DK EN

Disse egenskaber skal en leder have – især i en krisetid

Vores syn på chefen er under markant forandring disse år. Læs her om de nye krav til en moderne leder, hvis du spørger en ekspert i arbejdsliv og en karriererådgiver.

Måske kender du det fra dit eget arbejdsliv – eller fra venner og familie: Samspillet med ens leder er et af de vigtigste aspekter af ens arbejdsliv – og ofte afgørende for motivationen i ens arbejde.

Derfor er der også behov for erhvervsledere med særlige egenskaber, der adskiller sig fra tidligere tiders syn på ledelse. Det understreger ekspert i danskernes arbejdsliv Morten Ballisager fra Konsulenthuset Ballisager.

Den 11. november kan du møde ham på scenen i Musikteatret i Holstebro, hvor han ved ErhvervsDagen deler sin bedste viden om, hvad ansøgere leder efter, når de skal finde deres næste arbejdsplads.

– Vi er jo i gang med en meget stor bevægelse og modernisering af ledelse, siger Morten Ballisager.

Han bruger ordet kvantespring, når han skal beskrive ændringen.

– Det er de relativt bløde ting, der efterspørges hos ledere. Og hardcore management fænomener, de ligger længere nede, siger Morten Ballisager med henvisning til Rekrutteringsanalysen 2022, hvor der spørges ind til egenskaber for den ideelle leder.

I top tre er de efterspurgte egenskaber:

God kommunikator 76%
Forstand på menneskers samspil 75%
Relationsskabende 63%

Det er først på fjerdepladsen at “Resultatorienteret” efterspørges – og det af 54 procent. Det er altså de blødere aspekter af ledelsesdisciplinen, der er i top. Det er mere motiverende for mange medarbejdere, påpeger eksperten.

 

– Der er nogle ledertyper, der taber på den her forandring. Det er dem, der længe har haft en forestilling om, at man som leder skal gå forrest, tage teten, have svar på mange ting – og nærmest være perfekt som leder. Her ses ledelse som noget ophøjet og hierarkisk. Og den profil har svært ved at omstille sig til det nye, siger Morten Ballisager.

 

Sæt orkesteret i bevægelse

For denne ledertype er det ikke særligt tilfredsstillende at arbejde ud fra de efterspurgte værdier, siger han.

– Det handler ikke om, at du som moderne leder er perfekt og fantastisk. Det handler mere om, at du forstår at sammensætte det her orkester af medarbejdere og sætte dem i bevægelse. Skabe rammerne for hvordan man deler viden og taler sammen.

Læs også: Eksperten har et vigtigt budskab til virksomheder i en særlig krisetid

Han kommer også med et afgørende råd, der peger ind i de potentielt udfordrende tider, mange virksomheder må forholde sig til. For troværdig kommunikation er helt afgørende i krisetider.

– Man skal som leder huske at tegne scenarier for, hvordan vi kan lykkes, og hvordan det kan se ud på den anden side. Det er vigtigt at kommunikere det længere perspektiv på den anden side af stormvejret.

– Man skal have en tro på fremtiden og kunne kommunikere den – ellers sidder man i den forkerte stol.

 

De vil give den en ordentlig skalle

Karriererådgiver Simone Hyldahl arbejder med mennesker, der er kørt trætte i deres karriere og gerne vil skabe det arbejdsliv, de trives i. Hun genkender klart, at ledere ofte har en meget afgørende rolle i medarbejderens velvære og motivation.

– Der er virkelig mange medarbejdere, der vil give den en ordentlig skalle, hvis deres arbejde giver mening for dem, og de får ægte anerkendelse for det, de gør, fortæller Simone Hyldahl.

– Men jeg forstår godt de ledere, der ikke synes, det er nemt. For vores forventninger til ledelse er steget. Se bare hvor mange hyldemeter med bøger, der er skrevet om ledelse, tilføjer hun.

 

Karriererådgiveren peger på, at mange vidensmedarbejdere i virkeligheden kan lede sig selv, når det kommer til at løse deres opgaver. Derfor skal en leder sørge for at levere på andre fronter.

– Jeg oplever, at folk drømmer om en leder, der tror på dem og ser muligheder i dem. Fremtidens ledere er dem, der får andre til at blomstre.

– De skal se medarbejderne som en værdifuld ressource, der skal passes på. Så arbejdspladsen lykkes med projekterne, uden at det betyder stress-sygemeldinger og opsigelser – for vi vil ikke finde os i det længere, siger Simone Hyldahl.

Hvilke egenskaber/kompetencer er nødvendige for den ideelle leder?

Her måtte respondenterne sætte op til fem krydser.

God kommunikator 76%
Forstand på menneskers samspil 75%
Relationsskabende 63%
Forståelse for driften 52%
Strategisk 38%
Ledelseserfaring 36%
Forretningsudvikling 21%
Ydmyg 13%
Økonomistyring 11%
Analytisk 10%
Forstand på salgsprocesser 4%

Kilde: Rekrutteringsanalysen 2022  

 

 

Konference

Et spørgsmål om tiltrækning

I år skal vi snakke rekruttering og tiltrækning af arbejdskraft. Et stærkt line-up med bl.a. Bjarne Corydon, Anne Sophie Hermansen og Morten Ballisager indtager scenen med deres indspark til et arbejdsmarked under kæmpe forandring.

@erhvervsforumholstebro