DK EN

Eksperten har et vigtigt budskab til virksomheder i en særlig krisetid

Krise eller ej – manglen på arbejdskraft vil fortsat være et problem, og for virksomhederne handler det om at bevare det lange lys, mener ekspert i rekruttering.

Den 11. november 2022 står ekspert i danskernes arbejdsliv Morten Ballisager på scenen i Musikteatret i Holstebro og deler sin bedste viden om, hvad ansøgere leder efter, når de skal finde deres næste arbejdsplads.

Det gør han under ErhvervsDagen arrangeret af ErhvervsForum Holstebro. I år er temaet: Et spørgsmål om tiltrækning, hvor det handler om at finde og fastholde de afgørende medarbejdere.

Men hvorfor overhovedet tænke på rekruttering, når vi i øjeblikket ser flere virksomheder reagere på de ustabile tider? Nogle virksomheder må endda afskedige medarbejdere.

– Av, hvor er vi inde i en periode, hvor tingene flytter sig hurtigt, indleder Morten Ballisager.  – Jeg kan godt forstå virksomhederne, hvor det lige nu handler om at sikre ordrer, sikre salget, hvor man så er mindre optagede af medarbejdersiden, tilføjer han.

Her når han til sit “men”. For Morten Ballisager ser klare konsekvenser for nogle virksomheder, der vælger at nedprioritere rekruttering og fastholdelse i de svære tider.

– Jeg tror godt, man på kort sigt kan løse nogle af de nuværende problemer ved at spare og reducere. Og hvor nogle skal igennem en reduktionsrunde, hvis man er presset.

– Men på lang sigt, så får man ikke vedligeholdt sin indre værdi som virksomhed, hvis ikke man får adgang til talenterne, forklarer Morten Ballisager.

 

Igennem stormvejret

Han peger på, at vi i fremtiden har smallere årgange på vej ind på arbejdsmarkedet.

– Samtidig bliver vores behov for dygtige folk kun stigende. For det er jo netop de folk, der kan lave gode løsninger.

Morten Ballisager mener ikke, at lavkonjunktur i samfundet kommer til at betyde, at manglen på arbejdskraft bliver afblæst. Derfor skal virksomheder sikre sig ved at forblive attraktive for de dygtige.

– Til syvende og sidst, så er det de her dygtige mennesker, der skal gøre forskellen ude i markedet. De skal bevare det lange lys i en svær tid og bære virksomheden igennem stormvejret, siger han.

 

Morten Ballisager er ejer og direktør i Konsulenthuset ballisager, som han grundlagde i 2008.

Morten er også forfatter til den 5-stjernede Håndbog i Moderne Jobsøgning, der blev udråbt til en af årets erhvervsbøger.

I flere år har Morten Ballisager været benyttet som ekspert af bl.a. TV 2 NEWS, Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske, Go’ morgen Danmark og Dagbladet Børsen.

Morten blev i øvrigt uddannet som cand.scient.pol fra Aarhus Universitet i 1999.

Den årlige kandidatanalyse

Konsulenthuset Ballisager står hvert år bag den store kandidatanalyse, som undersøger danske lønmodtageres præferencer, holdninger og motivation

Her kan du blandt andet blive klogere på:

– Hvad der fælder dig i jobsamtalen?
– Hvorfor flere mænd er i lederjob?
– Ved virksomhederne egentlig, at jobannoncerne er urealistiske?

@erhvervsforumholstebro