DK EN

Nye priser til årets erhvervsfest

Hele syv erhvervspriser skal der uddeles, når erhvervslivet i Holstebro Kommune mødes til prisfest i november. Nogle af dem kommer til offentlig afstemning i denne uge. I en enkelt kategori findes prismodtageren i dybeste hemmelighed.

Der er helt nye priser på tapetet ved erhvervslivets store awardshow ErhvervsKulturpriserne 2022. Showet er en del af ErhvervsDagen, som bliver tilrettelagt af ErhvervsForum Holstebro. ErhvervsDagen byder også på en stor konference om formiddagen med blandt andet Bjarne Corydon og Anne Sophia Hermansen.

En af nyskabelserne er Erhvervslivets Ærespris, som går til en erhvervsperson, der har gjort en særlig og bemærkelsesværdig indsats for erhvervsudviklingen i Holstebro Kommune. Hvem, der skal løbe prisen, vil være en velbevaret hemmelighed frem til afsløringen 11. november.

Samlet jury står bag valget til den nye “ærespris”

“Vi kårer en person, som står for en helt ekstraordinær præstation, og som har haft stor indflydelse på den lokale udvikling, og jeg kan garantere for, at juryen virkelig har været i tænkeboks her. Ikke mindst fordi det er første gang, vi uddeler den. Udvælgelsen gav også anledning til en levende diskussion i juryen. Men i sidste ende er det en samlet jury, der står bag valget,” siger Peter Kjeldbjerg, direktør i ErhvervsForum Holstebro.

 

Fra præsentationsvideoen “Årets Virksomhed”. Her er det nominerede Actona Groups HR-chef Mette Marie Odderskov, der får en snak med vært Anders Toft Bro.

 

Fra præsentationsvideoen “Årets Virksomhed”. Anders Toft Bro besøger Idom El, som også er nomineret i kategorien.

 

Fra præsentationsvideoen “Årets Virksomhed”. Senior Country Director Mads Søgaard-Christensen fortæller Anders Toft Bro om Faerchs store planer. Faerch er også nomineret som Årets Virksomhed.

 

En anden nyskabelse i år er ”Årets virksomhed”, hvor afgørelsen skal træffes i et rigtig stærkt felt med Actona, Faerch og Idom El. Det er de godt 400 medlemmer i ErhvervsForum, der afgør, hvem der skal vinde sammen med en jury.

De øvrige 5 priser kommer til offentlig afstemning  torsdag, og alle kan gå ind og stemme på ErhvervsForum Holstebro’s hjemmeside frem til den 6. november.

 

Vi forventer en helt udsolgt sal i år

ErhvervsKulturpriserne 2022 foregår i Musikteatrets Black Box og ventes at samle 350 erhvervsfolk.

”Vi kan se, at der allerede nu er booket 300 billetter, så vi forventer at få en helt fyldt sal den 11. november, siger Peter Kjeldbjerg.

To kendte entertainere fra lokalområdet er årets værter ved ErhvervsKulturpriserne. Musiker og TV-vært Anders Toft Bro styrer slagets gang sammen med tidligere skuespiller, popsanger og slotsfrue Trine Jepsen.

Årets show er lagt i hænderne på to lokale entertainere: Anders Toft Bro, som bedst er kendt som chauffør i TV MIDTVEST’s Fotovognen og musiker i bandet Fætters. Han akkompagneres af tidligere slotsfrue fra Schackenborg og Nr. Vosborg, Trine Jepsen, som også har en fortid som popsanger og skuespiller.

”Sidst fik vi lidt kritik for, at vi havde fløjet al underholdningen ind fra København, så i år har vi sørget for, at det bliver helt modsat og valgt både konferenciers og underholdning med et solidt afsæt i det lokale talentlag,” fortæller Peter Kjeldbjerg.

 

Konference

Et spørgsmål om tiltrækning

I år skal vi snakke rekruttering og tiltrækning af arbejdskraft. Et stærkt line-up med bl.a. Bjarne Corydon, Anne Sophie Hermansen og Morten Ballisager indtager scenen med deres indspark til et arbejdsmarked under kæmpe forandring.

@erhvervsforumholstebro