise sig at have en livsforandrende betydning. Det vender vi tilbage til.
Huxie Røn er nemlig ikke et enestående eksempel på vedvarende modvilje mod at gå i skole – også kendt som skolevægring.
En undersøgelse lavet af Epinion for Danmarks Lærerforening viser, at 27 procent af forældre har oplevet perioder, hvor deres barn har haft skolevægring.
Den realitet oplever grundlæggeren af WiseMe, Pernille Sloth Lindhardt, dagligt.
– Det begynder ofte med den udefinérbare ”ondt i maven”, forklarer Pernille Sloth Lindhardt, der er uddannet folkeskolelærer samt læsevejleder og ordblindelærer.
Hun har haft adskillige børn i forløb, som kommer fra gangene på Gødstrup eller Skejby Sygehus, hvor de har været i udredning for bl.a. mavesår, angst eller autisme.
– Vi snakker altså børn. Små børn helt ned til 6-7-årsalderen, som har tabt sig flere vægtkurver og ikke vil sætte en fod i skolen eller uden for hjemmets fire vægge, siger Pernille Sloth Lindhardt.
Størstedelen af de børn, der er i forløb hos WiseMe, lider af skolevægring, som bunder i faglig mistrivsel. Det dækker over, at man kan få det dårligt socialt, hvis man ikke er med rent fagligt.
– Når et barn sidder i klasselokalet og føler, at man er den, der ikke kan læse eller regne, opstår følelsen af at være uden for fællesskabet. For mange børn bliver løsningen at blive hjemme, så det undgår at blive konfronteret med det, der gør ondt, fortæller Pernille Sloth Lindhardt.
Netop den følelse er WiseMe sat i verden for at hjælpe børn af med. Hele teamet hos WiseMe er specialuddannede i at spotte og hjælpe børn i faglig mistrivsel. De indleder hvert forløb med at kortlægge, hvor indlæringen er stoppet.
Pernille Sloth Lindhardt forklarer det som et puslespil, hvor de kan se præcist, hvilke brikker der mangler.
– Vi går i dybden, og vi kan komme meget langt ned. For eksempel ned på den fonologiske del – er det udfordringer med G og K? Er det om efteråret i 1. klasse, læringen er gået i stå, eller om foråret i 4. klasse, siger Pernille Sloth Lindhardt.
Derfra arbejder Pernille og co. målrettet med at lukke de faglige huller, og på bare 10 uger kommer der børn ud på den anden side, som næsten ikke er til at kende. Størstedelen rykker sig mellem et halvt og tre klassetrin.
– Når børnene begynder at forstå, at de kan, stiger deres selvtillid, og vi ser dem blomstre, siger Pernille Sloth Lindhardt.
Derfor skete der også noget for Huxie og familien Røn efter et forløb hos WiseMe.
Efter 10-uger sammen med Pernille Sloth Lindhardt, rykkede Huxie Røn tre klassetrin op i dansk og læser nu med, når familien ser fjernsyn eller læser i en bog.
Og endnu vigtigere – han er blevet glad for at komme i skole igen.
– Han kommunikerer med sine venner og omgivelser på en anden måde og er generelt mere åben, siger Lone Røn.
Huxie Røn var blandt de 10 børn, som modtog et legat til et forløb hos WiseMe, finansieret af en privat donation. Nu ønsker Pernille Sloth Lindhardt at udvide denne mulighed med en ny legatordning, der kan søges af familier, som ikke har det økonomiske overskud til at betale for privatundervisning.
– Jeg er udmærket klar over, at man laver et A- og B-samfund i det her. Det har jeg intet ønske om. Jeg drømmer om at hjælpe så mange som muligt af de børn, der har behov for det, og det håber jeg, at dette initiativ kan hjælpe med, siger Pernille Sloth Lindhardt.
Jannie Lund Mortensen fra Privathjælpen Holstebro, er den første virksomhed, som har valgt at støtte legatinitiativet. For hende er donationen en naturlig forlængelse af det sociale ansvar, hun, som udbyder af hjemmehjælp, tager hver dag.
– En stor del af mine medarbejdere har kæmpet med læse- og skrivevanskeligheder hele livet, og det får langtrækkende konsekvenser helt op i voksenlivet. Flere af dem kan for eksempel ikke lide at dokumentere, fordi de har udfordringer med at stave, fortæller Jannie Lund Mortensen.
Ifølge Jannie Lund Mortensen er der et vigtigt fremtidsperspektiv i at hjælpe børn med faglige udfordringer så tidligt som muligt.
– Alt for mange børn bliver tabt i de tidlige skoleår sideløbende med, at vi får brug for flere hænder i samfundet. Det kalder på et socialt ansvar, og der er muligheden for at støtte gennem et legat hos WiseMe en konkret håndsrækning til de familier, som ikke har muligheden selv, fortæller Jannie Lund Mortensen.
En komité på fire personer kommer til at uddelegere legaterne. Den består af politikeren Henrik Pagh Mortensen, iværksætter Lise Von Seelen, projektudvikler Tejs Madsen og rådgiver Allan Qvist.
– De er nøje udvalgt ud fra den præmis, at de alle arbejder med socialt ansvar og har en fod inden for den del af vores samfund, hvor folk er på kanten eller har været det, slutter Pernille Sloth Lindhardt.
På det europæiske marked er der kun fem virksomheder, som kan og må producere den enormt stærke beton, der i årtier skal modstå vindmøllernes endeløse vibrationer. En af dem er danske Y-MatTec i Holstebro.
Nu rykker Y-MatTec forrest i feltet med en ny og banebrydende metode, som gør det muligt at binde CO2 til vindmøllernes betonfundamenter. At binde CO2 til almindelig beton er kendt teknologi. Men at binde det til højstyrkebeton er nyt.
– Lige om lidt kan vindmølleindustrien bryste sig af, at den ikke alene producerer vedvarende energi, men også bygger vindmøller, som – bogstaveligt talt – står på et grønnere fundament, siger stifter og medejer af Y-MatTec, Elo Yde.
Den hemmelige ingrediens
Y-MatTec forventer at få patent på metoden i Danmark i 2024, og derefter vil virksomheden videreføre en international patentansøgning i andre dele af verden herunder EU, Nord- og Sydamerika, Asien og europæiske lande udenfor EU.
Derfor kan Elo Yde ikke løfte sløret for detaljerne i metoden endnu, men det handler i overordnede træk om at indkapsle pyrolysekul i højstyrkebeton, i stedet for at lagre det i deponi på affaldspladser eller brænde det af. På den måde kan man fremadrettet indkapsle både CO2 og de miljøskadelige stoffer i højstyrkebeton i vindmøllefundamenter eller bygninger.
1. Pyrolysekul er i sig selv en af fremtidens klimaløsninger, fordi pyrolysekul fremkommer ved en forbrænding af organisk materiale og industriaffald. Forbrændingen sker uden tilførsel af ilt og ved temperaturer over 600 graders celsius. Alternativet i landbruget ville eksempelvis være at pløje halm og planterester ned i jorden. Derved rådner planterne, afgiver CO2 til atmosfæren og bidrager til klimaproblemerne. I pyrolyse er den kuldioxid – som planten har suget til sig hele sit liv via fotosyntese – bundet. Til evig tid.
2. Undersøgelser viser, at pyrolysekul kan halvere landbrugets CO2-aftryk. Rent pyrolysekul er velegnet til at blive spredt ud på landbrugsjorder som markforbedring til eksempelvis sandede jorder. Men der er også pyrolysekul, som er forurenet med eksempelvis tungmetaller fra industriproduktion eller rensningsanlæg. Forurenet pyrolysekul er oplagt at blande i vores højstyrkebeton – dermed er de giftige stoffer bundet til betonen og skader ikke miljøet. Heller ikke den dag fundamentet er udtjent og betonen knuses. Tungmetallerne vil fortsat være bundet – de bliver, hvor de er: Låst til den ekstremt tætte hærdede beton.
3. 10 pct. Pyrolysekul erstatter en tilsvarende mængde cement. Produktion af cement har et meget højt CO2-aftryk, idet cement er resultatet af pulveriseret kalksten, der blandes med lerholdigt materiale og brændes ved temperaturer over 1.400 graders celsius. Cement med pyrolysekul bliver til en beton, som er mindre sort og mere grøn”.
Kilde: Y-MatTec
Stærkere end Storebælt
Det er ikke uden grund, at Holstebro-virksomheden er godkendt af førende vindmølleproducenter som Vestas og Siemens Gamesa. Den højstyrkebeton, som virksomheden producerer, er nemlig ualmindelig stærk.
Betonstyrke bliver målt i megapascal, og her kan Y-MatTec producere en styrke på op til 160 megapascal. Til sammenligning er Storebæltsbroen bygget af beton med en styrke på cirka 65 megapascal.
Og selvom Y-MatTec blander 10 procent pyrolysekul i højstyrkebetonen, går det ikke ud over betonens tæthed og styrke, der vil ligge på 130-150 megapascal.
– Det er ikke kun beton med enestående høj styrke – det er samfundssind i højeste potens, fortæller Elo Yde om den nye opfindelse.
Han vurderer, at de nuværende syv ansatte får brug for forstærkning fra yderligere 50 nye kollegaer inden for et par år i takt med, at de nye patenter og produkter er klar.
Bilka Holstebro. For de fleste et trækplaster, når der skal fyldes op i køleskabet eller handles ind til studenterfesten. Men bag de meterlange hylder kører et stort maskineri, der holdes i gang af 440 medarbejdere.
Over halvdelen af dem, helt præcis 260 ansatte, er ungarbejdere i alderen 16 til 25 år – også kendt som generation Z.
Ikke nok med at de udgør størstedelen af medarbejderskaren, så udskifter Bilka Holstebro også de ikoniske lyseblå Bilka-skjorter på omkring halvdelen af ungarbejderne hvert eneste år. Og det er helt bevidst, forklarer varehuschef, Sigmund Ottosen Rubeksen.
Begyndte som 16-årig som ungarbejder i Bilka Holstebro i 2001.
Gik i lære i afdelingen for isenkram og elektronik i søster-kæden, Føtex i 2004.
Avancerede til afdelingschef og senere salgschef, inden han i 2012 skiftede til en anden kæde, Kvickly, hvor han arbejdede som souschef i Silkeborg, Valby og Nørrebro og senest som varehuschef i Lemvig fra 2016 til 2018.
Efter Lemvig skiftede han tilbage til Bilka. Først som driftschef i Bilka Herning og derefter som sektionschef i Bilka Viborg, inden han i 2020 begyndte som varehuschef i Bilka Holstebro.
Privat bor Sigmund i Ikast med Sisse og parrets tre børn.
– Der er et naturligt rul blandt de ungarbejdere, fordi en stor del arbejder her i deres sabbatsår eller ved siden af ungdomsuddannelsen og dernæst flytter til større byer for at studere, siger Sigmund Ottosen Rubeksen og fortsætter.
– Men vi arbejder også aktivt på at få dem videre, hvis de har været her for længe. Det vil sige mere end to år. Så tager vi en snak om, hvad næste skridt er – hvad end det er en elevplads eller opstart på en ny uddannelse.
Han mener, at Bilka Holstebro har en forpligtelse i at uddanne og bygge på de unge mennesker, især når de nok er den virksomhed i Holstebro, der er så heldig at have flest ungarbejdere under taget, som det lyder med varehuschefens egne ord.
Med 440 kollegaer ind og ud af varehuset hver uge, kan det være svært at holde styr på alle. Det bemærkede Sigmund Ottosen Rubeksen også en dag, da en ungarbejder spurgte, hvem han var. Titlen som varehuschef gjorde ikke ungarbejderen meget klogere, griner varehuschefen.
Ansvaret for den store ungarbejder-skare har affødt et lidt utraditionelt koncept på en arbejdsplads; nemlig forældremøder. To gange om året åbner Sigmund Ottosen Rubeksen karruseldørene for alle forældre til en ungarbejder på op til 18 år.
For mange af de unge i Bilka Holstebro er det deres første møde med arbejdsmarkedet, og den vil varehuset gerne involvere forældrene i.
– Det plejer at være en hyggelig aften, hvor vi bringer lidt humor ind over, mens vi snakker om alt fra arbejdsplanens placering til, hvilke krav vi stiller, siger varehuschefen.
Forældremøderne giver gensidigt afkast. Sigmund Ottosen Rubeksen og resten af ledergruppen bliver opmærksomme på helt lavpraktiske ting, som fylder hos en ungarbejder gennem forældrene.
Sigmund Ottosen Rubeksen debuterede selv på arbejdsmarkedet som ungarbejder i Bilka Holstebro tilbage i 2001. Han husker det som en fantastisk tid, men også en tid der adskiller sig fra livet som ungarbejder anno 2024.
Foto: Bilka Holstebro
– Det er altafgørende, at vores unge kan se meningen med det, de laver. Ellers taber de motivationen for at arbejde. Sådan var det ikke helt, da jeg var ung.
Udover at arbejdet skal give mening, har varehuschefen også bemærket en anden tendens blandt de unge, som han er nødt til at tage højde for. Nemlig, den mentale sundhed.
– Den mentale sundhed er udfordret i dag. Jeg oplever mere usikkerhed, og verden virker generelt mere kompliceret, end den gjorde hos min generation for over 20 år siden, siger Sigmund Ottosen Rubeksen.
De unges søgen efter mening og den stigende usikkerhed forsøger Sigmund Ottosen Rubeksen og co. at favne med en feedbackkultur.
Ikke blot på buzzword-niveau, men helt konkret ned gennem gangene. Og vejen dertil går gennem lederne, som varehuset netop er i gang med at opkvalificere på dette område. De skal forstå vigtigheden i at give feedback, og det er ikke nok at gøre det én gang.
Foto: Bilka Holstebro
– Det handler om konstant feedback, for de unge forventer faktisk at få feedback stort set hver gang, siger Sigmund Ottosen Rubeksen.
Når feedbacken ryger i baggrunden, oplever Sigmund Ottosen Rubeksen, at usikkerheden stiger i takt med, at motivationen falder. Og den cocktail, vil varehuschefen gerne undgå.
– Motivationen er altafgørende. For er mine kollegaer motiveret, giver de den bedste kundeoplevelse, og derigennem skaber vi den bedste forretning, lyder det fra varehuschefen.
Ledergruppen bliver derfor skolet til aktivt at få spurgt ind til den enkelte og anerkende dem for deres indsats.
Det samme gør sig gældende, hvis der er områder, hvor der skal hankes op.
– Der er vi ikke på samme måde personspecifikke, men vi giver i stedet en kærlig opsang til teamet, og så handler det om at få dem anerkendt næste gang, siger Sigmund Ottosen Rubeksen.
Det gør de blandt andet på de daglige tavlemøder, hvor de, udover dagens to do’s, også vender dagens mindset, og om der er noget og nogen, de skal være særligt opmærksomme på.
Varehuschefen er hurtig til at erkende, at det er en umulig opgave at opfange alle signaler.
– Vi er ikke uddannede psykologer, og bliver det heller ikke, men vi skal have en oprigtig interesse i, hvad der rører sig blandt vores medarbejdere.
Nogen vil måske mene, at de unge skal tilpasse sig den eksisterende kultur mere end at arbejdspladsen skal tilpasse sig den unge generations behov. Men den vej har Sigmund Ottosen Rubeksen ikke tænkt sig at gå.
– For så får vi ikke deres bedste sider frem og risikerer at tabe nogle af de fantastiske individer, som er her, siger varehuschefen.
Samtidigt er det vigtigt for Sigmund Ottosen Rubeksen, at de også tør at stille krav til de unge. Det gælder ikke mindst vagtplanen.
Derfor går det for eksempel ikke, at Sofies forældre pludselig ringer hende fri næste dag på grund af moster Olgas 75-års fødselsdag. Af to grunde.
For det første er det altid medarbejderen selv, der skal ringe ind, og en sms gælder ikke.
– Ellers mister vi følingen med, om der kunne være andet, vi skulle være opmærksomme på.
For det andet har Sigmund Ottosen Rubeksen en oprigtig interesse i, at ungarbejderne kommer.
– Det er ikke lige meget, om de er her eller ej. De unge spiller en uvurderlig rolle i Bilka Holstebro på samme niveau som alle andre ansatte i biksen, lyder det fra varehuschefen.
En af de ting, som Sigmund Ottosen Rubeksen beundrer de unge allermest for, er deres synlige værdikompas.
– Dagens generation Z har holdninger til vores arbejdsgange og værdier, og det udfordrer de os på, siger Sigmund Ottosen Rubeksen.
Varehuschefen har endda prøvet at blive valgt fra på det.
Til en jobsamtale takkede en elev nej til en plads på Nyholmvej, fordi hun mente, at en anden virksomhed gjorde mere for at mindske madspild, og der var vigtigt for hende.
– Det kom helt bag på mig, og jeg blev ærligt lidt irriteret til at begynde med, for så kunne vi lige så godt have skippet samtalen, siger varehuschefen med et skævt smil og fortsætter:
– Men bagefter fik denne pige min dybeste respekt for at hun reelt var så loyal over for sine værdier, siger Sigmund Ottosen Rubeksen.
Og det er netop indspark som disse, der smitter af på Sigmund Ottosen Rubeksen lyst til forstå den unge generation og tage stilling til de ting, de bringer til bordet – som for eksempel madspild, der i dag er et stort omdrejningspunkt i forretningen.
Welcome to WordPress. This is your first post. Edit or delete it, then start writing!