DK EN

Nej! En krise løser ikke manglen på medarbejdere.

Vestjyske virksomheder skal igennem et kæmpe image- og mentalitetstjek i de kommende år, hvis vi fortsat vil blande os i kampen om de bedste medarbejdere. Hvis du synes, at det har været svært at finde folk i de sidste par år, så bare rolig: Det bliver kun meget værre, hvis vi ikke øver os.

 

Kommentar af Peter Kjeldbjerg, direktør i ErhvervsForum Holstebro

Jeg har en alder, hvor jeg stadigvæk kan huske, hvordan det var, når man slog en stilling op og fik 100 ansøgninger.

Jeg ved ikke, hvor mange, der har oplevet det på det sidste?

Faktum er, at tiderne har ændret sig i en fart, som får de fleste til at miste pusten. Med fare for at gøre mig selv til grin, når energikrise og manglende købelyst for alvor har sat sig på budgetterne henover vinteren, så tror jeg ikke, at jobmarkedet ændrer sig i samme grad.

Forleden overhørte jeg et par erhvervsfolk, der forventede, at en god gedigen krisestemning nok skulle få lagt en dæmper på de krævende medarbejdere, både med hensyn til forventninger om høj løn og fleksibilitet i jobbet.

Jeg tror, de bliver klogere.

Læs også: 4 ud af 10 danske medarbejdere overvejer at skifte job i løbet af det næste år

 

Manglen på arbejdskraft kommer for alvor til at slå igennem i de kommende år. Det mærker de også på den største arbejdsplads Holstebro Kommune, som står til at skulle sende hver tredie medarbejder på pension inden for få år. (Foto: Holstebro Kommune)

I Holstebro Kommune frygter de at miste hver tredie medarbejder i løbet af få år

Krisen løser ikke manglen på medarbejdere. Måske giver det en lille time out. Men når de sorte skyer er drevet over, kommer udfordringerne tilbage med efterbrænder.

Af flere grunde:

Arbejdsstyrken bliver bare mindre og mindre. Jeg har ladet mig fortælle, at en stor virksomhed som Holstebro Kommune forbereder sig på at sende en tredjedel af medarbejderne på pension inden for de næste 7 år. Forestil jer et pres, det kommer til at betyde på et jobmarked, der i forvejen er presset.

Samtidig slås politikerne om at skabe nye attraktive tilbagetrækningsordninger, som f.eks. Arne-pension og seniorpension, som suger folk ud arbejdsmarkedet i den erfarne ende.

Læg dertil, at det, trods spæde politiske tiltag, ikke er lykkedes at reformere mulighederne for at tiltrække internationale medarbejdere i væsentlig grad. Det er som om, at alle politikere er fanget i en lyskegle af frygt for, at vi bliver overrendt af immigranter. Lukningen af en række engelsksprogede uddannelser sidste år har bestemt ikke hjulpet på det problem.

Så selvom vi lige nu kigger ind i en krise, så er det tydeligt, at manglen på medarbejdere fortsat vil stige i fremtiden.

Forvent, at kampen om de dygtige medarbejdere bliver rødglødende.

Vi bliver derfor nødt til at øve os og arbejde med os selv, hvis vi som erhverv i Vestjylland skal hænge på i det kapløb.

 

Se videoen: State of Denmark er et af de rekrutteringstilbud, man kan benytte for at trække arbejdskraft til Danmark. 

Kunsten at indrette en arbejdsplads, som nogen gider at være på

Da vi i ErhvervsForum Holstebro lige før sommerferien efterlyste en virksomhed, som kunne tænke sig at udforske konceptet med en kortere arbejdsuge under vejledning af en specialist, var der 0, der meldte sig. Til trods for, at der i dag er gode erfaringer med konceptet hos flere virksomheder, som oplever, at de får markant flere ansøgninger, samtidig med at de lykkes med at effektivere arbejdsgangene og øge produktionen.

Det var måske ikke så overraskende. Blandt ledere er der en naturlig skepsis i forhold til at eksperimentere med den slags. Men vi kommer til at se på, hvordan vi indretter arbejdspladsen, så den bliver interessant at være på, for dem, vi gerne vil tiltrække. Herunder, hvordan vi tilretter arbejdstiden. Undersøgelser peger på, at flere og flere danskere er tiltrukket af en kortere arbejdsuge eller mulighed for fleksible arbejdstider.

Læs også: To ud af tre ønsker en 4-dages arbejdsuge

Den gode nyhed er, at der er masser af gode erfaringer allerede, som vi kan tage ved lære af. Som for eksempel fra virksomheder, der har ændret arbejdstiden, indført nye muligheder for hjemmearbejde eller gentænkt virksomhedens mission, så den giver mening for medarbejderne. Det sidste lyder måske sært, men mange i især den yngre generation søger, udover god løn og arbejdsvilkår, at deres job giver mening på en helt ny måde.

Ekspert: Medarbejdere er dyre – nu er de også blevet besværlige

På konferencen ”Et spørgsmål om tiltrækning” den 11. november har vi bestræbt os på at finde nogle personer, som har arbejdet med lige netop det. Hvis du møder op, vil du muligvis falde ned af stolen, når du hører, hvordan de har valgt at gribe deres rolle som ledere og deres virksomheder an.

 

Hvis virksomhedsejeren og tidligere HR-chef i flere internationale virksomheder, Xenia Duffy (billedet) har ret, så skal vi i gang med at øve os og lægge nye strategier for, hvordan vi kan vinde i kampen om talenterne. (Foto: Zeal)

En af dem er Xenia Duffy, direktør og stifter i firmaet Zeal. Hun har valgt at kortslutte en hæsblæsende karriere som HR-chef i globale topvirksomheder for at følge en drøm: Hun illustrerer meget godt den uforudsigelighed, der har lagt sig over jobmarkedet, og hun siger det selv på denne måde:

”Indtil nu har vi arbejdet med en opfattelse af medarbejderne som den dyreste ressource i vores forretning. Nu er den ressource godt på vej til også at blive den mest besværlige.”

Læs også: Radikalt jobskifte gav Xenia Duffy smilet tilbage

Hvis Xenia har ret, så skal vi i gang med at øve os og lægge nye strategier for, hvordan vi kan vinde i kampen om talenterne. Det bliver ikke nemt, og for mange betyder det, at vi skal vænne os til, at medarbejderne kræver mindst lige så meget af os, som vi kræver af dem.

Vi starter d. 11. november.

Forhåbentlig vil det sætte nogle tanker i gang, som du kan tage med hjem og omsætte til handling i din egen virksomhed.

Konference

Et spørgsmål om tiltrækning

I år skal vi snakke rekruttering og tiltrækning af arbejdskraft. Et stærkt line-up med bl.a. Bjarne Corydon, Anne Sophie Hermansen og Morten Ballisager indtager scenen med deres indspark til et arbejdsmarked under kæmpe forandring.

@erhvervsforumholstebro